Rosarium

RO SA R I U M

1

Af samme forfatter Mørke cyklister – fortællinger, 2016 Den afskyelige – roman, 2016 Harzen-sanger – roman, 2013 Det hvide kvarter – fortællinger, 2011 Sværmeri – roman, 2010 Mørkets egne – fortællinger, 2005 Parken – radioteater, 2005 Brevbæreren – roman, 2003 Tandfeen – radioteater, 2003 Fandekke – roman, 2001 Bjergtaget – fortællinger, 1999 Skifting – fortællinger, 1996

2

CH A R LOT T E W EI TZ E

Rosarium ROMAN

Gutkind 3

Rosarium © Charlotte Weitze og Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Alette Bertelsen Sat med Stone Serif hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0042-4 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegater og rejselegat til den polske og hviderussiske urskov Bialowieza samt skovene omkring atomkraftværket Tjernobyl i Ukraine.

Tak til Autorkontoen og til Klitgaarden, San Cataldo, Villa Gress, Ørslev Kloster og Hald Hovedgaard for arbejdsophold Inspiration til romanens Sydamerikarejse: Marie Hammer Forsker i fem verdensdele, Gyldendal, 1981 charlotteweitze.dk

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk

4

Roman i tre dele:

Bror og søster J. Pangæa

5

6

BROR OG SØSTER

7

8

Mor og far bøjede sig over os. Brors øjne var sugende måne­blege. I nattens løb havde vi krøllet vores dyne til en flodhvirvel. Hans bløde hud var nedenunder, op ad min, og vi var som et undervandsvæsen med fire arme og fire ben.

Mor og far havde overtøj på, og de rev drømme­vandet væk. Mor tog fat om mig, og far om bror. De hjalp os med at tage tøj på: Bukseknapperne knappedes hurtigt, k ­ jolen blev strammet med bæltet. Vinterfrakke, hue, halstør­ klæde og vanter på. Fødderne i støvlerne.

Nogen råbte højt på russisk og hamrede på naboens dør.

Mor og far trak os hen til vinduet, dét ud mod køkken­ haven og skoven. Far løftede krogene af og skubbede vinduet op.

Mor og jeg løb efter far og bror, som spænede forrest mod skovens gab. Vi trampede over den tomme køkkenhave, og jeg så vores stivnede, radmagre naboer stå langs husene. Mænd med hænderne over hovederne og øjnene rettet mod soldaternes geværmundinger. Kvinder der lå på jorden med spredte ben.

En af soldaterne var vores genbo, han som var ansat af kongen til at kende jagtskoven ud og ind. Han vidste, hvor vildtet var, og straffede krybskytter. Jeg havde aldrig før set ham i russisk uniform, og mens de blå øjne så lige

9

på mig, skød han efter os, og en kugle piftede forbi min skulder.

Mor trykkede hånden over mine øjne, og alt var rødt, da vi løb videre. Mors fingre lugtede af dampen fra suppegryden, som vi havde efterladt på komfuret. Jeg hørte en nabokone hyle, en soldat skældte ud, indtil der lød slag af metal mod kød og ben. Mors hånd strammedes over mit ansigt, mine ben fortsatte med at løbe over stubmarken.

Jeg var som en høne uden hoved.

– Skynd jer!

Bror råbte med svingende stemme. Far hvæsede stille!

Der var kvasen af blade og knæk af kviste under fødder. Et sidste skud, en højtsvævende kugle, hvislede mellem grenene og blev standset af et stammemassiv længere inde. Mors hånd hoppede op mod mit hår, ned over munden og op mod mit hår igen. Til sidst forsvandt den, og jeg så det grønne stå som et brændende lys omkring os. Øverst var trækronernes hvælvinger, i midten de skimmelfarvede barkstammer, og nederst det bulnende mos.

Skoven havde lukket sig om os, men vi fortsatte med at løbe. Far og bror var stadig forrest. I lysningerne skinnede deres nakker og hænder lyserøde som kirsebærblomster.

Under træerne blev de igen grågrønne, farvet af løvskæret.

Mor og jeg dukkede os under de lavthængende grene.

Men mor blev rød i hovedet, i lange striber. Jeg sørgede for at være foran hende, så jeg var sikker på ikke at blive væk. Mor humpede, som om hun havde fået et træben.

10

1 Efterårsmørket fra himmelen og skovbunden pressede dem sammen. Far måtte have forberedt flugten, for sent på dagen standsede han under en samling graner, hvis skørter nåede jorden. Familien sank forpustet ned på de glatte brune nåle. De lagde sig med et tæppe under og et tæppe over, prøvede at holde hinanden varme og lukkede øjnene. I den højre hånd, det eneste lem der stak ud af familiebylten, holdt far pistolen. I det svage skær fra månen lyste den op under træerne, og søster trykkede sig tættere ind til mor, som lugtede tungt af jern. Søster ville mase sin hånd ind i mors, men fingrene var knuget sammen. Hun prøvede i stedet at stikke næsen til dem, måske duftede de stadig af suppe? Men mor trak sine kulde­blå hænder væk.

Søster frøs og mærkede nu, at hun var blevet strejfet. Ved den ene skulder sad en kage af størknet blod, som nivende blev siddende, da hun prøvede at brække den af. Hun trykkede kinden mod såret, familiens åndedrag blev rolige, de sov, mens hun lugtede til sig selv. Såret, det åbne kød, var som den efterladte suppe hjemme i køkkenet: stærk, sød og krydret. Og det gjorde hende mærkeligt mæt.

Far turde ikke tænde bål de første par dage. Han havde ­ellers både strygestål og en jerngryde, som han måtte have været ude at gemme her inden flugten. Men et bål er et

11

livstegn. Det, som kunne gøre stedet til et hjem, kunne også afsløre dem.

Uglerne tudede, et rådyr smældede, en ræv bjæffede.

Dyreskygger ulmede til alle sider. Familien kendte alle ­lydene og bevægelserne, far og mor var også vokset op med skoven omkring landsbyen. Deres forfædre havde endda boet i skoven og ernæret sig ved, hvad de kunne jage og samle. Men nu var der ikke længere en husvæg af fældet træ imellem dem og skoven. Og forfædrenes ånder, de som levede på landsbyens gravplads, kunne heller ikke beskytte dem.

Mor og far fór sammen ved det mindste. Angststødene blev sendt videre til bror og søster, der foldede ørerne ud og begyndte at sove i korte intervaller, nøjagtigt som dyrebørn lærer det fra fødslen.

Ingen rovdyr nærmede sig tæpperne, heller ikke da familien blev mere rolig, og de ferske arme og ben stak ud på skift.

Hvorfor lod ulvene dem være? Var menneskefamiliens øjne så fast lukket i, at ingen så dem? Lugtede de så surt af skræk, at ingen havde lyst til en bid? Skræmte mors hulken ikke bare søster? Eller kan dyr bare være nådigere end mennesker?

I mørketågen gled et par rådyr tæt forbi. Klovknirk, de grå opsatser, åndepust. Far kunne så let som ingenting skyde et af dem. Bror rullede sig ud af tæpperne og greb om en klov. Men dyret sparkede ham i panden, og han måtte slippe, da flokken forskrækket løb væk.

Bror var vred næste morgen. De havde jo brug for mad, men far sagde det, som bror allerede vidste: at vildtet ikke var deres, og hvis nogen tog dem i at skyde, var de ikke bare nogle flygtninge, der opholdt sig i en forbudt skov, men også krybskytter. Straffen for krybskytteri var værre

12

end at dø af sult, og fars pistol, med den ene kugle, måtte kun bruges i yderste nød. Et rungende skud kunne afsløre, at nogen befandt sig i skoven. En fælde ville også vække opmærksomhed.

De måtte nøjes med slangebøsser eller hænderne.

Selvom det heller ikke var lovligt, var det langt mindre risikabelt. Alle slags hjorte samt vildsvin, ulv, elg, bison, los og bjørn skulle de holde sig fra. De var herskerens ­trofæer.

– Hvordan kan man sige, at man ejer træerne, snerrede bror, – hvordan kan man sige, at man ejer dyrene?

En uge efter flugten, i den første morgen med et hvidt hvin af frost, turde far finde fyrsvampe, kviste og grene.

Han tændte et bål og kom med vand fra kilden, som sprang i nærheden. Et par dage efter fik søster lov at gå med ham til kilden. Efter endnu et par dage måtte hun gå derhen alene, og nu kunne hun skylle og løsne blodkagen ved skulderen.

Mon deres genbo, kongens jæger, der nu måtte være blevet zarens jæger, havde skudt mod dem, fordi søster havde genkendt ham? Havde det egentlig været hans plan at lade dem løbe? Var det, fordi han ville skåne mor?

Såret blødte i en stribe, der løb ned mod brystet og forsvandt i tøjmørket. Hun vaskede det igen og duppede med tørt mos. Hun suttede såret, smagte på kødet og sank.

Snart blev løvet gult og brunt. Mor trak stadig på det ene ben og var rød på kjolen. Nu vaskede hun sig ikke ­længere og lod stoffet blive stift. Når hun gik, klamrede hun sig til træerne for ikke at falde. Kinderne var hvide, hun h ­ viskede, når hun talte, og drak vand, som om hun prøvede at tømme kilden.

13

Far og bror skændtes. Sommetider gik bror sin vej og kom først tilbage, når det var blevet mørkt. Så stod han pludselig dér, som en urolig skikkelse i det gule bållys.

– Det er forbudt, gentog far.

14

2 En gren knækker inde under træerne. Søster åbner øjnene, uden at det gør en forskel. Det er lige mørkt.

Brors snorken er stoppet. Den krop, som er vågen, advarer altid den sovendes krop, som om bror og søster har fælles blodkar. Fire ører stritter i mørket, indtil bror banker tre gange på søsters håndryg. Det er ikke noget farligt, mener han og falder i søvn igen.

Søster lukker øjnene og gyser. Bror fryser, mærker hun, det er sent på natten. Søster trykker ryggen tilbage mod hans mave og krøller benene op under sit bryst. Tæpperne er endnu store nok. Hvis de kunne strække sig ud herinde, ville ulden stadig nå fra hals til fod.

De fandt egehulen, dengang mor og far stadig var sammen med dem. Den hule eg havde lige plads til to børn, og far sagde, at han og mor ville fortsætte med at sove ved bålet. De havde fået fat i et skind, som de havde pelset af en selvdød elg. Det kunne lige akkurat dække dem.

Uglen blev tyret væk med en sten. Egernet skældte ud, men blev ramt så hårdt i panden, at det kunne flås og ­spises. Hugormen lå i dvale, og slatten som den var, kunne den løftes ud med en pind og lå frostdød i krattet næste morgen. Insekterne er de aldrig kommet af med. De kildrer året rundt, fordi bror og søsters kroppe varmer træet op. Der er for eksempel en ørentvist, som vandrer hen

15

over søsters strube lige nu. Hun stryger den væk, piller et stykke af det rådne ved og smuldrer klumpen mellem fingrene. Far mente, at egen måske er mere end tusinde år gammel.

Mon den får blade igen til foråret? Sidste forår var bladene små krøllede museører og slet ikke, som de burde være: store som barnehænder.

Søster vender sig om og kommer til at vække en hel bænkebiderhær, der rejser sig og marcherer hen over brors ansigt. Han snøfter tre soldater ind gennem næsen og hoster dem ud af munden. Så fortsætter snorkeriet, nu mod søsters skulder.

Bror lugter af kød med pels, bittert som rovdyrenes.

Selv lugter hun vist kun af skuldersåret, som stadig ikke vil heles.

Når det bliver forår, kan de bade igen. De får aldrig varmen, hvis de gør det nu.

Engang var kildevandet himmeldamp, som faldt som varm regn på træernes øverste blade. Så klang dråberne nedad, etage efter etage, helt til skovbunden. Her sivede dråberne ned mellem nåle, rødder, muld og grus og helt til grundvandets underjordiske floder.

Bror siger en lyd, dybt fra struben. Den minder svagt om en kronhjorts brøl, når den kalder. Hans ben løber i søvne, han løfter en hånd og snøvler klik.

Søster lægger fingrene over brors læber og flytter pistolen over i sin side. Så drejer hun igen ryggen mod maven og trykker sit baghoved mod hans mund. Han mumler et eller andet med sin nye stemme. Den der er voksen og minder om fars.

16

Stueuret klikkede, gardinet var trukket for. Bror og jeg lå i alkoven, til middagssøvnen var overstået.

Så gik vi ud i lyset, hvor mor arbejdede i køkkenhaven.

Vi kravlede op i det gamle pæretræ, der stod ved vejen.

Fra toppen kunne vi se uden selv at blive set.

Der var skilninger, cirkelkjoler, skosnuder og mændenes måner. Vi så ned på mor og genboen, kongens jæger, der kom på besøg, når far ikke var hjemme. Mor undskyldte sig for det meste, hun skulle noget inde i huset eller havde en masse at se til i haven. Men kongens betroede havde hverken travlt med at jage vildt eller krybskytter.

Bror skød, næsten lydløst, med sit trægevær på alt, hvad der bevægede sig i nærheden af træet. Spyttet hang i tråde fra hans mund. Jeg klamrede mig til pærestammen, når den svajede med blæsten.

Når der ikke længere var nogen i haven, kravlede vi ned. Bror spænede rundt og rundt om huset, mens han skød til alle sider. Jeg gik hen for at lege med min veninde med det lange brune hår og de smukke grønne øjne. Vi sad udenfor, og jeg syede dukketøj af sommertykke egeblade.

Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet mod solen.

Vi var udmagrede, længe før de russiske soldater kom.

Polen og Rusland var i krig, og vores køkkenhave, mark

17

og stald blev ryddet af vores egne, de polske soldater, for hæren skulle jo have mad.

To dage før vores flugt døde en nabo af sult og blev lagt i jorden ved de gamle grave i skovbrynet. Samme aften lå jeg og kiggede ud gennem alkovens gardinsprække.

Mor var gået ud, hun skulle hente noget. Far sad i mors stol, lampen spejlede sig dobbelt i ruden. På bordet lå en ­pistol. Fars ansigtshud var stram, knoglehænderne lå ved våbenet. Hans øjne var lysprikker.

Pludselig rejste han sig og åbnede døren for mor, som vaklede ind. Hun havde tallerkenøjne og var rød langt ned ad kjolen. I den ene hånd holdt hun øksen, i den anden en spand, hvorfra hun plumpede noget ned i suppe­gryden, som stod på komfuret.

Far tog om mor, men hun skubbede ham væk, hviskede, at hun var blevet opdaget. Hun trak hurtigt kjolen af og vaskede sig ved servanten. Blodet blev ved med at løbe ned ad de gulliggrønne pindeben. Det var lyserødt, fortyndet af sæbevandet. Hun rullede langsomt ind i fars og sin alkove og trak gardinet for.

Far stod et øjeblik. Så pakkede han skramlende noget i en sæk. Derefter gik han hen til vinduet, som vendte mod køkkenhaven og skoven. Jeg hørte ham kravle ud, og jeg ville råbe på ham.

Næste morgen humpede mor hen og fyrede op under gryden.

Far var tilbage.

Bror og jeg fik suppe. Den var krydret og stærk.

Mørke, tætte kødstumper flød rundt mellem små fedtbobler. Det var lang tid siden, at vi havde smagt noget så godt. Mor og far skulle ikke have noget. De sagde, at det hele var til os, og stirrede, mens vi spiste. Skeernes sølvskær slukkedes, hver gang vi dykkede dem i sup-

18

pen. Skeerne lyste igen, når vi førte dem op og slubrede ­maden i os.

Vores skåle blev tømt, igen og igen. Vi ville have mere og mere. Til sidst sagde mor, at vi skulle gemme noget til næste dag.

19

Slægtstavle mor – far

bror – søster

Esther – Johanne (Johannes)

Charles – Vibeke (Viola)

Birgit (Lilly) – Erik

Jan – Marie – Paul

Fine

416