Manden uden ansigt - Vladimir Putins usandsynlige vej til magten

PUTIN MANDEN UDEN ANSIGT

MANDEN UDEN ANSIGT VLADIMIR PUTINS USANDSYNLIGE VEJ TIL MAGTEN MASHA GESSEN O versat f ra engels k a f J an H ansen

GUTKIND

Manden uden ansigt: Vladimir Putins usandsynlige vej til magten er oversat fra engelsk af Jan Hansen efter The Man Without a Face: The Unlikely Rise of Vladimir Putin Copyright © 2012 by Masha Gessen Preface © 2022 by Masha Gessen Published by agreement with Cheney Agency Denne udgave: © Masha Gessen og Gutkind Forlag A/S, København 2022 1. udgave, 1. oplag, 2022 Putin: manden uden ansigt er oprindeligt udkommet på dansk hos Rosinante, 2012.

Omslag: © Alex Merto & Imperiet Forsidefoto: © Stéphane Lavoué / Pasco&co Sat med Berling og DIN hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook EU ISBN - 978-87-434-0484-2

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk · f gutkindforlag · gutkind_forlag

INDHOLD

F O R O R D

7

15

1. K A P I T E L 2. K APITEL 3. K APITEL 4. K APITEL 5. K APITEL 6. K APITEL 7. K A P I T E L 8. K APITEL 9. K A P I T E L 10 . K A P I T E L 11. K A P I T E L EPILOG

PROLOG

Præsident ved et uheld 27 Valgkrigen 43 En bølles selvbiografi 70 Én gang spion ... 108 Et kup og et korstog 147 En reformpolitikers endeligt 186 Den dag, de russiske massemedier døde Afskaffelsen af demokratiet 246 Et terrorregime 275 Umættelig grådighed 314 Back in the USSR 362 En uge i december 2011 376 T A K 403

K I L D E H E N V I S N I N G E R

205

REGISTER

404

441

5

6

FORORD

Den 20. august 2020 blev Aleksej Navalnyj syg i et fly fra Tomsk i Sibirien til Moskva. Flyet måtte nødlande i Omsk.

Navalnyj blev hospitalsindlagt og senere fløjet til Berlin, hvor han lå i koma i flere uger og bagefter brugte flere måneder på at lære at tale, skrive og gå igen. I denne periode samarbejdede han imidlertid også med journalistgruppen Bellingcat, der arbejder med undersøgende journalistik, for at finde ud af, hvad der var sket med ham. De beviste, at han var blevet forgiftet med en variant af det kemiske giftstof Novitjok, der er udviklet af den russiske hær. De beviste også, at folkene bag mordforsøget på Navalnyj var et hold af agenter fra FSB, det hemmelige politi, der havde skygget ham i to år. De samme agenter havde skygget forfatteren Dmitrij Bykov, der overlevede et giftmordsforsøg i 2019, oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, der blev skudt og dræbt i 2015, og mindst tre andre aktivister, der var døde i de sidste par år før mordforsøget på Navalnyj.

FSB havde en gruppe, hvis opgave var at snigmyrde Putins modstandere. Og det havde man nu konkrete beviser på: Navalnyjs blodprøver, navnene på dem, der havde begået attentatet mod ham, og endda noget, der i realiteten var en tilståelse fra en af dem i en telefonsamtale med Navalnyj.

7

Endelig var der uigenkaldelige beviser på det, jeg havde set indicier på i denne bog ti år tidligere: at Putin-regimet myrder sine kritikere, oftest ved giftmord.

Da jeg afsluttede manuskriptet til denne bog i 2011, i en periode med massedemonstrationer i en hidtil uset størrelses­ orden i Rusland, begyndte en vending, som Navalnyj ofte brugte, at få vid udbredelse. Han omtalte regimet som »et parti af tyve og banditter«. Vendingen brød jeg mig ikke om.

Jo, den satte ord på, hvordan de fleste mennesker betragtede Putins regime – som uhæderligt og småtskårent, defineret af korruption og grådighed – men alligevel følte jeg, at ven­­­ dingen på en måde samtidig hvidvaskede regimet. Mit største problem med Putin var nemlig ikke, at han løj og stjal; det var, at han slog folk ihjel, både ved at føre krige og ved at sende lejemordere efter de mest kritiske. Da Navalnyj var i stand til at tale igen, bad jeg ham om et interview til The New Yorker. Var det ikke på tide at holde op med at kalde Putin en tyv og i stedet kalde ham morder? Men det sagde Navalnyj nej til: »Han slår ihjel for at beskytte de rigdomme, han har tilranet sig.« Navalnyj betragtede regimets grådighed og ikke dets brutalitet som det mest karakteristiske ved det.

Navalnyj vendte tilbage til Rusland i januar 2021, blev arresteret ved sin ankomst og stillet for retten for o ­ pdigtede forbrydelser. Folk demonstrerede, og myndighederne slog hårdt ned. Det forår bad Navalnyjs nærmeste forbundsfæller folk om at holde op med at demonstrere: Risikoen var for høj og havde ingen effekt: Navalnyj skulle alligevel sidde bag tremmer, så længe Putin var ved magten. I mellemtiden havde myndighederne forbudt Navalnyjs organisation, og alle gruppens ledende aktivister var enten i eksil eller fængslet.

8

Undertrykkelsen fortsatte i hele 2021 i et hidtil uset omfang.

Uafhængige medier og individuelle journalister blev udråbt som »udenlandske agenter«. Også de måtte for manges ved­­ kommende flygte ud af landet. Protester i konventionel form blev en umulighed; myndighederne var begyndt at arrestere folk for ting, de havde skrevet på de sociale medier, eller bare for at forsamles, også uden plakater og slagord.

Den 21. februar 2022 gik Putin på TV og holdt en lang, rablende tale, hvor han hævdede, at Ukraine ikke var noget rigtigt land. Ifølge hans udlægning af historien var Ukraine som selvstændig nation en fiktion, som Vladimir Lenin havde fundet på efter revolutionen i 1917 – og den ukrainske regering var en hob højreekstremistiske nationalister og vestlige marionetter, der undertrykte de etniske russere og andre russisktalende i Ukraine. Tre dage senere indledte Rusland en massiv militær invasion af Ukraine. Russiske fly bombede Kyiv, Kharkiv, Odesa, Lviv og andre byer. Russiske kampvogne stormede frem, og russiske tropper besatte Kherson, Mariupol, Tjernihiv og Kyivs forstæder. I april 2022, da de russiske styrker blev tvunget til at trække sig tilbage fra Kyiv, efterlod de massegrave og gader med ligene af mennesker, der var blevet likvideret ved at blive skudt på klos hold, med bagbundne hænder.

Det blev tydeligt, at den seneste, meget brutale undertrykkelse af al opposition i Rusland havde været en forberedelse til det, der skete nu, efter indledningen af den nye krig: Allerede en uge efter invasionen af Ukraine blev alle uafhængige medier i Rusland lukket, eller adgangen til dem blev blokeret.

Det russiske parlament, Dumaen, vedtog en lov, der gjorde det til en kriminel handling, med en straf på op til 15 års 9

fængsel, at sprede »falske« informationer om det, regeringen insisterede på at kalde en »specialoperation« i Ukraine; at omtale krigen som »krig« kunne nu få én fængslet. Tusindvis af russere blev arresteret for at tage til orde mod krigen. Det vil sige, det ville være en overdrivelse at sige, at de »tog til orde«: Politiet arresterede folk for at møde frem om aftenen og stå, uden at sige noget, på Pusjkinpladsen i Moskva; de arresterede folk for at gennemføre enmandsdemonstrationer, der hidtil havde været en lovlig (om end temmelig ensom) måde at protestere på. De fleste af mine venner og mindst en kvart million andre flygtede fra Rusland, fordi de skammede sig over deres land og af frygt for, at de ikke ville få lov til at rejse ud, hvis de ventede længere. Journalister, NGO-ledere, universitetsprofessorer – de mennesker, der rejste, var netop dem, der udgjorde civilsamfundet i Rusland, så meget af det, som der nu var tilbage på det tidspunkt.

Jeg havde været i både Moskva og Kyiv i de seneste uger inden invasionen. Begge steder var der ingen, der troede på, at krigen ville blive en realitet – ikke så meget fordi de ikke kunne se beviserne, som fordi det var så umuligt at forestille sig. Krigen blev ved med at være utænkelig og umulig at forestille sig, selv efter at den var begyndt. Mine venner i Rusland begyndte at omtale Putin som »den sindssyge«. Det spørgsmål, journalistkolleger fra de vestlige lande hyppigst stillede mig, var: »Er Putin blevet sindssyg?« Men ligesom med det hyppigste spørgsmål om ham i Vesten i de første ti år eller mere, efter at han var kommet til magten – »Hvem er hr. Putin?« – var udgangspunktet for dette spørgsmål helt forkert. For Putin har fra første færd selv fortalt os, hvem han er. Det er netop det, det meste af denne bog handler om.

10

Altså om alt det, vi kan og bør se ved at lytte til det, han har valgt at afsløre om sig selv.

Han har også afsløret for omverdenen, hvad det er for et univers, han lever i. Det er et univers, hvor Rusland er blevet ydmyget konstant siden Sovjetunionens sammenbrud, som han har omtalt som »vor tids største geopolitiske katastrofe«.

Da Estlands præsident Lennart Meri ved et EU-arrangement i Hamburg i 1994 omtalte Sovjetunionen som »okkupanter«, rejste Putin, som på det tidspunkt var embedsmand i Sankt Petersborg, sig og udvandrede fra lokalet. 28 år senere har han, som Ruslands præsident, indledt en krig for at genbesætte Ukraine – og hans regime har gjort det forbudt at bruge ord som »invasion«, »besættelse«, »okkupanter« og »krig«.

Om noget er Putin da konsekvent, inden for rammerne af sit univers.

Ikke alene har Putin hele tiden sagt til os, at hans mål var at genoprette det russiske imperiums storhed, han har også været åben om midlerne til at nå dette mål. Denne bog omhandler hans opstigning, hans indsættelse i regeringens ledelse og de endnu større magtbeføjelser, indledningen af en ny krig i Tjetjenien i 1999 gav ham. Eftersom jeg dækkede Tjetjenienskrigen som journalist dengang, var jeg forberedt på at se fotografier som dem, der chokerede verden, da de dukkede op fra Butja. Jeg havde med mine egne øjne set, hvordan russiske tropper bevidst og systematisk gik efter civilbefolkningen; jeg havde skrevet om bortførelser, likvideringer og voldtægter; jeg havde set byer, der var blevet jævnet med jorden. Jeg havde også set soldater og officerer blive hædret for at begå krigsforbrydelser. Jeg havde set, at det er sådan, Rusland fører krig.

11

Da Putin gjorde sig klar til at invadere Ukraine, truede USA med sanktioner. Og da sanktionerne kom, så de spekta­kulære ud. I løbet af ganske få dage blev Rusland afskåret helt fra den vestlige verdens finanssystemer, og adskillige store koncerner – fra McDonald’s og Coca-Cola til Apple, Ikea og bil-, tog- og flyproducenter – trak sig ud af Rusland. Arbejdsløsheden toppede, rublen brød sammen, og trods regimets kontrol over alle massemedier var der en del panikindkøb. Det store flertal af russere – de mennesker, der bruger størstedelen af deres indkomst på fødevarer – mærkede de knusende følger af sanktionerne med det samme: Leve­ omkostningerne eksploderede, og livsvigtig medicin forsvandt fra apotekerne. Men bagefter så det ud, som om rublen blev styrket lidt, først og fremmest fordi det er olie- og gaseksporten og ikke international handel, der er den russiske valutas livsline. De vesteuropæiske regeringsledere sagde, at det ville være umuligt at undvære den russiske naturgas – og mente dermed, at det i hvert fald ville blive meget dyrt for dem. Det gik meget langsomt både for Vesteuropa og USA med at begynde at skære ned på deres indkøb af olie og gas fra Rusland. I skrivende stund er et totalt stop for import af russisk olie og gas noget, der fortaber sig i en fjern og utydelig fremtid. Hvis Rusland ikke længere kan eksportere olie og gas til Vesten, vil det være et enormt slag for landets økonomi – men ikke engang det vil være nok til at stoppe Putin. Han vil fortsætte sin krig uanset omkostningerne, både i menneske­liv og penge.

Navalnyj havde ikke ret. Det er brutalitet, undertvingelse og uindskrænket magt, der er Putins ultimative mål; rigdom er bare et frynsegode og et middel til at nå målet.

12

Retorikken i forbindelse med de vestlige sanktioner mod Rusland promoverer en anden forkert antagelse: At økonomisk pres kan fremskynde regimets fald. Russerne gør ikke oprør og vælter landets regering, ikke kun fordi protester er en usandsynlig reaktion på økonomiske vanskeligheder i en totalitær stat, men også fordi protester ville blive nedkæmpet brutalt. Eliten iscenesætter heller ikke et paladskup, for Putin kører sin regering som en mafiafamilie, hvor rigmændene, når de bliver udsat for pres, snarere vil prøve at albue hinanden til side for at komme tættere på mafiabossen end at iværksætte en sammensværgelse for at styrte ham. Ingen af disse konstateringer er noget nyt. Putin har både sagt til os og vist os, hvem han er, og hvad for et system han har skabt; de fleste vestlige ledere og en stor del af de vestlige massemedier har bare nægtet at høre efter og se det i øjnene. Nu er Putin i gang med at ødelægge Ukraine og knuse den sikkerhedspolitiske status quo i verden efter Anden Verdenskrig, og han truer med en atomkrig. Hvis det stadig forekommer os utænkeligt, er det kun, fordi vi har nægtet at se i øjnene, hvad der er at vide.

Tbilisi og New York, april 2022 Masha Gessen

13

14

PROLOG

Jeg vågnede ved, at der blev rusket i mig. Kate så rædselsslagen ud. »De siger et eller andet om Galina i radioen,« næsten hviskede hun. »Og om en revolver. Jeg tror, at ... Nej, jeg kunne ikke rigtig forstå det.« Jeg stod op og gik ud i vores lille køkken, hvor Kate havde lyttet til stationen Ekho Moskvy (Moskvas Ekko), landets bedste nyheds- og debatradio, mens hun lavede morgenmad.

Det var lørdag og en usædvanlig lys og frostklar morgen for en novemberdag i Moskva. Jeg var ikke spor urolig. Kates frygt smittede mig ikke. Det, hun havde hørt – eller, hvad der med hendes noget begrænsede beherskelse af russisk, nok var mere sandsynligt, havde misforstået – var i bedste fald indledningen til endnu en god historie. Som journalist ved Itogi, Ruslands førende nyhedsmagasin, opfattede jeg gode historier som mit domæne. Og der var masser af gode historier i de år. I et land, der var i færd med at genopfinde sig selv, var hver eneste by, hver eneste familie og hver eneste institution på den ene eller anden måde uudforsket territorium. Året var 1998. Siden be­­­gyndelsen af 1990’erne havde praktisk taget alle mine artikler været historier, der ikke var blevet fortalt før: Jeg til­­bragte næsten halvdelen af min tid væk fra Moskva, på rejser til konfliktzoner og guldminer, 15

børnehjem og universiteter, af­­­­folkede landsbyer og eksplosivt voksende oliebyer for at fortælle historier fra disse steder.

Itogi, der blev finansieret og ejedes af den samme russiske matador, som også ejede af Ekho Moskvy, belønnede mig for dette arbejde ved aldrig at beklage sig over mine noget ekstravagante rejseudgifter og ved ofte at bringe mine artikler som forsidehistorier.

Jeg var med andre ord et af de unge mennesker i Rusland, der havde opnået en forfærdelig masse i løbet af 1990’erne.

Mange, der var ældre eller yngre end jeg, havde mistet meget i overgangsperioden. Den ældre generation mistede alle deres sparepenge på grund af hyperinflationen og deres identitet på grund af det tilsyneladende bortfald af alle sovjettidens institutioner. Den yngre generation voksede op i skyggen af deres forældres frygt og også ofte deres fiasko. Men jeg var fireogtyve år, da Sovjetunionen brød sammen, og mine jævnaldrende og jeg brugte 1990’erne på at skabe vores fremtidige karrierer og det, vi opfattede som et nyt samfunds metoder og institutioner. Selv om voldskriminaliteten antog epidemisk karakter i Rusland i de år, følte vi os mærkeligt trygge: Vi iagttog, og beskrev også lejlighedsvis, den kriminelle underverden, men opfattede den ikke som noget, der kunne komme til at påvirke vores egne liv. Desuden var jeg over­ bevist om, at alt kun ville udvikle sig til det bedre: Jeg havde kort forinden købt en forfalden kommunalka, en tidligere fælleslejlighed, i Moskvas centrum og var gået i gang med at istandsætte den for at flytte dertil fra den lejelejlighed, jeg delte med Kate, en britisk redaktør for en publikation inden for olieindustrien. Jeg forestillede mig, at man kunne starte en familie i den nye lejlighed. Og netop den lørdag havde 16

jeg en aftale med en håndværker om at tage ud for at købe badeværelsesinstallationer.

Kate slog ud med armen mod ghettoblasteren, som om den var en giftspreder, og så spørgende på mig. Nyheds­ oplæseren blev ved med at gentage Galina Starovojtovas navn, igen og igen. Hun var en af den tids mest kendte russiske politikere, parlamentsmedlem og en veninde af os.

I slutningen af 1980’erne, hvor sovjetimperiet vaklede og var på randen af en kollaps, blev Starovojtova, der var social­ antropolog, demokratiaktivist og en af de mest prominente fortalere for befolkningen i Nagorno-Karabakh, en armensk befolket enklave i Aserbajdsjan, som blev ramt af den første af de mange etnisk motiverede væbnede konflikter, der skulle følge i kølvandet på Sovjetblokkens sammenbrud.

Som mange andre med en akademisk baggrund, der gik ind i politik, syntes hun at dukke op i offentlighedens søgelys fra den ene dag til den anden. Selv om hun havde boet i Leningrad siden sin tidligste barndom, gjorde det armenske folk hende til deres kandidat ved det første delvis frie, demokratiske valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet, og i 1989 blev hun indvalgt med et overvældende stemmeflertal. I Den Øverste Sovjet blev hun medlem af den såkaldte Interregionale Gruppe, en prodemokratisk mindretalsfraktion, som blandt andre Andrej Sakharov og Boris Jeltsin var ledere af. Så snart Jeltsin blev Ruslands præsident i 1990 – på det tidspunkt i realiteten kun en ceremoniel funktion og en slags venteposition – blev Galina hans nærmeste rådgiver, der officielt vejledte ham i etniske spørgsmål og uofficielt også i praktisk taget alle andre, herunder spørgsmål ved­­ rørende ministerudnævnelser. I 1992 overvejede Jeltsin at 17

gøre Galina til russisk forsvarsminister, og at udpege en ikke-militær person og en kvinde, der ovenikøbet nærmest var pacifist, til den post ville have været en storslået gestus i Jeltsins klassiske stil fra 1990’ernes begyndelse, et signal om, at intet i Rusland og måske i hele verden igen ville blive det samme som før.

At intet skulle få lov til at blive det samme som før, var kernen i Galinas politiske arbejde, hvad der i 1990’ernes begyndelse var radikalt selv for en demokratitilhænger.

Sammen med en mindre gruppe jurister og politikere forsøgte hun uden held at få indledt en rigsretssag mod SUKP, Sovjetunionens Kommunistiske Parti. Hun skrev et udkast til en lov vedrørende lustratsija eller lustration, et koncept, der var baseret på det oldgræske ord for renselse, men nu blev brugt i de fleste forhenværende østlande som betegnelse for forbuddet mod at lade tidligere medlemmer af kommunistpartierne og medarbejdere i det hemmelige politi varetage offentlige embeder. I 1992 fandt hun ud af, at KGB havde gendannet en partiafdeling inden for organisationen – en direkte overtrædelse af det forbud mod det russiske kommunistparti, som Jeltsin havde indført ved præsidentielt dekret efter kupforsøget i august 1991.

Ved et offentligt møde i juli 1992 prøvede hun at konfrontere Jeltsin med dette faktum, og han afviste det, hun sagde, på en så uhøflig måde, at det ikke alene kom til at signalere enden på Galina Starovojtovas karriere i hans administration, men også afslørede hans eget mere og mere overbærende forhold til statssikkerhedstjenesten og til de mange gammelkommunister, der enten sad i dens top­ledelse eller meget tæt på toppen. Efter at Galina var 18

blevet afskediget som præsidentrådgiver, koncentrerede hun sig om få lustrationsloven vedtaget, hvilket mislykkedes, og derefter trak hun sig i en periode helt ud af politik og rejste til Amerika, hvor hun først blev medarbejder ved USA’s Fredsinstitut og senere underviste på Brown University.

Første gang jeg mødte Galina, kunne jeg ikke se hende: Hun var skjult bag de hundrede tusinder af mennesker, der havde samlet sig på Majakovskijpladsen i Moskva den 28. marts 1991 for at deltage i en støttedemonstration for Jeltsin, efter at denne kort forinden havde fået en offentlig reprimande af Sovjetunionens præsident, Mikhail Gorbatjov. Desuden havde Gorbatjov den måned ved dekret forbudt alle demonstrationer i byen. Om morgenen begyndte kampvognene at rulle ind i byen, hvor de blev placeret på en måde, der havde til formål at gøre det så besværligt som muligt for folk at komme ind til den forbudte, prodemokratiske demonstration. Arrangørerne reagerede ved at dele manifestationen op i to demonstrationer, så folk i det mindste kunne nå ind til et af de steder, hvor det blev gennemført. Det var mit første besøg i Moskva efter ti år i udlandet som emigrant.

Jeg boede i min bedstemors lejlighed, og tilfældet ville, at den lå næsten lige ved siden af Majakovskijpladsen. Da jeg opdagede, at gaden, Tverskaja, var afspærret, gik jeg gennem den ene baggård efter den anden, og da jeg til sidst kom ud på pladsen gennem en portbue, befandt jeg mig med ét midt i folkemængden. Jeg kunne ikke se andet end de foran­ ståendes nakker og den ene række efter den anden af stort set identiske grå eller sorte uldfrakker. Men jeg kunne høre en kvindestemme, der rungede ud over de forsamlede og talte 19

om, at forsamlingsfriheden var forfatningssikret og ukrænkelig. Jeg vendte mig om mod en mand ved siden af mig, der havde en gul plasticpose i den ene hånd og et barn ved den anden. »Hvem er det, der taler?« spurgte jeg. »Starovoj­ tova,« svarede han. I det samme begyndte kvinden at anføre demonstrationsdeltagerne i et råb på fem stavelser, der syntes at give genlyd over hele byen: »Ros-si-ja! Jel-tsin!« Allerede mindre end et halvt år senere ophørte Sovjetunionen i realiteten med at eksistere, og Jeltsin blev det nye, demokratiske Ruslands leder. At det var en uundgåelig udvikling, blev klart for mig og mange andre netop den dag i marts, hvor folk i Moskva trodsede de kommunistiske myndigheder og deres kampvogne og insisterede på, at de ville tage til orde på en offentlig plads.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang mødte Galina personligt, men vi blev veninder det år, hun underviste på Brown University. Hun var tit gæst i min fars hjem i nærheden af Boston. Jeg rejste frem og tilbage mellem USA og Rusland, og Galina blev noget af en mentor for mig, når det gjaldt russisk politik, selv om hun af og til protesterede og sagde, at hun endegyldigt var vendt tilbage til den akademiske verden.

Det må have været i december 1994, hun holdt op med at sige det, da Jeltsin indledte en militær offensiv mod udbryder­ republikken Tjetjenien. Hans aktuelle rådgivere havde åbenbart givet ham forsikringer om, at det føderale magtcentrum hurtigt og smertefrit kunne tæmme dette oprør.

Galina betragtede Tjetjenienskrigen som den katastrofe, det i realiteten var, og som den hidtil største trussel mod demokratiet i Rusland. Det forår var hun i Ural­bjergene for at lede en kongres, der havde til formål at genskabe hendes 20

eget politiske parti, Demokratisk Rusland, som et par år tid­­ ligere havde været den mest indflydelsesrige politiske kraft i landet. Jeg dækkede denne partikongres for en af tidens førende russiske aviser, men på vej til byen Tjeljabinsk – tre timer med fly, fulgt af tre timer med bus – blev jeg udsat for et røveri. Det var næsten midnat, inden jeg ankom til Tjeljabinsk, chokeret og pengeløs, og løb ind i Galina i hotellets vestibule; hun var på vej ud efter en lang dags intense møder. Inden jeg kunne nå at sige et ord, trak hun mig med op på sit værelse, hvor hun stak mig et glas vodka og satte sig ved glassofabordet og gik i gang med at smøre en stabel pølsemadder til mig. Hun lånte mig også penge til billetten tilbage til Moskva.

Galina nærede tydeligt moderlige følelser for mig – jeg var jævnaldrende med hendes søn, der var flyttet til England sammen med sin far, omtrent samtidig med at hans mor blev en kendt politiker – men denne scene med pølsemadderne betød også noget andet: I et land, hvor de eneste politiske rollemodeller var politiske kommissærer i læderfrakker eller mere eller mindre affældige gamle mænd fra partiapparatet, bestræbte Galina sig på at skabe en fuldkommen ny figur, en politiker, som også havde en menneskelig side. Ved en russisk feministkonference chokerede hun tilhørerne ved at løfte op i kjoleskørtet; hun gjorde det kun for at bevise, at det, en mandlig politiker havde sagt om, at hun var hjulbenet, ikke passede. Hun var den første, der i et interview i et af de nye ugeblade talte om, hvor svært det var for en kvinde, der var så alvorligt overvægtig, som hun var, at finde tøj, der passede.

Samtidig kæmpede hun ihærdigt og stædigt for at få gennemført reformer på lovgivningsområdet. For eksempel forsøgte 21

hun sidst på året i 1997 igen at få lustrationsloven igennem – og igen uden held. I 1998 lagde hun en masse kræfter i at undersøge en kampagne, der havde finansieret nogle af hendes mest indflydelsesrige politiske fjender, herunder den kommunistiske formand for Dumaen, det russiske parlament. (Det kommuniske parti var blevet legaliseret igen – og var blevet et af de mest populære).

Jeg spurgte hende, hvad der havde fået hende til at genoptage sin politiske karriere, når hun udmærket vidste, at hun ikke igen ville få den samme indflydelse, som hun tidligere havde haft. Hun forsøgte flere gange at give mig et svar, men gik hver gang i stå, når hun skulle forklare, hvad der havde motiveret hende. Til sidst ringede hun til mig fra et hospital lige inden en operation; mens hun ventede på at blive bedøvet, havde hun forsøgt at sætte ord på sit livssyn og var omsider kommet i tanke om et billedligt udtryk for det, som appellerede til hende. »En af de gamle græske myter handler om harpyerne,« sagde hun. »De er skygger, som kun kan få liv ved at drikke menneskeblod. Et liv som akademiker er et skyggeliv af netop den slags. Men når man bidrager til at skabe fremtiden, om så blot en lille del af fremtiden – for det er jo det, politik handler om – så er det, at ens skygge kan få liv. Men kun ved at man drikker blod, herunder sit eget.« Jeg fulgte Kates blik. Hun stirrede stadig på ghettoblasteren, der var begyndt at knase lidt, som om det krævede den de største anstrengelser at få ordene ud gennem højtalerne.

Nyhedsoplæseren fortalte, at Galina var blevet skudt og dræbt nogle få timer tidligere i opgangen til den etageejendom i Skt. Petersborg, hvor hun boede. Hun var ankommet dertil med 22

fly fra Moskva samme aften. Hun og hendes juridiske assistent, Ruslan Linkov, havde først aflagt et kort besøg hjemme hos hendes forældre, inden de kørte videre til hendes lejlighed på Gribojedov-kajen, der ligger ved en af kanalerne og er en af byens smukkeste gader. Da de kom ind i opgangen, virkede lyset ikke; attentatmændene, der ventede på trappen, havde skruet alle pærerne ud. Alligevel fortsatte de op ad trappen, mens de talte om en retssag, der kort forinden var blevet rejst mod Galina af et af de nationalistiske partier. Så kom der en hul lyd og et lysglimt. Galina holdt op med at tale. Linkov råbte: »Hvad er det, I gør?« og løb lige imod kilden til lyden og lyset. Han blev ramt af de to næste kugler, der blev affyret.

Ruslan Linkov blev tilsyneladende slået bevidstløs, men kom bagefter til bevidsthed længe nok til at ringe en journalist op på sin mobil. Det var denne journalist, der tilkaldte politiet. Og nu fortalte stemmen i ghettoblasteren mig, at Galina var død, og at Ruslan, som jeg også kendte og holdt af, var indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.

Hvis denne bog havde været en roman, ville min person sandsynligvis have smidt alt, hun havde i hænderne, ved nyheden om sin venindes død og ville, vel vidende at det skulle forandre hendes liv for altid, være styrtet ud for at gøre et eller andet – hvad som helst, der ville være øjeblikket værdigt. Men i den virkelige verden ved vi sjældent, at vores liv forandrer sig ugenkaldeligt på de tidspunkter, hvor tragedien rammer. Jeg tog af sted for at købe bade­ værelsesinstallationer til min nye lejlighed. Det var først, da håndværkeren, som jeg havde med, sagde: »Har du hørt om det med Starovojtova?« at jeg standsede op. Jeg kan huske, 23

at jeg stirrede ned på mine støvler og på sneen, der var grå og hårdt tiltrampet af tusinder af håbefulde nye boligejeres fødder. »Mine folk og jeg havde skrevet kontrakt på at bygge en garage til hende,« sagde han. Af en eller anden grund var det netop da, mens jeg tænkte på, at min veninde ikke ville få brug for sin nye garage, at jeg blev klar over, hvor hjælpe­ ­løs, bange og vred jeg følte mig. Jeg skyndte mig tilbage til min bil, kørte til stationen og tog med toget til Skt. Petersborg for at skrive historien om, hvad der var sket med Galina Starovojtova.

De næste par år tilbragte jeg ofte flere uger i træk i Skt. Petersborg. Der var der endnu en historie, som ingen havde fortalt før – selv om det var en meget større historie end nogen af dem, jeg tidligere havde skrevet om, og endnu større end historien om mordet, hvor koldblodigt det end var, på en af landets mest kendte politikere. Det, jeg fandt i Skt. Petersborg, var en by – Ruslands næststørste – der udgjorde en stat i staten. Det var et sted, hvor KGB – den organisation, Starovojtova havde kæmpet sit vigtigste og mest håbløse slag imod – var almægtigt. Lokale politikere og journalister troede fuldt og fast på, at deres telefoner og kontorer blev aflyttet, og det så ud til, at de havde ret. Det var et sted, hvor der jævnligt blev begået mord på førende politikere og forretningsfolk. Og det var et sted, hvor mislykkede forretninger let kunne medføre, at en person havnede bag tremmer. Skt. Petersborg lignede med andre ord i høj grad Rusland, sådan som hele landet skulle komme til at se ud blot nogle få år senere, efter at magten ved Vladimir Putins tiltræden som præsident blev overtaget af de personer, der havde hersket i Skt. Petersborg i 1990’erne.

24

Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde givet ordre til mordet på Galina Starovojtova (de to mænd, der med flere års forsinkelse blev dømt for det, var bare blevet hyret til at myrde hende). Jeg fandt heller ikke ud af, hvorfor det skete. Hvad jeg derimod fandt ud af, var, at der hele vejen op gennem halvfemserne, mens unge mennesker som jeg selv skabte en ny tilværelse i et nyt land, samtidig havde eksisteret en parallel verden i Skt. Petersborg. Der var mange af de centrale træk ved det sovjetiske regime blevet bevaret: Det var et regime, som arbejdede på at udrydde sine fjender – et paranoidt og lukket system, der stræbte efter at opnå kontrol med alt og alle og skaffe sig af med alt det, det ikke kunne kontrollere.

Det var umuligt at finde ud af, hvem der havde fået Starovojtova dræbt, netop fordi det, at hun var stået frem som en fjende af det regime, havde gjort hende til en mærket kvinde, en dødsdømt kvinde. Jeg havde rejst i mange krigszoner og havde i bogstavelig forstand måttet arbejde under granat­ beskydning, men det her var den mest skræmmende historie, jeg nogensinde havde måttet skrive: Jeg havde aldrig før været tvunget til at beskrive en virkelighed, der var så følelseskold og brutal, så entydig og så nådesløs, så gennemkorrupt og så fuldkommen blottet for anger.

I løbet af nogle få år skulle det blive den virkelighed, hele Rusland levede med. Det, jeg vil fortælle om i denne bog, er, hvordan det gik til, at det blev det.

25

26