Jeg lever et liv som ligner jeres

Jeg lever et liv som ligner jeres

Jeg lever et liv som ligner jeres er oversat fra norsk af Morten Visby efter Jeg lever et liv som ligner deres © Gyldendal Norsk Forlag AS 2018 [All rights reserved.] Denne udgave: © Jan Grue og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Rune Mortensen & Imperiet Sat med Sabon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Sverige ISBN -978-87-434-0253-4 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer. Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag ·  gutkind_forlag

Titel JAN GRUE Jeg lever et liv som ligner jeres En levnedsbeskrivelse På dansk ved Morten Visby Gutkind

6

5 Til mine forældre og min søster Til Ida

7

Fra tid til anden møder jeg mennesker, der kendte mig som barn, men ikke havde forventet nogensinde at møde mig som voksen. Almindelig høflighed får dem som regel til at skjule deres overraskelse over at se mig igen. Det kræver et tomrum, en åbning i samtalen, for at de kan få sagt det, de tænkte, straks de så mig: Lever du endnu? Da jeg gik i skole, fortalte min livssynslærer en historie. Da hendes mand døde, klippede hun sit lange hår af. Bagefter lod hun sig synke ned i badekarret, hun oplevede det som en renselse. Hun var optaget af ritualer, hun bibragte timerne en alvor, som jeg, en yderst alvorlig fjortenårig, satte stor pris på. Jeg ville lære mest muligt; jeg følte, jeg havde travlt.

Af min livssynslærer lærte jeg ordet liminalfase. Det beskrev den mest sårbare del af et overgangsritual, hvor man befinder sig mellem verdener. Det er den fase, hvor et ungt menneske ikke længere er et barn, men endnu ikke er voksen, hvor den døende har forladt de levendes verden, men endnu ikke er blevet en af forfædrene. Det er i disse faser, det virkelig kan

8 gå galt, men det er også i disse faser, at transforma tionen sker. Det er i disse faser, vi bliver til. Uden dem kan verden ikke fortsætte.

Der havde jeg brugt min mors lånerkort til at skaffe bøger om shamanisme hos sibirske stammefolk. Jeg var fortrolig med den akade miske verden, og det kunne man høre på mig, det prægede andres indtryk af mig. Det skabte forvent ninger om en bestemt type fremtid, ligesom den første sætning i en bog siger noget om, hvordan fortællingen vil udspille sig. Hun var imidlertid overrasket over, hvor godt jeg så ud . Det handlede om den anden fremtidsfortælling,

Jeg gik fra folkeskolen til gymnasiet til universitetet. En dag mødte jeg min gamle lærer igen, til en konfe rence. Hun havde videreuddannet sig, havde skrevet speciale om norrøn mytologi, om jætterne, om menne skenes mørke og farlige skygger. Jeg var blevet ph.d.-stipendiat i sprogvidenskab. Jeg var begyndt at arbejde koncentreret med retorik, med hvordan virke ligheden kan ændres gennem sproget. Hun havde skrevet om mentalitetshistorie, om tænkemåder, vi ikke længere kan begribe. Vores verdener var blevet ført sammen igen, på en måde. Min gamle lærer var ikke overrasket over, at jeg var i gang med en ph.d. Min folkeskole lå ti minutters gang fra universitetsbiblioteket.

Detkrop.er et udtryk, der gør mig usikker. Du ser så godt ud . Ja, synes du ikke? Jeg klæder mig jo også pænt. Jeg har brugt flere år på at lære en masse om snit og stil. Jeg fik skræddersyet en frakke, da jeg var 18. Jeg kan godt lide jakker, hvor manchetten er syet med knapper, der kan knappes op, og oxfordskjorter, hvor kraven har den rette krumning. Men det var ikke det, hun *mente.

9

Det, der ligger bag, overraskelsen over at jeg er i live, kommer først op til overfladen sent på aftenen. Sådan var det med den forfatter, jeg gik på gymnasiet med. To årtier senere stod vi i Den Mauriske Sal på Hotel Bristol i Oslo. Hun sagde det med en blanding af melankoli og modvilje, med et mildt blik i øjnene, hun sagde, at det var noget, alle vidste dengang, at jeg ikke ville komme til at leve særlig længe.

den der ikke handlede om mit sprog, men om min

Noget alle vidste? Jeg vidste det ikke. Det var ikke mig, der var kilden til den forestilling, så hvor kom den fra? Det kunne hun ikke svare på. Forestillingen var der bare. Den var en skygge, der blev kastet af ingenting.

Det eneste substantielle var min krop. Jeg sad i kørestol det meste af tiden, men jeg krydsede også

Genkendelsenvoksen.følges af samme kompliment – du ser så godt ud – og det er ordet så, to bogstaver

skolegården til fods, jeg gik ud i frikvarteret og stod der i rundkreds med de andre elever. Vi talte om vores lærere, vi talte også om Joyce, sådan en skole var det, jeg troede, jeg var én blandt mange. Jeg vidste ikke, at jeg havde en særlig tragisk aura. Faktisk vidste jeg det godt. Jeg havde bare ikke ordene til at udtrykke det. Jeg forsøger at finde dem nu. Jeg følger en tidslinje, andre kunne have fulgt. Jeg bor i den samme by, jeg voksede op i. Jeg er akademiker, barn af to akademikere. Jeg lever et liv, som ligner deres. Jeg er gift og har et barn med Ida, hun er en kvinde, der skriver. Min søn min har mine øjne, som er min mors øjne, hans ansigt har træk, der minder om barndomsbilleder af hans farfar. Det er de tråde, den vævning, der holder mit liv sammen. Når jeg bliver genkendt af nogen, der kan huske det barn, jeg var, opstår der en rift, et brud. Billedet skurrer. Det liv, jeg lever, bliver en kort overgang fortrængt af det, der ikke skete, en skygge glider forbi, uklare, men velkendte billeder toner frem, fantombilleder af den fremtid, der fulgte mig, indtil jeg blev

10

Jeg har overtruffet forventningerne, suverænt, uden andre allierede end min egen krop, der har levet sit eget liv, på sine egne præmisser. Min krop ved ikke, hvilken diagnose den fik stillet, hvilken prognose den blev givet. Heldigvis må man sige. Never tell me the odds , som Han Solo sagde engang. Det her er mig som voksen. Det her er mig som far. Det her er min søn. Han har mine øjne, men ikke min diag nose. Han er også, på mere end én måde, et resultat af det, der ikke skete.

11

Hukommelsen spiller os ofte et puds, og den gør det i samspil med vores forventninger. Fortiden er ikke det, der skete dengang, den er det, vi taler om nu. Skulle du ikke have været død nu?

i centrum af en høflighedsfrase, der bærer det hele i sig, det der kunne have været, det der ikke var.

Nej, siger jeg, jeg er i nogenlunde samme forfatning som før, som jeg var dengang. Min kørestol er den samme, jeg kan stadig gå en smule, helbredet holder. Men du ser bedre ud?

Har du fået det bedre?

I slutningen af gymnasiet, i begyndelsen af tyverne, levede jeg gennem film. Jeg gik i Cinemateket i Dronningens gate, både sommer og vinter. Første søndag aften i hver måned var der prøv lykken-forestilling, ingen vidste, hvilken film det var, før lyset blev dæmpet, jeg stod i kø med mine venner. Om formiddagene var der presseforevisninger, jeg sad for mig selv i den halvtomme sal. Jeg så mig gennem hele filmhistorien, fra stumfilm epoken og frem, jeg ville vide, hvem de centrale instruktører var, hvad der var vigtigt. Efterhånden kom jeg til Wim Wenders. I Himlen over Berlin spiller Bruno Ganz en engel (i slidt mørk frakke, med hestehale), som vandrer rundt i byen. Ingen ser

12*

Ind i det ukendte; vi ved ikke, hvor vi er på vej hen. Vi sejler i en båd, der er læk, vi ved, at vi er døende Vidyr.drømmer om Byzans, vi øser, så meget vi nu kan, vi sejler sammen. Vi er argonauter, kosmonauter, eventyrere, opdagel Visesrejsende.erpåenfærd.

*

En gammel, blind mand hedder Homer på rollelisten, det fangede jeg ikke dengang. Men jeg fangede det her: Englen bliver et menneske. Han bliver forelsket, men det er på én gang enklere og mere kompliceret end som så. Han træder ud af den evige tid og ind i øjeblikket. Grækerne havde to ord for tid, kronos er den kosmiske orden, og kairos er her og nu. Vi lever i kairos , og det er ind i kairos , englen falder. Han vil have alt det, der findes der, findes her , lydene og lugtene og smagene. En kop kaffe, en cigaret (det passer til frakken og hestehalen; engle fæstnet på film er altid allerede fanget i tiden). Englen beder, og han får. Han bliver et menneske. Nu er han dødelig. Og jeg vidste: Dette er sandt. * Ida og jeg er i Californien, om lidt skal vi til Hawaii. Vi er så langt mod vest, man kan komme i verden, men nu skal vi endnu længere. Der er fem timers flyvning ud til midten af Stillehavet, til den øgruppe, der ligger fjernest fra alle andre på kloden. Der er skyskrabere og trafi kerede gader der, men når vi ankommer, vil det være nat, og det eneste, vi vil se under indflyvningen, er lysene og de store mørke områder, der er døde vulkaner.

13 ham, men han betragter, lytter. Han lægger en usynlig hånd på en skulder, han er til stede. Manuskriptet er skrevet af Peter Handke, det vidste jeg ikke dengang.

Vi fortæller hinanden om de bøger, vi læser. Vi vil begge gerne høre, hvad den anden synes, men vi vil også gerne høre os selv fortælle. Hver ny bog er en udforskning, og gennem fortællingen forstærker vi følelsen af at have tilbagelagt en afstand, at have vundet nyt land. Vi skal ikke slå os ned her, det ved vi godt. Vi er i San Francisco i knap en måned og har returbilletterne på mail. Turen til Hawaii er en uhørt luksus, vi tillader os, før vi skal hjem. En gestus, jeg gør på denne første lange rejse, vi foretager sammen. Samtidig har jeg udskrifter af returbilletterne liggende i min taske, fordi jeg godt kan lide den tryghed, det giver.

14

Der er ingen tvingende omstændigheder. Vi er frie til at gøre, som vi vil. *

Vi har god tid sammen, mens vi er her i Californien. Jeg tager mig tid til at læse bøger om det sted, vi er, og det sted, vi skal hen. Jeg fortæller Ida om det, jeg læser.

Der er trygge rammer om vores ekspedition, men når vi kommer hjem, må vi beslutte os. Omtrent et halvt år har vi været sammen, og vi er nået til et slags vende punkt. Vi har haft flere nætter sammen end hver for sig, Ida har fået flere og flere af sine egne ting i min lejlighed. Vi er ved at blive vævet sammen. Hvis ikke vi flytter sammen, når vi kommer hjem, er der ingen vej tilbage, kun fremad, hver for sig. Vi kan selv vælge.

Jeg har en litterær karakterbrist; jeg bryder mig ikke rigtig om at forklare. Jeg vil ikke udlevere mine refe rencer. Det er en idiotisk indstilling, men jeg har svært ved at ændre på det. Det er noget, jeg ikke har lyst til at holde op med. Jeg vil helst undgå at forklare. Jeg ønsker ikke at være lettilgængelig, jeg vil forstås intu itivt, og det er to meget forskellige ting. Nogle gange bilder jeg mig ind, at jeg har en aristokratisk livsholdning. I Honolulu går Ida og jeg forbi hotellet Royal Hawaiian, midt på Waikiki Beach, med lyserøde, koralfarvede mure, hvor Joan Didion plejede at bo, og hvor man ikke kan få et værelse for under 5.000 kroner per nat. Jeg har en stærk forestilling om, at det er der, vi egentlig skulle have boet, indsvøbt i luksus, nu hvor vi endelig er kommet ud på denne rejse sammen. Siden vi har fundet hinanden, virker det urimeligt, at vi skal være nødt til at tænke på prak tiske spørgsmål – hvad noget koster, om det er kørestols tilgængeligt eller ej. Første gang jeg tog til Hawaii, var det med sammen med nogle venner fra studiet. Vi boede fire på ét værelse, og mit stærkeste minde fra turen er, at jeg forsøgte at undgå at falde under bruseren, at gå ekstremt forsigtigt fra badeværelset og ind i sovevæ relset i et par knirkende Crocs. Jeg husker, at jeg rejste derover med en manuel kørestol, som jeg kun kunne køre nogle få meter med ved egen hjælp, så når de

15

16 andre var ude – på vandring eller for at svømme i havet –måtte jeg pænt vente, på værelset eller i den nedslidte hotelrestaurant.

Det aristokratiske element består i ikke at behøve forklare sig. I at skrive, som Didion gør om Californien og Hawaii, som om man altid har hørt hjemme, som om man ved alt, hvad der er at vide, som om historien og verden er noget lige så selvfølgeligt, som var det ens eget, en kunstgenstand, der har været i familiens eje, så længe nogen kan huske. Eller, som Stephen Fry har fortalt, at Unity Mitford engang bemærkede over for ham: Of course, you never knew Hitler, did you? Ida og jeg rejser sammen, vi er nyforelskede og for elsker os sammen i de steder, vi besøger. Mange af stederne har jeg selv besøgt før, og jeg vil fortælle alt, hvad jeg ved fra tidligere, så Ida kan vide det, jeg ved, og samtidig vil jeg ikke gøre det, vil jeg ikke sige noget, så vi kan opdage det hele sammen. Abstraktioner fortæller os ingenting, gamle referencer fortæller os ingenting, hvis ikke vi kan mærke nettovægten af den kødelige substans, de rummer. Ordet må blive krop.

Vi må finde ud af, hvem vi er i verden, og hvad verden er for os.

Stedet var opført som en pavillon med uklare grænser mellem indendørs og udendørs, og luften, der strømmede gennem bygningen, var mild som en omfavnelse, den mindede ikke noget andet, jeg nogensinde havde oplevet.

17*

Men det er en titel, jeg må opgive, for den tilhører ikke mig, den tilhører digteren Mark O’Brien. Han gjorde sig fortjent til at give sin bog denne titel, How I Became a Human Being, på en anden måde end mig. Jeg må give ham præcedens. O’Brien er, om nogen, min jungianske skygge. Jeg er svag, han var svagere. Jeg vejer 55 kilo, han vejede halvt så meget. Mine muskler er små, hans var knap synlige. Min store elektriske kørestol giver mig en frihed, han ikke kendte; han var for sårbar, for fragil.

Englen fra Himlen over Berlin bliver menneske ved at stige ned og træde ind , han går fra sort-hvid til farve, og under faldet kommer han til skade, den første farve, han ser, er farven af sit eget røde, menneskelige blod.

For O’Brien er det anderledes, i bogen bliver han menneske ved at stige op og træde ud , omend den samme bevægelse fra det monokrome til det kulørte også findes hos ham, den samme længsel efter sensualitet, efter kropslig tilstedeværelse.

Denne bog handler om at blive et menneske . En overgang var det min arbejdstitel, for englen, der bliver menneske, Wim Wenders’ og Peter Handkes engel, har længe stået ved min skulder.

Jeg kan ikke blive enig med mig selv. Handler min historie om at stige ned eller at stige op? Eller handler den om at træde ind i mig selv – om at indse, at jeg altid allerede var et menneske? Jeg kan ikke finde mig til rette med O’Briens titel, jeg lader ham beholde den. Jeg kender godt hans dæmoner, men det er ikke mine dæmoner. Alligevel havde vi mange ting tilfælles, mens han levede, blandet andet et intimt forhold til maskiner, men også en anden forståelse af kropslige grænser og kropslige rytmer, end hvad der er normalt.

O’Brien skrev digte. Jeg skriver prosa. Jeg skriver med tastatur, og ordene flyder, det går hurtigt. Min største udfordring er, at fremmedordene strømmer for frit, for manisk, at ordene mister deres forankringspunkter i kroppen. Jeg er nødt til at bruge et fremmedord, logoré , for at beskrive denne tilstand. O’Brien var ikke plaget af logoré. Han havde de stik modsatte udfordringer. Når man ikke kan betjene et tastatur, når man har så svækket åndedræt, at man tilbringer en stor del af livet i en jernlunge, må hver eneste frase være lige så værdifuld, som den er kostbar, og så er det nødvendigt at ty til poesien, hvor ordene er få og betydningen fortættet, hvor en enkelt velfor muleret tanke kan rumme en hel verden. Det er det, jeg stræber imod, sådan som vi kan stræbe mod det, der falder os mindst naturligt.

18