Passager 23

PASSAGER 23

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 1

16-03-2021 15:42:54

Af samme forfatter tidligere på dansk: Terapien Sjæleknuseren Splinten Øjensamleren Pakken Patienten

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 2

16-03-2021 15:42:54

Sebastian Fitzek

PASSAGER 23 På dansk ved Jacob Jonia

Gutkind

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 3

16-03-2021 15:42:54

Passager 23 er oversat fra tysk af Jacob Jonia efter Passagier 23 © 2014 by Verlagsgruppe Droemer Knaur GmbH & Co. KG, Munich The work has been negotiated through AVA international GmbH, Germany (www.ava-international.de).

Denne udgave: © Sebastian Fitzek og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Imperiet Sat med Utopia hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0078-3

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

www.sebastianfitzek.de

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 4

16-03-2021 15:42:54

Siden år 2000 er der på verdensplan faldet mindst 200 passagerer og besætningsmedlemmer over bord fra krydstogtskibe. »Sporløst forsvundet«, Der Tagesspiegel, 25.08.2013

Et krydstogtskib er som en lille by. Men (…) ingen falder over bord i en by, uden at man hører mere til vedkommende.

Christopher Says, amerikansk politiker, London Guardian, 2010

Passagerrekord: Krydstogtbranchen når over de 20 millioner. (…) Branchen kan notere en vækst på ti procent – og man regner foreløbig ikke med, at potentialet er fuldt udnyttet.

Spiegel Online, 11.09.2012

5

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 5

16-03-2021 15:42:54

1. kapitel Berlin Huset, hvor den dødbringende fest skulle holdes, lignede dét, de havde drømt om engang før i tiden. Fritliggende, med rødt tegltag og en stor forhave bag et hvidt hegn af palisander. Her kunne de have grillet i weekenderne og om sommeren have sat et oppusteligt badebassin ud på plænen. Han kunne have inviteret vennerne, og de ville have fortalt hinanden om jobbet, om deres partneres særheder, eller også ville de bare have ligget under parasollen på drømmesengen, mens de så børnene lege.

Nadja og han kiggede på sådan et hus, da Timmy lige var begyndt i skolen. Fire værelser, to badeværelser, en kamin.

Med cremefarvet puds og grønne skodder for vinduerne. Ikke ret langt herfra, på grænsen mellem Westend og Spandau, kun fem minutter på cykel til Skovskolen, hvor Nadja underviste dengang. Et stenkast fra de sportsfaciliteter, hvor hans søn kunne have spillet fodbold. Eller tennis. Eller hvad han måtte have haft lyst til.

Dengang havde de ikke haft råd til det.

I dag var der ikke længere nogen, der kunne flytte nogen steder hen sammen med ham. Nadja og Timmy var døde.

Og den tolvårige dreng i det hus, de netop nu observerede, og som tilhørte en mand, der hed Detlev Pryga, ville også snart være død, hvis de blev ved at sidde herude i den sorte varevogn og spilde tiden. »Nu går jeg altså derind,« sagde Martin Schwartz. Han sad 14

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 14

16-03-2021 15:42:55

omme i det lukkede lastrum, tog kanylen, hvis mælkeagtige indhold han netop havde sprøjtet sig med, og lagde den i en plasticspand. Så rejste han sig fra monitorpulten, hvis skærm viste målobjektet udefra. Hans ansigt blev genspejlet i kassevognens mørklagte ruder. Jeg ligner en junkie på afvænning, tænkte Martin, og det var en fornærmelse. Mod enhver junkie.

Han havde tabt sig i de senere år, mere end man kunne betegne som godt for helbredet. Kun hans næse var stadig lige så tyk, som den altid havde været. Schwartz-familiens snydeskaft, som alle mænd havde været udstyret med gennem adskillige generationer, og som hans afdøde kone havde betegnet som sexet, hvilket efter hans opfattelse var det afgørende bevis på, at kærlighed rent faktisk gør blind. Hvis der var noget godt at sige om hans tud, så var det, at den gav ham et godmodigt og tillidsvækkende udtryk. Det hændte, at fremmede nikkede til ham på gaden, at babyer grinede, når han bøjede sig ind over barnevognen (sandsynligvis fordi de troede, han var en klovn), og kvinder helt åbenlyst, endda i overværelse af deres partnere, flirtede med ham.

Nå, det ville de helt klart ikke gøre i dag, ikke så længe han havde det her kluns på. Det tætsiddende, sorte læderdress, han havde klemt sig ind i, lavede nogle ubehageligt knirkende lyde, bare han trak vejret. Da han gik hen til døren, lød det, som om han bandt knude på en overdimensioneret ballon. »Stop, vent lidt,« sagde Armin Kramer, der var indsatsleder, og som i flere timer havde siddet over for ham ved computerbordet. »På hvad?« »På ...« K ramers mobil ringede, og han behøvede således ikke at fuldføre sætningen.

15

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 15

16-03-2021 15:42:55

Den lettere overvægtige politikommissær hilste på den, der ringede, med et meget sigende: »Hm?« I samtalens videre forløb sagde han også kun: »Hvad?« – »Nej!« – »Du tager røven på mig!« Og: »Sig til idioten, der har fucket det up, at han skal passe på, han ikke bliver forkølet. Hvorfor? Fordi det er skidekoldt at ligge uden for stationen i flere timer her i oktober, hvilket han kommer til at gøre, når jeg er færdig med ham.« Kramer lagde på. »Fuck.« Han elskede at lyde som en amerikansk narkobetjent. Og at ligne én. Han gik med udtrådte cowboystøvler, hullede jeans og en skjorte, hvis rød-hvide tern ledte tankerne hen på et viskestykke. »Hvad er problemet?« ville Schwartz vide. »Jensen.« »Hvad er der med ham?« Og hvordan kan han skabe problemer? Han sidder i isolation. »Spørg mig ikke hvordan, men den elendige bastard har formået at sende en sms til Pryga.« Schwartz nikkede. Han kunne ikke selv drømme om at reagere lige så voldsomt på noget som hans overordnede, der netop nu var ved at rykke hår ud på sig selv. Bortset fra en indsprøjtning med adrenalin direkte i hjertekulen var der faktisk ikke længere noget, der kunne få Martins puls i vejret. Navnlig ikke meldingen om, at det endnu en gang var lykkedes en indsat at komme i besiddelse af stoffer eller våben eller – som i Jensens tilfælde − en mobil. Fængslet var bedre organiseret end et supermarked, med et større udvalg og mere kundevenlige åbningstider. Også søn- og helligdage. »Advarede han Pryga?« spurgte Schwartz. »Nej. Den lille svagpisser tillod sig at lave sjov, men det kan komme ud på ét. Han har tænkt sig at lade dig gå lige i fælden.« Politikommissæren gned poserne under sine øjne, som blev 16

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 16

16-03-2021 15:42:55

tykkere og tykkere for hver indsats. »Hvis de skulle med posten, ville jeg være nødt til at sende dem som pakker,« havde Kramer en gang sagt for sjov. »Hvordan det?« spurgte Schwartz. »Han skrev til Pryga, at han ikke skulle blive bange, når han møder op til festen nu her.« »Hvorfor skulle han også blive bange?« »Fordi han er snublet og har slået en fortand ud. Øverst til venstre.« K ramer pegede med sine pølsefingre på stedet i munden.

Schwartz nikkede. Han havde ikke troet, at den perverse stodder kunne være så kreativ.

Han kiggede på sit armbåndsur. Den var lidt over fem om eftermiddagen.

Lidt over »for sent«. »For helvede!« Kramer slog vredt i computerbordet. »Efter den lange forberedelse er det hele bare tabt på gulvet. Vi bliver nødt til at afblæse aktionen.« Schwartz åbnede munden for at sige Kramer imod, men han vidste, at indsatslederen havde ret. I det sidste halve år havde de arbejdet sig frem imod denne dag. Det hele var begyndt med et rygte i inderkredsene, og det lød så usandsynligt, at man i lang tid havde troet, det var en vandrehistorie. Men det viste sig, at »bug parties« ikke bare var klamt, men at de rent faktisk eksisterede. Såkaldte væggelusfester, hvor hiv-inficerede dyrkede ubeskyttet sex med raske personer. For det meste i gensidig forståelse, hvilket gjorde den slags seancer, hvor smittefaren var det særlige kick, til en sag for psykologer snarere end for politiet.

Efter Schwartz’ opfattelse kunne voksne mennesker gøre, hvad de havde lyst til med sig selv og andre, når bare det skete frivilligt. Det eneste, der irriterede ham ved det, var, at et mindretals afsporede opførsel pustede til de fordomme, som 17

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 17

16-03-2021 15:42:55

mange endnu havde over for aidspatienter. Selvfølgelig var bug parties den absolutte undtagelse, eftersom det store flertal af smittede opførte sig ansvarligt, og mange af dem endog var aktive i kampen mod sygdommen og mod, at dens ofre blev stigmatiseret.

En kamp, som de selvdestruktive bug parties ødelagde.

Navnlig dem, der havde et psykopatisk islæt.

Det sidste skrig i pervert-miljøet var nemlig »events«, hvor uskyldige blev voldtaget og inficeret med hiv. Især mindreårige.

Foran et publikum, som havde betalt entré. En ny attraktion på markedspladsen for syge fornøjelser, der havde åbent døgnet rundt i Berlin. Tit foregik det i pæne huse i småborgerlige kvarterer, hvor man ikke ville forvente den slags. Som nu her i aften i Westend.

Detlev Pryga, en mand, der til daglig solgte badeværelses­ udstyr, var en populær skikkelse hos børne- og ungdomsforsorgen, eftersom han jævnligt lod vanskelige plejebørn bo hos sig. Stofmisbrugere, alkoholikere og andre problematiske tilfælde, der havde set flere børnehjem indefra end klasseværelser. Utilpassede unge, der var vant til, at de kun fik lov at overnatte et sted, hvis de betalte med sex, og som ingen savnede, hvis de pludselig stak af og først blev pågrebet efter længere tid, forhutlede og syge. De var med andre ord perfekte ofre, lyssky outsidere, som man kun sjældent troede på, hvis de bad om hjælp.

Liam, det tolvårige gadebarn, som havde boet en måned i Prygas hjem, ville også blive sparket tilbage til rendestenen, lige så snart aftenen her var overstået. Men først skulle han voldtages af Kurt Jensen, en treogfyrreårig, hiv-inficeret pædofil, for øjnene af de fremmødte gæster.

Pryga havde lært Jensen at kende via særlige chatrooms på nettet, og derved var han havnet i politiets søgelys.

18

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 18

16-03-2021 15:42:55

Børnemishandleren havde nu siddet varetægtsfængslet i to uger. I den periode havde Schwartz forberedt sig på at overtage mandens identitet, hvilket var relativt simpelt, eftersom Jensen og Pryga ikke havde udvekslet fotografier. Han skulle bare være iført det lædertøj, som Pryga krævede af hensyn til optagelsen, og desuden rage alt håret af, eftersom Jensen havde beskrevet sig selv som høj, slank, skaldet og med grønne øjne.

Disse kendetegn passede nu også på Martin Schwartz, efter at han var blevet kronraget og brugte farvede kontaktlinser.

Det vanskeligste ved forklædningen havde vist sig at være den positive aids-test, som Pryga ville have lavet. Ikke på forhånd. Men under selve festen. Han havde meddelt, at han havde skaffet en lyntest fra et hollandsk online-apotek. En dråbe blod var nok, så ville resultatet vise sig i det lille display efter tre minutter.

Schwartz var godt klar over, at han var blevet udvalgt til opgaven netop på grund af dette uløselige problem. Efter at hans familie var afgået ved døden, blev han blandt sine kolleger betragtet som en tidsindstillet bombe. En undercoveragent, der i en alder af otteogtredive marcherede støt og roligt frem mod pensionsalderen, men som manglede det vigtigste, der i nødstilfælde holdt ham og hans makkere i live: evnen til at føle angst.

Hele fire gange var han blevet tjekket af politiets psykologer.

Fire gange havde de konkluderet, at han ikke var kommet over, at konen havde taget sit eget liv – og navnlig ikke, at hun inden da havde slået deres fælles søn ihjel. Fire gange havde psykologerne anbefalet, at han blev førtidspensioneret, eftersom en person, der ikke længere kan se nogen mening med livet, optræder uansvarligt i tjenesten.

Fire gange havde de fået ret.

Og alligevel sad han igen i dag i politiets varevogn. Ikke bare, fordi han var den bedste til jobbet. Men frem for alt, fordi 19

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 19

16-03-2021 15:42:55

han var den eneste, der frivilligt gik med til at få hiv-antistoffer skudt ind i blodbanen for at manipulere lyntesten. Ganske vist var blodet blevet renset for de sygdomsfremkaldende faktorer ved en særlig sterilisationsproces, men politilægen havde ikke villet udstede en hundrede procents garanti. Derfor skulle Schwartz påbegynde en fire ugers medicinkur, lige så snart indsatsen var overstået, en såkaldt post-ekspositionsprofylakse, PEP. Det forløb havde han været igennem én gang tidligere, da en stofmisbruger havde stukket en blodig kanyle ind i nakken på ham i Hasenheide Park. På indlægssedlen til »fortrydelsespillerne«, som man skulle tage senest to timer efter at have været udsat for smittefare, stod der, at hovedpine, diarré og opkast var normale bivirkninger. Schwartz var åbenbart mere følsom end andre forsøgspersoner. Meget mere følsom. Ganske vist havde han hverken brækket sig eller siddet længere tid på toilettet end normalt, men voldsomme migræneanfald havde bragt ham på besvimelsens rand. Et par gange havde han faktisk mistet bevidstheden. »Jeg må hellere ...,« sagde han til Kramer og kiggede på monitoren. De seneste ti minutter var der ikke gået nogen ind i huset.

De havde talt syv gæster, fem mænd, to kvinder. Alle var kommet med taxa. Meget praktisk, når man ville undgå, at nummerpladerne på de holdende biler blev noteret. »Hvad nu, hvis Pryga er forberedt på alle eventualiteter og har indkaldt en afløser, hvis nu jeg trækker mig?« spurgte Schwartz. Gæsterne var højst sandsynligt sunde og raske. Selvfølgelig ikke i mental forstand, men rent fysisk. Det vidste man imidlertid ikke med sikkerhed.

K ramer rystede på hovedet. »Hiv-smittede pædofile, der er parate til at gøre sådan noget, hænger ikke på træerne. Du ved, hvor længe Pryga måtte lede for at finde Jensen.« 20

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 20

16-03-2021 15:42:55

Ja. Det vidste han.

Men alligevel. Risikoen var for høj.

De kunne heller ikke bare storme huset. Det havde de ikke nogen gyldig grund til. Voldtægten skulle foregå i kælderen.

Pryga havde hunde, der bjæffede, hver gang nogen nærmede sig. Selv hvis de var lynhurtige, ville det ikke lykkes dem at brække dørene op og tage gerningsmændene på fersk gerning.

Og hvad skulle de tilstedeværende anholdes for? Det var ikke nogen forbrydelse at låse sig inde i en fyrkælder og stille et kamera op foran en madras. Ikke engang hvis der lå en dreng med bar overkrop på den. I bedste fald kunne de tilbageholde Pryga og hans gæster i et par timer. I værste fald opnåede de bare at advare stjernepsykopaterne. »Vi kan ikke risikere, at en tolvårig dreng bliver voldtaget og smittet med hiv,« protesterede Schwartz. »Jeg ved ikke, om jeg talte for hurtigt lige før,« sagde Kramer og lagde tryk på hvert eneste ord, som om han talte til en evnesvag: »Du bliver ikke lukket ind. Du. Har. Stadig. Alle. Dine. Tænder.« Schwartz gned sine skægstubbe, der var et sted mellem tre og syv dage gamle. Han kunne ikke komme det nærmere, for han havde glemt, hvornår han sidst havde sovet hjemme. »Hvad med doktor Malchow?« »Politilægen?« Kramer så på ham, som om han havde bedt om at få udleveret en voksenble. »Hør her, jeg ved godt, at du har både mus og rotter på loftet, men selv du er ikke sindssyg nok til at få hevet tænder ud af kraniet. Og hvis du var ...,« Kramer så på uret, »kan Malchow tidligst være her om tyve minutter, bedøvelsen tager yderligere tre, operationen tager fem.« Kramer pegede på monitoren, der viste forsiden af huset. »Hvem siger, at festen ikke er forbi om en lille halv time?« »Det har du ret i,« sagde Schwartz og lod sig dumpe ned på en polstret bænk ved sidevæggen.

21

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 21

16-03-2021 15:42:55

»Altså stopper vi her?« spurgte Kramer.

Schwartz undlod at svare, men rakte hånden ned under sædet. Han hev en armygrøn køjesæk frem, som han havde med sig, hver gang han var ude i marken. »Hvad er nu det?« spurgte indsatslederen.

Schwartz tog det tøj, han for lidt siden havde taget af for at iføre sig læderdresset, kastede det ned på gulvet og rodede i bunden af tasken.

Der gik kun nogle få sekunder, før han mellem ledninger og tape, batterier og værktøj havde fundet det, han ledte efter. »Det er forhåbentlig for sjov,« sagde Kramer, da Schwartz bad ham om at låne et spejl. »Glem det spejl,« sagde Schwartz med et skuldertræk. »Jeg klarer mig uden.« Så satte han tangen mod sin venstre fortand i overmunden.

22

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 22

16-03-2021 15:42:55

2. kapitel Seks timer senere »Du er fuldkommen sindssyg.« »Tak, fordi du siger det på en pæn måde.« »Jamen, jeg mener det.« Den unge, solbrændte, kvindelige tandlæge så ud, som om hun havde mest lyst til at give ham én på skrinet. Lige om lidt ville hun nok spørge ham, om han betragtede sig selv som Rambo − ligesom Kramer, lederen af AKS, de to reddere og en fem-seks andre personer havde gjort, da indsatsen var overstået.

Tandlægen, som ifølge navneskiltet på hendes kittel hed dr.

Marlies Fendrich, trak vejret irriteret gennem sit himmelblå mundbind. »Hvem tror du, du er? Rambo?« Han smilede, men det var dumt gjort, eftersom han på den måde fik kold luft ind til den blottede nerve. Han havde knækket tanden lige over kæbeknoglen, smerten jog igennem hans hoved som lyn, hver gang han rørte ved stedet med tungen.

Tandlægestolen blev lagt ned. En bred operationslampe dukkede op over hans hoved og blændede ham. »Åbn munden!« kommanderede tandlægen, og han adlød. »Er du klar over, hvor besværligt det bliver at genetablere den tand?« hørte han hende spørge. Hun var så tæt ved hans ansigt, at han kunne se porerne i huden. I modsætning til ham gik hun meget op i personlig pleje. Det var et års tid siden, han 23

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 23

16-03-2021 15:42:55

havde fået sin sidste peeling. Det var dengang, de to slovenere havde trukket ham hen over asfalten med hovedet nedad.

Det var altid noget skidt, når man blev afsløret. »Du har ladet under en millimeter af den gamle tand sidde, hvilket er alt for lidt til at fastgøre en krone.« Marlies brokkede sig lystigt videre. »Vi kan prøve at ekstrudere, altså at trække roden frem fra kæben. Det er bare bedre med en kirurgisk forlængelse af kronen, for så kan vi måske undgå et implantat, men allerførst skal rodkanalen renses grundigt. Efter dét, du har gjort ved dig selv, behøver du vel ikke bedøves, når jeg saver lidt i knoglen ...« »Tolv!« sagde Martin og stoppede dermed hendes talestrøm. »Tolv hvad?« »Så gammel var drengen, de havde lænket til en gynge. Hans mund blev holdt åben med en klemme, så han ikke kunne forsvare sig mod oralsex. Jeg skulle smitte ham med hiv.« »Åh gud!« Tandlægens ansigt mistede en stor del af den brune ferielød. Schwartz tænkte over, hvor hun mon havde været. Midt i oktober var man nødt til at rejse rimelig langt væk for at tage solbad. Medmindre man var heldig. Det havde Nadja og han engang været, for seks år siden. På deres sidste tur til Mallorca. De havde holdt Timmys tiårs fødselsdag på stranden, og Schwartz var blevet solbrændt i den anledning.

For sidste gang nogensinde. Et år senere var hans kone og hans søn døde, og han skulle aldrig på ferie igen. »Gerningsmanden forventede at se en skaldepande uden fortand. Hvad skal jeg sige ...?« Han klappede sig selv på det skaldede hoved. »... min frisør har lidt den samme holdning som dig.« Tandlægen tvang sig selv til at smile usikkert. Man kunne se på hende, at hun ikke anede, om Schwartz lavede sjov med hende.

24

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 24

16-03-2021 15:42:55

»Blev han så, jeg mener, drengen, fik han ...?« »Han har det godt,« svarede Martin Schwartz. I hvert fald så godt, som en forældreløs dreng kan have det, når han er anbragt på et børnehjem kort efter at være befriet fra perverse stodderes kløer. Schwartz havde ventet, til han havde en lydoptagelse af Prygas ordre: »Drengen skal have den i alle huller.« Kameraet, der var skjult mellem nitterne i hans læderjakke, fangede gæsternes spændte grin, da han vendte sig om mod dem og sagde: »Brødrister«, det aftalte stikord til aktionsstyrken. Sammen med den tilsyneladende positive aids-test og videoen fra det kamera, Pryga selv havde sat op, var der bevismateriale nok til at få svinene anbragt bag tremmer i meget, meget lang tid. »Hvis vi er heldige i næsten to et halvt år,« havde Kramer sarkastisk bemærket, da han kørte Martin hen på Virchow Hospital, hvor han omgående fik PEP udleveret: tre piller dagligt i fem uger. Kramer havde været nødt til at ordne papirnusseriet og derfor skullet finde vej til tandklinikken. Og efter yderligere to timers ventetid var det endelig blevet hans tur. »Det må du undskylde,« sagde tandlægen. Hun havde et lille ansigt med lidt for store ører og søde, små fregner på næsen. I sit tidligere liv ville Schwartz have overvejet at bede om hendes telefonnummer for så alligevel ikke at gøre det, eftersom han jo var gift. Sådan var livet desværre. Timingen var altid forkert.

Enten mødte man en smuk kvinde, men havde selv ring på.

Eller også havde man taget ringen af, og så mindede enhver smuk kvinde én om, hvad man havde mistet. »Jeg fik bare at vide, at du havde skadet dig selv med vilje. At du var en ...« »En galning?« Schwartz udtalte selv den sidste del af sætningen, som tandlægen ikke havde vovet at fuldføre. »Ja. Jeg vidste ikke, at ...« 25

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 25

16-03-2021 15:42:55

»Det er i orden. Bare flå resten ud, og sy det hele sammen igen.« Marlies Fendrich rystede på hovedet. »Så let går det ikke. Du skal have sat en stifttand ind ...« »Nej.« Schwartz løftede hånden afværgende. »Men du kan da ikke være ligeglad med, at du ser skamferet ud ...« »Du skulle vide, hvor mange ting jeg er ligeglad med,« sagde han mat, men i det samme begyndte mobilen at brumme. »Lige et øjeblik.« Han måtte dreje sig lidt ud til siden for at fiske den op af baglommen. Han kunne kun se, at der blev ringet fra et tilbageholdt nummer. »Hør her, udenfor sidder der flere patienter og venter på at ...« Tandlægen fuldførte heller ikke denne sætning, men vendte sig irriteret om, da Schwartz overhørte hendes indvending. »Ja?« Intet svar. Kun en kraftig susen, der mindede om et gammelt modem. »Hallo?« Han hørte ekkoet af sin egen stemme og var lige ved at lægge på, da der lød nogle klik i røret, som om en eller anden legede med marmorkugler på en glasplade. Så blev suset lavere, der lød to høje knæk, og pludselig kunne han høre hvert eneste ord. »Hallo? Mit navn er Gerlinde Dobkowitz. Taler jeg med en vis hr. Martin Schwartz?« Han blinkede nervøst. Folk, der ringede til det her nummer, havde ikke behov for at spørge, hvad han hed. Han havde kun givet sit hemmelige nummer til nogle ganske få, og de vidste udmærket, hvad han hed. »Hallo? Hr. Schwartz?« Den fremmede stemme i telefonen talte med wienersk 26

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 26

16-03-2021 15:42:55

accent og tilhørte enten en ældre dame eller en yngre kvinde med et seriøst alkoholproblem. Schwartz gættede på det første, alene ud fra det gammeldags fornavn og den antikverede måde at tale på. »Hvor har De mit nummer fra?« spurgte han.

Selv hvis kvinden var fra teleselskabet, hvilket han tvivlede stærkt på, ville hun ikke have brugt hans borgerlige navn, men kaldt ham for »Peter Pax«. Det pseudonym havde han brugt, da han oprettede nummeret for flere år siden, og det var hans foretrukne dæknavn, eftersom det mindede ham om Peter Pan. »Lad os blot sige, at jeg er dygtig til at researche,« sagde kvinden i røret. »Hvad vil De mig?« »Det skal jeg forklare Dem, lige så snart vi ses.« Gerlinde Dobkowitz hostede lettere hæst. »De bliver nødt til at komme om bord hurtigst muligt.« »Om bord? Hvad mener De?« Schwartz bemærkede, at tandlægen, der var ved at ordne sine instrumenter på det lille rullebord, kiggede spørgende op. »Jeg taler om Sultan of the Seas,« hørte han den gamle kvinde sige. »For øjeblikket tøffer vi rundt en dagssejlads fra Hamburg et sted i Den Engelske Kanal. De bør støde til os hurtigst muligt.« Schwartz blev kold over det hele. For lidt siden, da han stod ansigt til ansigt med Pryga, havde han ikke været nervøs overhovedet. Heller ikke, da han i mandens entré havde stukket sig selv med kanylen til lyntesten, og der var gået længere tid end de tre anslåede minutter, før den anden streg i displayet på plasticstriben var kommet til syne. Heller ikke, da han havde set den nøgne dreng i gyngen, og branddørene blev lukket bag ham. Men nu skød hans puls i vejret. Og såret i hans mund dunkede i takt til hjerteslagene.

27

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 27

16-03-2021 15:42:55

»Hallo? Hr. Schwartz? De kender da skibet, gør De ikke?« spurgte Gerlinde. »Jo.« Mon ikke.

Selvfølgelig gjorde han det.

Det var nemlig dét krydstogtskib, hvor hans kone for fem år siden efter tre dage på Atlanterhavet var kravlet op på gelænderet ud for deres balkonkahyt og sprunget halvtreds meter ned i dybet. Kort efter at hun havde presset en kloroformvædet klud ned over Timmys sovende ansigt og derefter kastet ham over bord.

28

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 28

16-03-2021 15:42:55

399

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 399

16-03-2021 15:43:06

bb1090_passager_23_135x215mm.indd 400

16-03-2021 15:43:06