Iron Butt i første sæson” Philip Pedersen fortæller om sine 2.500 km gennem Sverige

Drengedrøm + Fat Boy

Iron Butt

Philip Pedersen begyndte sit liv på Harley-Davidson med at køre en Iron Butt i sin første sæson.

TEKST OG FOTO // PHILIP PEDERSEN Idet tidlige forår år 2000 var jeg 18 år og havde lige erhvervet mig et motorcykelkørekort, og nu skulle jeg selvfølgelig også have noget at køre på.

Drengedrømmen var en Harley-Davidson Fat Boy.

Fat Boy modellen havde været på markedet siden 1990, men var allerede i 1991 blevet udødeliggjort efter Arnold Schwarzeneggers flugt på den gennem Los Angeles River med en terminator i hælene.

Mine penge var dog meget få, og jeg ville nok aldrig få succes med at anskaffe mig en blot med replikken ”I need your clothes, your boots and your motorcycle”, som Arnold gjorde.

Derfor måtte jeg sande, at drømmen om en Fat Boy var langt væk. Jeg endte derfor med en brugt Suzuki GN på 250 ccm, og jeg var lykkelig! Den gav mig friheden til at kunne køre ud i verden, og til trods for en tophastighed på 95 km/t nåede jeg ture så langt væk som Nordkap, Athen, Barcelona og den irske vestkyst.

Hvert år inkluderede et nyt eventyr ud i Europa. Jeg elskede de lange ferieture og havde allerede tidligt i mc-karrieren en drøm om at køre en Iron Butt.

Jeg endte jeg dog med at konkludere, at det ville være noget nær umuligt på så lille en maskine på grund af den lave fart, der ville give meget begrænset tid til at holde hvil, og derved gøre det for risikabelt.

Til trods for det endte jeg dog med at beholde den lille motorcykel, for jeg havde besluttet, at jeg KUN ville bytte den for en Fat Boy - ellers kunne det være lige meget.

Til Sverige med ny kæreste

I 2015 flyttede jeg sammen med min kæreste, som jeg havde mødt året før. Hun var

blevet gravid med tvillinger og havde to mindre børn fra tidligere. Jeg gik altså pludseligt fra at bo alene i en lejlighed med motorcykel i stuen, til at have parcelhus med frue, fire børn og en hund.

Nærmest ubemærket begyndte motorcyklen at blive begravet i skuret under haveredskaber, barnestole og bobslæder. Motorcykelbladene sandede til i børnetegninger, lige så hurtigt som de kom ind fra postkassen, og opmærksomheden var et helt andet sted.

Så kunne historien om mit motorcykelliv måske være endt her…. men det gjorde den heldigvis ikke!

Før tvillingerne blev født, havde jeg nemlig lige nået at pakke min gravide kæreste på bagsædet af Suzukien.

Hendes mave sad så på førersædet, og jeg sad mere eller mindre på tanken. Vi fik dog en fantastisk sommertur langs den svenske skærgård med telt, hygge og rigelige mængder potatissallad. En aften i solnedgangen fik jeg også hevet den medbragte ring op af inderlommen - og fik mit ja. Dermed havde jeg klogeligt vist hende, at det med at køre motorcykel kunne altså noget, og det var også noget man kunne deles om.

Ødegård eller Harley?

I slutningen af 2019 havde vi lidt luft i økonomien og overvejede at købe en lille hytte i Sverige, men enden på den søgen blev til sidst – ”hvorfor eje når man kan leje?”

Nu hang pengene så lidt i luften. Ideen om at holde ferie i Sverige fremover byggede meget på mindet om vores motorcykelferie i skærgården, og pludselig foreslog min elskede kone, at vi da også kunne realisere min drøm

Morgenmad i den svenske skærgård i 2015 før Philip friede til sin gravide kæreste Lone. Bemærk Suzuki 250 i baggrunden.

om en Fat Boy, og så forsøge at komme på motorcykelferie igen. Så måtte vi jo prøve at finde alenetid til det.

Det føltes som om, hun havde sat en hjertestarter på min indre motorcyklist og trykket på den store røde knap. Jeg så drømmen helt klart igen, kunne mærke lysten til at komme ud og køre, så nu skulle der altså smedes, mens jernet var varmt.

Få dage senere havde jeg samlet hele familien foran de forjættede haller til Grand Opening af Cap’s i Roskilde. Nu skulle de altså se en Fat Boy live, og alle var enige med mig i, at den nye 2018 model var vildt flot og sej. 14 dage efter underskrev vi en købsaftale på en FLFBS i farven ”barracuda silver denim-black denim”, og drømmen var gået i opfyldelse – jeg (eller vi) skulle have en Fat Boy.

Der var så kun lige et lille problem - sæsonen var slut, og der var pludseligt meget lang tid til 1. april.

Det føltes som om, hun havde sat en hjertestarter på min indre motorcyklist og trykket på den store røde knap.”

Lang vinter med katalogerne

Vintertiden indtraf, og jeg brugte hver aften i sofaen, når børnene sov, med at se anmeldelser af motorcyklen på YouTube. I december dukkede de første billeder op på internettet af en Fat Boy i den farve, vi havde valgt, og det gav en god fornemmelse, at nu rullede de første 2020 modeller af samlebåndet. Midt i januar, noget før forventet, kom der så pludselig besked fra Cap’s om, at nu stod der en stor kasse til os i Roskilde. Wow!

Vi var straks ude at bese vidunderet og give den et kram. De sidste to en halv måneds ventetid virkede nu nærmest uendelige. Jeg tilbragte derfor de fortsat kolde og mørke aftener med at studere det store H-D reservedelskatalog og skrive indkøbsliste, for jeg vidste godt, hvordan vores Harley skulle skæres. Forudsætningen var jo, at den skulle bruges til ferieture, og med min kærlighed til de lange ture var det nærliggende med det samme at udstyre den til en 2500 km Iron Butt – i Sverige selvfølgelig!

Her havde jeg helt styr på prioriteterne fra mine tidligere lange ture, så på toppen af ønskelisten stod et godt sæde med ryglæn til føreren, en vindskærm, highway pegs, cruise control og sidetasker til en stor madpakke.

Planlægning afgør alt

Endeligt blev det 1. april 2020, og til trods for fortsat nattefrost, udbrud af COVID-19 og problemer med levering af reservedele fra Harley i USA, ja så skulle cyklen hentes hjem. Det var mind-blowing at rulle den første km fra Cap’s og igennem Trekroner, hvor jeg i mine 20’ere boede i næsten 10 år, og hvor jeg har kørt rigtigt meget motorcykel og drømt om en dag at cruise afsted på en Fat Boy.

Foråret kom heldigvis i gang i løbet af de næste uger, og der var allerede tidligt på sæsonen masser af gode køredage. Fællesture med Harley-Davidson Club of Denmark, som jeg havde forestillet mig, var der dog ikke noget af, for alt var jo lukket ned.

I midten af maj havde jeg dog fået kørt de første 1000 miles, og fik derfor lavet den første service. Her røg de fabriksmonterede potter også røg ud til højre, så der kom noget mere bulder på drengen.

NU kunne jeg endelig begynde at lure på den perfekte weekend til at køre min Iron Butt.

Jeg havde forinden lagt et stort arbejde i at forberede ruten i detaljer, og jeg havde nærlæst de regler, der er for at få turen godkendt. 2.500 km på under 36 timer er langt, og skal man køre i Sverige, så vil man vide, at her findes bestemt ikke motorveje til hele turen. Til gengæld er der masser af øde landeveje, der er som skabt til en Fat Boy.

Dette udfordrer dog den højest mulige lovlige gennemsnitsfart og derved mulighederne for pauser. Af den grund studerede jeg meget grundigt køretider for forskellige ruteemner og vurderede på den baggrund, hvilken der ville være mest realistisk.

Jeg ønskede heller ikke at køre samme rute ud og hjem. Det stiller krav til, at der skal tankes på nogle nøglepunkter, da korteste distance mellem de benyttede tankstationer afgør ruten, og den distance man kan få godkendt. De steder, hvor man har tanket, dokumenteres med en kvittering, der skal have påstemplet dato tid og adresse. Jeg udarbejdede derfor et skema med de tankstationer, jeg skulle køre imellem, hvornår jeg senest skulle ankomme hertil, og hvor lang pause jeg kunne holde ved hver.

2.500 km på under 36 timer er langt, og der er ikke motorveje til hele turen. Til gengæld er der masser af øde landeveje, der er som skabt til en Fat Boy.

Ruten endte med at gå fra Birkerød til Stockholm via Øresundsbroen.

Herfra skulle jeg videre nordpå langs Sveriges østkyst til Sundsvall, hvor jeg ville have nået de første 1.000 km. Herfra ville jeg dreje ind i landet og tage turen sydpå i den centrale del af Sverige ad mindre hovedveje, inden jeg skulle mod Göteborg og Malmö og over broen tilbage til Danmark.

Google anslog den rute til 2.522 km med en køretid på 28 timer, hvilket var passende og gav tid til ca. 8 timers pause sammenlagt undervejs.

Ristede baglår

Til weekenden 27.-28. juni blev der lovet temperaturer omkring de 30 grader over hele ruten.

Det var årets lyseste tid, og hvis jeg kørte fra Danmark om formiddagen, ville natten indtræde, når jeg var længst mod nord, og jeg ville stort set kunne undgå mørke. Nu skulle det altså være!

Fredag aften blev der smurt en masse leverpostejsmader til turen – for hvem elsker ikke sidetaske-lun leverpostej? Jeg pakkede nødvendigheder som ørepropper, brillerens til visiret, telefonoplader, et liggeunderlag til en lur, lidt gaffatape, et par strips og selvfølgelig håndsprit….

Lidt før kl. 10 vinkede jeg farvel til en noget nervøs kone og kørte afsted mod den lokale tankstation, hvor en tankkvittering ville markere turens starttid.

Kl. 09:56 var dokumentationen i lommen, og turen var startet. Jeg var også selv meget spændt på dette tidspunkt. Jeg fik tanker om, hvordan blot en defekt lynlås i jakken kunne gøre det nær umuligt at gennemføre turen. De første timer gik dog hurtigt, og jeg nød, hvordan motorcyklen åd kilometerne

Jeg kørte ind i landet med en fantastisk flot og vedvarende solnedgang fra den lave sol, som hang lige over horisonten og kastede den de smukkeste farver op på himmelen.”

og altid var parat til at overhale en langsom Volvo med et brøl!

Det var så varmt, at alle lynlåse i jakken var åbne, og så var bekymringerne om en defekt lynlås jo ikke nødvendige. En åben jakke ændrede dog ikke på, at jeg fik at føle, hvad det er, Fat Boy ejere fra varmere himmelstrøg end de danske klager over.

Jeg endte nemlig i en mindre kø i 33 graders varme, og her kunne jeg mærke mine baglår blive grillet over en sagte motorild. På et tidspunkt, hvor jeg blev stoppet helt ved en jernbaneoverskæring, valgte jeg simpelthen at hoppe af og stå ved siden af motorcyklen.

Lys, men kølig nat

Senere på dagen, da solens kraft var begyndt at aftage, rullede jeg langsomt den ene lynlås efter den anden op, og da jeg nåede Sundsvall efter 1000 km og 12 timers kørsel, var det med lidt køligere temperaturer. Derfor tænkte jeg, at natten nok ville blive helt perfekt. Her skulle jeg så blive klogere!

Jeg kørte ind i landet med en fantastisk flot og vedvarende solnedgang fra den lave sol, som hang lige over horisonten. Herfra kastede den de smukkeste farver op på himmelen og sørgede for at mørket aldrig kom. Ved midnat nåede jeg turens toppunkt Brunflo, der er på højde med Trondhjem og ligger ved foden af de svenske fjelde.

Dokumentation til Iron Butt Association – kvittering med tid og adresse påstemplet og billede af speedometer.

Herfra fik jeg ringet hjem til min kære kone efter tankningen. Hun sad med appen til GPS-trackeren og fulgte mig live og var stadig lidt nervøs, specielt nu hvor det blev nat, og jeg skulle kunne holde mig vågen. Jeg forsikrede hende dog igen om, at min og motorcyklens hjemkomst i hel tilstand var vigtigst, og følte jeg mig træt, så ville jeg stoppe og hvile.

Lyset hjalp helt sikkert med at holde mig frisk, men jeg havde ikke forberedt mig på den fugt, der ruller ned fra fjeldene. Efter midnat faldt temperaturen voldsomt, og det ekstra tøj, jeg havde pakket, var begrænset til en ren t-shirt, og den var der ikke meget varme at hente i!

De følgende timer blev derfor noget af en prøvelse, og jeg måtte bruge hvilene på små løbeture omkring motorcyklen og på at varme handskerne på motoren, der pludselig slet ikke var varm nok efter min mening. I løbet af natten mødte jeg dog også en anden udfordring, da der var ca. 50 kilometer, hvor man havde valgt at skrabe asfalten af og efterlade en hullet ru overflade.

På positivsiden var dog, at det sænkede farten og dermed vindafkølingen lidt, og jeg kunne koncentrere mig mere om at undgå hullerne end på at tænke på kulden.

”Lille Iron Butt” gennemført søndag morgen

Lidt før kl. 06 søndag morgen nåede jeg 1000 miles. Jeg havde altså brugt mindre end 24 timer på denne strækning, hvilket er kravet for at have gennemført en lille Iron Butt. Med den succes og den tiltagende sol steg humøret gevaldigt. Det til trods kunne jeg mærke, at de mange køretimer og specielt nattens kulde havde tæret på kræfterne, og jeg blev træt. Det var derfor tid til et længere hvil.

Jeg gjorde holdt ved en lille svensk landsbykirke, og rullede liggeunderlaget ud i skyggen af et stort egetræ og lagde mig til rette. Timeren på telefonen satte jeg på to timer og faldt i søvn.

Kun en time senere havde solen dog flyttet sig, og jeg lå nu direkte i solen, hvor min ryg var blevet lige vel varm, og jeg kunne efterfølgende ikke falde i søvn igen.

Jeg tog derfor beslutningen om at køre videre, og så måtte jeg stoppe igen, hvis jeg fortsat var træt. Den korte lur havde dog virket, og den ene time endte faktisk med at blive det eneste, jeg sov på turen.

De sidste kilometer omkring København blev der smilet meget bredt, og da jeg igen rullede ind på den lokale tankstation, blev der råbt højt af glæde.”

De sidste godt 800 kilometer sydpå gik jævnt med små pauser, og mit skema viste mig, at der var god tid tilovers. Det var rart på dette tidspunkt, hvor man ikke har lyst til at stresse.

Gennemført med næste to timer i overskud

De sidste kilometer omkring København blev der smilet meget bredt i hjelmen og kl. 20:16 søndag aften, da jeg igen rullede ind på den lokale tankstation, blev der råbt højt af glæde inde i hjelmen - jeg havde gjort det - motorcyklen havde gjort det!!

Hjemme på matriklen blev jeg vel modtaget af min kone og mine små tvillingepiger i nattøj, der havde ventet oppe på deres far. Det føltes som havde jeg været væk i ugevis, for glæden ved at være hjemme var utrolig stor.

I dagene efter turen kunne jeg gøre status og konstatere, at alle mine drømme og forestillinger om at eje en Fat Boy var blevet indfriet. Den havde jo i min optik altid været verdens fedeste motorcykel, men nu havde den også leveret. Den havde vist sig som en fantastisk maskine til langtur, og alle kilometer var blevet krydret med rå lyd, ægte Harley vibrationer og et fantastisk kraftoverskud til lige at gøre smilet endnu bredere.

For min krops vedkommende kunne jeg konstatere, at jeg må have en ægte Iron Butt, for den havde klaret turen overraskende godt. Jeg havde dog et par uger efter turen en følelsesløs finger af at tage koblingen og et ømt håndled af at vride gashåndtaget trods flittig brug af cruise control.

I skrivende stund er køresæsonen 2020 slut, og Mr. Grey - som vores Fat Boy er blevet døbt - er trillet i ly for vinteren. Tiden går derfor igen med næsen i HD-kataloget, med at genopleve årets ture i erindringen og drømme om og planlægge næste års ture.

Jeg håber virkelig, at vi får et mere socialt venligt 2021, hvor vi kan få hilst på mange flere af jer gode Harley-folk, men der skal lyde en stor tak for en varm modtagelse til de af jer, vi har mødt.

Made in the USA