Som boblerne i bækken
En oldings notater om kærlighed
Af samme forfatter
Sære fortællere (1967)
Kaos og kærlighed (1971)
Ærinde i vildnisset (1974)
Digternes natur (1976)
Til glæden (s.m. M. Larsen og O. Thyssen) (1979)
Tristans børn (1982)
Den radikale Holberg (1984)
Magtspil (1986)
Den bratte forvandling (1987)
De sorte huller (1991)
Med andre ord (1996)
Den brogede oplysning (2003)
Oplysningen (2004)
Det tabte paradis (2006)
Dansk litteratur set fra månen (2006)
Tolerance (s.m. L.H. Kjældgaard) (2008)
Ironiens pris (2011)
Gør hvad du vil – men sig hvad det er (2013)
Tøsne og forsytia (2017)
Litteraturen giver form til en følelse (essays, red. M. Stidsen) (2019)
Johannes Ewald og frygten for frihed (2021)
Lykkeligt nær (2023)
Som boblerne i bækken
© Thomas Bredsdorff og Gutkind Forlag A/S, København 2025
Omslag og vignetter: © Thomas Thorhauge
Forsideillustration: © Alba Bjerknæs Bredsdorff
Sat med Garamond hos Geethik Technologies og trykt hos ScandBook EU info@gutkind.dk
ISBN 978-87-434-1159-8
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Gutkind Forlag · Læderstræde 9, 1. · DK-1201 København K gutkind.dk f gutkindforlag gutkind_forlag
Indhold
Glimt af kærlighed
Engle og djævle … 9
En nedstyrtet engel … 11
Hvad et leksikon kan fortælle … 15
Serenitet … 21
Romantisk vanvid … 25
High Society i Østafrika … 29
Når man ikke får det sagt … 33
Ude af sagaen … 39
Peter Pan eller ej … 43
Indisk morgen … 45
Brug og smid væk – og behold … 49
Ofre for kærlighed
Noget om europæisk kærlighed … 55
Abelard og Heloïse – før de blev idoler … 57
Hamlet og Ofelia – når magt knuser kærlighed … 79
Werther og Lotte – var det dødelig kærlighed? … 93
Lord Jim, lady Juvel – det ædle svigt … 103
Flere glimt
Muslimsk aften … 113
’Kærlighed er vedholdenhed’… 119
Den danske duftende have … 121
Kærlighed i kapitalismens tid … 125
Paulus, skurk og gudbenådet skribent … 129
Kærlighedens lyksalige
At elske Gud … 135
Forelskelser … 145
Livslang kærlighed … 151 – og barnet … 155
Noter … 159
Glimt af kærlighed
Engle og djævle
Jeg elsker Alba. Da jeg hentede hende efter skoletid i går, fortalte hun at de var gået ned ad trappen, en flok piger fra klassen. Stine var kommet til at skubbe til Lulu. Så havde Lulu givet Stine et ordentligt skub, selv om det ikke var med vilje Stine havde skubbet. Eva skubbede også. Og så Malou. Alle skubbede til hinanden dér på trappen.
Hvordan endte det? Jeg kom til at græde, sagde Alba, men så kom klasselæreren og fik det standset.
Det er vel begyndelsen til voksenlivet de oplever, de nu ikke længere helt små. Den slags vil deres liv blive fuldt af. Konflikter der opstår af ingenting og en misforståelse. Ved sin næste fødselsdag bliver Albas alder tocifret. Flere konflikter venter forude, uden en lærer til at løse dem.
Hjemme i stuen hos mig tegner hun to figurer adskilt af en streg. Den til venstre bærer en hjelm med horn der dækker øjnene, flagermusvinger og tunge støvler. Alba skriver Devil over hende. Figuren til højre har synlige øjne bag briller, bløde vinger og en glorie over hovedet. Angle står der over den, med næsten korrekt engelsk retskrivning. Jeg får ikke at vide om tegningen har noget med dagens oplevelse at gøre.
Jeg er sammen med Alba hver onsdag, henter hende fra skolen, læser højt for hende om eftermiddagen, mens
hun tegner. Forældrene kommer efter deres arbejdstid til aftensmad inden de tager hende med hjem.
Vi er ikke altid gode venner, Alba og jeg. Der er dage hvor hun ikke vil sige et ord og helst ikke gå ved siden af mig på vej til og fra bussen. Lige meget hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke åbne hende på de dage. Jeg bliver ked af det, men ikke træt af hende, som jeg ville blive, hvis det var en voksen ven der behandlede mig sådan. Mine følelser for hende er grundfæstede. Jeg kan ikke forestille mig en værre ulykke i mit liv end at Alba kom ud for en ulykke.
Jeg elsker hende, siger jeg, for det tror jeg. Men sikker er jeg ikke, det kan være at min følelse bare er forklædt selvforelskelse, hun er jo mit barnebarn, min slægts fortsættelse.
P.O. Enquists ’Den forstødte engel’ har undertitlen ’En kærlighedsroman’. Han skriver at kærlighed skal man ikke prøve på at forklare, men hvad var vi, hvis vi ikke forsøgte?
Jeg vil forsøge.
En nedstyrtet engel
Vil man forklare og definere kærlighed, kan man begynde to steder, i centrum eller i periferien. Enquist foretrak det sidste. Han indkredser udefra, nærmer sig fænomenet indtil han sporer liv. Han brugte i dramaet ’I min morfars hus’ et gastronomisk billede. Vil man undersøge om der er liv i en østers, drypper man lidt citron på randen af den for at se om den krymper sig. I ’Den forstødte engel. En kærlighedsroman’ bruger han ekstreme fortællinger til samme formål. Lægen K og hans fraskilte hustrus barn er blevet myrdet.
Ved en hadefuld skilsmisse havde hun fået forældremyndigheden over deres otteårige datter. Kvinden var besøgsven for en ung mand, her kaldet ’drengen’, i verden udenom bedre kendt som Ulven på Säter, et forvaringssted for psykopater. Drengen er dømt for at have dræbt et barn. Hun lånte ham nøglen til sin og datterens bolig, så han kunne bruge den når han var på udgang. En dag hun kom hjem, var drengen der allerede. Han havde selv låset sig ind. Sad på en slagbænk og nynnede. Under sædet på bænken lå hendes otteårige datter, myrdet.
Kvinden bliver så forstyrret at hun må indlægges på den psykiatriske. Når hun vil mødes med sin eksmand, stiller hun sig foran hans vindue indtil hun er sikker på at han
har set hende. Så går hun over til en bestemt pavillon med et kælderrum:
»K har fortalt hvad der sker. Hun går ned til et redskabsrum i pavillon 32, i kælderen, et aflukke hvor man opbevarer jutesække og græsslåmaskiner. Dér går hun hen. Dér kommer han også hen.
Så lægger hun sig på sækkene, til venstre for græsslåmaskinerne, og tager trusserne af. Og efter kort tid kommer K. Og så elsker de.
Sådan er det. Hun er syg. Han hader hende. De elsker.«
Historien om lægen K, hans fraskilte hustru og drengen der slår deres barn ihjel, er i romanen flettet sammen med fortællingen om Ruth Berlau, der efter sin elskede Brechts død gik rundt med en afstøbning af hans hoved i en hatteæske. Den tredje historie i fletværket handler om en mexicansk minearbejder, Pinon, født med en gevækst i panden som en sminkør i et omrejsende tivoli kunne få til at ligne et kvindehoved. Også den mands skæbne – eller mandens og hans kvinde-i-panden – kan P.O. få til at handle om kærlighed på kanten.
I ’Den forstødte engel’ er de tre fortællinger om ekstrem kærlighed klippet op i brudstykker og flettet ind i hinanden. Af en næsten lige så ekstrem fortæller.
I de mange år Lene og jeg boede sammen med vores datter Nanna i et rækkehus på det yderste Østerbro, låste vi aldrig
hoveddøren. Det er godt for venskaber, opdagede vi i det år hvor vi boede i en forstad til Boston. Det var derovre vi havde lært at man får mere godt end dårligt ud af at lade være med at låse sin dør. En morgen kom lille Nanna op til os i soveværelset og sagde at der lå en mand og sov på sofaen nede i stuen. Det gjorde der ganske rigtigt, men han havde ikke haft ondt i sinde, var bare blevet træt og havde lagt sig da han fandt muligheden. Han gik sin vej uden sure miner, da vi havde vækket ham.
En dag jeg kom hjem, lå der en seddel på bordet. Det skete af og til, når venner havde været her og var gået igen. Denne her seddel var skrevet af P.O., det er derfor jeg har den endnu, klistret ind i mit eksemplar af hans sprængte roman:
»K. Th!!!
Din ven var her. Tyst og tomt. Læste i ’The Postmodernist Reader’. Forstod at jeg kun har skrevet en eneste postmoderne roman, ’Den forst. engel’, hvis manglende form dog ser ud til at skyldes alkoholforgiftning. Er derefter vendt tilbage til modernismen.
Mener at kritikeren tager fejl. Modernismen endnu ikke forsøgt.
Tak!
P.O.«
Men jeg snakker mig væk fra emnet. Kærligheden, hvad er den?
De tre fortællinger som Enquist, beruset eller postmodernistisk, har flettet sammen, dufter af død og fordærv.
De er grænsetilfælde. Eller det er de måske netop ikke.
Måske er romanens budskab at kærlighedens centrale egenskab findes i de excentriske tilfælde. Kærligheden er grænseløs, er hvad disse grænsetilfælde ser ud til at sige.
Mit eksemplar af ’Den forstødte engel’ er ikke mit, opdager jeg. Dedikationen i håndskrift lyder – og nu oversætter jeg ikke længere: »Till Nanna – en förfärlig liten bok från tillgivne Onkel P.O.«
Ja, ’Den forstødte engel’ er en forfærdelig bog. Den er også svær at slippe når først man er blevet viklet ind i dens fletværk.
I sin som poetikforelæsning forklædte selvbiografi ’Vi ville have fortalt hinanden alt’ fortæller Judith Hermann at hun har genlæst ’Den forstødte engel’ tredive år efter at hun læste den første gang med begejstring, og lånt den til Jon, hendes ven/kæreste/ekskæreste, som leverer den tilbage til hende med replikken at han ikke kunne se nogen forbindelse til deres forhold i den. Det var heller ikke min tanke, svarer hun. Han skulle læse den på grund af den ene sætning hun har taget fra den: »enklere end dette bliver det ikke. Men hvem har sagt at det skulle være enkelt«.
Enkelt er det ikke, det med kærligheden. Så meget kan man med sikkerhed få ud af ’Den forstødte engel’.
Kærlighed skal man ikke prøve på at forklare, men hvad var vi, hvis vi ikke forsøgte?
Alt ændres med tidens gang. Også kærligheden. Når den meget gamle mand genlæser kærlighedens klassikere – Hamlet, Gisles Saga, Kama Sutra og flere – siger de noget andet end før.
I Som boblerne i bækken undersøger Thomas Bredsdorff, hvordan vores opfattelse af kærligheden forvandles gennem historien. I europæisk
litteraturhistorie er den romantiske kærlighed fyldigt beskrevet. Men hvad med den varige kærlighed? Den er overset – den er bare hverdag.
Og så er den menneskets bedste værn mod ensomhed. Særligt i en tid som vores, hvor kapitalismens distraktioner bemægtiger sig vores opmærksomhed, og hvor græsset altid synes at være grønnere inde ved siden af.
Med vignetter af Thomas Thorhauge.