Ondskabens net

Ondskabens net

Af samme forfatter på dansk: Den trofaste læser

M A X SEEC K

Ondskabens net

På dansk ved Siri Nordborg Møller

GUTKIND

Ondskabens net er oversat fra finsk af Siri Nordborg Møller efter Pahan verkko © Max Seeck, 2020 Original edition published by Tammi publishers, 2019 Danish edition published by agreement with Max Seeck and Elina Ahlback Literary Agency, Helsinki, Finland.

Denne udgave: © Max Seeck og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Omslag: © Massimo Peter Bille & Imperiet Forsideillustration/foto: © Oula Heikkilä/Alamy Stock Foto © Ann-Britt/Shutterstock © brickrena/Shutterstock © Resul Muslu/Shutterstock Sat med Warnock Pro hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN 978-87-434-0075-2 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

Til Otto og Frans

正義

5

6

Prolog

Akifumi smøger ærmerne et par centimeter længere op og trækker en skuffe ud i køkkenøen, i skuffen ligger der sølvbestik i hver deres rum. Små og store knive og gafler til for- og hovedret. Steakknive for sig. Dessertskeer. Fire sæt spisepinde af metal. Et par teæg med en kort kæde. Stilfuldt. Elegant. »Er du stadig sulten, Asuna?« spørger Akifumi og holder en sølvgaffel op i øjenhøjde. Der er en mørk plet på ædelmetallet. En irriterende skønhedsfejl ved de ellers næsten perfekte omgivelser og borddækningen – noget, man nemt kunne rette op på ved at gnide gaflen med for eksempel fluortandpasta. »Nej,« svarer pigen og lægger det ene ben over det andet. Hun har på Akifumis opfordring sat sig på sengen uden at tørre sig om munden. Fuck, den lille luder ser ung ud.

Akifumi snupper en tallerken i en skuffe og øser op af den mad, der er stillet frem på bordet: roastbeef med grøn pebersauce, gravad laks, hvidløgskartofler, salat og brød. Maden er som ­t aget ud af en middelmådig bryllupsbuffet eller serveringen i en ­V IP-lounge i en sportshal, men de små detaljer, som for eksempel anret­­­ningen, kvalitetsbestikket og de strålende hvide tallerkener uden skår, gør helheden overdådig. Akifumi sætter tallerkenen på bordet, ­åbner en flaske champagne og fylder sit glas. Den dobbelte maltwhisky brænder stadig i halsen og giver en følelse 7

af kortvarig uovervindelighed, selvom ansigtet sveder inde bag ­plasticmasken. »Du får ikke noget af det her,« siger Akifumi og banker med en negl på sit glas. »Skolepiger må ikke drikke alkohol. Det er jo i strid med loven.« Akifumi hører sine egne ord og kan mærke ophidselsen vokse.

Asuna er ikke nogen skolepige. Selvfølgelig ikke. Men hun er ung nok til at ligne en. Akifumi kan mærke hånden blive knyttet og tænderne presse sig sammen.

Fucking luder.

Akifumi strækker nakken. Nej, ingen lyst til mad alligevel. Glasset med bobler forsvinder ned i halsen i én slurk. »Hvor går du i skole, Asuna?« Pigen ser ud til at tøve, og lige idet hun skal til at svare, sætter Akifumi en finger op til sine læber. Ssh. »Faktisk ... Lad være med at sige mere,« hvisker Akifumi og kalder pigen til sig med pegefingeren. »Kom her. Kom over til mig nu.« Pigen retter på sin korte nederdel og tripper hen foran Akifumi i sine høje hæle.

Akifumi fylder næseborene med en duft af frisk appelsin, som vækker mindelser om rejser til Fjernøsten, bagende sol og solcreme.

Så tager Akifumi fat i pigens fletninger og presser hende ned mod gulvet. »Gør det igen, Asuna. Gør det for helvede igen, men denne gang gør du det med indlevelse.« Og så smadrer jeg dit kranie mod betonvæggen.

8

1 LØRDAG DEN 23. NOVEMBER

Lisa Yamamoto venter på, at elevatorens skydedøre af krom skal gå i. Så slipper hun indåndingen, hun har holdt tilbage i sit bryst, ud i ét langt pust. Hun tager de sorte Prada-solbriller af og sender sig selv et hurtigt blik i det store spejl på væggen. Foundationen skjuler stress og træthed, men den kan ikke fremtrylle glæde i hendes øjne.

De indeholder ikke spor af den sprudlende jubel, som en invitation til et releaseparty hos Finlands hotteste rap-artist – eller en hvilken som helst artist – ville have afstedkommet for blot et par år siden.

Nu er den fremherskende følelse snarere en ubehagelig spænding; hun fortryder, at hun ikke har indtaget noget, der kunne have gjort hende mere selvsikker, før hun tog hjemmefra: noget stærkere end bobler. Men et af de kendte ansigter blandt gæsterne skal nok sørge for, at hun får det, hun har behov for. Hun behøver ikke andet end at kigge på vedkommende på den rigtige måde, så kan hun gå ud på dametoilettet med en lille pose, der vil garantere hende en god optur.

Lisa kaster et blik på sin krop i spejlet, i den beige Criss Cross-kjole fra Hervé Léger ser den veltrænet og tilpas kurvet ud. Det ydre er trods alt i orden. På en måde er alting helt fint, og situationen under kontrol: På aftenens agenda er kun at få et par billeder med festens midtpunkt og måske nogle stories om de andre store kanoner. Når man tænker på, hvem der holder releaseparty, er det stensikkert, at den absolutte creme af Helsinkis kendisser vil være til stede.

9

Lisa hører sin telefon vibrere i sidelommen på håndtasken. Det er sandsynligvis Jason igen. Han har allerede ringet tre gange. Drop det nu. Lisa flytter blikket fra spejlet til elevatorens digitale display.

Et rødt firtal. Femtal. Sekstal.

Elevatoren nynner en kort melodi, og lidt efter går dørene op. Ind i elevatorstolen strømmer en dunkende bas og en voldsom summende snak, som bliver rytmisk gennem udbrud og asymmetriske latterbrøl.

Lisa kigger på den røde løber, som fører hen til garderoben, og hvor gæsterne flokkes med en buket blomster eller en flaske til ­værten i hånden. Tabere, nuller. Heldigvis behøver man ikke at hilse på dem.

Dørmanden Sahib, som hun har kendt i flere år, ser hende træde ud af elevatoren og sender hende et kort nik.

Lisa passerer de store glasvægge med panoramaudsigt over tagene, som er våde af regnen, der har varet i dagevis. Længere væk rejser det festligt oplyste Hotel Torni sig mod Helsinkis lave silhuet som en lille Empire State Building, som en slags lillebror til den. Gade­lygterne og lyset fra bygningernes vinduer får alting til at skinne i den mørke by, som endnu ikke er blevet illumineret af et snedække. »Jamen godaften,« siger den bredskuldrede, skaldede dørmand iført hvid T-shirt og sort blazer og hjælper Lisa af med den våde overfrakke, som er en blanding af kunstig pels og kunstlæder.

Parret, der stod i garderoben for lidt siden, er nu stoppet op et par meter væk og hvisker til hinanden, efter alt at dømme noget om Lisa. Der var engang, hvor hun nød vildfremmedes blikke og opmærksomhed. Nu gør det hende kun beklemt. Hvad helvede glor de på? »Hvordan går det?« spørger Lisa Sahib og lægger sin hånd­taske og pose med sko på garderobedisken. Hun læner sig med en hånd mod den, tager adræt sine sorte Superstars med hvide striber 10

af og stikker tæerne i et par blanke beige stiletter med ti ekstra ­centimeter. »Der er allerede gang i den,« svarer Sahib roligt, går hen til ­k nagerækken med Lisas frakke og sneakers og rækker hende et ­garderobemærke, der er blevet krøllet i tusindvis af festendes ­svedige næver.

Hen over den dunkende musik kan Lisa høre telefonen vibrere igen. Eller også har den ringet hele tiden. Hun fisker den op af tasken, kaster et blik på den og slår lyden fra. Åh, for helvede. »Tak,« siger hun og sender Sahib et hurtigt smil. »Vær nu forsigtig, der er mange slemme drenge i byen,« siger han og blinker til hende. Lisa smiler og blinker igen, selvom hun i virkeligheden ikke kan udstå mandens formynderiske flirt.

Passagen, som den røde løber skaber, går gennem nogle mørke forhæng, bag dem glimter fotografernes blitzlys. I vestibulen ­hænger den karakteristiske lugt af tom natklub: harsk parfume, gammel sprut og cigaretrøg, som gennem årene har sat sig i gulvet, tæppet og forhængene, og hvis stank man trods renoveringer ikke har haft held til at få bugt med. En kvindelig dørmand, som Lisa ikke kender i forvejen, trækker et forhæng lidt til side, og Lisa træder ind i natklubbens højloftede, halagtige sal, som er fyldt med helsinkiboere, der er moderigtigt og festligt klædt på. Hår i flammende farver, gådefuld makeup og fyldte læber, skræddersyede jakkesæt og blazere, der fremhæver de veltrænede kroppe, halvironiske hipsteroverskæg og trimmede fuldskæg. Lisa stopper op for at kigge på fotovæggen på størrelse med et fodboldmål, som gæsterne energisk bliver dirigeret hen imod som til et middel­­alderligt skafot. »Yamamoto!« hviner en kvindestemme. Lisas blik falder på en bebrillet og fyldig journalist, hvis navn hun ikke husker, selvom hun nok engang er blevet interviewet af hende. »Hej!« siger Lisa og blotter sine hvide tænder i et nøje indøvet smil.

11

»Vi vil gerne lave en kort artikel om dig ...« Lisa kaster et blik på fotografen, der står bag kvinden og har et pressekort fra en eftermiddagsavis hængende om halsen. Artiklen er sikkert helt legit og god reklame for hendes blog. »Hvis jeg lige går over og får taget et billede foran væggen derovre først.« »Selvfølgelig. Vi venter her.« »Okay. Super,« siger Lisa og strækker sig så i en anden retning for at kramme en engelsktalende fyr, som hun ikke kan huske, at hun nogensinde har mødt før. Hi! Good to see you. Yeah, talk to you soon!

Efter at være sluppet fri af den ukendtes ivrige omfavnelse, der duftede af sødlig barbersprit, går Lisa som forhekset hen imod fotovæggen og stiller sig i den korte kø, der slanger sig ved siden af den.

Hun betragter lokalet, der er badet i dunkel belysning, og havet af mennesker, som bølger i det. Nogle af ansigterne er velkendte, andre ukendte, og de fleste er noget derimellem. Falmede minder, fjerne glimt fra natten i Helsinki. SDKK. Snak, dans, kys, knep. Typisk i den rækkefølge, men Lisa kan huske, at hun et par gange er gået direkte fra snakken til at kneppe. Og sommetider er hun nok også nået til det samme resultat uden snak.

I den bageste del af salen kan Lisa se en trængsel, som afviger fra den øvrige vrimmel, glimt af blitzlys og mænd og kvinder, der på skift stiller sig med armene om hinanden for at blive fotograferet.

Centrum for postyret er selveste festens midtpunkt, Kex ­Mace’s iført glitrende smoking og høj hat, en 26-årig rap-artist med det borgerlige navn Tim Taussi, som skrev Spotify-historie med sit poppede hiphop-album, der udkom sidste år: Det toppede ikke blot streaminglisterne i Finland, men også i de øvrige nordiske lande og Tyskland. »Lisa, vi skal have et billede af dig,« råber en kvinde, der står med et kamera med et langt objektiv, og Lisa træder med sin håndtaske ind foran pladecoveret, der forestiller en stor edderkop. Kex Mace’s.

12

Spider’s Web. Blitzlysene smælder kun et øjeblik, måske endda frustrerende kort tid. Fotograferne har ikke altid ladet Lisa slippe så let. Selv sidste år så hun blitzlysenes glimt i søvne. Mange tak! Lisa er fri. Fedt at se dig, Lisa! Ha’ en god aften! Smilene virker næsten ægte, og ordene oprigtige, men Lisa kan ikke undgå at lægge mærke til kulden, som emmer bag dem. Hun har en såkaldt social sans, som er blevet raffineret gennem masser af lignende begivenheder. Ingen interesserer sig rent faktisk for, hvem du er, kun hvordan du ser ud, og hvad du repræsenterer. Andre interesserer sig kun for, om de vil få lov til at komme i munden på dig til efterfesten klokken fem om morgenen, når flaskerne er tømt, og Minigrip-poserne er støvsuget for det sidste gram.

Det næste korte programpunkt er at snuppe et glas bobler fra bakken, som en tjener iført sort skjorte og gul butterfly står med i sine behandskede hænder. »Pas på, du ikke bliver spundet ind i nettet,« siger en promopige i en smagløst kort nederdel og en top, der blotter hendes kavalergang, rækker Lisa et program og blinker til hende.

Pas på, du ikke bliver spundet ind i nettet. Så fucking prætentiøst og overgjort. Lisa har kun været indenfor i nogle minutter, men allerede nu har hun lyst til at dreje om på hælen og skride. Hun har brug for noget opmuntring, Snehvide, sne, hurtigere, end hun havde forestillet sig. Lisas blik leder efter nogen, der kan lette situationen.

Teme, Sakke, Taleeb ... De fyre, hun plejer at købe af, er her sikkert, men skjult blandt hundredvis af ansigter.

Og så kan Lisa mærke, at hendes hjerte springer et slag over. Dér er han igen: Manden står med hænderne i lommen foran de store vinduer med udsigt over centrum af byen. På en måde er hans anklagende blik, der borer sig ind i bevidstheden, præcis magen til før.

Lisa vender sig hurtigt om og går hen imod bardisken, men hun ved, at manden ikke vil slippe hende af syne.

13

2 ONSDAG DEN 27. NOVEMBER

En Vogues ‘Free Your Mind’, der brager i øretelefonerne, bliver afbrudt af løbeappens feedback. Den bliver leveret af en i og for sig venlig kvindestemme, som dog emmer af den samme kulde og mangel på sjæl som båndede meddelelser: Distance fem kilometer, gennemsnitshastighed ti komma to kilometer i timen. Musikken vender tilbage. Jessica Niemi trækker den friske luft ind i næseborene. Den dufter af morgenen efter efterårets første frostnat: af rimfrost, som morgensolens stråler fejer af bladene, der ligger på jorden, og af de optøende vandpytter, hvis tynde islag giver efter under løbeskoenes fleksible såler.

Jessica føler sig flyvende, hendes skridt er lette. For nogle måneder siden begyndte hun efter lang tid igen at løbe på arbejde, en hobby, som de smertefulde protester fra hendes ødelagte krop har sat en stopper for så mange gange før. Jagene i leddene, nervesmerten, der rammer dybt inde i knæene, smerten, der stråler ud i underbenene og tæerne, og som almindelig smertestillende medicin ikke bider på. Nu kan hun imidlertid godt løbe, og smerten er ikke vendt tilbage. Naturligvis vil den gøre det på et tidspunkt, det har den altid gjort. Indtil da har Jessica tænkt sig at nyde hvert et skridt, hver en spurt, der ender i en bølge af endorfiner. Set i bakspejlet virker det for­underligt, at hun gik i gang med at løbe efter en pludselig indskydelse. Efter begravelsen af Jessicas forhenværende 14

overordnede, Erne Mikson, tilbragte hun flere uger i en form for dvale, sad derhjemme og tænkte på alt det, der var sket. Indtil hun en dag tog løbeskoene på og spænede ud i den milde forårsluft.

Ligesom Forrest Gump jokede hendes politikollega Jusuf senere.

Vejen fra Jessicas lejlighed i Töölönkatu til politistationen i Pasila er cirka tre og en halv kilometer lang; ruten går langs Töölönlahti og videre gennem Vinterhaven og parken Eläintarha til den skovagtige park Keskuspuisto. For at fordoble distancen drejer Jessica dog de fleste morgener – ligesom i dag – mod vest ved Laakso Ridebane og løber på kryds og tværs ad klippefyldte skovstier helt ud til kolonihaverne i Ruskeasuo.

Jessica passerer rideskolen, der ligger sydvest for den stald, hvor Helsinkis ridende politi holder til. Grusvejen, der går i ly af de høje træer, er svagt oplyst, der er temmelig langt mellem lygtepælene, og ridehallens oplyste gårdsplads bliver på et øjeblik skiftet ud med skovens mørke. En stor fugl bevæger sig mellem trætoppene.

Halløj! Hører du efter, hva’?

Jessica kaster et blik bagud, men stien er øde. Det er svært at sige, om hun rent faktisk har hørt råbet hen over musikken, der brager i øretelefonerne. Nu og da hører hun ting, når hun løber: ord og udbrud. Stemmerne har fulgt hende så længe, at hun ikke altid lægger mærke til dem.

Stands!

Nu er stemmen imidlertid for virkelig. Jessica tager øretelefonen ud af det ene øre og kaster igen et blik over skulderen. Hun når at se en velvoksen skikkelse og de store hænder, som rækker ud efter hende og griber fat i vindjakken. Manden læner sig mod hende med hele sin vægt og vælter hende omkuld. Jessica kan mærke overfaldsmandens masse i ryggen, og hvordan hendes kind bliver presset ned blandt de klæbrige blade i det frosne mudder. »Hør efter ...« siger manden.

En stank af sprut slår Jessica ind i ansigtet. Lår klemmer sig 15

omkring hendes bagdel, overfaldsmanden har sat sig på hendes lænd, og bare fingre har lagt sig om hendes nakke. Munden, der stinker af lakridslikør, grynter lige ud for hendes øre. Så vender manden Jessica rundt. Nu ser hun hans ansigt, men hun genkender det ikke.

De rødlige, markerede kinder og det buskede overskæg tilhører en usoigneret, alkoholtæret mand i fyrrerne. Jessica husker, at hun blot få minutter forinden passerede en klam stodder i læderjakke, som sad på en bænk og bællede sprut fra en plasticflaske. »Juleaften,« siger manden næsten hviskende. »Juleaften.« Jessica stirrer forundret på ham. Han må være sindsforvirret. Der er stadig en måned til juleaften. Mandens fingre klemmer om Jessicas underkæbe. Den ene hånd holder fast om hendes højre håndled.

Jessica lægger alle kræfter i, hun forsøger at give manden et knæ i skridtet, men røvhullet har låst hendes ben med sin vægt og er sikkert så fuld, at han ikke kan mærke sine klunker.

Jessica kan høre pulsen banke i ørerne og tager en dyb indånding.

Det grove grus kradser huden på hendes kind, ud af øjenkrogen kan hun se det frosne grus og de rådne blade. Hun kunne råbe på hjælp, men midt i skoven er der ingen at se lige nu. Et sted i det fjerne er der en, der kalder på en gøende hund. »Juleaften,« fråder manden nu sammenbidt. »Juleaften.« Jessicas fingerspidser griber den lille spray, der ligger nede på bunden af hendes lomme, og som i finsk lovgivning tolkes som et skydevåben. Hun har den med sig overalt for tiden. Og blot et øjeblik efter får manden et langt skud peberspray i øjnene. Efter en kortvarig vantro tavshed bliver det alkoholiserede ævl skiftet ud med et skrig af smerte. Med sin frie hånd slår Jessica igen og igen manden på kæben, tænderne i overmunden brækker, og blodet sprøjter fra hans mund ud på den blege kind. Manden slipper sit tag i Jessica.

Han kommer forbløffende adræt af hende og spæner ind i skoven.

Jessica gisper efter vejret og kravler møjsommeligt op at stå. Knoerne på hendes højre hånd bløder.

16

Hun kan ikke se manden længere, men hun kan høre grene knække længere inde i den tætte skov.

Hun sænker ikke hånden, men holder pebersprayen parat til et nyt angreb. Hun venter og lytter til lydene, der kommer fra skoven.

Men manden vender ikke tilbage.

Jessica får fat i sin telefon og vælger nummeret til centralen på politistationen. Efter at have afgivet signalement på overfaldsmanden til kvinden, der besvarer opkaldet, løber hun af sted i den retning, hun kom fra, denne gang på vagt. Distance seks kilometer, gennemsnitshastighed ni komma en kilometer i timen.

17

3

Jessica træder over tærsklen og læner hoften ind mod dørkarmen.

Eftersveden, som det varme brusebad, hun har taget i stationens baderum, har fremkaldt, får den mørkeblå skjorte til at klistre sig ind til lænden, og hun trækker den diskret op af bæltet. Det gør pisseondt i den højre hånd, som hamrede ind i overfaldsmandens kæbe, hun burde nok få den røntgenfotograferet. »Luk døren, Niemi,« siger kriminalkommissær Helena Lappi og klikker med pegefingeren på den trådløse mus. Hun udtaler Jessicas efternavn, som om det smager dårligt. Jessica lukker døren efter sig, og det får rummet til at virke mindre. Parfumen, som man kan dufte i rummet, leder tankerne hen på en dyr og gennemtrængende sæbe.

Helena Lappi, eller internt mere familiært Hellu, stirrer stadig på computerskærmen, og Jessica har lejlighed til at se sig omkring.

Kontoret ligner stort set sig selv, sådan som det så ud i Ernes tid: en minimalistisk og asketisk celle med hvide vægge, der simpelthen tigger om former og farver til at bryde det grå. Persiennerne hænger ned øverst i vinduerne, og stikkontakterne buler ud i klynger på fire i væggen, også på steder, hvor ingen har brug for strøm.

Kontoret er i al sin institutionsagtighed og tristesse i en klasse for sig. Alligevel er det først nu uden Erne, at det føles knugende og livløst: Skikkelsen, der har illumineret hele enheden med sit store hjerte, er væk.

18

»Vi har ikke haft tid til at tale ordentligt sammen endnu,« siger Hellu og gør tegn til, at Jessica skal tage plads.

Jessica sætter sig, folder hænderne i skødet og ser på den lidt over 40-årige kvindes brune øjne, som ikke helt matcher det blonderede korte hår.

Efter Ernes bortgang i marts har der været turbulens på posten som leder af enheden for personfarlig kriminalitet. Den første kandidat, en ølmave på vej mod pensionsalderen, nåede at stå i spidsen for enheden i nogle måneder, før han fik sikret sig en plads i administrationen. Den anden forlod enheden i al stilfærdighed efter at have været på posten i stort set lige så lang tid: Ifølge en pålidelig kilde var det maltwhisky, der fældede ham. Det langvarige venskab med flasken var i forbindelse med en igangværende skilsmisse vokset til skæbnesvanger kærlighed. En klassiker.

Hellu virker derimod ikke, som om hun er på vej nogen steder hen. Hun emmer af tjenesteiver og den selvsikkerhed, som stillingen giver hende, hvilket desværre også gør hende til en møgirriterende pedantisk overordnet. Jessica har kun arbejdet under Hellu i et par uger, men allerede nu står det klart, at hun elsker punktlighed, protokol, halvmilitær disciplin og ubestikkeligt bureaukrati. Friktionen mellem dem har kunnet mærkes siden den første dag, og Jessica er ikke sikker på, hvad der forårsager den. Under alle omstændigheder er gangene på politistationen blevet smallere dag for dag – fuld­ kommen som om det ikke er meningen, at de to skal kunne gå side om side. »Tillykke med Kalasatama,« siger Hellu tørt. Hun refererer til den indledende undersøgelse af et drab på Arcturuksenkatu, som Jessica fik overstået i en forbløffende fart. Forbrydelsen i sig selv var egentlig ikke noget mysterium i verdensklasse: En mand med voldsforbrydelser i bagagen havde i fuldskab tævet sin gamle ven ihjel med et baseballbat, rullet liget ind i et persisk tæppe (eller snarere en kinesisk kopi) og båret det ud i ejendommens affaldscontainer.

19

»Tak,« siger Jessica og forsøger at smile neutralt. Det er det mest diplomatiske af smil, men det sværeste at opretholde. Hellu piller ved nogle papirer og ser skeptisk på Jessica. Jessica lægger det ene ben over det andet. Hendes knæ rammer hjørnet af bordet, og det får kuglepennene, der står i et stativ, til at ryste. »Jeg talte med anklageren lige før. De var tilfredse. Det bliver nemt for dem at gå videre,« siger Hellu. »Det er vel også svært at kludre i det, når vi har givet dem et våben, motiv, DNA, som forbinder ...« »Som sagt, tillykke,« siger Hellu og slipper musen. Der er noget velovervejet i måden, hun gør det på. Den i sig selv ligegyldige gestus afslutter ligesom ouverturen. Forspillet. Smalltalken. Du fik din ros, Niemi. Nu drejer jeg halsen om på dig. Kriminalkommissæren læner sig tilbage i stolen og slår ildevarslende et smæld med tungen. »Jeg har bestræbt mig på at snakke med alle. Lære hele flokken at kende. Dig har jeg ikke nået endnu, fordi du har været optaget af sagen i Kalasatama, men nu ...« siger Hellu og bøjer fingrene på sin venstre hånd. Ringfingeren prydes af en ring af stål eller hvidguld, som tydeligvis med vilje er enkel i sit udtryk. Om håndleddet har Hellu et massivt smartwatch, som hun sikkert bruger til at forsøge at biohacke sig til evigt liv. Eller i det mindste noget derhenad. »Jeg har forstået, at du stod kriminalkommissær Erne Mikson meget nær. At du arbejdede sammen med ham i ... Hvor mange år?« Jessica hører Ernes navn og kan ikke undgå at tænke på hans koparrede ansigt. De grå skægstubbe, de venlige øjne. Den let komiske accent og den stikkende lugt af cigaretter, som blev hængende efter ham, når han var gået ud ad døren. »Otte,« svarer hun lidt efter, som om hun bare havde brugt sekunderne til at tælle årene, hun havde delt med Erne. »Og jeg har også hørt, at du kendte ham i forvejen. At I var venner.« »Det var vi. Ja.« 20

Hellu ser nøje på Jessica, som om hun ved at granske hendes ansigt forsøger at få flere oplysninger om forholdet mellem hende og den afdøde overordnede. Derefter bliver hendes blik en anelse mildere. »Ja, det var trist. Og jeg kondolerer her på bagkant. Ingen af os har for mange gode venner.« »Tak.« »Kræft ... Kræft. Det er noget lort.« »Det er det.« »Grunden til, at jeg nu taler om Mikson og piller i sår, som sikkert ikke er helet ordentligt endnu, er, at jeg tror, at jeg kommer til at få meget med dig at gøre. Sammenlignet med de andre i enheden.« Jessica slikker sine tørre læber og venter på, at kriminalkommissæren skal fortsætte. Det sker imidlertid ikke. »Meget med mig at gøre?« Hellu ser en anelse skuffet ud, som om hun havde forventet, at Jessica ville læse hendes tanker. »Hør her,« siger hun i løbet af en kort indånding og fortsætter: »Jeg ved, at du er en god kriminalassistent, Niemi. Det har jeg hørt så mange gange, at jeg ikke tvivler på det. Men jeg har også hørt, at du i Ernes tid har haft visse tilbøjeligheder til, nå ja ... At køre sololøb.

Ignorere instrukser og ordrer nu og da.« »Okay,« siger Jessica og anstrenger sig for at bevare fatningen.

Hun kan mærke den kvæstede hånd dunke i skjul under bordet.

Hun må snart have noget smertestillende. »Den her information er altså ikke kommet fra dine efterforsker­ kolleger, men fra højere sted,« siger Hellu. »Det er du vel nødt til at sige.« »Mit spørgsmål til dig, Niemi, er: Har du gjort det, fordi du og Mikson havde et langt og nært forhold eller på trods af det? Der er nemlig en stor forskel,« siger Hellu og flasher et næsten umærkeligt smil. Derefter fortsætter hun: »For den sidstnævnte mulighed er 21

naturligvis mere udfordrende set fra mit perspektiv. Det betyder jo, at jeg bliver nødt til at forberede mig på at sætte hårdt mod hårdt.

Jeg accepterer ganske enkelt ikke nogen form for sololøb. Jeg er ikke Erne Mikson.« Du når sgu heller ikke Erne til sokkeholderne, din storsnudede ko.

Jessica ser på Hellu, hvis skinnende øjne stirrer direkte ind i hendes egne. I øjeblikke som disse brænder Jessica af lyst til at give autoriteten fingeren, bede hele stationen om at rende hende i røven og sige op. Enheden for personfarlig kriminalitet har mere akut brug for hende end omvendt. Sådan har det altid været.

Vinduets sammenføjninger knager irriterende, selvom det ikke engang blæser udenfor. »Erne og jeg havde en bestemt måde at arbejde på,« indleder Jessica. »Og udadtil har det sommetider set værre ud, end det rent faktisk var. Hvem end din kilde er, har det helt sikkert været umuligt for vedkommende at forstå dynamikken mellem Erne og mig.« »Med andre ord kommer du altså ikke til at have nogen vanskeligheder ved at gøre tingene på min måde?« »Det er virkelig svært at svare på det der, når jeg endnu ikke ved, hvad din måde er,« siger Jessica, selvom hun gætter på, at svaret får Hellu til at se rødt. Kriminalkommissæren hamrer hånden ned i bordet – ikke rasende, men tilpas hårdt til at få Jessica til at fare sammen – og udstøder en irriterende lyd, som leder tankerne hen på buzzeren og det store røde X på lystavlen i quizprogrammer. »Forkert svar, Niemi.« »Jeg mener bare, at hvis du som ny chef er ved at lave alting om, så er det selvfølgelig forbundet med negative følelser og modstand mod forandring. Og ikke alene fra min side, men sikkert fra alle.

Da vi arbejdede under Erne, skabte vi alligevel altid fremragende resultater. Hvorfor reparere noget, hvis det ikke er ...« »Niemi,« siger Hellu roligt og fortsætter: »Lige nu siger du alt det, jeg ikke har lyst til at høre.« 22

»Okay ...« »Og faktisk er den her samtale nok til at bekræfte det billede, jeg har af dig.« »Jeg vil på ingen måde ...« »Vi vender tilbage til det her før eller senere. Forhåbentlig kun, fordi jeg vil påskønne din evne til at tilpasse dig den nye situation.« »Lad os håbe det,« siger Jessica træt og rejser sig. »Niemi.« Sig mit efternavn én gang til, og jeg vil rive dig af sted ved det dér dumme brintoveriltehår. »Ja?« »Vi er ikke færdige endnu.« Jessica sætter sig ned igen og tæller til ti. »Jeg skal også tale med dig om en sag,« siger Hellu og fugter en finger­spids med tungen. »Kender du dem her?« fortsætter hun og fisker et udprint med et screenshot af en spiseseddel i en efter­ middagsavis frem mellem papirerne. Jessica tager imod det og kigger på billederne, som forestiller en ung kvinde og en ung mand. De er begge smukke og moderigtige på deres egen måde, og billederne emmer af en enorm energi og livsbekræftelse. Forbilleder, trendsættere.

Jessica har set billederne mange gange i løbet af de seneste to døgn. »Det er de der bloggere.« »Lige præcis.« Lisa Yamamoto og Jason Nervander. To af Finlands mest fulgte SoMe-kendisser og lifestyle-bloggere. For et par dage siden begyndte det at vælte ind med bekymrede opringninger til politiet om dem begge: Ingen af dem vendte tilbage til deres hjem natten til søndag, efter at de havde deltaget i en kendt finsk rappers releaseparty lørdag aften. »Får vi sagen?« spørger Jessica og lægger papiret fra sig på bordet.

Den mulighed, at sagen skulle havne på deres skrivebord, er allerede dukket op i hendes hoved før. Måske har hun endda i hemmelighed 23

håbet på det. Forsvindinger er ofte mere fascinerende end almindelige drabsefterforskninger. De er som en operaforestilling, hvor liget skal findes før pausen. Anden akt begynder aldrig, hvis de forsvundne bliver fundet i live. Sommetider bliver de slet ikke fundet. »I går virkede det stadig åbenlyst, at der var tale om et eller andet stunt. De kender jo hinanden, og de har fået forbandet mange flere følgere alene på grund af den her forsvinding. Men her til morgen skete der så noget, som gav os mistanke om en forbrydelse.« »Hvad?« spørger Jessica. »Der dukkede et nyt billede op på Lisa Yamamotos Instagram,« fortsætter Hellu og lægger et nyt udprint foran Jessica. Det er et screenshot fra Instagram-appen. Det uploadede billede forestiller et højt fyrtårn bygget af gulbrune sten. »Hvad er det her?« »Söderskär Fyr. I Porvoos ydre skærgård. Kig på billedteksten.« Jessica flytter blikket ned i kanten af billedet og ser en tekst ­under de tusindvis af likes. Et øjeblik forestiller hun sig, at den fugt, hun kan mærke på ryggen, ikke er sved, men den fine rimfrost, som ­frosten har frembragt på ahornbladene. En bidende kulde løber ­gennem hende.

I en grav så dyb på havsens bund sover prinsessen sin evige blund.

Her hjælper ingen redningsmand, snart dækker isen det mørke vand.

24