ASTRID SAALBACH Lindely Roman Gutkind
Lindely
© Astrid Saalbach og Gutkind Forlag A/S, København 2023
1. udgave, 1. oplag, 2023
Omslag: ©Simon Lilholt / Imperiet
Sat med Sabon hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook EU
ISBN 978-87-434-0567-2
Udgivet efter overenskomst med Lars Ringhof Agency Aps, København
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · gutkindforlag · gutkind_forlag
Tak til Statens Kunstfond
Ane og Lotte
Til
Én gang til? beder han, så snart de er kommet ned.
De er i Dyrehaven. Alt er hvidt, føret perfekt. Det har sneet hele natten. Han og hans far har været nede ad den største af Ulvedalenes bakker flere gange. Hans mor står på stien nedenfor med hans lillesøster i barnevogn, tripper af kulde.
Godt, siger hans far, sidste gang.
De arbejder sig op, Thorkil med slæden efter sig. Den er tung, af kernetræ og med metal under mederne. En julegave fra hans forældre. Af og til må han hugge støvlesnuderne i for ikke at få overbalance og glide baglæns.
Skal jeg, spørger hans far.
Han ryster på hovedet, kæmper sig det sidste stykke op. Der står en kødrand af mennesker på toppen, luften giver genlyd af skrækblandede jubelskrig fra dem, der er på vej ned. Nogle vælter og ruller rundt, har sne overalt, når de rejser sig. Den lave sol sender en stråle gennem skyerne og får den til at glitre.
Hans far ordner sit halstørklæde og trykker hatten godt ned, før han tager plads på kælken, Thorkil sætter sig foran mellem hans ben.
Er du klar?
7
Ja, far.
De sætter af. Det kilder i maven, en vifte af sne står op og rammer ham i ansigtet, det går hurtigere og hurtigere, hans far holder om ham med begge hænder. Så støder de på noget, en rod eller stub. Han bliver kastet frem og slynget af. Lander skråt foran kælken, der suser forbi, så tæt på, at den snitter ham.
En jagende smerte får ham til at gispe og krumme sig sammen som i krampe, tage sig til skridtet. Han vil skrige, men kan ikke. Et gnistrende mørke truer med at lukke sig om ham, strøm, har han fået elektrisk strøm gennem sig?
Faren nærmer sig, børster sne af tøjet.
Op igen.
Drengen snapper efter vejret, vrider sig. Smerten bliver ved og ved, kommer i bølger. Rejs dig op. Faren lyder irriteret.
Endelig lykkes det ham at udstøde en lyd, et skrig. Faren bøjer sig over ham, lyder vred. Ti stille. Hold op med det dér! Han løfter hånden for at give ham en lussing, men tøver og griber i stedet fat i ham med begge hænder, trækker ham op.
Hvad er der, har du pisset i bukserne?
Nej … Drengen tager sig til skridtet med begge hænder, synker sammen. Noget rødt breder sig under ham.
Faren bliver bleg, bange, kan han høre.
Er du kommet til skade? Hvor? Sig mig hvor? Faren tager hans ene hånd og ser på den. For fanden,
8
mumler han og løfter ham op. For fanden i helvede.
Løber det sidste stykke ned ad bakken med drengen i favnen.
tranehaven
For enden af gangen er der et smalt, aflangt vindue med udsigt til en p-plads. Hver gang Thorkil passerer det, standser han for at kigge lidt. En handikaptransport kører ind, sætter en ny stakkel af.
Luften er klar, det er koldt, kan man se, men ikke så koldt, som det burde være i februar.
Han slipper bremsen på rollatoren og går videre om det næste hjørne, ned ad gangen parallelt med den, han bor på. Også her en række værelser, nogle med døren åben, så man kan se den skikkelse, der ligger i sengen. Gamle, de fleste, som han selv.
Kinderne klør, han trænger til at blive barberet. De soldater, der klarer sig bedst i krig, sagde hans far altid, er dem, der reder deres seng og sørger for den personlige hygiejne. Et princip, han har været nødt til at slække på her. Han har ikke kræfter til at barbere sig, heller ikke til at børste tænder. Det sidste hjælper de en med, men kun til selve børstningen. Hvad med tandtråd, spurgte han. Det er jo det vigtigste!
Plejeren knækkede sammen af grin.
Barbering må man selv sørge for, men hvordan? Det samme med genoptræningen. Hvor længe skal jeg
13
være her, har han flere gange spurgt. Til du er færdig med genoptræningen, siger de.
Indtil videre er den ikke begyndt. Indtil videre bliver han svagere for hver dag, får ikke anden træning end den, han selv sørger for.
I et indhak på gangen står en stepbænk og oven på den en stabel håndvægte og en bodybar, et par halvflade bolde. Længere henne en kondicykel. Han har ikke set noget af det i brug. Af og til går han lidt op og ned ad stepbænken og løfter på et par vægte, om ikke andet, så for at vise sin utålmodighed.
En uge har han været her, eller er det ti dage? Kom hertil fra Herlev Hospital, hvor han først blev indlagt med blærebetændelse. Lå seksten timer på gangen i modtagelsen, fordi de havde glemt ham.
Maden var god der, da han endelig fik noget, personalet professionelt, interesserede sig for ham. Undersøgte og udspurgte ham, ikke som her …
Personalerum og medicinrum passerer han, tværgangen, nærmer sig tv-stuen. Et lille rum uden vinduer, kun oplyst af tv-skærmen.
Der er nogen derinde.
De to, der altid sidder der, den ene i kørestol. To kvinder, omtrent på hans alder, begge meget velklædte og velsoignerede, snakker og ler gennem lyden fra fjernsynet.
Han standser kort for at hilse på dem. Har flere gange siddet ved siden af hende i kørestol til måltiderne. En munter kvinde, fuld af historier. Taler højt, for-
14
di hun hører dårligt. Hun og hendes mand havde en stor bagerbutik på torvet i Virum, som han og Manon kom i. Margit var hun døbt, men kaldte sig Manon.
Opholdsstuen går han forbi, til måltiderne fungerer den som spisestue. For enden af gangen er der et par glasdøre, bag dem hænger et gardin, så man ikke kan kigge ind. “Ingen adgang”, står der på et stort skilt. Derinde ligger dem, der har corona. Han troede, det var ved at være overstået, men hver dag er der nogle af patienterne her, der bliver konstateret smittet og isoleres i den del af bygningen.
Han er ikke bange for corona, har ikke på noget tidspunkt følt det som en trussel. Blev først vaccineret, da han ikke længere kunne undslå sig. Er mere bange for de smerter, han har i underlivet. Blæren og urinvejene, sit lem. Hvor kommer de fra, hvorfor kan de ikke finde ud af det og kurere ham, så han kan komme hjem, videre med sit liv? Gøre sit projekt færdigt.
Blærebetændelsen blev kureret med penicillin. Men hvad med resten? Hvordan kan de sige, der ikke er noget i vejen, når han bliver ved med at have ondt, har han spurgt alle de læger, han kunne komme i nærheden af.
De trækker på skuldrene, slår det hen. Bliver til sidst trætte af ham, ligefrem irriterede. Måske fordi han har læst så meget om det på nettet, at han efterhånden ved mere end dem. Kan det være noget med nyrerne, spørger han, eller binyrerne. Urinvejene? Hans egen teori er, at et par klodsede hjemmehjælpere
15
har beskadiget hans blærevæg, da de skulle skifte hans kateter.
Ingen interesserer sig for hans teori eller særlige tilfælde. Sender ham bare videre, rundt i systemet. Diskriminerer ham på grund af hans alder. Eller værre: De ved, hvad han fejler, men vil ikke fortælle det. Det er det, han er mest bange for, meget mere end for corona.
Dørene til elevatoren går op, chaufføren fra handikaptransporten kommer ud med en mand i kørestol. Konfererer med en af de ansatte.
Anden etage, siger hun.
Chaufføren kører manden ind i elevatoren igen, anden etage er demensafdelingen. Lige før dørene lukker, fanger manden i kørestolen Thorkils blik og smiler henrykt. Tre runder mere tvinger han sig selv til at tage, før han går ind på det værelse, han deler med Sven.
Det er smalt, deres senge står så tæt, at de næsten ligger i arm. De har ikke meget til fælles, men han kan godt lide Sven, en blid og venlig mand sidst i halvfjerdserne, der sidder i kørestol efter en ulykke. Tidligere professionel fodboldspiller. Fåmælt.
Det ved jeg ikke noget om, siger han, hver gang Thorkil bringer et emne på bane. Det ved jeg ikke noget om.
Der må da være noget, du ved noget om?
Sven smiler bare, blidt og gådefuldt.
Døren til deres fælles badeværelse står åben, en
16
foldedør lige bag hovedgærdet til Svens seng. På ingen tid er de blevet fortrolige med hinandens lyde og lugte, har lært hinandens forskellige skavanker at kende.
Thorkil lægger sig på sin seng, der står i forlængelse af døren til gangen. Kan, hvad enten han vil eller ej, se Sven, der sidder ved håndvasken derude i sin kørestol. Hans kone står bag ham, meget sympatisk og mere meddelsom. Barberer ham med maskine, roligt og omhyggeligt. Dupper bagefter hans kinder, og reder ham så, på samme måde. Holder af og til inde for at møde hans blik i spejlet og smile.
Der er noget beroligende ved at se på dem, følge deres næsten ordløse kommunikation, udviklet gennem mange års ægteskab. Hver dag kommer hun og holder ham med selskab fra tidligt på formiddagen, til de skal spise aftensmad. Sørger for, han er ren og pæn, får den medicin og behandling, han skal have. Den genoptræning.
Hvis han havde en kone, ville hun gøre det samme. Manon, det er tvivlsomt, men Vibeke, hvis Vibeke havde levet. Men det er længe siden, over fyrre år, snart femogfyrre. Kun i glimt kan han se hendes ansigt for sig, smalt og fint, med blågrå øjne, brunt hår. Evigt ungt.
Elverpigen kaldte han hende efter operationen for modermærkekræft, der gjorde hende hul i ryggen. Forfra så hun ud som før, men når hun vendte sig om, så det ud, som om et stort dyr havde taget en bid af hende.
17
Sven skubber sig ind fra badeværelset, har muskuløse overarme. Der er lige plads til kørestolen mellem sengene. Han kører hen til det lille bord, der står mellem fodenden af hans seng og værelsets eneste vindue. Til fælles brug, men Thorkil betragter det som hørende til Svens område og kunne ikke drømme om at sætte sig ved det. Heller ikke selvom hans døtre har opfordret ham til det, når de har været på besøg, og Sven og hans kone har siddet i opholdsstuen og set fjernsyn.
Når han drejer hovedet, kan han kaste et blik ud ad vinduet. Se S-togsstationen, der ligger lige ud for Tranehaven. Følge togene køre til og fra perronen hele dagen, folk stå af og på.
Svens kone klemmer sig ned på stolen på den anden side af bordet. Giver Sven en avis, et lokalblad, ser det ud til, og tager selv en krydsogtværs frem.
Sven ser længe på hver side, før han vender den.
Thorkil har kørt hovedgærdet lidt op, udsigt til gangen. Kunne ligge med hovedet den anden vej, men føler, han på denne måde kan give Sven og hans kone lidt privatliv.
Aviserne hober sig op på hans sengebord, nogle, Ida har haft med fra hans postkasse, men han kan ikke læse. Det kræver al hans opmærksomhed at holde sig oven vande her. Dem med krydsogtværs giver han til Svens kone.
Et par sygehjælpere går forbi, så en til. Alle mørke i huden. Svens kone fisker en æske minichokoladeskildpadder frem, byder Sven, så Thorkil.
18
Tak, siger han og tager en, selvom han egentlig ikke bryder sig om dem.
Mens han spiser den, studerer han indholdet af sin kateterpose, der hænger på en krog på sengen til det samme. Det er grumset og meget mørkt, synes han. Han har gjort opmærksom på det, uden at nogen indtil videre har taget sig af det.
Sven folder avisen sammen, er træt af at sidde. Han kører hen til sengen, hans kone hjælper ham op. Lægger dynen over hans ben, før hun igen sætter sig og tager sin krydsogtværs.
En ung kvinde, han ikke har set før, kommer ind. Hendes sorte øjne er mandelformede.
Hej Thorkil, siger hun. Som om de kender hinanden, og hun ikke lige har læst hans navn på døren.
Hej, siger han, lidt skarpt.
Jeg hedder Selena.
Jaså.
Er vikar, fortsætter hun. Et lyseblåt tørklæde indrammer hendes ansigt, fremhæver de høje kindben og svulmende læber.
Hvor kommer du fra, spørger han for at være høflig, og som han spørger alle, han kan se eller høre har anden etnisk baggrund.
Du mener … min familie, spørger hun efter at have studset lidt.
Han nikker.
Nigeria.
19
Der har jeg været, han kører hovedgærdet højere op. Hvor i Nigeria?
Lagos.
Det var der, jeg var, i tresserne og halvfjerdserne også. I embeds medfør.
Nå, hun ser på ham, som om hun morer sig over noget.
Er det sjovt?
Nej nej. Smilet bliver afløst af et udtryk af forlegenhed. Hvad vil du have at drikke, Thorkil?
Ikke noget, tak, jeg har.
Selena skuer ud over de fem-seks glas og kopper med forskelligt indhold på hans sengebord.
Du drikker ikke nok, hun ser alvorligt på ham.
Jeg er ikke tørstig, siger han i overensstemmelse med sandheden.
Du skal have noget, hun lyder indtrængende. Hvad vil du have, et glas saft?
Ja tak, siger han for at få fred og får endnu et til samlingen.
