1794

1794

Af samme forfatter: 1793

N IK LAS NAT T OCH DAG

1794

På dansk ved Christina Westenholz Bojlén

GUT KIND

1794 er oversat fra svensk af Christina Westenholz Bojlén efter 1794 © Niklas Natt och Dag 2019 Published by agreement with Salomonsson Agency Denne udgave: © Gutkind Forlag A/S, København 2021 1. udgave, 1. oplag, 2021 Omslag: © Niklas Lindblad, Mystical Garden Design Foto: © Gabriel Liljevall Sat med Stempel Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0024-0

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk

SÌt dig ned – men sid ej tryg!

Se dig om mens I skĂĽlen drikke, Thi en ven bag ved din ryg har dolken klar til i dig at stikke.

Carl Michael Bellman, 1794

5

6

Persongalleri

Jean Michael Cardell: også kaldet Mickel, forhenværende underofficer i artilleriet. Efter at have mistet venstre arm fra albuen under slaget ved Svensksund har han gjort tjeneste inden for Stockholms separationsvagt – en stilling han samvittighedsfuldt forsømmer til fordel for at tjene en sparsom indtægt som ud­ smider på et værtshus. Separationsvagter kaldes også nedsættende for stodderfogeder.

Cecil Winge: forhenværende anklager, siden forrige år ekstra­ ordinært tilknyttet politikammeret, angrebet af lungesot, død i vinteren 1793.

Anna Stina Knapp: forhenværende gadesælgerske i Maria og ­Katarina sogn, derefter indsat i spindehuset, uskyldigt dømt for hor og lejermål. Siden vinteren 1793 kropige på værtshuset Mare­katten under navnet Lovisa Ulrika Blix. Fornavnene til­ hører kroejerens forsvundne datter.

Isak Reinhold Blom: sekretær ved politikammeret og digter hvis digtning læner sig tungt op ad hans læremesters, Carl Gustaf af Leopold.

Johan Kristofer Blix: feltskærlærling fra Karlskrona, gift med Anna Stina Knapp i et ufuldbyrdet fornuftsægteskab; tog sit eget liv i Riddarfjärden i vinteren 1793.

Petter Pettersson: vagtmester på spindehuset.

7

Jonatan Löf: tugthusvagt på spindehuset.

Dülitz: forhenværende glasmager, flygtet til Sverige fra Polen; handelsmand, køber sig til magt over folk ved at indfri deres gæld.

Gustav III: af Guds nåde Sveriges, de Gothers og de Venders konge, skudt på Operaen i marts 1792. Død 13 dage efter.

Gustav Adolf: Gustav III’s eneste søn, endnu kun konge af navn.

Fylder 16 år den 1. november 1794, i mellemtiden regeres riget af en formynderregering under ledelse af hans onkel, hertug Karl.

Hertug Karl: den afdøde konges yngre bror, formynder for den endnu umyndige kronprins. En slapsvans som foretrækker at nyde magtens sødme frem for at gå op i dens pligter.

Gustaf Adolf Reuterholm: baron, en af rigets mest indflydelsesrige mænd, også kaldet storvesiren, den egentlige leder af formynderregeringen i kraft af sin position som hertug Karls fortrolige; forfængelig og overtroisk. Anses traditionelt for den afdøde konges svorne fjende og var altid travlt optaget af at fjerne sporene efter den svundne tid.

Gustaf Mauritz Armfelt: den afdøde konges yndling, gustavianernes sidste håb; idømt landflygtighed efter at hans konspirationer mod formynderregeringen kom for en dag.

Magdalena Rudenschöld: hofdame, blev tidligere heftigt kurtiseret af hertug Karl; Gustaf Mauritz Armfelts elskerinde og fortrolig med hans konspirationer; arresteret for sin indblanding i sammensværgelsen.

Karl Tulipan: også kaldet Blomstermanden, kromand på Marekatten, spiller villigt med i den maskerade hvor Anna Stina lader som om hun er den datter han så længe har savnet.

Magnus Ullholm: politimester i Stockholm siden december 1793 hvor han efterfulgte Johan Gustav Norlin der blev ekspederet til Västerbotten. Berygtet for at have lænset præsteskabets enkekasse. Formynderregeringens villige lakaj.

8

Carl Wilhelm Modée: overstatholder i Stockholm, en af rigets mægtigste mænd, tro mod baron Reuterholm.

Mester Erik: tugthusvagternes kælenavn for den krabask som spindehuskvinderne prygles med på Långholmens spindehus.

9

10

Første del Fra de levendes grav Vinter 1794 Hvad binder vel den som med styrke udåd parrer, Som råber, over loven, jeg blot for himlen svarer – Hvad hindrer dennes arm imod den vold han evner Om ingen himmel er som dømmer og som hævner?

Isak Reinhold Blom, 1794

11

12

1.

Det er januar nu, vi er netop trådt ind i år 1794.

Tidligere på dagen forstyrrede man mig på mit kammer, jog mig ud af sengen og bad mig trække i tøjet, for nu var året ganske nyt, kryb og kravl havde fået lov at boltre sig længe nok i gangklæder, halmmadrasser og sengetøj, men nu var det ud med snavs og indeklemthed, nu skulle luften renses med rygende enebærgrene, gulvene stænkes med vineddike. Med besvær fik jeg bukserne bundet om livet, spændte skoene og kastede frakken over mine skuldre.

De er blevet så benede at frakken hænger og dasker på dem. Så gik jeg ned ad trappen og udenfor, det må være første gang i flere uger, udenfor i det dagslys som det lille vindue i mit kammer kun viser mig et brudstykke af.

Det er måneder siden at lindetræerne i haven tabte deres blade, men det som efteråret tog fra dem, har vinteren givet tilbage med nyfalden sne. Grenene var iført hvide skrud med slæb der dækkede jorden så langt øjet rakte. Solen skinnede, og dens stråler glimtede så kraftigt i det hvide at alle andre farver blegnede. Jeg blinkede og blev blændet, måtte gemme mit ansigt i hænderne. De andre patienter stimlede sammen i trappeopgangen eller gik på usikre ben ud i sneen mens de bandede stygt over at deres sko blev fyldt af sne som smeltede til vand. Jeg ville nødig være i selskab med dem, så jeg søgte væk, ned mod vandet hvor der var en god fjerdingvej ude 13

på isen til et mørkt stykke som tydede på at der var åbent vand.

Fuldstændig uberørt sne dækkede isen og lovede mig ensomhed.

Luften bed, men solen varmede, så selv om jeg var ilde til mode, begav jeg mig ud på isen som sikkert var så tyk at den gik helt ned til bunden.

Langt borte til venstre lyste Skeppsbrons gule tandrække op med kirkespirene hvæsset, og endnu længere væk lå slottets kompakte masse. Jeg kiggede væk for ikke at tiltrække det slumrende rovdyrs opmærksomhed og rettede i stedet blikket mod det sted jeg var kommet fra. Her kunne jeg se dalstrøget i sin helhed på en måde som det ellers kun er søens folk forundt.

Byen har vendt ryggen til Danviken, og det er som om tiden selv har gjort det samme. Døgnet er anderledes her. Dagene er korte, natten lang. To bjergkamme beskærer vor himmel fra hver sin side og afkorter solens bane. Folk kommer kun her til hospitalet hvis de ikke kan undgå det. Mange af patienterne lider ikke af andet ondt end alder. De er sendt herud af deres sønner og døtre som har villet sikre dem forplejning i den sidste levetid, men børnene kan aldrig selv afse tid til at komme og besøge deres gamle som inden længe går i barndom af bar forsømmelse.

Længere henne langs kysten, ud mod Finnboda, ligger dåre­ anstalten. Derfra hvor jeg stod ude på isen, kunne jeg tælle i alt syv etager, fordelt i lag der følger den lange skråning, næsten som en trappe til en jætte. Dåreanstalten er en kilde til konstant sladder på hospitalsgangene. Det siges at der er langt flere afsindige derinde end bygningen burde rumme. Der er slået brædder for mange af vinduerne, andre har gitter. De gange hvor jeg har været tæt på bygningen, har det forekommet mig at der kommer en lyd derindefra som fra en kværn, et brummende orgelpunkt, og det mindede mig om dengang jeg som barn blev lokket af min nysgerrighed til at liste mig ind på nogle af bikuberne ude på marken. Med tiden lærte 14

jeg at knytte lyden af deres sløve summen sammen med truslen fra den spidse brod. Det må være de gale selv der lyder derindefra i afmægtigt vanvid, stablet oven på hinanden i alt for trange rum.

Nu og da kommer herskabsfolk kørende inde fra byen i landauere, og mod en skilling eller to i betjentens hånd gør de visit og ser de gales optog med lige dele skræk og morskab. Når mandskabet på hospitalet ellers har tid til at beskæftige sig med den slags, holder de øje med hvordan gæsterne ser ud efter rundvisningen, og de smiler skadefro hvis nogle af de fornemme besøgende er blevet blege om næsen over det de har set.

A f grunde jeg ikke nøjagtig kender, begav jeg mig nu derhen.

Gul som en betændt chanker troner bygningen på sin klippe, det gamle saltsyderi der i gamle dage lå netop dér, på lang afstand af byen, på grund af sine urene dampe, nu skyldes det beboerne. Ved indgangen standsede jeg op foran en plakette med en indskrift, en slags vers, hvoraf især én strofe har sat sig i mig: »Begrædelig stræbsomhed og ulykkelig kærlighed have skabt husets indbyggere – læser, kend dig selv!« Disse kantede tegn, hugget i sten, måtte være møntet på mig og mig alene – hvordan kunne de være andet?

Ingen standsede mig på vejen, og den store port stod ulåst. Lige så snart jeg åbnede den, strømmede den larm mig i møde som jeg hidtil kun havde hørt som en dæmpet summen. Nu kunne jeg skelne mange stemmer i larmen: skiftevis skræppende, klagende, hylende, fnisende. Der var dunkelt i forstuen, så det tog lidt tid før jeg fik øje på en lille mand der stod helt stille som om han havde ventet at jeg skulle komme. Jeg nikkede afmålt til ham, og han gik med lange hastige skridt tværs over gulvet mod mig. Hans blik var intenst og røbede en næsten sarkastisk nysgerrighed, hans tale var mild og formfuldendt.

– Velkommen hr.! Og nøjagtig på klokkeslættet. Tillad mig at komplimentere Dem for Deres punktlighed.

15

Jeg forstod ikke hvad han mente. Mit ansigt må have røbet min forvirring, men det lod ikke til at påvirke hans strålende humør, og han bukkede for mig med en gestus i retning af trappen.

– Hvis De vil være så god at følge mig, vil jeg forevise Dem ­lokaliteterne.

Da jeg ikke kunne nægte at det netop var min nysgerrighed der havde ført mig hertil, fandt jeg ingen grund til at afslå tilbuddet selv om han havde forvekslet mig med en anden.

Jeg fulgte efter ham ud på en gårdsplads der til alle sider var omgivet af bygninger i fire etager. For foden af muren lå en anselig mængde affald og skrammel, efter alt at dømme var det smidt ud fra vinduerne højere oppe som i flere tilfælde havde revnede glas, andre vinduesåbninger var dækket af brædder. I et hjørne af gården stod en gruppe tåber i snavsede skjorter og vuggede frem og tilbage med et forskræmt blik i øjnene og savl dryppende fra mundvigen. Min vejviser fulgte mit blik og sagde med en affejende håndbevægelse: – Bryd Dem ikke om dem! De er som tamme køer i menneskeham og volder ingen besvær så længe man ikke forskrækker dem så de bisser. Næ, jeg har langt mere interessante patienter at vise Dem. Følg efter mig.

Et par trappetrin på den modsatte side bragte os ud af gården, og efter yderligere en trappe tog min vært opstilling ved siden af døren ind til en korridor, rømmede sig og indledte en lille tale.

– I begyndelsen havde vi 27 kamre her på gangen, og tanken var at hvert kammer skulle huse en enkelt afsindig i nogenlunde bekvemmelighed. Jeg ved jo ikke hvordan De ser på sagen, min herre, men spørger De mig, er det ikke overraskende at behovet hurtigt skulle vise sig langt større. Byen driver folk til vanvid, og der kommer en stadig strøm derindefra af folk der er urigtige i hovedet.

Nu om dage må hvert eneste kammer tjene som opholdssted for 16

mindst en kvartet. I det omfang de er voldelige, må vi lægge dem i jern for at holde dem adskilt, og mange af kamrene har vi måttet sætte skillevægge i med samme formål.

Han trådte til side, slog slåen for døren fra og lod mig træde først ind. Jeg blev mødt af tunge døre på begge sider af gangen og af en øredøvende larm. Brøl og jammer, kradsen på væggene, næver og løsøre der blev hamret mod dørene.

– Snart er det fodringstid. Med forstanden er det så som så, men maven fejler ingenting, og det er med sulten de måler deres tid.

Han fortsatte ned ad korridoren og standsede op nu og da for at fremhæve en interessant detalje.

– Som De kan se, er dørene solide, men i de fleste af kamrene er der endda også en indre dør som er bedre egnet til at tåle alle tænkelige former for skade. Mange af de afsindige står det så ilde til med at man næsten ikke kan lukke dem ud, og derfor er der, som De kan se, særlige luger som potterne kan tømmes gennem uden at man behøver at gå derind. Desværre er det ikke alle der forstår at benytte faciliteterne i overensstemmelse med deres tiltænkte funktion – heraf lugten. Bemærk endvidere at der kan fyres op i kakkelovnene herude fra korridoren selv om vi kun har råd til at fyre i årets allerkoldeste tid. Den store trængsel herinde har i det mindste den fordel at den holder kamrene nogenlunde varme. Vil De kigge ind?

Han satte en finger for munden og åbnede forsigtigt en luge.

Selv om den sad i øjenhøjde, måtte han stå på tæer for at åbne den. Synet kaldte et smil frem på hans læber, og han vinkede mig nærmere. Det varede lidt før mine øjne kunne afkode skyggerne inde i kammeret. En halvnøgen mand fremførte en slæbende dans til den rytmiske klang af leddene i den kæde der lænkede hans ene fod til muren. Langs med væggen sad tre andre mænd på små bunker af halm, og da jeg så at de sad og gned på hver sit stive lem 17

med knoer der skinnede hvide frem i alt snavset, væmmedes jeg og vendte blikket væk.

Vi gik videre. Min ledsager viste mig kamrene for enden af gangen.

– Her er dårekisterne og mørkekamrene som for tiden er forbeholdt en dyster skare. Hos dem er den franske syge nået langt hinsides hvad kviksølv kan afhjælpe. Man kan ikke se noget derinde, så desværre kan jeg ikke vise Dem beboerne, men de er nu heller ikke alverden at se på – saddeltud og radesyge over det hele. Deres afmægtige rasen er til gengæld et mageløst skue når ånden kommer over dem. Ellers har de fleste af dem mistet talens brug, og det skal forstås helt bogstaveligt, for deres tungespids er ætset væk af soten.

Jeg blev mere og mere kvalm og følte en ubændig trang til at forlade dette gudsforladte sted til fordel for den karrige klippekyst der med ét forekom mig lige så eftertragtelsesværdig som de elysiske marker. Min fører gjorde dog ikke mine til at bevæge sig væk derfra, men blev stående som om han ventede et spørgsmål, og jeg føjede ham.

– Hvilken slags kur kan man give disse stakkels mennesker?

Han nikkede ivrigt som om det var det spørgsmål han ventede at høre.

– Som vi ved fra videnskaben, opstår dårskaben ved at det raske sind forrykkes fra sit harmoniske leje af indre eller ydre omstændigheder, og vi ved at man kun kan kalde de sunde tanker tilbage ved at den syge gives et chok af samme grad som det der bragte ham ud af fatning. Vi har en læderslange så vi kan sprøjte de indsatte med pludselige kolde bade. Før i tiden var det almindeligt at give de afsindige fnat eller andet utøj i håb om at kløen ville overtrumfe galskaben, men nu sidder det i væggene så de syge bliver smittet uden at vi behøver at bekymre os om det. Og vi har også andet vi kan gribe til, men det kan vi tale om en anden gang.

18

Det sidste tilføjede han måske fordi jeg pludselig var blevet så svimmel at jeg var nødt til at støtte mig til væggen.

Endelig gjorde han om og viste mig ud, men idet vi passerede kammeret med de fire mænd, mærkede jeg med ét hans hånd på min skulder.

– Jeg ser nu at jeg glemte at lukke lugen, men det passer udmærket, for der er en sidste ting jeg gerne vil vise Dem. Han gennede mig hen mod døren hvor den samme scene stadig udspillede sig.

– Kan De se hjørnet længst inde? Dér hvor nogle af d’herrer har gjort fra sig fordi potten har været optaget?

Hans mund kom helt tæt på mit øre, og nu hviskede han.

– Det er det sted vi har gemt til Dem. Inden længe kommer De selv hertil, og så er vi klar til at tage imod Dem. Jeg sprang tilbage og så at hans mund var fortrukket af et hånligt smil som blottede to rækker skarpe tænder hvoraf temmelig mange manglede.

– Og De er ovenikøbet så ung og smuk. Så slanke lemmer og med hud som alabaster. Jeg tør godt spå at De vil berede de andre lemmer i anstalten stor glæde.

– Hvem er De? Han klemte øjnene sammen og så ondskabsfuldt på mig.

– Åh, det skifter fra dag til dag. I går var jeg selveste Kalle Dussin, kong Karl den 12., og var helt fortabt i den lyksalige erindring om dengang jeg førte mine drenge i blåt gennem Masuriens sneklædte fyrreskove hvor vi for adspredelsens skyld slog spædbørn ihjel med støvlesnuderne for øjnene af deres forældre på vores vej mod slagtebænken ved Poltava i det Herrens år 1709. Var du kommet i går, kunne du have hørt blykuglen rasle rundt i skallen på mig når jeg rystede på hovedet. Men i dag har jeg flere navne end nogen mand kan tælle. Man har kaldt mig den gamle, Bukkefoden, 19

Fanden, den lede selv, den onde. Du kan kalde mig Satan. Vi v­ enter på dig. Du ved jo godt selv at det er her du hører hjemme.

Jeg ved ikke hvad jeg kunne have fundet på at svare ham hvis ikke vi var blevet afbrudt af en fremmed stemme der gjaldede gennem larmen i korridoren.

– Tomas, du ved udmærket godt at du intet har at skaffe her. Vi har sagt det hundrede gange: Du skal ikke tage dig friheder bare fordi vi lader dig få noget frisk luft. Nu er det sporenstregs tilbage i køjen med dig.

En firskåren fyr i en plettet jakke var kommet til syne i døren i den anden ende af korridoren og var nu med raske skridt på vej hen mod os. Min guide trådte med et skælmsk blik i øjnene et skridt nærmere.

– Til afsked vil jeg give dig en gåde. Det siges ofte at jeg kun huserer i mit infernalske rige, at jeg er låst inde i helvede. Men hvordan kan jeg så være her blandt mennesker? Du kan finde ledetrådene overalt. Husk alt hvad du har set, og tag dig i agt på din videre færd gennem verden.

Manden som måtte tilhøre dåreanstaltens mandskab, greb den gale, hvis navn var Tomas, om armen og trak af med ham ned ad gangen med sveden perlende i sit brede ansigt. Tomas strittede imod, men så blev han grebet i kraven og måtte udstå en regn af lussinger indtil næseblod og tårer løb ned over hans hage, og han snøftede ydmygt, underkuet indtil videre. Hans modstander så beskæmmet på mig.

– Vi lader af og til hans kammer stå ulåst, og så sker det at han begiver sig på opdagelsesfærd her i huset og nogle gange helt ned til hospitalet. Vi er kun to mand her om dagen til at passe tåberne, og jeg vil være meget taknemmelig hvis den herre vil undlade at nævne det passerede for nogen. Jeg håber ikke at Tomas har gjort Dem oprevet. Han siger de særeste ting.

20

Lettet over misforståelsen, men rystet af de ord jeg havde hørt, vaklede jeg atter ud, forbi de sløve tåber i gården der vuggede frem og tilbage langs murene som om de søgte mod varmen derindefra.

Jeg blev stående et øjeblik udenfor for at tænke over denne de levendes grav, og med ét var det som om verden stemte sin streng efter mit sindelag. Jeg mærkede at lyset skiftede selv om der ikke var en sky på himlen. Jeg kiggede op, og det jeg så, fyldte mig med rædsel. Det var som om et fremmed væsen havde taget en bid af selve solen ligesom mine egne tænder sætter aftryk i en skive frisk brød. Der undslap mig et skrig, og mine ben gav efter under mig.

Længe lå jeg og krøb skælvende sammen på sneen som bytte for afgrundsdyb angst, indtil jeg atter turde åbne øjnene og så at lyset var vendt tilbage. Det var bare en solformørkelse, ikke andet, nøjagtig som min informator så indstændigt prøvede at få mig til at forstå: Det er månen som passerer mellem sol og jord, men ikke i en vinkel så den dækker hele solens skive. Det kan højst have varet i nogle minutter.

Jeg skyndte mig tilbage i mine egne fodspor indtil jeg kunne lukke døren til mit kammer bag mig, lægge mig på mit simple leje og trække tæppet over hovedet. Det var forkert af mig at forlade mit værelse, og jeg kommer ikke til at gøre det igen, om de så prøver at ryge mig ud med hele bundter af grene i glød. Man har bedt mig ruste mig med tålmod mens de leder efter den rette kur. Indtil da må jeg bare vente og sky andres selskab. Det kan godt være at Tomas bare var en afsindig fra dåreanstalten, men han fik mig til at huske min skam. Jeg kan ikke møde andre menneskers blik uden at blive mindet om min udåd, og den smerte det volder mig, er ubærlig.

Fremover må jeg tilbringe døgnets lyse timer som i en dvale.

En gang imellem kan man få thebaica her på hospitalet. Det er en tinktur som døver krop og sind, lindrer kvaler og skrøbeligheder, og som bevirker at jeg kan komme igennem dagen som i 21

en tåge hvor jeg ikke bemærker selv den mest påtrængende gæst.

Disse dyrebare dråber som man drypper i et glas vand med sukker ­eller honning, må jeg dog dele med mange andre. Ofte er det småt med beholdningen, selv om jeg har hørt at vi er lykkeligt stillet på hospitalet fordi vi også får de rationer som egentlig var tiltænkt dåreanstaltens patienter. Men jeg har besluttet at de dage hvor der ikke er nogen dråber at få, vil jeg spille skuespil. Jeg vil rokke frem og tilbage eller gå ind i mig selv med halvt lukkede øjne, nynne monotont og lade mit blik hvile i uendeligheden indtil mine gæsters tålmodighed brister, og de atter lader mig være alene med tankerne om min skyld. Sådan vil jeg være indtil skumringstimen kommer.

I hælene på den følger natten hvor jeg uset kan finde mine skrivesager frem.

Min velynder har opfordret mig til at skrive så jeg bedre kan få samling på min erindring om de ulyksalige begivenheder der har drevet mig ud i denne ulykkelige situation, og hvem ved, måske endda vil kunne forlige mig med de handlinger der har bragt mig herud til Saltsjöns karrige kyst, til Danvikens hospital. Man har fortalt mig at jeg ikke er herre over mine egne sanser, at det der ikke er rigtigt fat med mig, måske kan helbredes, at det ikke er mig der bærer skylden for forbrydelsen, men at den er et naturens lune. Det nærer jeg ingen høje forhåbninger om.

En storm raser inde i mit hoved, men i mit bryst er der kun tomhed. Jeg holder mine hænder op for mine øjne. Røde. De kan aldrig vaskes rene. En morders redskaber er de.

Hele mit liv savnede jeg kærlighed, men jeg havde aldrig kunnet forestille mig at den ville ytre sig som den gjorde da den endelig kom: smuk, men grusom, en feber i blodet, en despot i højtidsskrud. Jeg forestillede mig heller ikke at den ville føre mig så langt ned ad denne sti hvorfra der ikke findes nogen vej tilbage. Hvis 22

jeg kunne få et ønske opfyldt, skulle det være dette: at jeg aldrig havde elsket. Uden kærligheden var vi blevet sparet for alt dette.

Jeg ville ikke sidde her i denne gudsforladte sprække i bjerget, og hun ... nej, ikke mere. Nu skal fjerpennen have fred. Endnu er jeg ikke klar til at skrive om slutningen, begyndelsen må være rigeligt for i nat.

23

508