Punktum punktum komma streg by Gutkind Forlag

PUNKTUM PUNKTUM KOMMA STREG

GUTKIND

“Kan jeg få en mere?”

Jeg hamrer min tomme Albani-flaske lidt for hårdt ned i bardisken og trommer mod etiketten med de neongrønne negle, jeg lakerede for et par timer siden. Det var dengang, jeg forsøgte at lege sådan en type, som har styr på tingene. Typen, som pertentligt pakker sin rusturstaske i god tid. Som printer og følger den huskeliste, en eller anden lidt for entusiastisk tutor har sendt. Og typen, som går tidligt i seng for at være frisk og veludhvilet til den første dag i sit nye studieliv.

Lad os bare være ærlige – den type er jeg ikke. Jeg er derimod typen, der i pressede situationer bliver for rastløs til at holde hænderne i ro, og som derfor har tværet trefjerdedele af neglelakken ud på mine fingerspidser, min pink tanktop og min højre kind. Typen, som efterlod et vasketøjsbjerg på størrelse med Etna derhjemme ved siden af den pivtomme og tæt på antikke sportstaske af mærket Odense Boldklub. Typen, som ikke længere kan huske, hvor huskelisten til rusturen ligger.

Og så er jeg typen, som meget modent valgte at flygte fra virkeligheden og nu hænger ved bardisken på Sir Club

klokken 01.23 en mandag aften med en tom ølflaske som eneste selskab.

“Beklager. Vi lukker om en halv time.”

Den unge, platinblonde pige bag disken blotter sit provokerende lige tandsæt i et påtaget smil. Hun ligner til gengæld typen, der er lidt for fin til at arbejde på et semibrunt værtshus. Typen, der har for gode manerer til at drikke øl af flasken. Typen, der formår at dufte af liljer selv efter den sene barvagt. Sikkert også typen, der er ringforlovet med en nydelig, glatbarberet fyr, som studerer noget med økonomi og hedder Oliver Fabian, men lystrer navnet skatter. Okay, det sidste var måske lige strengt nok, men mine fordomme stiger som regel i takt med min promille.

“I lukker om 37 minutter, og jeg drikker hurtigt. Faktisk vil jeg gerne have to.”

Jeg smiler lige så bredt og påtaget. Det ligner ellers ikke mig at være konfrontatorisk på den her måde. Rettelse: Det ligner ikke hende, jeg plejede at være. Det ligner for eksempel ikke 19-årige Nora.

19-årige Nora ville sige Selvfølgelig og Helt forståeligt og Det må du undskylde, selvom der slet ikke er noget at undskylde for. Hun ville give en halvtredser i drikkepenge og spurte direkte hjem i seng. Faktisk ville hun slet ikke være gået ud på en mandag aften. 19-årige Nora ville bruge alt sit krudt på at opretholde det perfekte glansbillede som den søde, tjekkede pleaserpige med de gode karakterer og den lovende fremtid.

Men det her er ikke 19-årige Nora. Det her er 23-årige Nora. Og 23-årige Nora gider ikke mere pis. 23-årige Nora synes, hun har ædt nok lort for et helt liv den seneste tid. Så 23-årige Nora trommer videre på flasken, mens hun

med stædig, duellerende mine fastholder sin modstanders blik.

“Kom nu, Silje, du hørte damen.”

Jeg mærker en hånd om min nakke. En varm, fugtig, røglugtende lab, jeg absolut ikke har bedt om at komme i nærkontakt med. Den sidder fast på en mand med halvlangt, fedtet hår. En stamkunde omkring de 50, vil jeg tro.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal være mest fornærmet over – at han begramser mig uden min tilladelse, eller at han kalder mig damen, som om jeg ligner en udkørt efterlønner med hang til cerutter og tufting. Men jeg er for snalret til at gå ham på klingen, og nu har bartender-Silje rent faktisk fået fingeren ud og stillet to Classic frem til mig, så måske burde jeg bare sige tak. Tak til den hvide, midaldrende mand, hvis ord endnu en gang viser sig at trumfe alt.

Jeg holder min iPhone op til maskinen og tilføjer alligevel en tyver i drikkepenge. Jeg er nemlig opdraget til, at man skal belønne trælse typer, når de udviser tegn på imødekommenhed, fordi det kan motivere dem til at være mindre trælse og mere imødekommende fremadrettet. Silje smiler da også en smule mere oprigtigt, da hun spotter sin belønning på bonen. Det må være mit ydmyge bidrag til en bedre verden. Og at dømme efter saldoen på min slunkne konto bliver det muligvis det eneste bidrag. Jeg må hellere gøre en oprigtig indsats for at lande et job efter den rustur, som virker mere og mere uoverskuelig for hver genstand, jeg hælder ned. Crap. Jeg havde ellers satset på den modsatte effekt. På, at alkoholen kunne vande et lillebitte begejstringsfrø inden i mig. For man bør da glæde sig til sin rustur, bør man ikke?

“Banke, banke på.”

Den nærgående kunde lægger igen armen om mig og giver min skulder et klem.

“Nej tak.” Jeg vrider mig ud af hans greb og sætter den ene flaske til munden, mens jeg forsøger at tælle efter. Det må være nummer seks. Eller syv. Og gad vide, hvor meget vin jeg nåede at stjæle fra Johannes bag-in-box, inden jeg gik herned?

“Når nogen siger Banke, banke på, skal man altså svare Hvem der,” forklarer fjolset uopfordret.

“No shit.”

“Nej. Hvem. Der.”

Manden, der ifølge navnet bag på den blå-hvide fodboldtrøje hedder Flæske Flemming, gør en stor kunst ud af at artikulere de to ord højt og tydeligt for at overdøve Elton Johns Still Standing, der brager ud gennem højtalerne. Jeg burde bede ham om at smutte, men jeg ender med at forbarme mig over staklen. Det må være trøjen, der gør mig blød, for jeg er også flasket op med, at enhver fan af De Stribede fortjener en chance. Også selvom de kalder sig Flæske Flemming. Med mellemrum.

“Okay. Hvem der?”

“Steen.”

“Steen hvem?”

“Steen med det ekstra ben.”

Flæske Flemming kigger mod mig med spænding, som om han forventer at modtage et eller andet. En applaus? En medalje? En statsministerpost?

Jeg går i baglås af forbløffelse over kvaliteten af pickup-lines i den her by, og den akavede stilhed bliver hurtigt så larmende, at den overdøver Eltons røst.

“Altså, det skal forstås sådan, at jeg har en kæmpestor pik,” uddyber han.

“Godt for dig.”

Jeg rækker igen ud efter min telefon på disken og lader, som om jeg skal tjekke en besked. Desværre har ingen skrevet til mig her klokken 01.25. Det ville også have været ret mirakuløst, eftersom min seneste besked tikkede ind for fire dage siden. Endnu en venlig påmindelse fra min tandlæge om, at det er ved at være tid til det årlige tjek. Tsk. Som om jeg har råd til den slags luksustortur.

“Det kan skam også blive godt for dig.”

Flæske Flemming, som åbenbart er en vedholdende fyr, er nu vraltet om på den anden side af min barstol i forsøget på at genoptage øjenkontakten. Jeg behøver ikke at kigge op for at konstatere, at Silje følger underholdt med i samtalen.

Jesus, hvad har jeg gjort for at fortjene det her? Jeg burde sige til Flemse, at jeg ikke er interesseret i hans selskab. Jeg burde stikke af. Men jeg har stadig halvanden håndbajer tilbage, og jeg er ikke klar til at blive genforenet med de realiteter, som venter derhjemme. Desuden lader han ikke til at være en mandsperson, der accepterer en venlig afvisning. Så jeg tyer til en anden taktik, smider telefonen fra mig på disken, sætter et flirtende smil på og lægger hånden om Flemmings sensommersvedige nakke.

“Hvad mener du egentlig med det?”

“Jeg mener, at … ja, at der er rigeligt at komme efter, så …”

“… så det vil jeg bare synes er pivfrækt? Det vil gøre mig sjaskhamrende liderlig? Er det sådan, jeg skal forstå det?”

“Ja ja … lige præcis.”

Flemming smiler nervøst til Silje. Nærmest lidt undskyldende. Måske synes han, det er synd for den uskyldige

pige, at hun skal overvære en grænseoverskridende samtale, han nu ikke længere selv er primus motor for.

“Nå? Det har jeg ellers lidt svært ved at tro på.”

Jeg kører hånden op og ned ad hans nakke, og berøringen tænder hurtigt julelys i de rødsprængte øjne. Flæske Flemming ligner en glad, gammel gris, der seriøst tror på, at hans geniale scoretricks giver pote.

“Hvorfor da det?”

Kunstpause. Et sekund. To sekunder. Tre sekunder. Flemses øjne kunne antænde hele juletræet nu.

“Fordi jeg har en virkelig kort skede.”

Jeg fastholder insisterende øjenkontakten og nyder at se forvirringen sprede sig. Da ordene endelig lander, begynder Flemmings blik at flakke i fullblown panik, som om jeg netop har afsløret, at jeg har tapet 10 kilo sprængstof fast til mit underliv og ikke er bange for at detonere det. Jeg giver hans nakke et lidt for hårdt klem, hiver min arm til mig og tørrer fingrene af i den neglelakplettede tanktop. I baggrunden kan jeg høre nogen grine. Ikke højt. Ikke længe. Bare en kort lattersalve, der rammer os begge, inden Flemse foretager en rask tilbagetrækning til stambordet i hjørnet.

“Kan jeg få en stor fadøl? Almindelig?” Latterens ejermand stiller sig to barstole fra mig, lige akkurat uden for min intimsfære. Der findes åbenbart stadig mænd, som frekventerer værtshuse alene klokken 01.26 en mandag aften og samtidig er galante nok til at give kvinder noget tiltrængt space.

“Det tror jeg desværre ikke, du kan, for de lukker nemlig om en halv time. Ik’, Silje?”

Jeg skuler mod min selvudnævnte nemesis, som allerede er gået i gang med at skænke fadøllen.

“Man har vel lov at være heldig.”

Manden tager imod glasset og blinker provokerende kækt til mig. Eller … måske ikke ligefrem kækt, for hans blik rummer alt andet end overskud. Det rummer nærmere en form for mystik, jeg har svært ved at afkode. Hans hår pjusker i alle retninger, han har poser under øjnene, og den tætsiddende, lysegrå T-shirt, han er iført, er både hullet og fuld af hvide pletter. Alligevel er der noget dragende over ham, som jeg ikke kan definere.

Han rømmer sig, og det går op for mig, at jeg har stirret på ham i mere end de tilladte to-tre sekunder. Jeg burde måske sige et eller andet. Jeg har underligt lyst til at sige et eller andet, men i min nuværende tilstand er jeg ikke engang i stand til at sammensætte et simpelt hv-spørgsmål. Jeg skal nok blive en fremragende journalist.

“Skål.” Jeg løfter den anden flaske mod manden i et forsøg på som minimum at udvise venlig imødekommenhed.

“Tak, men jeg er ikke interesseret.”

Han sætter sit glas til munden og bunder halvdelen af indholdet, mens jeg måbende ser til.

“Undskyld, hvad?”

“Jeg er ikke interesseret i noget.”

Jeg ryster målløst på hovedet og mærker, hvordan svimmelheden trænger sig på. Silje smider en karklud fra sig og tager endnu en gang plads på tilskuertribunen bag disken. Har den pige ikke en række borde, der skal ryddes, eller et kasseapparat, som skal tælles op?

“Jeg har altså ikke spurgt, om du vil gifte dig med mig. Jeg sagde bare skål. Stille og roligt ...”

“Og jeg takker for henvendelsen, men jeg vil bare gerne være i fred.”

Shit. Det der var jo præcis den replik, jeg burde have sendt af sted til Flæske Flemming, inden han kom for godt i gang med dillersnakken. Hvordan er jeg nu endt i den modsatte rolle? Åh gud, er jeg blevet typen, der forulemper stakkels, sagesløse mænd med verbale afskyeligheder?

Nej. Det er jeg eddermame ikke. Jeg har ikke gjort andet end at udvise venlighed over for en fremmed fyr.

“Hvis du gerne vil være i fred, hvorfor blev du så ikke derhjemme?”

“Hvorfor blev du ikke derhjemme?”

Han værdiger mig ikke et blik, mens han taler. Kigger bare hen over rækken af fadølsankre og forbi de halvfyldte sprutflasker. Ud i intetheden, lader det til.

“Det rager sgu da ikke dig.”

“Nej, det gør det ikke. Du ligner bare ikke én, der burde sidde her alene lige nu.”

“Og hvorfor gør jeg så ikke det? Fordi jeg er pige? Er det kun mænd, der må gå på bar alene?”

Der er pludselig noget helt grundlæggende ved den fremmede, som provokerer mig. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg på én gang har lyst til at stikke ham en flad og snuse ekstra ihærdigt ind, da han klør sig i nakken, og duften af deodorant og fugtig armhule og mand svæver i min retning. Måske fordi der lå et lille gran sandhed i hans formodning om, at jeg fiskede efter mere end bare at skåle. Måske fordi han ved, at jeg ved, at han er lækker. Ikke i klassisk forstand.

Modelbureauerne ville nok ikke stå i kø for at hapse ham. Måske er det noget ved hans aura. Det er, som om han forventer, at han naturligt tiltrækker sig opmærksomhed. Netop derfor burde jeg afskrive ham som en opblæst nar.

Men der er også noget andet. Noget, jeg ikke kan sætte fingeren på.

“Det er ikke særligt smart at stille tre spørgsmål i rap, hvis du vil have et skarpt svar,” returnerer han provokerende efter en kort tøven. “Men nej, det har ikke noget at gøre med, at du er pige.”

“Hvad har det så noget at gøre med? Er det …”

Jeg afbryder mig selv midt i andet spørgsmål og knuger hårdt om min flaske, pinligt bevidst om, at jeg nu er begyndt at snøvle. Jeg må mobilisere en hel del selvkontrol for at forhindre min højre hånd i at kaste resten af indholdet i snotten på ham. Det ville ellers være lettere nu, hvor han endelig har vendt sig rigtigt mod mig. Nu, hvor han betragter mig. Indgående og længe. Ikke på elevatorbliksmåden. Mere som en røntgenmaskine. Jeg føler mig udstillet og underligt forstået på samme tid.

“Det har noget at gøre med, at du ligner en, der har mere brug for en krammer end en øl.” Hans stemme er anderledes nu. Mildere. Og jeg kan ikke holde blikket fra hans øjne. Det er, som om de suger mig ind og skubber mig væk på samme tid. “Du ligner en, der forsøger at drikke dig i hegnet for at fortrænge noget. Og hvis det ikke var, fordi jeg selv havde gang i præcis samme manøvre, så ville jeg måske have haft overskud til at spørge lidt ind til det. Men …” Han sætter igen sin fadøl til munden og tager to store slurke som for at understrege sin pointe. “Det bliver desværre ikke i aften.”

Jeg virrer med hovedet, til den falder på plads – følelsen af at være gennemskuet. Midt i alkotågen kan jeg på underlig vis se mig selv gennem hans øjne. Høre vores samtale fra hans position. Fornemme, hvor sølle jeg må virke. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at vi sidder i samme, trange båd. En båd, der gynger vildere og vildere og får mig til at se dobbelt.

Jeg er fuld. Alt for fuld. Det er ynkeligt, og jeg ved det, men jeg er ironisk nok for påvirket til at slå mig selv i hovedet med erkendelsen. Jeg må skamme mig i morgen. Alt for tidligt, hvis jeg ellers formår at holde den plan, der står på den rustursliste, som stadig er væk. Og skammen bliver kun værre, jo længere jeg bliver hængende. Så i stedet for at tømme min sidste flaske udviser jeg en minimal grad af fornuft, hopper ned fra den vaklende barstol og går mod døren.

Augustnatten er varm på den tunge, trykkede måde. Der er ikke mere end et par hundrede meter til min hoveddør, men det føles, som om jeg står over for en ørkenvandring. Jeg støtter mig til den lukkede bardør og må hente kræfter på det i forvejen halvtomme fjernlager for at få mine fødder til at adlyde og dreje til højre ned ad Nørregade.

“Hey.” Et højlydt pift flyver i min retning gennem mørket, da jeg endelig har begivet mig ud på ekspeditionen. “Du glemte din telefon.”

Jeg vil vende mig, men benene når ikke at fange kommandoen. Inden jeg formår at rette op på den motoriske uorden, har jeg fået overbalance, og mit ansigt har nu kurs direkte mod fortovet.

Nå, der var den så alligevel. Skamfølelsen. Jeg mærker den strømme igennem mig, inden jeg mærker slaget. Inden jeg registrerer den metalliske smag af blod, som spreder sig i munden.

Hvor er det patetisk. Hvorfor gør jeg det her? Hvorfor bearbejder jeg min egen nedtur ved at grave mig endnu længere ned? Svaret ville nok være forholdsvis indlysende,

hvis jeg ellers havde overskud til at erkende det. Men lige nu har jeg ikke overskud til andet end at gå i symbiose med fortovet.

“Er du okay?”

En hånd lægger sig om min nakke. Den er ikke svedig som Flemmings, men varm på en helt anden måde. En virkelig rar måde.

“Hey. Er du der?” Stemmen er den samme som for et halvt minut siden, men nu er den fuld af bekymring.

“Ja ja, jeg … snublede bare. Over en … kant eller noget.”

Jeg sætter mig besværet op på alle fire, velvidende at hverken han eller jeg køber den med kanten. Alting snurrer rundt, da han rækker armen frem. Det tager et par sekunder, før jeg kan reagere. Så nedværdiger jeg mig til at tage imod den hjælpende hånd, som får mig på fødderne igen.

“Er du okay?” gentager han.

“Totalt.”

Jeg mønstrer alt det overskud, jeg ikke ejer, og sender ham et sølle smil. Han lægger begge hænder på mine skuldre, som om han vil hjælpe mig med at holde balancen, og jeg burde vride mig fri af endnu et maskulint jerngreb, men min krop nægter at samarbejde. Min krop har lyst til at gøre sig endnu mere slatten. Til at blive holdt oppe. Af ham.

“Er du sikker?”

“Mmm.”

Han løfter den ene hånd og stryger sin tommelfinger hen over min underlæbe. Det er vist nok smertefuldt, men alt, hvad jeg mærker, er varme.

“Jeg tror altså, du har slået dig ret meget.”

Han viser mig fingeren, som lyser rødligt op i den dunkle nat. Er det … mit blod? På hans finger? Har jeg simpelthen slået mig selv ned på min solobytur? Flot.

Han rækker ud efter min underarm og trykker blidt mod den flænsede håndflade, og i det samme hører jeg en ukendt lyd. Et gennemtrængende klynk. Også dét kommer fra mig.

“Måske vi lige skulle få dig en tur på skadestuen?”

Når man tænker på, at han for fem minutter siden ikke engang orkede at føre en samtale med mig, er det ret imponerende, at han nu frivilligt tilbyder at eskortere mig til OUH. Han virker ikke engang irriteret ved udsigten. Nærmere insisterende.

“Nej nej, jeg … har det helt fint, jeg …”

Jeg skal hjem og sove, tænker jeg for mig selv, fordi jeg ikke har energi til at formulere ordene. Jeg skal tidligt op i morgen. Jeg skal på rustur. Jeg skal sætte et stort, fedt punktum for den her lorteperiode og påbegynde et nyt kapitel i mit liv. Jeg … kan ikke gøre andet end at stirre ind i de der øjne. De øjne, der kigger mod mig med en umiddelbar omsorg, som får mig til at knække sammen i et dybtfølt hulk.

Da han trækker mig ind til sig, skubber jeg intentionerne om at være stærk til side. Jeg stortuder instinktivt. Hikstende. Hyperventilerende. Jeg kan ikke længere undvige de brændende, smertefulde stik, der rammer mig fra alle sider. På alle tider af døgnet. Og allerværst lige nu.

“Undskyld,” snøfter jeg, da jeg får samlet mig en smule, og det går op for mig, at jeg har tværet tårer og en smule blod af i hans T-shirt.

“Det går nok. Eller …” Han trækker på skuldrene og smiler ud i det diffuse mørke. “Det var måske ikke lige

sådan, jeg havde tænkt mig at afslutte min i forvejen frygtelige aften. Men … det er okay.”

Gu er det ej, har den lille djævel i mig lyst til at råbe. Men jeg siger ingenting. For på trods af min upassende nedsmeltning føles alting underligt nok mere okay, end det har været længe.

Nora vender hjem til Odense for at starte på journalistuddannelsen og få styr på sit liv. Der er bare det problem, at byen minder hende om alt det, hun forsøger at glemme.

Tingene bliver ikke lettere af, at hendes arrogante underviser, den unge stjernereporter Mads Bille, lader til at kunne se lige igennem hende. Noras studiekammerater både frygter og forguder Mads, men Nora lader sig i hvert fald ikke imponere. Punktum.

PUNKTUM PUNKTUM KOMMA STREG er en romantisk komedie om en studiestart, der ikke går som planlagt, men som viser sig at være den bedste kur mod fortidens forviklinger.

Punktum punktum komma streg