Lasternes tid

Deepti Kapoor

Lasternes tid किलयुग

På

dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild

Gutkind

Lasternes tid

er oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild

efter Age of Vice

Copyright © 2023 by Deepti Kapoor

All rights reserved

Denne udgave: © Deepti Kapoor og Gutkind Forlag A/S, 2023

1. udgave, 1. oplag, 2023

Omslag: Imperiet efter originalomslag af © Gregg Kulick Bogen er sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU

ISBN 978-87-434-0444-6

Gutkind Forlag . Læderstræde 9, 1. . DK-1201 København K Gutkind.dk . f gutkindforlag . gutkind_forlag

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

For naga sadhuer var kumbh mela-katastrofen i 1954 blot endnu en brutal episode, der fandt sted under en begivenhed baseret på brutalitet blandt mænd, hvis levebrød var brutalitet. Hvis den skilte sig ud, var det kun, for så vidt at helt almindelige borgere var kommet i vejen.

- William R. Pinch: Warrior Ascetics and Indian Empires

Og som følge af deres livs korthed vil de ikke kunne erhverve sig megen viden. Og som følge af deres videns lidenhed vil de ingen visdom have. Og følgelig vil griskhed og havesyge overmande dem alle.

- Mahabharata

ET

NEW DELHI 2004

Fem gadesovere ligger døde i vejkanten ved New Delhis Indre Ringvej.

Det lyder som indledningen på en dårlig joke.

I så fald har ingen fortalt dem det.

De dør, hvor de sov.

Næsten.

Ligene er blevet slæbt ti meter af Mercedesen, der kom drønende i alt for høj fart op over kantstenen og mejede dem ned.

Det er februar. Klokken tre om natten. Temperaturen seks grader over frysepunktet.

Femten millioner sjæle ligger krøbet sammen og sover.

En bleg svovltåge indhyller gaderne.

Og en af de døde, Ragini, var atten år. Hun var gravid i femte måned. Hendes mand, Rajesh på treogtyve, sov ved hendes side. Begge på ryggen, svøbt i tunge sjaler fra isse til fod, de lignede allerede lig på nær det åbenlyse: rygsækken under hovedet, sandalerne sirligt stillet ved armene.

Skæbnens grumme ironi: Parret var først lige kommet til Delhi i går. Havde søgt tilflugt sammen med Krishna, Iyaad og Chotu, tre migrantarbejdere fra samme distrikt

i Uttar Pradesh. Hver dag vågnede disse mænd før daggry for at trave hele vejen til daglejermarkedet ved Company Bagh for at se, hvad de kunne få af løsarbejde – dhaba-kok, bryllupstjener, byggearbejder – så de kunne sende penge tilbage til deres landsby, betale for en søsters bryllup, en brors skolegang, en fars daglige medicin. De levede fra dag til dag, fra time til time, de arbejdende fattige, kæmpede for at overleve. Kom tilbage for at sove her på dette trøstesløse sted efter mørkets frembrud, ved Ringvejen, nær Nigambodh Ghat. Nær det nedrevne slumområde langs Yamuna-flodens bred, der havde været deres hjem.

Men de tre mænd dvæler aviserne ikke ved. Deres navne forsvinder med stjernerne ved daggry.

En politibil med fire betjente ankommer til ulykkesstedet. De stiger ud og ser ligene og den jamrende, vrede hob, der har omringet bilen. Der er stadig en derinde! En ung mand, der sidder ret op og ned, armene stive mod rattet og øjnene hårdt knebet i. Er han død? Døde han sådan? Politifolkene skubber pøbelen til side og spejder ind. “Sover han?” siger en af dem til sine kolleger. Det får føreren af bilen til at dreje hovedet og åbne øjnene som et andet uhyre. Betjenten gengælder blikket og spjætter nær af skræk. Der er noget grotesk ved førerens smukke, glatte ansigt. Hans blik er frækt og vildt, men derudover sidder ikke et hårstrå forkert. Betjentene trækker døren op, vifter dunder med deres knipler, beordrer ham ud. Der ligger en tom flaske Black Label ved hans fødder. Han er en slank mand, fitnesstrænet, iført et gråt gabardinesafarisæt, håret skilt med millimeterpræcision, upåklageligt olieret. Under stanken af whisky er der en anden duft: Davidoff Cool Water, ikke at betjentene ved det.

Til gengæld ved de: Han er ikke en rig mand, langtfra en rig mand, snarere en kopi, en mand klædt til at imitere rigdom: i rigdommens tjeneste. Tøjet, det velsoignerede ansigt, bilen, intet af det kan skjule hans medfødte fattigdom; den stinker kraftigere end nogen alkohol eller parfume.

Ja, han er tyende, tjener, chauffør, “boy”.

En velnæret og velsoigneret udgave af det, der ligger dødt på vejen.

Og det er ikke hans Mercedes.

Hvilket betyder, at han kan gøres fortræd.

Han hulker sanseløst, da betjentene hiver ham ud. Sammenkrummet kaster han op ud over sine hyttesko. En af betjentene slår ham med sin knippel, trækker ham op. En anden kropsvisiterer ham, finder hans pung, finder et tomt skulderhylster, finder et tændstikhæfte fra et hotel ved navn Palace Grande, finder en pengeclips med tyve tusind rupier.

Hvis bil er det?

Hvor kommer pengene fra?

Hvem har du stjålet dem fra?

Tænkte du lige, at du kunne snuppe dig en lille sviptur?

Hvis sprut er det?

Hvor er pistolen, chutiya?

Hvem arbejder du for, din skiderik?

I hans pung ligger et valgkort, et kørekort, tre hundrede rupier. Ifølge kortene hedder han Ajay. Hans fars navn er Hari. Han er født den 1. januar 1982.

Og Mercedesen? Den er indregistreret til en Gautam Rathore.

Betjentene konfererer med hinanden: Navnet lyder bekendt. Og adressen –Aurangzeb Road – taler for sig selv. Der bor kun de rige og de magtfulde.

“Chutiya,” bjæffer en af betjentene og holder bilens papirer op. “Er det din boss?”

Men den unge mand ved navn Ajay er for fuld til at sige noget.

“Har du taget hans bil, dit røvhul?”

En af betjentene går ud i vejkanten og ser ned på de døde. Pigens øjne er åbne, huden allerede blå i kulden. Hun bløder fra det tomrum mellem benene, hvor der før var liv.

På stationen bliver Ajay klædt af og efterladt nøgen i et koldt og vinduesløst rum. Han er så fuld, at han besvimer. Betjentene kommer tilbage og smider iskoldt vand

på ham, og han vågner med et hyl. De får ham op at sidde og tvinger hans skuldre ind mod væggen, spreder hans ben. En kvindelig betjent står på hans lår, indtil blodtilførslen stopper, og han brøler af smerte og besvimer igen.

Næste dag har sagen fået bevågenhed. Medierne er forargede. I starten er fokus på den gravide pige. Nyhedskanalerne sørger over hende. Men hun var hverken fotogen eller havde en lys fremtid for sig. Derfor flytter fokus over på morderen. En kilde bekræfter, at bilen er en Mercedes indregistreret til Gautam Rathore, og det har nyhedsværdi – han er fast inventar i Delhis jetsetkredse, polospiller, fabulant og prins, vaskeægte adelig, første og eneste søn af et parlamentsmedlem, Maharaja Prasad

Singh Rathore. Var det Gautam Rathore, der kørte bilen? Det spørgsmål er på alles læber. Men nej, nej, hans alibi er vandtæt. Han ferierede væk fra Delhi i aftes. Han befandt sig på et paladshotel i et gammelt fort nær Jaipur. Hans aktuelle opholdssted er uvist. Men han har udsendt en udtalelse, hvori han udtrykker sin forfærdelse og sender sine kondolencer til de afdøde og deres pårørende. Chaufføren er, røber hans udtalelse, først lige blevet ansat. Han har angivelig taget Mercedesen uden Gautams vidende. Taget whisky og Mercedesen og snuppet sig en ureglementeret sviptur.

En udtalelse fra politiet bekræfter dette: Ajay, ansat af Gautam Rathore, stjal en flaske whisky fra Rathores bopæl, mens hans arbejdsgiver var bortrejst, forlystede sig med en sviptur i Mercedesen, mistede herredømmet.

Den historie bliver til fakta.

Den slår rod i aviserne.

Og den indledende politirapport bliver ført til protokols.

Ajay, søn af Hari, sigtes under Sektion 304A i den indiske straffelov. Uagtsomt manddrab. Straframme: op til to års fængsel.

Han bliver sendt til den overfyldte retsbygning og fremstillet for dommeren; det tager denne to minutter at varetægtsfængsle ham uden mulighed for kaution. Sammen med de øvrige fanger bliver han kørt i bus til Tihar-fængslet. De bliver linet op til indregistrering; sidder i mutte rækker på træbænke i modtagelokalet omgivet af skilte med regler hamret ind i væggenes fugtige, smuldrende puds. Da det bliver hans tur,

bliver han ført ind i et trangt kontor, hvor en funktionær og en fængselslæge venter med deres skrivemaskine og stetoskop. Hans personlige ejendele bliver lagt frem igen: pung, pengeclips med tyve tusind rupier, tændstikhæftet med navnet Palace Grande, det tomme skulderhylster. Pengene bliver talt.

Funktionæren tager sin blyant og giver sig til at udfylde blanketten.

“Navn?”

Fangen stirrer på dem.

“Navn?”

“Ajay,” siger han knap hørbart.

“Fars navn?”

“Hari.”

“Alder?”

“Toogtyve.”

“Beskæftigelse?”

“Chauffør.”

“Tal højere.”

“Chauffør.”

“Hvem er din arbejdsgiver?”

Funktionæren ser hen over sine briller.

“Hvad hedder din arbejdsgiver?”

“Gautam Rathore.”

Ti tusind rupier bliver taget fra hans pengeclips, resten bliver rakt tilbage til ham.

“Put dem i din sok,” siger funktionæren.

Han bliver ført til protokols og sendt til Arrest Nr. 1, ført gennem den indre gård til barakkerne, ledt ad den fugtige korridor til en bred celle, hvor ni andre indsatte bor tæt stuvet sammen. Tøjet hænger fra tremmerne som ved en markedsbod, og gulvet i cellen flyder med mølædte madrasser, tæpper, spande, bylter, sække. I hjørnet et lille ståtoilet. Selvom der ingen plads er tilovers, beordrer vagten et lille areal ryddet til ham på det kolde gulv ved siden af toilettet. Men ingen af madrasserne kan undværes. Ajay lægger det tæppe, de har givet ham, på stengulvet. Han sætter sig med ryggen

mod væggen og stirrer tomt frem for sig. Et par af hans cellemakkere kommer hen og præsenterer sig, men han siger intet, anerkender intet. Han kryber sammen og falder i søvn.

Da han vågner igen, ser han en mand stå over ham. Gammel og tandløs og vild i blikket. Over tres år her på jord, siger han. Over tres år. Han er fra Bihar og kører autorickshaw, gjorde det i hvert fald uden for murene. Han har siddet herinde og afventet sin retssag i seks år. Han er uskyldig. Det er noget af det første, han siger. “Jeg er uskyldig. De siger, jeg er narkohandler. Men jeg er uskyldig. Jeg blev fanget på det forkerte sted. Der var en narkohandler i min rickshaw, men han flygtede, og politiet tog mig.” Han spørger videre, hvad Ajay er sigtet for, hvor mange penge han har skjult på sig. Ajay ignorerer ham, vender sig bort. “Dig om det,” siger den gamle mand muntert, “men du skal vide, at jeg kan få ting til at ske her. For hundrede rupier kan jeg skaffe dig et tæppe mere, for hundrede rupier kan jeg skaffe dig bedre mad.” “Lad ham være,” råber en anden af cellekammeraterne, en buttet, mørk gut fra Aligarh, som stanger tænder med en nim -pind. “Ved du ikke, hvem han er – han er Mercedesmorderen.” Den gamle mand forføjer sig. “Jeg hedder Arvind,” siger den tykke. “De siger, jeg har slået min kone ihjel, men jeg er uskyldig.”

Ud i gården, gårdtur. Flere hundrede fanger myldrer ud fra deres celler og stimler sammen. Mænd måler ham med øjnene. Han er lidt af en berømthed. De har alle hørt om Mercedesmorderen. De vil se nærmere på ham, selv bedømme hans skyld eller uskyld, se, hvor barsk han er, hvor bange, gøre op med sig selv, hvor han kan høre til. Det tager kun et øjeblik at gennemskue, at han er en af de uskyldige, syndebuk for en rig boss. Mænd prøver at lirke den sandhed ud af ham. Hvad blev han stillet i udsigt for at påtage sig skylden? Noget fedt? Penge, når han kommer ud? Eller får hans sønner og døtre deres skolegang betalt? Eller var det omvendt? Blev hans familie truet? Var hans liv i fare? Eller var han bare loyal?

Repræsentanter fra banderne, der styrer fængslet, opsøger ham i gården, i spisesalen, på gangene, prøver at hverve ham, taler godt for sig. Chawanni-banden,

Sissodia-banden, Bidi-banden, Haddi-banden, Atte-banden. Den frygtede Bawania-bande. Acharya-banden, Guptaerne. Som uskyldig mand, en mand uvant med den kriminelle tilværelse, vil han få behov for beskyttelse. Han vil hurtigt blive mål for afpresning, hvis ikke han vælger en bande; uden rygdækning fra en bande vil en mand snart voldtage ham, en vagt vil få ham overflyttet til en mindre celle med kun en cellemakker, han vil blive hans legetøj, ingen vil komme, når han skriger. Og de vil tage, hvad han måtte have af penge. De fremsætter det som reel og uvildig rådgivning, som om truslen ikke er dem selv. Han bliver trukket i fra alle sider. Hvor mange penge har du? Slut dig til vores bande. Slut dig til vores bande, så får du beskyttelse. Du får en mobiltelefon, porno, kylling. Du slipper for den “rusfest”, du ellers har i vente. Slut dig til vores bande, så kan du kneppe, du kan voldtage. Vores bande er den stærkeste. Slut dig til os, før det er for sent. Han ignorerer samtlige tilbud. Da han kommer tilbage til sin celle, er hans tæppe blevet taget.

Han foretrækker alligevel også at være alene og i smerte. Gruen over de døde følger ham overalt, han sørger over dem for hvert åndedrag. Han afviser alle banderne, afslår udsendingene og deres tilnærmelser. Og så på dag to, uden for fængselsapoteket, alene, lige da han er blevet kaldt hen til lægen, trækker tre mænd fra en anden celle sammen om ham. De rækker tunge og tager de barberblade ud, de har i munden; de kaster sig over ham, hugger ud efter hans ansigt og bryst og underarmene, som han løfter for at værge for sig. Han tager imod snittene for at sone, viser ingen tegn på smerte. Men til sidst brister hans tålmodighed, bunden går ud af den som en faldlem. Han smadrer sin første angribers næse med håndroden, griber den anden mands arm ved albuen og brækker den i leddet. Den tredje vælter han om på jorden. Han snupper et af deres barberblade og sætter det til mandens tunge, skærer den midt igennem, mens han holder den hylende fanges kæber åbne med den anden hånd.

Han bliver fundet stående over dem, smurt ind i blod, fangerne jamrende af smerte, og bliver låst inde i isolation. De banker ham og siger, at han skal sidde der i lang tid. Da døren smækker, går han amok, snerrer og slår og sparker på væggene. Skriger uden sprog. Usammenhængende ord. Han er ikke herre over sin egen verden.

Han forestiller sig enden. Alt, hvad han er, og alt, hvad han har gjort. Men nej. Næste morgen bliver døren åbnet, nye vagter kommer ind. De siger, at han skal komme med. Først skal han i bad. Han ryster af kulde, nøgen og sårbar. Da de nærmer sig, knytter han næverne med ryggen mod muren for at kæmpe. De ler og smider rent tøj over til ham.

Han bliver ført til fængselsinspektørens kontor. Et indbydende traktement: friskskåret frugt, paratha, lassi. Et paradisisk syn. Inspektøren beder ham sætte sig. “Snup en cigaret. Bare tag for dig. Der er sket en fejltagelse. Jeg blev ikke underrettet,” siger han. “Hvis jeg var blevet underrettet, ville det aldrig være sket. Ærlig talt, ingen vidste det, ikke engang dine venner. Men nu kommer der andre boller på suppen. Nu bliver du ført over til dine venner her. Du får din frihed, inden for rimelighedens grænser. Og det uheldige optrin med de andre mænd, det glemmer vi alt om. De kunne godt blive straffet. Men du straffede dem jo selv, ikke sandt?! Et syn for guder. Åh, og pengene her, de er dine. Du skulle have sagt noget. Du skulle have sagt noget. Du skulle have fortalt os det. Hvorfor fortalte du os det ikke?”

Ajay stirrer på maden, på cigaretpakken.

“Fortalt hvad?”

Inspektøren smiler.

“At du er en Wadia-mand.”

MAHARAJGANJ, DET ØSTLIGE UTTAR PRADESH, 1991

Man må huske på, at Ajay kun var en dreng. Otte år gammel og fejlernæret. Så godt som analfabet. På vagt langt inde i øjenhulerne. Hans familie var fattig. Forpint af fattigdom. De levede fra hånden i munden i en hytte flikket sammen af hø og plasticpresenninger på et højereliggende areal over flodsletten, ved sarkanda-aksene bag landsbyens skyggeside. Hans far og mor var begge skraldesamlere, skrabede lort af landsbyboernes latriner med skifer og de bare næver, bar fletkurve på hovederne, hvis indhold skulle dumpes længere væk. Pissede og sked på markerne før daggry. Pissede efter mørkets frembrud. Dyrkede sølle grøntsager i det skidne kloakvand. Drak brakvand fra den fjerntliggende brønd for ikke at forurene den fælles kilde. Kendte deres begrænsninger. For ikke at pådrage sig død.

Ajays mor, Rupa, er gravid igen.

Hans storesøster, Hema, passer deres ged. Det er det østlige Uttar Pradesh. Året er 1991.

Udløberne af Nepals bjerge tårner sig op mod nord.

Månen er fremme længe efter daggry.

Allerede før Ajay drog sit første suk, var han en sørgelig eksistens. 2.

Det er år 1991, og distriktet er i dyb nød. Højkastejordejerne og deres kumpaner lever fedt. Drengen traver hver dag hele vejen til den offentlige skole, en alderstegen, forhadt skal; et falsk betonhåb uden døre; trævinduerne tilskoddede, frønnede og fulde af huller; lokalerne for små til de mange børn, snotnæsede, håret friseret, håret olieret, de slidte skoleuniformer holdt rene i evig kamp mod tyndslidningen. Læreren er fraværende, tit fuld, tit flygtet, tit indkasserer han bare sin løn fra det offentlige hjemmefra. Ajay er fattig, ikke bare fattig, men kørt ud på et sidespor nede bagved sammen med de andre valmikier, med pasierne og korierne, skyet som pesten, ignoreret. I spisefrikvarteret bliver de sat til at vente for sig selv, på stenet grund, mens kastebørnene sidder i skrædderstilling på rad og række på det glatte podium og indtager deres måltider fra bananblade. Når de har spist, er det de kasteløses tur, deres portion er uanselig, udvandet. Efter frokost bliver Ajay sat i arbejde. Han fejer gulv, fjerner størknet lort fra hjørnerne, fejer firbenelort af sålbænken. En dag ligger der en død hund ved muren rundt om skolen, bidt af slanger og oppustet af forrådnelse. Han bliver sat til at binde snor om dens bagben og slæbe den væk.

I eftermiddagsheden traver han adskillige kilometer hjem igen for at hjælpe Hema med geden. Forbi Hanuman-templet, forbi de cricketspillende drenge. Han holder sikker afstand. For tre år siden begik han den fejl at samle en vildfaren bold op og kaste den tilbage af alle kræfter. Bolden blev skyet som en spedalsk, og Ajay blev jagtet gennem markerne. Han undslap hen over kloakrenden. De sagde til ham: Hvis du

rører bolden igen, så hakker vi dine arme og ben af, sætter ild til dem og smider dig i brønden.

Det er år 1991, og hans far er kommet i problemer. Deres ged har revet sig løs af sit reb og begivet sig ind i en af landsbyboernes mark for at spise spinaten. Ajay og Hema henter den igen, men det kommer markens ejer for øre. Han dukker op sidst på eftermiddagen sammen med landsbyens overhoved, Kuldip Singh. Kuldip Singh har en håndfuld ivrige gorillaer med. I deres påsyn forlanger jordejeren en forklaring, hvor ingen forklaring vil være tilstrækkelig, alt imens Ajays far, lutter skind og ben, trygler om tilgivelse, hvor ingen tilgivelse er mulig. De ordner geden først. I et pludseligt klarsyn spytter og fnyser og bukker den og stanger med hornene, så gorillaerne viger tilbage. Kuldip Singh må skubbe dem til side og rask svinge sin brutale kølle mod dens hoved. Kraniet flækker, geden vakler i et vakuum, benene giver efter – et kort øjeblik ligner den en nyfødt, der prøver at gå. Kuldip Sing sætter knæet mod dens hoved og skærer halsen over på den med sin kniv. Optændt af det varme blod trækker gorillaerne sammen om Ajays far. De vælter ham om på jorden, holder ham nede ved skuldre og knæ og skiftes til at banke ham under fodsålerne med bambuskæppe, avancerer i deres ildhu til hans ankler, hans underben, hans knæ, hans skridt. De sætter tunge slag ind mod hans skridt, hans bryst, hans arme. Hans kone og datter skriger, jamrer, trygler dem om at holde op. Ajay drejer rundt for at flygte, men bliver grebet af Kuldip Singh i flugten. De tunge hænder holder om hans skuldre. Tobaks- og sprutånden er en sur aroma i hans næse. Ajay vender sig bort, retter blikket mod den lyserøde himmel, men Kuldip Singh vrider hans hoved rundt og tvinger ham til at se på.

Hans far får feber, i tusmørket antager knoglerne et lilla skær. Om morgenen tyr hans mor i desperation til den lokale pengeudlåner, Rajdip Singh, trygler om penge nok til at bringe sin mand til behandling på det offentlige hospital tyve kilometer væk. Rajdip Singh bevilger hende to

hundrede rupier til en rente på fyrre procent efter en ydmygende forhandling.

Da Rupa når hen på hospitalet, nægter lægerne at indlægge hendes mand, medmindre de får hele betalingen på forskud. De tager hundrede og halvtreds rupier og lader ham ligge uovervåget på en afdeling. Han forlader denne verden ved midnat. Hun slæber selv hans lig tilbage, bundet til en træslæde i mørket, og når hjem efter daggry. De bliver nægtet adgang til landsbyens kremeringsplads og brænder ham selv med sammenskrabet olie og billigt brænde på et ligbål nær deres hjem. Der er ikke brænde nok til at gøre det færdigt. Stanken er ulidelig. De graver en nødtørftig grav i skovbrynet og begraver hans forkullede rester der.

Næste dag tropper Rajdip Singhs mænd op for at minde Ajays mor om, hvad hun skylder. Gorillaerne omringer Ajays søster, kommer med sjofle bemærkninger og antydninger om, hvad hun kan gøre for dem. Ajay ser stumt til skjult blandt stænglerne i den tilstødende mark. Der er en kakerlak i den sprukne jord under hans fødder. Han holder sig for ørerne for at lukke skrigene ude og stamper kakerlakken ned i støvet. Og så løber han. Da han kommer tilbage to timer senere, hulker hans søster i et hjørne af hytten, og hans mor lægger brænde på bålet.

Et par timer senere dukker thekedaren – den lokale entreprenør – op. Han kondolerer, og i erkendelse af deres kummerlige situation tilbyder han personligt at betale hele deres gæld. De kan betale ham tilbage på en enkel og hæderlig facon.

Ajay får ikke noget at skulle have sagt. Næste morgen før daggry bliver han læsset ind bag i en Tempo med otte drenge, han aldrig før har mødt. Det er et gammelt køretøj med en ramponeret kabine og et beskidt bur

monteret bagpå, hvor der er åbent op til stjernerne, så menneskelasten kan kigge ud, men ikke drister sig til at flygte. Ajay har intet jordisk gods andet end sit gamle tøj og et møgbeskidt tæppe. Hans mor og søster står lidt derfra, vender så om og går. Motoren kører i tomgang på jordvejen ved siden af regnkløften. Så sætter entreprenøren sig ind, og assistenten sætter sig ind, og de kører væk fra det spirende dagslys ad en hullet jordvej mod en sort horisont perforeret af stjerner. Ajay sidder katatonisk blandt de mutte og dirrende drenge. De kan kun lige holde varmen med et sammensurium af tæpper. De kryber sammen i kabineenden af buret med vestvendte ansigter og ser deres hjem fortone sig, mens de venter på daggry.

De holder ind ved en travl dhaba lige før solopgang for at tisse. Et dødssygt lysstofrør samler søgende møl. Frostånde siver fra hvilende lastbilchaufførers munde. I løbet af få minutter er himlen lysnet, og landskabet tager form. Køretøjer triller hen ad hovedvejen. Hvedemarker breder sig ud i disen på begge sider. Entreprenørens assistent, en senet, mørk og koparret mand med snoet overskæg, aflangt ansigt og smalle øjne, åbner buret bagi. Han advarer dem mod at flygte, idet han fører dem over til grøften for at tisse, og for en sikkerheds skyld bliver han stående bag dem og leger med sin kniv. Tågen lægger sig tættere, solen dukker flygtigt frem som en sølvbleg skive, forsvinder så igen. Låst inde igen bag i lastbilen får drengene roti og chai, mens thekedaren og hans assistent sidder ved et af plasticbordene ude foran og bestiller alu paratha.

Det er nu.

En af de indespærrede drenge, fuglebrystet og krølhåret, tidligere helt passiv, springer op og klatrer ud af buret, kaster sig ned. Han løber hen over jorden, før nogen kan nå at reagere, løber om bag dhabaen, hænder griber instinktivt ud efter ham, men drengen smutter fri og springer over dynger af affald, dernæst hen over den stinkende grøft og ud i den tågeindhyllede mark. Thekedarens assistent er hurtigt på benene, hans plasticstol vælter, da han optager forfølgelsen – løber langs toiletterne,

springer også selv hen over grøften, trækker sin kniv. Og så er både dreng og mand væk. Lastbilchaufførerne, dhaba-arbejderne, drengene, alle ser de forventningsfuldt i retning af flugten, spejder ud mod de grå vidder, spidser ører for at høre. Men thekedaren, en mand af megen erfaring, sidder roligt og nipper til sin chai.

Der går fem minutter uden spor af dem.

Livet genoptager sin vante gang.

Så lyder der et lammende skrig, et afsindigt hyl et sted ude i tågen. Alle de herreløse hunde begynder at gø.

Da assistenten kommer stakåndet tilbage, alene, er hans hvide undertrøje plettet af blod. Han spytter på jorden og sætter sig uden et ord.

Ingen tør møde hans blik.

Han drikker sin chai, spiser sin paratha.

Øjeblikket ætser sig ind i Ajays hjerne.

Disen over markerne stiger og falder.

De kører hele dagen, og solen bliver skarp, holder hele verden fanget i et nådesløst lys gennem byer fulde af støvede vejkryds med lastbiler og grøntsagsboder. Nogle af drengene begynder at røre på sig som vækket af en bedøvet søvn og hvisker indbyrdes, prøver at skærme sig mod skarpheden fra sol og støv og vind. Ajay kniber øjnene sammen og taler ikke med nogen; han prøver at komme i tanker om sin fars ansigt, sin søsters ansigt, sin mors ansigt. Han prøver at huske vejen hjem. Om eftermiddagen vågner han uden at have opdaget, at han var faldet i søvn, og ser en storby med brede boulevarder og pompøse bygninger og parker med farvestrålende blomster, en verden, han tror er en drøm.

Da han vågner igen, er solen næsten ved at gå ned, og de kører på en smal vej, der fører op i en bjergkæde, med en skråning løse sten på højre hånd og bølgende bakker bagved.

Han ser på de andre drenges øjne og siger omsider noget.

“Hvor er vi?” siger han.

“Punjab.”

“Hvor skal vi hen?”

En af dem nikker opad. “Derop.”

“Hvorfor?”

Drengen kigger væk.

“For at arbejde,” siger en anden.

De når bjergene sent på aftenen, kører op i udløberne, snegler sig gennem hårnålesvingene, Tempoen knap hurtigere end et æsel, motoren kæmper sig op på en baggrund af brusende vand og bælgravende mørke. Da vejen flader ud, bliver de fulgt af en rumlende flod. Månen dukker frem igen, i tiltagende, den høje himmel stråler. Men under den svævende flåde af skyer er der kulsort, groteske former, bratte afgrunde, en verden af skygger, motorens brummen. Temperaturen falder, og drengene trækker tæt sammen for at holde varmen, klaprer tænder i bure, stiver sig af. Så begynder de mareridtsagtigt langtrukne timer, den uophørlige opstigning, det bratte fald, time efter times smygen sig om dale og hårnålesving, med luft så kold, at den bider, og Ajay forbereder sig på næste sving, på plateauet, på at solen skal stå op og brede sig ud over den skjulte flod, på at blive sendt hjem igen, på at blive vækket af søvnen af sin mor, på at slæbe døde hunde væk fra skolen.

Så skyder strålerne frem, og natten er ovre, en sol slår sin blomme ud over tinderne, og den blå død, der fyldte de forgangne timer, bliver forvist. Klart lys og daggryets sejr. Ajay studerer ansigterne på de søvndrukne drenge, der rører fortumlede på sig i deres tæpper. Ældre ansigter: fjorten-femten år, et ansigt, der er yngre, måske syv. Tjekker, om de har forandret sig. Det har de ikke. Men de er trådt gennem en portal.

Nu er der ikke længere noget håb om at komme hjem.

Bilen gør et morgenmadsstop ved en chai-biks hugget ud som en grotte i en stejl klippevæg højt oppe på et bjerg ved siden af en helligdom for den lokale guddom, hvor der dårligt er plads nok på vejen til, at

to køretøjer kan passere hinanden. På den anden side af vejen flyder en stille flod langt ind i en slugt. Assistenten hopper ud af kabinen, strækker armene i vejret, tænder en bidi og trisser over til vejkanten, hvor hvidmalede sten vogter mod afgrunden. Han renser negle med sin lommekniv og spytter i den tomme luft, mens aber, der sidder og soignerer sig, hvæser med deres blottede hjørnetænder og springer videre til næste sving.

Drengene sidder stille i buret.

Den slukkede motor er den højeste lyd i hele verden.

Thekedaren hilser på chai-walaen, der holder gryden i kog på et primusapparat. Assistenten kommer tilbage fra vejkanten og sætter sig hos ham, smækker burets låge op på vej derhen. De tre mænd udveksler sladder, fører hinanden ajour med, hvad der rører sig på vejen.

Assistenten pifter til drengene. “Stræk ben, få pisset af. I får ikke chancen igen lige med det samme.”

Mændene er afslappede, gårsdagens episode ved dhabaen er glemt.

Denne gang er der ingen steder, drengene kan løbe eller flygte hen.

Så de klatrer ud og trisser rundt uden mål og med, stirrer op på kalkstenskorridoren, suger kølig luft ned i lungerne. Ajay kan høre floden, ude af syne, strømme fra verdens top.

En af drengene, den yngste måske, den syvårige, går over til afgrunden.

Ajay ser ham stå der som forstenet, balancere helt ude på kanten, kigge ned.

Indtil assistenten griber ham i armen og rykker ham bagud.

Og så kører de igen.

Klokken ti er solen strid. Løst svøbte tæpper forvandles til skygge.

De suser gennem Himalaya.

Fri af natten.

Mere og mere fortabte.

Ved middagstid når Tempoen til en forsømt markedsby i en varm dal, kvælende fuld af motorolie og -larm, en losseplads i bjergene, en skål af skidt. De krydser en lille, stenet flod, der er forsnævret og dæmmet op af affald, den lave metalbro henover er vævet ind i bedeflag. De fletter ind på en ny vej ud af byen og følger floden mod strømmen gennem fyrretræerne. Små, græsklædte øer bryder flodens strøm. Nordpå, gennem afbrækkene mellem de harpiksduftende træer, tårner sneklædte bjerge sig op. En ny, vældig kæde, en uigennemtrængelig hvid mur. Ajay falder i søvn igen og drømmer, at hans far kommer bærende med en kurv på hovedet, kroppen nedenunder er helt forkullet.

Om eftermiddagen nærmer lastbilen sig en lidt større by svøbt i en skovklædt bjergside. Den vogter over mundingen fra en lang, stejl dal, som skærer sig langt ind gennem jorden. Vandfald hænger ovenfor, plasker og pirker sig vej gennem klipperne, slutter sig til den bugtede flod, gør den vild. Lidt længere nede ad floden vasker byens indbyggere deres tøj, pisker stoffet mod kampestenene. Bilen runder et sving, og floden dæmpes af de tætte fyrretræer. De snor sig forbi pæne bygninger beklædt med træ, holder ind på en parkeringsplads mellem træerne.

Og med ét forstummer motoren, også det et tab – drengene glipper med øjnene og står på usikre ben som mænd, der går i land efter flere måneder til havs.

En flok står allerede og venter på dem. Thekedaren springer ud af kabinen, spytter paan og tager en lille notesbog frem med forretningsmæssig mine. Han spilder ikke tiden, råber prompte navne op, mens assistenten åbner bilen bagi og overdrager drengene én efter én. Små skærmydsler blusser op, penge skifter hænder. Bånd, der knap nåede at blive knyttet, bliver atter brudt. Det begynder at støvregne, og Ajay kryber sammen i buret og venter. Én efter én bliver drengene ført bort. De tre sidste ryger på auktion.

ORDLISTE

Oversætterens note: Visse indiske ord er her i oversættelsen gengivet i en transskription, der afviger en anelse fra Kapoors stavemåde. Indiens mange sprog benytter sig af adskillige forskellige alfabeter, og hverken på engelsk eller dansk findes et systematisk, autoritativt transskriptionssystem til ikkeakademisk brug. Derfor vil man – også i Indien – kunne møde det samme ord eller navn stavet forskelligt med latinske bogstaver. Kapoors gengivelse af de indiske ord er en transskriberet variant rettet mod den engelske læser. I den danske oversættelse er transskriptionen således justeret til at give den danske læser et mere umiddelbart retvisende indtryk af udtalen af de enkelte ord. Undtaget herfra er enkelte ord, ofte fra den gastronomiske sfære, der er bredt kendt under den engelske transskription, også i Danmark.

alu gobhi Ret med kartofler (alu), blomkål (gobhi) og gurkemeje. alu paratha Tykt, stegt fladbrød med krydret kartoffelfyld. alu tikki Snack af små, gyldenstegte kartoffelkager med diverse krydderier.

baba Respektfuld mandlig tiltaleform til ældre familiemedlemmer eller andre af højere status.

bakshish Gave. Bruges også om drikkepenge eller bestikkelse.

baniya Undertrøje.

behenchod Søsterknepper. Udbredt skældsord.

bhajan Religiøse sange blandt hinduer og sikher.

bhaiya Bror.

bhurji Populær streetfood bestående af røræg med tomat, løg, chili og krydderier.

bidi Billige indiske cigaretter rullet i blade fra ibenholttræet.

biryani Risret oftest med kød/fisk, grøntsager, yoghurt og krydret med safran.

bukhari Særlig cylindrisk brændeovn fra Nordindien/Pakistan.

bun-makhan Ristet, sød bolle med (evt. smeltet eller pisket) smør.

chaat En bred vifte af salte snacks, populær streetfood.

chaat masala Særligt krydderi, som er populært til chaat chaddi Underbukser.

chai Te. I Indien typisk sort te kogt med mælk, sukker og krydderier som kardemommekapsler, kanelstang, nelliker og ingefær.

chai-wala Tesælger.

chakram Gammelt indisk kastevåben. Formet som en ring med skarp yderkant.

charas Hash.

chela Elev, discipel, ofte hos en religiøs guru.

chicken changezi Nordindisk curry med stegt kylling i cremet, tomatbaseret sovs.

chikna Glat. Bruges i slang, ofte nedsættende, om mænd/drenge, der af udseende ikke lever op til det traditionelle maskuline ideal.

chole kulcha Nordindisk streetfood bestående af fladbrød serveret med krydrede kikærter og løgringe.

Choli Ke Peeche “Hvad er der bag blusen?” Populær sang fra BollywoodKya Hai filmen Khal Nayak

chunni Stort tørklæde, der traditionelt bæres af kvinder løst draperet over hoved og skuldre sammen med shalwar-kamiz.

chutiya Meget brugt skældsord, på linje med “røvhul”, “idiot”, “fjols”.

dada Egentlig farfar, men bruges også mere negativt ladet om fx en gangsterboss.

dadi Farmor.

dal Sammenkogt linseret med krydderier, som findes i mange forskellige afskygninger.

dal fry Særlig type dal, hvor linserne først koges og sauteres sammen med ingredienser som løg, hvidløg, ingefær og tomat, hvorefter der tilsættes vand, og retten koges færdig.

dalit Kasteløs (tidligere kendt som “urørlige”).

daru Alkohol.

dhaba Restaurant eller gadekøkken, ofte placeret langs større færdselsårer.

didi Storesøster.

divali Hinduistisk lysfest, en af de vigtigste højtider i Indien.

dupatta Langt og bredt tørklæde, der benyttes af kvinder løst draperet over hoved og skuldre, typisk med shalwar-kamiz.

ghee Klaret smør.

golgappa Populær streetfood bestående af en hul, friturestegt kugle af hvedemel med krydret kartoffelfyld og serveret

med en dip tilsmagt med fx mynte. Går også under navnet pani puri.

gora Lyshudet. Bruges om både indere med lys hud og hvide udlændinge.

gujar Befolkningsgruppe af traditionelt bønder og nomader. gurdwara Tempel inden for sikhismen.

jai Ære, sejr, (længe) leve. Bruges ofte i jubelråb til ære for personer eller guder.

Jai Shri Ram Leve Den Ærværdige Ram/Ære være Herren Ram.

jalebi Populær snack af friturestegt dej i ring- eller kringleform og dyppet i sukkersirup.

jat Befolkningsgruppe traditionelt bestående af landbrugere.

jatav En undergruppe af kasteløse.

ji Respektfuld tiltaleform, der dels kan stå alene, dels føjes efter navne for at vise en særlig respekt.

kachori Snack bestående af en friturestegt dejbolle med sødt eller salt fyld.

kakori Kebab af hakket lammekød.

khichri Sydasiatisk ret af ris og linser, som findes i mange forskellige varianter.

kori Undergruppe af kasteløse, traditionelt beskæftiget med vævearbejde.

kshatriya Kriger. En af de fire overordnede sociale klasser (varna) i Indien. Under disse varnaer findes flere tusind kaster.

kumbh mela Årlig hinduistisk pilgrimsfest i Indien. Under kumbh mela i Allahabad i 1954 blev tusindvis af mennesker trampet ned. Flere hundrede døde, og tusinder blev kvæstet.

kurta Løstsiddende kjortel båret af både kvinder og mænd over forskellige typer bukser. Går traditionelt til lidt under knæet, men findes også i længere udgaver.

kurta-pajama Sæt med kurta båret over pajama-bukser.

lassi Yoghurtdrik, som fås med forskellig frugtsmag og i hhv. sød, salt eller neutral udgave.

lehenga Ankellang nederdel båret ved festlige lejligheder og ofte overdådigt udsmykket. Bæres med tætsiddende bluse (choli).

ma Mor.

maharaja Stor konge. Indisk fyrstetitel.

mehndi Kropsdekoration med henna. Centralt element i indiske bryllupper, hvor bruden får udsmykket hænder, arme og ben.

mela Religiøs eller kulturel festival eller festlighed.

momo Tibetanske dampede dumplings.

mudra Inden for hinduisme, buddhisme og jainisme symbolsk eller rituel positur, særligt med hænderne.

naan Hævet fladbrød bagt i tandoor-ovn.

naga sadhu Asket tilhørende en særlig gruppe af omvandrende nøgne asketer.

namaste Traditionelt hinduistisk hilsen, der udføres med samlede hænder.

nasha Beruselse.

nihari Krydret simreret med typisk fåre-, lamme- eller gedeskank samt kylling og marv. Spises både til morgen, middag og aften.

nim Træ i mahognifamilien, som i Indien menes at have mange gavnlige egenskaber og benyttes flittigt i forskellige former (blade, olie, pulver, te m.m.) til diverse formål inden for traditionel medicin.

nimbu pani Indisk limonade.

paan Betelblade pakket om hakkede betelnødder, lidt brændt kalk og varierende andre ingredienser, som dernæst tygges og spyttes ud. Virkningen er stimulerende og kan være vanedannende.

paisa En hundrededel af en rupi.

pajama Traditionelle lette indiske bukser med lige ben.

pakora Traditionel sydindisk snack bestående af ofte krydrede friturestegte grøntsager.

palak paneer Ret bestående af umodnet indisk ost (paneer) i en cremet sovs af spinat (palak).

pani Vand.

pao Traditionelt brød fra Goa.

papa Far.

papadam Sprød snack af tynd, friteret linsedej.

paratha Tykt fladbrød stegt i ghee.

pasi Undergruppe af kasteløse.

pathanersæt Herrebeklædning bestående af kurta med knapper i halsen og brystlomme samt shalwar-bukser. Oprindelig muslimsk beklædning, der stammer fra Afghanistan.

puja Religiøst ritual blandt hinduer, buddhister og jainaer, der kan udføres såvel hjemme som i templet.

puri bhaji Populær streetfood bestående af en hul, friturestegt kugle af hvedemel (puri) med krydret kartoffelfyld (bhaji) og serveret med en dip tilsmagt med fx mynte. Går også under navnet golgappa.

raag Melodisk struktur inden for klassisk indisk musik. Kendes også som raga.

rajma chawal Krydret curry af kidneybønner med ris (chawal).

rishi Vismand inden for hinduistisk tradition.

roti Simpelt rundt fladbrød. Betegnelsen roti bruges undertiden også om brød generelt.

rumali Tyndt, blødt fladbrød.

sadhu Religiøs mandlig asket.

samosa Friteret dejpakke med krydret fyld, oftest vegetarisk.

sangit Musik, sang og musik. Særligt element inden for nordindisk bryllupstradition, hvor der, oftest dagen før brylluppet, afholdes et arrangement med musik, sang og dans.

sekuwa Nepalesisk ret med krydret kød på spid grillet over brænde.

shahtush Uld af den tibetanske antilope chura.

shakarkandi Streetfood af sødkartoffelterninger vendt med chaat chaat masala og limesaft.

shalwar Løse, ofte posede bukser, der snævrer ind ved anklerne. Bruges af både mænd og kvinder.

shalwar-kamiz Traditionel kvindelig klædedragt med shalwar-bukser og knælang kjortel med slidser i siderne (kamiz).

sherwani Knælang herrejakke med knapper forpå og krave, som bruges ved festlige lejligheder, ofte bryllupper.

tamatar jhol Krydret tomatcurry med kartofler.

tandoor Typisk nordindisk lerovn, der benyttes til tandoori-retter og naan.

tanpura Indisk droneinstrument med lang hals og strenge.

thakur Traditionelt jordejere af en vis status.

thekedar En slags entreprenør.

tilak Farvet plet eller streg båret i panden blandt hinduer, som kan have forskellige betydninger.

tulsi Hellig basilikum. Hellig plante, der i Indien menes at have mange gavnlige egenskaber. Dyrkes og helligholdes ofte ved templer.

valmiki Undergruppe af kasteløse, traditionelt beskæftiget inden for læderarbejde.

-wala Betegnelse, der kan hæftes på mange forskellige ord for at udtrykke en relation til det pågældende ord. Benyttes ofte om personer, i bogen fx kokosnødde-wala og chai-wala om sælgere af disse varer.