george vinter 2007 - 84. årgang nr. 3

george Naturlig Ret – en hundredårs bog

- handler mest om de tanker som Severin Christensen og C. Lambek gjorde sig om samfundets indretning

v/ Peter Ussing

Forum for frihed og ligeret 84. årg. nr. 3

vinter 2007

… læs side 2

Trekantregeringen fylder 50

- lidt om hvad der skete før, under og efter denne epokegørende begivenhed?

v/ Svend Tornbjerg

… læs side 4

Georgeister med go´ i

- Nock og Chodorov er et par meget specielle amerikanske georgeister, som vi ikke hørte ret meget til i vores del af verden

v/ Lars Rindsig

… læs side 6

Henry George går efter guldet

- hans sociale og politiske bevidsthed vækkes efterhånden gennem en meget usikker og omskiftelig ungdomstid med mange eksperimenter og mangeartede oplevelser

v/ Svend Tornbjerg

… læs side 8

De go’e gamle dage

- Grundskyld, som var navnet på vores blad den gang, bød beslutningen om at gå i regering velkommen, men var i øvrigt meget kritisk overfor de fremsatte lovforslag

v/ Dan Holst Nielsen

… læs side 11

Forsidebilledet i sidste nummer viste en udsigt over Middelhavet ved Costa del Sol i Spanien. Denne gang er vi hjemme i Danmark med et efterårs- eller vintermotiv fra Kertinge Nor ved Munkebo.

Dansk landbrug i aktuel belysning

- efter et vellykket foredrag i Huset på Lyngbyvej ved direktør for Dansk Landbrug, Carl Aage Dahl, har vi fundet det opportunt at bringe – lad os kalde det - et udbygget referat af talen

v/ Finn Becker-Christensen … læs side 13 … og meget mere

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

1

Peter Ussing

Naturlig ret en hundredårsbog Det første årti i det 20. århundrede var præget af et demokratisk gennembrud, hvor det endnu liberale venstre var kommet til magten i 1901, og hvor socialdemokratiet i stigende grad satte dagsordenen. Georgeismen var blevet så meget af en folkebevægelse, at forfatteren Jacob Knudsen i romanen ”Fremskridt” tog afstand fra den.

I denne levende periode dukkede flere bøger op om etik og moralspørgsmål, vel også fordi den kristne kirke i Europa ikke længere kunne bestemme menneskers adfærd og indbyrdes forhold. I Danmark skrev flere forfattere om moral og etik, bl.a. skolebestyrer, senere filosofiprofessor C.N. Starcke, viceskoledirektør Niels Bang, realskolebestyrer C. Lambek og lægen Severin Christensen.

Ikke mindst Lambek og Christensens kørte i begyndelse af 1900-tallet et parløb, der mindede lidt om gensidig konkurrence. Christensen skrev i 1907 - altså i år for 100 år siden - den store bog om ”Naturlig Ret paa Grundlag af ækvivalent Kompensation” – med undertitlen en moral- og retsfilosofisk Undersøgelse. En forkortet udgave blev udgivet i Sverige under titlen ”Rätt och Orätt” 1910. Den er senere udkommet på dansk. I 1911 kom så bogen ”Retsstaten”, hvor Severin Christensen drog politiske konsekvenser af arbejdet om naturlig ret.

I disse år skrev Lambek flere mindre

skrifter, der tilsammen rummer hans system: Om social Retfærdighed paa Grundlag af Ejendomsret, 1908, Indledning til Kulturens filosofi, 1910 og Personlig Kultur, samme år. Bortset fra den sidste, der i år er udkommet i 4. oplag, er disse bøger ikke blevet stående.

Det store navn i tænkningen var den internationalt kendte filosofiprofessor Harald Høffding, der hyldede lykke- eller velfærdsmoralen. Ikke mindst Severin Christensen tog afstand fra Høffdings tænkning.

Begrebet retfærdighed Severin Christensen indleder ”Naturlig Ret” med en diskussion af begrebet retfærdighed. Han kommer til det resultat, at gengæld eller kompensation er et meget centralt begreb i forbindelse med definitionen af, hvad der er retfærdigt. Vi møder både i naturen og i den menneskelige psyke et motiv til kompensation, og dagligdagens almindelige adfærd er styret af hensyn til den balance, der består i, at ydelse kræver vederlag.

Severin Christensen mener, at der gennem almene erfaringer har udviklet sig en moral, der kræver balance eller ækvivalens mellem ydelse og modydelse, og i den forbindelse opererer han med et skyldbegreb, som skal genskabe balancen, hvis og når den går tabt.

På dette grundlag formulerede han retsmoralen eller vederlagsprincippet.

Severin Christensen omformulerer udtrykket skyld til at dække den forpligtelse, man konkret pådrager sig ved at modtage ydelser og varer, som kræver kompensation, ligesom ordet også dækker de forseelser, man objektivt set lader gå ud over andre. For at skyld betragtet som kompensation skal have nogen mening, skal der logisk set være ækvivalens mellem det, man modtager, og det, man yder til gengæld, (vederlag), eller mellem forseelsen og det, man efterfølgende gør godt med.

En videnskabelig etik?

Severin Christensen opfattede retsmoralen som videnskabelig. Det har

2

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

Forfatteren til denne artikel er ejer af et eksemplar af Naturlig Ret, som Severin Christensen i sin tid sendte til vennen C. Lambek.

han beskæftiget sig med i nogle mindre skrifter.

I dag vil ingen anerkende nogen moral som videnskabelig bevist. Det udelukker naturligvis ikke, at retsmoralen såvel som anden etik og moral kan beskrives videnskabeligt. Naturlig Ret er jo også et videnskabeligt arbejde.

Med vort større kendskab til bl.a. psykologi kan vi i dag mere indgående beskrive motivet til at søge og yde kompensation og f. eks. se, hvilken rolle det spiller i bl.a. konfliktforskning og konfliktløsning. Men man kan ikke benytte videnskaben til at fastslå, hvilke normer vi skal rette os efter.

Severin Christensen erkendte da også, at retsmoralen har et ”sidste-formål”, der hviler på en subjektiv opfattelse, det man kan kalde en værdidom.

Severin Christensens statsopfattelse Severin Christensen tilsluttede sig ligesom C. Lambek og C. N. Starcke den georgeistiske bevægelse og var en overgang o. 1910 medredaktør af tidsskriftet ”Ret”, der blev udgivet af godsforvalter og sagfører Sophus Berthelsen. Det blev betragtet som organ for den danske Henry George Forening. Henry George var en at inspirationskilderne til såvel ”Naturlig Ret” som ”Retsstaten”. Man kan godt opfatte Severin Christensen som en tænker, der videreudviklede georgeismen.

Men hans skrifter har også et selvstændigt indhold. Henry George havde ikke i særlig grad beskæftiget sig med statens væsen.

Det emne tog Severin Christensen op.

Hans statsopfattelse kommer frem i bogen ”Retsstaten”, og den er et led i en statskritisk tradition i europæisk tænkning. Mens andre forfattere normalt ser staten i lyset af nogle mere eller mindre veldefinerede menneskerettigheder, prøver han den offentlige virksomhed på den moral, der gælder i hverdagen, nemlig retsmoralen. Severin Christensen udvider menneskerettighederne og formulerer et nyt ejendomsretsbegreb. Derved bliver retsstaten revolutionerende i forhold til opfattelsen af de almindeligt anerkendte

menneskerettigheder.

Severin Christensens ideal er det retsafgrænsede demokrati. Det vil sige en demokratiform, hvor styrets magtområde er afgrænset af de elementære menneskerettigheder og begrænset til at være vogter af den etiske ejendomsret, både den enkeltes ret og fællesskabets ret. Derfor hed den forening, som han, Lambek og Axel Dam stiftede i 1916 Retsdemokratisk Forbund.

Den frie personlighed Man kan derefter spørge, hvad er de grundlæggende påstande (værdidomme/ aksiomer) bag den retsdemokratiske filosofi? Severin Christensen var udpræget individualist. Derfor er det naturligt at se på hans menneskesyn først. Jeg mener, at det med en moderne sprogbrug kunne være: 1. Mennesket betragtes som et frit, handlende og ansvarstagende individ, der ikke må underordnes andres formål.

Hans menneskeopfattelse rummer en udpræget frihedsfølelse for den enkelte.

Den frie personlighed er udstyret med en vilje til vækst, det er handlende, og det er i stand til at tage vare på sig selv.

Den sociale personlighed Mennesket er socialt og som sådan i stand til at tage ansvar for sine handlinger, bl.a. gå ind under kravet om ækvivalent kompensation. Det fører til den næste tese: 2. Mennesker lever i samfund, og det medfører nogle begrænsninger i den individuelle handlefrihed, fordi vi ønsker at leve i et fredeligt og tillidsfuldt samarbejde.

Den første del af udtrykket er en konstatering. Den sidste del er en påstand.

Man kunne samle de to teser i ét ”sidsteformål”, der vil være en gensidig respekt for mennesket og dets rettigheder og en tro på dets muligheder for at leve selv og sammen med andre.

Betingelsen Skal mennesket være frit og samtidig ansvarligt, skal det gå ind under den gensidighed, der ligger i vederlagsprincippet.

3. Severin Christensen opstiller som betingelse for et fredeligt og tillidsfuldt samarbejde etisk ejendomsret og den deraf følgende ækvivalente kompensation eller vederlagsprincippet.

Ejendomsretsbegrebet hos Severin Christensen er meget omfattende, og rummer bl.a. hele den personlige frihed. Severin Christensen knytter etisk ejendomsret til det personlige arbejde.

Man har fuld ejendomsret til sin egen arbejdsindsats, men man skal så også være villig til at yde ligeværdig kompensation, vederlag, for de ydelser og varer, man modtager fra andre.

Hvad der således ikke kan begrundes en personlig ejendomsret til, eller de værdier, der fremkommer som følge af samfundets udvikling (jordværdierne), må ligesom naturens værdier (mineraler af alle slags) betragtes som fælles eje. Det gælder så om at finde en praktisk form at håndhæve dette fælleseje, og her kommer Henry Georges ind i billedet.

Den retsdemokratiske stat Severin Christensen gik ind for Henry Georges økonomiske lære om fælles eje af jordrenten, men han kunne ikke acceptere, at den kunne bruges til hvad som helst, og her adskiller han sig afgørende fra Henry George. Dermed kommer vi til den 4. tese: 4. Offentlig virksomhed må kun omfatte de objektive fællesopgaver. Disse opgaver skal finansieres.

Når man spørger, hvad der objektivt set er fællesopgaver, vælger han dette kriterium: noget, som alle har lige interesse i. Han forestiller sig, at man ad spekulativ vej kan definere, hvad der er i alles interesse.

Den overordnede fælles interesse er sikringen af den enkeltes ret og den fælles ret, med andre ord menneskerettigheder, som de formuleres af retsmoralen.

Severin Christensen frygtede, at den moderne stat skulle blive et flertalsdiktatur frem for, at de offentlige organer blev fora for borgernes fælles problemløsning.

Finansiering af den offentlige virksomhed De offentlige opgaver skal i henhold til vederlagsprincippet finansieres, og her kunne der tænkes forskellige muligheder, hvor udgangspunktet er etisk ejendomsret. Severin Christensen valgte i overensstemmelse med Henry Georges lære, at det skulle ske gennem en jordværdiafgift, grundskyld, og afgifter på udnyttelse af naturværdier. Det var der for så vidt god logik i, fordi man kunne sige: fælles ejendomsret betaler fælles virksomhed.

Andre muligheder kunne også tænkes, selv om grundskylden under alle omstændigheder skal opkræves for, at man kan tale om en retsstat..

Henry George forestillede sig, at jordrenteafgiften, grundskylden, kan dække alle offentlige udgifter. Dermed fik hans tilhængere skabt det dilemma, som har voldt mange kvaler og unødige spekulationer, fordi man ikke har erkendt, at der er tale om to områder, der ikke har noget med hinanden at gøre: Severin Christensens retsstat er en statsteori, et spekulativt system, der er baseret på nogle principper omkring det offentlige livs etik.

Finansieringen af retsstaten (gennem grundskylden) er et økonomisk system, der er underkastet almindelige videnskabelige erfaringer. Størrelsen af grundskyldens provenu kan kun besvares gennem erfaringer.

Den spekulative statsteori og de empiriske beregninger af grundskyldens provenu er to størrelser, der er uafhængig af hinanden.

Velfærdssamfundet Severin Christensen skrev også i opposition til den lykke- eller velfærdsetik, som bl.a. Harald Høffding docerede. Han skrev i sin dagbog i 1915 – 17: ”Det moderne demokrati udvikler sig mere og mere til et gensidigt forsikringsselskab mellem dem, der kæfter bedst op, og udplyndring af de andre.”

Han frygt var for så vidt vel begrundet.

Det ser man ikke mindst i vore dage, hvor der er stigende krav om, at det offentlige foretager en fordeling af indkomsterne i samfundet, i stedet for at tage fat på de strukturer i samfundet, som skaber fattigdom og bevirker, at folk ikke er i stand til selv at klare mange af de opgaver, man nu overlader til det offentlige.

I modsætning til Severin Christensen kan Henry George ikke betragtes som en modstander af velfærdsstaten. Det er måske heller ikke muligt helt at opretholde den skarpe sondring mellem en velfærdsstat og en retsstat, som Severin Christensen foretog. Der er i vore dage en større forståelse for, at et samfund må bygge på menneskerettigheder, og at et velfærdssamfund ikke kan opretholdes uden en retsstat som forudsætning. Et velfærdssamfund forudsætter derfor de reformer af ejendomsretten, som Severin Christensens retsstat anviser. Og dem tør velfærdspolitikerne i dag ikke røre ved.

Derfor er det moderne samfund ikke nogen rigtig velfærdsstat.

Læs mere i artiklen ”Naturlig Ret” på Retsforbundets hjemmeside: www.retsforbundet.dk/artikler, hvor emnet uddybes.

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

3

Svend Tornbjerg

Trekantregeringen fylder 50

Baggrunden var grundskyldskommissionens betænkning og valgresultatet I maj måned i år var det 50 år siden, trekantregeringen blev til. Den slags er normalt ikke noget, man fejrer, men i georgeistiske kredse var det en så interessant begivenhed, at den stadig er genstand for vurdering og debat.

Man kan være uenige om et og andet i den forbindelse, men at det var et vovestykke for et georgeistisk parti som Retsforbundet at danne regering med Socialdemokratiet og Det radikale Venstre, kan alle være enige om, men det gav også visse muligheder.

3 partier med grundskyld på programmet En væsentlig forudsætning for dannelsen af trekantregeringen eller grundskyldsregeringen, som den også blev kaldt, var grundskyldskommissionens betænkning fra 1954. Arbejdet i den havde skabt væsentlige personlige kontakter og bedre forståelse for emnets betydning på af tværs politisk ståsted. Derfor var det helt naturligt, at Retsforbundet efter folketingsvalget den 14. maj 1957 søgte kontakt med de to partier, der også havde grundskyld på programmet. Socialdemokratiet 70 mandater, Det radikale Venstres 14 og Retsforbundets 9 gav jo et solidt flertal på 93 ud af folketingets 179 medlemmer.

Valgets tale Inden valget havde Retsforbundets mest markante skikkelse siden 1945, Viggo Starcke, ført en effektiv kampagne for grundskyld til afløsning af skatter på indkomst, for frigørelse af udenrigshandelen og for et hæderligt pengevæsen. De stadige vanskeligheder med underskud på statsfinanserne, på handelen med udlandet, med inflationen og arbejdsløsheden blev slået fast, så mange forstod, at Retsforbundet havde en løsning på disse problemer. Valgets resultat blev da også, at Retsforbundet vandt 3 mandater. Efter valget fremhævede Starcke, at det viste fremgang for ikke bare en liberal politik, men også, at der nu var et flertal for en regering, der havde

4

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

grundskyld som bindemiddel. Venstre, der også havde vundet 3 mandater, bemærkede især det første punkt i Starckes udtalelse, og det førte til, at dette partis leder Erik Eriksen indbød Starcke til en samtale. Den kom der imidlertid ikke noget ud af, for som Erik Eriksen bagefter sagde: de to var ikke på bølgelængde.

Det andet punkt blev registreret af nogle fremtrædende socialdemokrater, således af partiets politiske ordfører Kaj Bundvad. Væsentligt var det også, at finansminister Viggo Kampmann havde blik for en grundskyldsregering.

Det radikale Venstre kom dog først med i trekanten en uge efter valget, da det viste sig, at partiets bestræbelser for at få dannet en ren venstreregering var slået fejl. I øvrigt havde Bertel Dahlgaard fra Det radikale Venstre udtalt, at han hellere ville dø en naturlig død end sidde i regering med Starcke, men nu var der ingen vej udenom.

Dahlgaard valgte trekantregeringen.

Startede med en regeringsprotokol Søndag den 26. maj var forhandlingerne slut, og de tre partier kunne renskrive den såkaldte regeringsprotokol, der er gengivet i sin helhed i Tage Kaarsteds bog ”Regeringskrisen 1957”.

Dagen efter mødtes de tre partiers ledere H.C.Hansen, Jørgen Jørgensen og Viggo Starcke for afgøre ministeriets sammensætning.

Retsforbundet fik tre ministre.

Viggo Starcke blev minister uden portefølje, Søren Olesen indenrigsminister og Oluf Pedersen fiskeriminister.

Sidst på eftermiddagen kunne H.C.Hansen så omsider begive sig til Fredensborg, hvor han blev modtaget af kongen, som fik forelagt ministeriets sammensætning, hvorefter kongen opfordrede

H.C.Hansen til at danne et nyt ministerium.

Tirsdag den 28. maj kl. 15 var det nye ministerium hos kongen for at takke for udnævnelsen. Den følgende dag mødtes regeringen med folketinget, som opponerede kraftigt, men måtte tage dens udnævnelse til efterretning. I den borgerlige presse blev der ikke sparet på krudtet. Det gik især ud over Viggo Starcke, som den mente burde føre borgerlig politik.

Først skulle statskassens underskud dækkes Det første, den nye regering tog fat på, var at skaffe dækning for et underskud i statskassen på 300 mio. kr. Det havde Retsforbundet forpligtet sig til at medvirke til, skønt partiet ikke havde hverken lod eller del i dette underskud.

100 mio. kr. blev fundet ved besparelser på ikke lovbundne udgifter. 100 mio. kr. skaffedes ved øgede afgifter på tobak, vin og spiritus, de såkaldte ”giftskatter”, men Retsforbundet gik kun med til

Oluf Pedersen

denne del mod at få gennemført en bunden opsparing på 100 mio. kr. på de højeste indtægter, idet partiet mente, at det gav bedre balance i byrdefordelen mellem rige og fattige. Så tog man fat på at lempe på det bundne boligmarked.

Renten på statslån i almene boliger blev forhøjet med 1%. Huslejen i private udlejningsejendomme fik lov at stige.

Men samtidig pålagde man kommunerne at opkræve et tilsvarende beløb i kommunal grundskyld mod samtidig at sænke de kommunale indkomstskatter.

Herved undgik man, at pristallet steg Erhvervsfremme og besparelser For at fremme de produktive erhverv indførte regeringen skattefrie afskrivninger og skattefrie henlæggelser til investering. Der blev gennemført et forsvarsforlig, som blev dyrere end det, regeringen havde foreslået, fordi Venstre og Det konservative Folkeparti skulle være med. Bemærkelsesværdigt er det, at Oluf Pedersen undlod at stemme ved den endelige vedtagelse. På radikal foranledning blev der lavet en ny folkeskoleordning med enhedsskolen som varemærke. Alt imens søgte Retsforbundet at undgå overdreven forbrug af offentlige midler. I.M.Pedersen, også kaldt Spare-Pedersen, var særlig aktiv i den sammenhæng.

Et stykke hen i regeringsperioden blev Danmark tilsluttet frihandelsområdet ”De Syv” med Storbritannien som det største medlemsland, men også Sverige og Norge var med. Herved blev der indført frihandel med industrivarer, men ikke med landbrugsvarer. Det skabte øget konkurrence på industriområdet og dermed lavere priser. Da det samtidig lykkedes regeringen at undgå opslidende konflikter på arbejdsmarkedet, kunne man i 1960 konstatere, at priserne under hele regeringens levetid blev holdt i ro.

Inflationen var blevet standset, samtidig med, at der blev skabt fuld beskæftigelse.

Til sidst tog man fat på grundskylden For Retsforbundet var der imidlertid ikke opnået tilfredsstillende resultatet på grundskyldsområdet. Derfor pressede Oluf Pedersen på for at få et lovforslag på bordet. Det skete den 31. marts 1960, da finansminister Viggo Kampmann fremsatte et lovforslag om at lægge en 4%`s afgift på al jordværdistigning.

Men forslaget blev svækket derved, at de radikale fik indføjet, at den konjunkturstigning, der var konstateret

før den 1. september 1960, ikke skulle regnes med i grundlaget for beregning af grundstigningsskylden. I sin bog ”Fra Nimandsudvalg og Trekantregering” skriver Oluf Pedersen: ”For landbrugsjord blev det ( det såkaldte konjunkturtillæg) så stort, at der praktisk taget ikke blev nogen ”afgiftspligtig grundstigning” af stigningen fra før 1960. For parcelhuse blev der fritagelse for at svare ”afgiftspligtig grundstigning”, indtil ejerskifte.”

Grundstigningsskylden kom for sent Loven om grundstigningsskyld blev vedtaget så sent i regeringsforløbet, at den ikke blev implementeret inden det folketingsvalg, der blev afholdt i november 1960. For mange kom ordningen derfor til at stå som uklar og forvirrende, så modstanderne af den fik alt for let spil, og det er sikkert med til at forklare det dårlige resultat, som Retsforbundet fik ved valget. De gode resultater, som regeringen ellers kunne fremvise på alle væsentlige områder: overskud på statsfinanserne, overskud på valutaregnskabet, fuld beskæftigelse, stor fremgang i erhvervslivet og et pristal, der blev holdt i ro, blev på valgdagen tilskrevet Socialdemokratiet, der med en gevinst på 6 mandater kom op på 76, mens de radikale mistede 3 og Retsforbundet alle sine. Ganske vist fik Retsforbundet 52.230 stemmer, svarende til 3-4 mandater, men kunne ikke klare valglovens spærreregel på 60.000.

Efterdønninger Om tiden efter trekantregeringens fald skriver Oluf Pedersen bl.a.: Ja, ikke blot undlod man en ny grundskyld, nej, man nedsatte den bestående amtskommunale grundskyld. Og dertil kom, at man i 1961/62 – til stat og kommune kun havde en indkomststigning på 885 mio. kr., men gav 2122 mio. kr. eller 1237 mio. kr. mere ud. Det kan ikke undre nogen, at denne pengeudpumpning satte fuld gang i grundspekulationen.

Og det lykkedes endda at bilde mange godtroende politikere, ikke blot hos Venstre og Konservative, men endog i Socialdemokratiet, ind, at det var grundstigningsskylden, der skabte de stigende grundpriser. Man overså, at det var den stigende velstand, der

gav den højere jordrente. Var denne blevet inddraget gennem højere grundskyldspromiller, så havde der ikke været grundlag for spekulationspriser.

Næsten enstemmigt vedtog folketinget at afskaffe grundstigningsskylden.

Den 29. januar fremsatte Det radikale Venstre forslag til beslutning om at opfordre regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter kommunerne fik udvidet adgang til at bestemme grundskyldens omfang. Det blev vedtaget i folketinget. Den 21. oktober 1965 fremsatte indenrigsminister Hans Hækkerup et forslag, der gik ud på, at der blev kommunal selvstyre over for såvel den bykommunale som den sognekommunale

Viggo Starcke grundskyld, idet amterne forlods kunne udskrive 20 promille. Forslaget blev dog ikke vedtaget på grund af Venstres modstand. Under ”Det røde Kabinet” blev forslaget så genfremsat og vedtaget i folketinget med 97 stemmer for og 54 imod. Oluf Pedersen tilkendegav herefter, at han fuldt ud støttede vedtagelsen.

Senere blev den kommunale grundskyld ændret, så amterne kun måtte opkræve 10 promille, mens by- og landkommuner selv kunne fastsætte deres promiller.

Dog blev der fastsat en nedre grænse på 6 promiller og en øvre grænse på 35.

Ved kommunalreformen, hvor amterne blev nedlagt, blev den amtskommunale grundskyld overført til kommunerne fra 1. januar 2007.

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

5

GEORGEISTER MED GO’ I :

Lars Rindsig

Albert Jay Nock og Frank Chodorov:

to fremtrædende tilhængere af Henry George er helte blandt amerikanske liberalister, men næsten ukendte af georgeister.

Albert Jay Nock (1870-1945) og Frank Chodorov (1887-1966) er to amerikanske tænkere, som har præget amerikanske højre-intellektuelle igennem det 20 århundrede, og som læremestre for liberale giganter som Milton Friedman og Murray N Rothbard definerede de om nogen den moderne liberalisme.

Hvad de færreste enten ikke ved, eller foretrækker at ignorere, er at de begge var stærkt optaget af Henry Georges tanker.

Nock arver ideerne efter sin far Nock voksede op i New York som søn af en stålarbejder, der også var episkopalsk præst. Som ung var Nock i en kort periode professionel baseballspiller. Han studerede senere teologi, men forlod i 1909 præsteembedet og rejste tilbage til New York for at blive journalist. Forinden havde han som præst i Ohio fungeret under en biskop, som var en ihærdig tilhænger af Henry Georges ideer. Også Nock blev optaget af jordspørgsmålet; sammen med hans egen stærkt individualistiske filosofi blev det grundlaget for hans virke resten af livet. Han havde fra tidlig færd kontakt med centrale georgeister og plejede et nært venskab med Francis Neilson, der var et ledende lys blandt radikale kræfter i det britiske Liberal Party, som var stærkt georgeistisk.

Redigerer de højre - de intellektuelles blad Efter at have været medarbejder ved en række politiske tidsskrifter startede Nock sammen med Neilson og dennes kone tidsskriftet The Freeman. Bladet, som i dets forskellige inkarnationer var et centralt organ for amerikanske højreintellektuelle i de kommende årtier, var ikke først og fremmest et grundskyldsorgan – det var Henry Georges stræben efter personlig og økonomisk frihed, der drev værket; det praktiske middel var for så vidt sekundært for Nock og hans medarbejdere.

6

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

Hensynsløs excentriker Men Nock var også excentriker og ikke udpræget tilhænger af arbejdsdeling eller for den sags skyld interesseret i andres synspunkter og meritter. Således omskrev han rutinemæssigt andres artikler, og

Albert Jay Nock (1870-1945) da Neilson offentliggjorde en bog om diplomati i serieform i The Freeman omskrev Nock hele bogen og fjernede endda Neilsons navn. Tillige værnede han om sit privatliv, og flere af hans kolleger kendte ikke anden måde at kontakte ham på end at lægge beskeder under en særlig sten i Central Park. Midt i tyverne lukkede The Freeman på grund af dårlig økonomi og de unemme arbejdsforhold.

The Freeman blev senere genstartet af Nocks tidligere redaktionsassistent, feministen Suzanne la Follette, blev senere overtaget af The Henry George School i New York, og overgik i 50’erne til FEE, The Foundation for Economic Education, en indflydelses- og traditionsrig liberalkonservativ stiftelse.

Berygtet debattør Nock fortsatte upåvirket sin skribentvirksomhed, men blev stærkt kritiseret af de fleste væsentlige tidsskriftsredaktører, da han i midten af 30’erne nægtede at tage hensyn til smålige sager som international storpolitik, og skrev en række artikler, der var stærkt kritiske overfor jødedommen. Nock var ikke antisemit eller nazist som han blev anklaget for – tvært imod – men hans stejle uvilje imod normer og hensyntagen gjorde ham til en berygtet og kontroversiel debattør.

Mod totalitarisme Nock kaldte sig selv “en filosofisk anarkist” der satte et klassisk (selvud)dannet individ som det højeste mål. Vilter var han i sin kritik af enhver form for totalitarisme – regulerende lovgivning, indkomstskat, statskontrolleret uddannelse, opblødning af formerne, fascisme, kommunisme blev rutinemæssigt rituelt nedslagtet i Nocks tekster, ikke mindst hovedværket Our Enemy the State fra 1935, hvor de Anker Jørgensenske New Dealprogrammer blev sidestillet med de amerikanske invasionskrige i Stillehavet og engagementet i verdenskrigene som et eksempel på præsidentembedets magtfuldkommenhed.

En sur gammel mand Albert Jay Nock døde af leukæmi i 1945.

Hans intellektuelle arvtager, der i lige så høj grad som Nock nursede et image som overordentlig sur gammel mand, var Frank Chodorov. Taxation is Robbery og The Income Tax: The Root of All Evil er blandt titlerne på Chodorovs bøger, og man fornemmer at han ikke stod tilbage for Nocks udbrud imod statsmagten og indkomstskatter, men den indsats han først og fremmest huskes for, er hans krigsmodstand. Chodorov havde været bestyrer for The Henry George School i 40’erne, da han overtog The Freeman, og havde forinden drevet en tekstil-fabrik

og solgt herretøj. I takt med at den anden verdenskrig skred frem, fokuserede Chodorov på den samme isolationistiske krigsmodstand, som Nock havde. Så radikale var hans protester i The Freeman, at han blev fyret fra sin stilling, og istedet etablerede sit eget tidsskrift, Analysis. Senere blev han redaktør af den fjerde inkarnation af The Freeman, da FEE havde købt bladet.

Frank Chodorov (1870-1945)

Forkert at bygge imperier Den krigsmodstand som blev fremført af Chodorov, Nock og mange andre der tilhørte ‘the old right’ (dvs klassiske, individ- og frihedsorienterede højreintellektuelle), var først og fremmest baseret på tanken om at det er grundlæggende forkert at bygge imperier. Disse gamle kæmper var til fulde klar over Truman-doktrinens farer – en heksejagt på socialistiske kræfter og lande ville ikke føre til fred, frihed eller fremgang.

Hverken for Amerika eller for

andre. I stedet, mente Chodorov, burde man fokusere på den krybende velfærdsorienterede socialliberalisme, som var på vej til at ødelægge økonomien indefra – kommunismen vil ikke blive importeret fra Moskva, sagde han, men fra Wall Street, hvis forretningslivet ikke er i stand til at skelne mellem stat og marked.

Samme indignation som Henry George Chodorov var en af det gamle højres sidste bastioner; de nye konservative kræfter var anderledes interventionistiske, og mente at man måtte imitere Sovjetunionen og skabe en stærk stat, der kunne invadere og knuse modstanderne. Det er den samme nykonservative anskuelse, der ligger til grund for den amerikanske fremturen i Mellemøsten i dag, og oprustningen og den kolde krig i forgangne årtier.

Chodorov og Nock huskes ikke idag som grundskyldstilhængere. Det er næppe engang som sådanne at de bør huskes.

Men deres dybt principielle stillingtagen til ejendomsret, frihed og krig er i høj grad farvet af den samme indignation som fx Henry George følte, og igennem dem trækkes der en lige linje til moderne, principfaste liberale.

Røre i Andedammen Valgsnak i lillebyen

Pluk fra en kronik af Martin Elmer i Fyens Stiftstidende 6. november 2007.

Tegning: Fyens Stiftstidende. ”Hvem ville du foretrække som vinder af valget? spurgte min nevø.

De ufornuftige,” svarede jeg.

Den fornuftige indretter sig efter verden. Den ufornuftige prøver stædigt at indrette verden efter sit hoved. Det er grunden til, at ethvert fremskridt afhænger af den ufornuftige. *

I et læserbrev i den lokale avis stod der:” Hvorfor kalde man Hans-Jørgen Svenningsen kandidat, når han hverken kan dit eller dat?” *

Vi kendte ikke hinanden særlig godt, og han ville vide, hvad mit syn som udedansker var på dansk politik.

Da jeg var uvidende om hans politiske tilhørsforhold, sagde jeg diplomatisk, at jeg ikke vidste, om landet var fuld af kloge mænd, der bluffer, eller af tåber, der tror på det, de gør.

Han foretrak også at være diplomatisk. ”Vi lever alle under samme himmel, men vi har ikke alle samme horisont.” * Min nevø er lige så upolitisk som et par sokker, hverken højre eller venstre. Det plejer jeg i en aktuel valgsituation at bebrejde ham. Denne gang trak han blot på skuldrene og sagde:” Selvfølgelig interesserer jeg mig for betalingsbalancen … på mit hus, mit fjernsyn, min bil …”

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

7

Henry George går efter guldet Endnu et afsnit om Georges bedrifter Af Svend Tornbjerg Henry Georges stabilisering i et solidt arbejde glædede familien hjemme i Philalelphia, der alligevel ikke undlod at give gode råd og formaninger. Det samme gjorde vennen Jo Jeffrey, der skrev: ”Bliv i det samme job, indtil du har opnået succes.”

Guldet trækker Men det gik dårligt for firmaet Eastmann.

Derfor forlod George det og fik arbejde som vejer ved rismøllen ”Wait & Battles”.

Vennen George Wilbur beretter fra den tid, at Henry George læste meget og var meget rastløs. Det var i øvrigt en tilstand, der prægede mange unge mennesker i Californien. Drømmen om at opnå hurtig rigdom i guldminerne i den nordøstlige del af landet medvirkede stærkt hertil.

Henry George blev også grebet af guldfeberen. I Sierra Nevada fra Mount Shasta i nord til Mount Whitney i syd i et område på størrelse med Storbritannien fandtes der guldforekomster, der på den tid regnedes for de største i verden. Men udvindingen af guld var efterhånden blevet meget kapitalkrævende. Den tid, da man ved hjælp af en spade og en si kunne søge efter guld i flodernes sandbanker op på flodbredderne, var forbi. Alt var gennemrodet.

Lykkejæger og landstryger Det var drømmen om at finde en ikketilegnet grubelod, der fik George til at tage af sted for at prøve lykken. Han indhentede oplysninger fra flere sider, således fra indenrigsministeriets afdeling for minedrift, og besluttede at tage til Placerville, hvor der netop var gjort rige fund. Stedet lå på den gamle emigrantvej fra Carsonfloden til Sacramentodalen. Nu var det centret for det utal af lykkejægere, der opsøgte hele distriktet. For at komme dertil havde George ikke andre muligheder end at gå. ”Jeg var faktisk, hvad man nu ville kalde en landstryger”, fortalte han mange år senere. Men for at klare sig måtte han tage arbejde undervejs og fik derved indblik i, hvordan folk

8

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

indrettede sig i et nybyggersamfund.

Deprimerende modgang Til sidst blev han nødt til at opgive det udtænkte eventyr. Han vendte om og arbejdede sig tilbage til San Francisco.

Turen kom til at vare næsten to måneder, og George indrømmede senere, at det nok blev den hårdeste tid i hans liv. Imens var der indløbet et brev fra familien Curry i Oregon med tilbud om ansættelse som typograf ved ”The Statesment” i Portland.

Men tiden for accept var nu udløbet, hvorved chancen for at få et stabilt arbejde der gik tabt.

I San Francisco var der ringe udsigter til at få et arbejde, og det gjorde Henry George deprimeret.

Dertil kom meddelelsen om, at han gode ven og slægtning Ellen George var død oppe i Victoria. Men i kontakten hjem til familien i Philadelphia opretholdt han en optimistisk tone, og det kunne der være god grund til, da han ikke havde ladet høre fra sig under sin lange ørkenvandring.

Modnes gennem ny modgang Ved et tilfælde mødte han så igen sin ven David Bond, der for anden gang tilbød George en vennetjeneste. Denne gang ved at skaffe ham arbejde som typograf ved ugeavisen ”Home Journal”, hvis ejer var Joseph C. Duncan. Her måtte han nøjes med en ugeløn på 12 dollars.

Så indløb meddelelsen om vennen Jo Jeffreys død hjemme i Philadelphia, og selv om Henrys moder Cathrine George søgte at trøste sønnen så godt, hun kunne, var det for ham som om båndene til barndomsårene blev revet over, men han følte, at han modnedes derved. Han blev mere målrettet, og han engagerede sig i de politiske begivenheder, han oplevede i det nye land, han var kommet til.

Kampen om slaveriet spidser til I efteråret 1859 fandt der nogle sensationelle begivenheder sted i Californien, som den unge George fulgte med brændende interesse. Det begyndte med, at slaveritilhængerne i begyndelsen af september satte en voldsom agitation

i gang. Det udløste tumulter og megen bitterhed. Det mest opsigtsvækkende i den strid, der udviklede sig, blev dog en duel mellem David S. Terry, præsident for Californiens højesteret og udtalt slaveritilhænger, og senator David C. Broderick, som var den mest fremtrædende modstander af slaveriet vest for Rocky Mountains.. 80 personer overværede, at Broderick fik dødsstødet, mens Terry kunne forlade valpladsen uskadt. Brodericks død førte til voldsomme demonstrationer og spontan ophidselse blandt hans tilhængere, som først dæmpedes, da man tilstod Broderick en offentlig begravelse. Derefter blev hans navn et symbol for antislaverisagen på hele Stillehavskysten.

Far og søn uenige I december samme år skrev Henry Georges fader Richard George om lignende begivenheder i Philadelphia.

Han frygtede, at unionen ikke ville kunne bestå, med mindre vi fik en ny Andrew Jackson, skrev han. Andrew Jackson, der var præsident i årene 182937, personificerede det store gennembrud for Det demokratiske Parti. Han var også den præsident, der indledte ordningen med nybesættelse af embeder ud fra politiske hensyn og derved kom til at lægge grunden til den senere skandaløse korruption.

Richard George var helhjertet demokrat og tilsyneladende parat til at følge partiets slaveritilhængere i tykt tyndt. Men i det spørgsmål var sønnen ikke til sinds at følge faderen. Han afviste slaveriet som umoralsk, idet han fandt det helt utilstedeligt, at nogle mennesker kunne eje andre og købe og sælge dem efter behag. I sit brev i december beklagede Richard George, at jernværkerne gik i stå, fordi handelsmænd i Sydstaterne ikke ville købe noget fra Nordstaterne, og gav slaverimodstanderne skylden.

Derfor kaldte han slaverimodstanderen John Brown en oprører. ”Han blev hængt i dag – uden nogen fortrydelse,” lyder det lakonisk i brevet.

Valget var vel forberedt.

Først skulle soldaterne hjem fra Irak, så skulle en socialdemokratisk overløber gøres til minister og endelig skulle danskerne have en skattelettelse, der mere var en foræring til socialdemokraterne, så de kunne have noget at gå til valg på.

Jeg mener, hvad skulle de ellers have gjort, hvis man ikke havde kunnet stille alternativet skattelettelse eller velfærd op. Men nu får vi begge dele. Eller gør vi?

Alle vandt - på en eller anden måde Egentlig var valget et værre marked, fyldt med gøgl og blå balloner, kovendinger og i n f a m i s e r i n g e r.

Aldrig er der brugt så mange ord og sagt så lidt. Hvis gentagelsen er lærdommens moder, så er vi blevet meget klogere. Men på hvad?

Men alle vandt jo, bortset fra de radikale og Enhedslisten. Venstre sejrede ved at nøjes med et tab på 6 mandater, socialdemokraterne fik et godt valg ved at nå niveauet i begyndelsen af forrige århundrede.

Ny Alliance sejrede ved i det hele taget at komme, og hvis partiet fortsætter den samme rodede linie, holder det nok kun denne valgperiode. Dansk Folkeparti sejrede ved at gå frem og fortsat have mulighed for at sætte alle dem ud af spillet, som havde gjort bekæmpelse af partiet til en mærkesag De konservative holdt stillingen, og det er jo da en halv sejr.

Mod alle disse sejre, der har slået partierne med selvbeundring, blegner det faktum, at SF mere end fordoblede antallet af mandater. Det må nu være op til partiet at bruge

den øgede styrke til at skabe et moderne alternativ til Karl Marx.

Men se om man gør det.

Populistisk endhedsparti Et faktum er det imidlertid, at regeringsfløjen er blevet svækket og dens modstandere blevet stærkere, og det kan måske give resultater ved næste valg, men ellers har jeg endnu mine tvivl om socialdemokraternes genkomst på taburetterne.

For valget har også endnu engang vist, at Danmark ikke længere politisk kan basere sig på industriarbejdernes samlede styrke. Socialdemokraterne er i samme situation, som Venstre var i for nogle årtiet siden, da gårdmændene mistede den talmæssige betydning, og måtte finde nye kernevælgere. Det har socialdemokraterne endnu ikke erkendt og har derfor kun ringe appel til nye erhvervsgrupper.

Det er stadig langt fra sikkert, at socialdemokraterne kan sikre sig det politiske lederskab i fremtiden.

skattereformer afslørede partierne ikke meget om, hvad der skal ske i fremtiden. Som en af de nyvalgte venstremænd sagde: ”Jeg glæder mig til at høre, hvad statsministeren vil fortælle om planerne for fremtiden.” Han er åbenbart lige så uvidende som os andre.

Der tales nok om en kvalitetsreform, men bliver det andet end ændrede arbejdsvilkår inden for den offentlige sektor, og er det nok. Men vi har uden tvivl mange andre overraskelser til gode, ligesom i forrige valgperiode.

Arbejdsfrie indkomster må ikke røres Trods al uenighed, reel eller påstået, var man rørende enige om én ting: der må ikke røres ved boligbeskatningen. Forstå ejendomsbeskatning i det hele taget. Der må ikke røres ved de arbejdsfrie indkomster og den arbejdsfrie formuedannelse.

Her er et tabuområde, som blev respekteret af alle, for boligejerne er den stærkeste vælgergruppe overhovedet. Og den lægger man sig ikke ustraffet ud med.

Dermed siger man nej til en række højst nødvendige reformer: • Man siger nej til at bekæmpe uligheden i samfundet.

• Man siger nej til at rette op på det skæve Danmark.

• Man siger nej til at foretage en effektiv beskatning af de udenlandske selskaber, der opererer i Danmark.

• Man siger nej til at gøre det danske samfund konkurrencedygtigt i en globaliseret verden.

Og man siger ja til at fortsætte forbrugsfesten, finansieret af arbejdsfrie friværdier, og dermed ja til, at den kommende generation skal trækkes med et omkostningsniveau, der er urimeligt og unaturligt højt.

TANKER TIL TIDEN Af Georg Severin Dermed er den klassiske opdeling i en højreside og en venstreside meningsløs. Skal man overhovedet tale om en logisk opdeling, vil skillelinierne gå mellem den private sektor og den offentlige sektor, og det bliver mere logisk mellem SF og Venstre-konservative. Eller er det mellem SF og DF? Men mest ser det ud til, at valg nu er en kamp mellem forskellige klaner inden for et populistisk enhedsparti.

Fik vi noget at vide?

Det interessante ved valget ligger ikke i, hvad der er blevet sagt, snarere i det, der ikke blev talt om, og især det, der ikke måtte tales om.

Bortset fra nogle mindre områder som afviste asylsøgere og ventelister, lidt klimasnak og nogle ubestemmelige

Georgs Corner

Alt ved det gamle Så er alting igen ved det gamle i dette gode land. Næsten da.

Anders Fogh fortsætter, og Helle Thorning-Smidt får ikke den rejse til Washington, en ny statsminister skal på. Fordanskningsministeren sagde op. Andre havde ikke samme konduite. Det skulle da lige være Mogens Camre, der alligevel ikke ville belemre Christiansborg med sit nærvær. Og så blev Ulla Dahlerup snydt.

Jo, alt er ved det gamle i dette selvgode land, og det er så harmeligt, at man ikke er i stand til at gøre sig lystig over det.

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

9

Martin Elmer

Store visioner - men holder de ...?

Bogens målgruppe burde være alle med ønsket om mere viden om verden og dens fremtid, men sandsynligvis vil dens læsere først og fremmest være akademikere og andre intellektuelle. Grønhandler Olsen i Istedgade og husholderske Larsen i Varde vil næppe have forudsætninger for at opnå det fulde udbytte af de visioner og perspektiver, der her lægges frem til eftertanke.

Så meget mere som der jongleres med vore begreber. I nogle tilfælde er der en mening med det, i andre fortaber denne jonglering sig i mystiske teorier og ender undertiden i pseudovidenskabelige konklusioner.

Forfatteren indleder i forordet med at åbenbare: ”År 2006 var vendepunktet.”

Dette magiske tal prøver han at få til at passe i forskellige sammenhæng, hvad der hine steder virker søgt, fordi nogle af de processer og udviklinger, der refereres til, i virkeligheden startede længe før, uanset om det skete med små hop og dansetrin.

Tilbage til naturen Bogens gennemgående emne om menneskets tilbagevenden til naturen som eneste mulighed for at løse mange af de store problemer som klimaforandring, fødevaremangel i store dele af verden og energiforsyningen er ubestrideligt vigtigt og behandlet her kvalitativt med en blanding af fantasi og praktisk filosofi.

Alle mennesker er knyttet til hinanden, fastslår forfatteren. Vi har et fællesskab med andre mennesker - og selv hos aber kan man vise, at lysten til at samarbejde og forholde sig til hinanden er fundamental.

Det er underforstået, at det også må gælde at udvirke fundamentale forandringer i levevilkårene for hele menneskeheden.

Agerbrugere kontra jæger/ samlere Det er Nørretranders´ opfattelse, at denne forandring går mellem to traditioner: Jæger/samler på den ene side, agerbruger på den anden. Jeg citerer fra bogens side 206: ”Udgangspunktet er altså, at vi indtil for 10.000 år siden levede i et jæger-

10

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

samler samfund, hvor vi søgte maden og fandt den som en del af en evig strøm af solenergi, der blev omsat til levende væsener, som spiste hinanden og endte med at give solenergien tilbage til universet i form af varme. Det blev erstattet af et agerbrugssamfund, hvor man udvalgte, eller senere designede, det man spiste, groede det selv ved at skabe afgrøder og fremavle husdyr, og lod det indgå i et fødevaredepot, som kunne overvintre.”

Påstanden er så, at vi er på vej tilbage til jæger/samler-kulturen, hvor det at søge og finde er en afgørende måde at samle livsnødvendigheder sammen på, fordi det er en del af den vedvarende strøm af mad og energi, som vi indgår i, snarere end noget vi muskler frem ved at grave olie op af jorden og bruge den til et industrielt agerbrug.

Nørretranders skriver: ”Jordens biosfære, dens samlede levende system, er en strøm. Der strømmer stof rundt i den og energi igennem den. Jordens hele overfladesystem - havene, landjorden, luften - er et gigantisk system af strømmende energi fra Solen, som rammer Jorden, strømmer gennem dens overfladelag og levende væsener, for så at forsvinde ud i verdensrummet igen.

Vi lever i en enorm strøm. Af stof, af energi, af retning. Men vi opfører os helt anderledes. Vi opfører os, som om vi lever i en verden præget af depoter af materiale, som vi langsomt kan bruge af, for så en dag at opdage, at vi har brugt op.”

Informationsteknologiens muligheder Men Nørretranders understreger senere den optimisme, fremtidstro og skabervilje, der ligger i informastionsteknologiens nyere historie (e-mail og google), som har forløst kræfter til uden kommercielle hensyn at skabe en teknologi, der kan gøre mennesker rigere, gladere og stoltere. Han fremhæver også, at venture kapitalisterne, som satser på miljøbevarende og fremmende produkter, som de der opfandt vindmøllerne og gjorde det til en god forretning, er i fremgang. Der er økonomisk overlevelse i opfindelser, der ikke bruger af naturens ressourcer for at kunne fungere.

De gamle boformer kan genopstå, ”fordi,” skriver Nørretranders, ”vi ikke længere i samme grad er afhængige af byerne og de store centre. Vi er heller ikke så afhængige af altid at skulle være det samme sted. Kommunikationsteknologier ne gør, at vi i stigende grad er uafhængige af, hvor vi befinder os i forhold til mange arbejdsopgaver.”

3-D printere fra Limfjorden Også mange andre opfindelser vil lette overgangen til nye levevilkår og boligforhold. Således er opfindelsen af en 3-D printer til produktion af fysiske objekter med rumlig udstrækning allerede gjort af Jacob Jensen Design med hovedkvarter ved Limfjorden.

Et lille dusin lokale talenter morakker året rundt med at få nye dingenoter ud af printeren: ovnlåger, køkkenvægte, armbåndsure, termometre og alle mulige andre industrielle design.

Kan gaveøkonomien tage over?

Mange gratis ting findes allerede på Internet, og mange flere vil følge efter. Gaveøkonomiens logik ønsker, som Nørretranders gør opmærksom på, at overtage formidlingen af markedsøkonomien.

Gaver handler om relationer og opmærksomhed, om gensidighed og informationsrigdom.

Varer derimod handler om penge, priser, afsluttede transaktioner og værdiansættelser. Ikke desto mindre kan gaveøkonomien tage over og formidle hele vareøkonomien. Et epokegørende perspektiv.

Væsentlige forhindringer ignoreres Dér hvor en læsers skepsis melder sig er i de afsnit, hvor væsentlige forhindringer for intentionernes virkeliggørelse ignoreres eller måske bare ikke får alarmklokken til at kime hos forfatteren.

Side 264 skriver han: ”For 100 år siden besluttede de skandinaviske lande at udrydde sult og livstruende fattigdom.

Det lykkedes, og det interessante var, at vi blev rige af det. I dag ses den stærke sociale kapital i Skandinavien, de stærke forbindelser i samfundene, som

forklaringen på, at vi kunne blive rige.

Det var den bedste investering, verden endnu har set.”

Dels er det nok en meget rosenrød vurdering, men selv om T.N. i det globale perspektiv har ret, kan det skandinaviske resultat ikke bruges som model for en global udvikling i denne retning.

Overbefolkningen bekymrer ikke Nørretranders opererer med, at vi er 10 milliarder inden dette århundredes udgang, og det lader ikke til at bekymre ham. Han foreslår ikke nogen indsats mod overbefolkningen, som allerede før det tredje årtusind var et alvorligt problem, men mener muligvis at opfyldelsen af nogle af bogens intentioner vil være tilstrækkeligt til at brødføde disse milliarder og tillige sikre dem en social acceptabel tilværelse, uanset hvor det enkelte individ er hjemmehørende på verdenskortet. Det er nok en meget flot betragtning og alt andet end overbevisende; hovedargumentet mod den findes i næste afsnit.

Ejendomsretten til jorden er en hindring I jæger/samler-kulturens lange tidsrum (det længste i menneskehedens korte historie) ejede menneskene ikke jorden.

Ejendomsretten til jord er indført i en meget sen fase af udviklingsforløbet.

I dag ejes næsten enhver jordstump af et sammensurium af privatpersoner og hel- og halvoffentlige instanser. Hvis menneskene skal have lige og fri adgang til jordens afgrøder og andre rigdomme forudsætter det en global ophævelsen af ejendomsretten til jorden. Hvis det nogen sinde skulle ske, vil det år være vendepunktet, og ikke år 2006.

Militærapparatet og politikerne er en hindring Så er der det globale militærapparat med dertilhørende rustningsindustrier, som er en betydningsfuld økonomisk faktor for et hvert land, hvad enten det tegner sig for en udgift eller en indtægt. Militæret vil alt andet lige nyde lige så store fordele af fremtidens opfindelser som det civile samfund. Tænk bare på 3-D printeren,

der kan sættes til at udprinte alle slags ødelæggelsesvåben til at skrue tiden tilbage til, hvad Nørretranders ønsker at komme væk fra.

Endelig er der politikerne. Deres horisont rækker sjældent længere end til næste valg, og der er ikke mange eksempler på, at forskningsresultater har ført til et politisk tiltag. Politikere læser ikke bøger, slet ikke af en type som denne. Og det journalistiske, politiske reportagekoncept omfatter sjældent fokusering på videnskabelige emner med henblik på at konfrontere politikere med dem.

Summa summarum: Forfatteren gennemstrømmes af den gode vilje til at ønske meget godt for menneskene, men bevæger sig et langt stykke ind i utopien, hvor menneskene er gode og kun vil det bedste for hinanden, og her er det, vi løber panden mod en mur.

Menneskenaturen er ikke en homogen størrelse (i jæger/samler-kulturen gav dette sig også udslag på mange uberegnelige måder), og det er denne faktor, der altid spænder ben for vore glade utopister, sværmere og drømmere.

Dan Holst Nielsen

De go’e gamle dage Husmanden, der ved alt, var ansvarshavende redaktør for ”Grundskyld”, forgængeren for ”george”. Hvad bragte han i bladet i anden halvdel af 1957, da der bl.a. skete det bemærkelsesværdige, at Trekantregeringen blev dannet?

Henry George Foreningen ønsker held og lykke Det er i år 50 år siden, at den såkaldte Trekantregering blev dannet på et georgeistisk grundlag, Danmarks Retsforbund var den ene side i trekanten.

Nærværende tidsskrift, som dengang hed Grundskyld, beskæftiger sig naturligvis meget med dette forhold. Der er således en stort opsat udtalelse fra Henry George Foreningens bestyrelse ved formanden Harald Grønborg. Heri hedder det bl.a.: I den Danske Henry George Forening har vi med glæde bemærket, at den nye regering i sin programerklæring giver udtryk for, at der i den kommende økonomiske lovgivning vil indgå grundskyldsreformer og sikres friere vilkår for handel og omsætning. Vi hilser i foreningen med tilfredshed denne tilkendegivelse og tilsiger regering og folketing vor støtte til fremme af en sådan lovgivning .Udtalelsen slutter med disse

ord: Vi opfordrer derfor befolkningen og folketingets medlemmer til at slutte op om arbejdet for en snarlig udvidelse af grundskyldslovgivningen og frigørelsen af handelen.

Ingen erstatning ved grundskyldens indførelse Peder Chresten Pedersen fra Hvalsø var på det tidspunkt ansvarshavende redaktør af Grundskyld. Han havde ingen som helst boglig uddannelse ud over et ophold på Vallekilde Højskole!! Når han alligevel omtales som en, der ved næsten alt, skyldes det en uovertruffen belæsthed og klogskab. Den kendte georgeist grosserer J. L. Bjørner sagde engang om ham: ”Der er en husmand på Midtsjælland, der kører mælkevogn, og så er der et par professorer ved Københavns Universitet, som han kunne afløse, så kunne de køre mælkevogn”.

Da han tog fat på at behandle den nye

regerings tiltag skal jeg ellers lige love for, at fløjlshandskerne var taget af.

Allerede før folketingsvalget i 1957 argumenterer han kraftigt imod et forslag fra Retsforbundet, om frivillig afløsning af grundværdierne. Hver gang, der er tale om erstatning i sager om grundskyld m.v. går han imod. I dette tilfælde siger han bl.a.: Grundskyld er ikke et mål i sig selv.

Det er kun et middel, der er nødvendigt, dersom man vil sikre samfundet sit, den enkelte en virkeplads og udsigt til, at enhver kan få lov til at beholde udbyttet af eget arbejde.

Hvis det er ærlig ment, at man vil nå dette mål, så må man arbejde for at få gennemført stigende grundskyld, f.eks. begyndende med en forhøjelse af statsgrundskylden med 1 pct. årlig og en periodevis stigning, indtil fuld grundskyld er indført. Med udsigt til en sådan plan vil der ske to ting af stor betydning.

Jordpriserne vil blive faldende, fordi

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

11

ingen vil beholde mere jord, end han er nødt til, og pantsætningen af jorden vil ophøre, og dermed en væsentlig kilde til uproduktivt kapitalforbrug forsvinde.

Peder C. Pedersen slutter af med at sige om regeringen: Vil den nå målet, må den også ville midlerne, nemlig at man lægger byrderne der, hvor de virker fremmende på produktionsmulighederne, nemlig på jorden og fritager den kapital, der er produktionens hjælper.

Peder Chresten Pedersen, Hvalsø Peder C. Pedersen og andre forfægter dette synspunkt i flere artikler i resten af årets numre af Grundskyld.

K. J. Kristensen tager således i en længere redegørelse forbehold overfor overgangsbestemmelserne i Grundskyldskommissionens Betænkning, som han havde været med til at udarbejde.

Han var en fremtrædende embedsmand og i øvrigt georgeist og far til Johan Kristensen, som mange har kendt som et meget aktivt medlem af Henry George Foreningens styrelse.

Karl Marx og hans proselytter angribes Under overskriften ”Fejltagelsernes mænd” rettes der et skarpt angreb på Karl Marx og hans efterkommere af cand.polit.er, som gang på gang fremkommer med spådomme, som selv når de drejer sig om det næst følgende år som oftest er meget misvisende.

Man spåede ved hjælp af tabeller og statistik, der uheldigvis altid er noget, der har med fortid og ikke med fremtid at gøre, men man kunne ligeså godt have spået i kaffegrums, for det findes der dog trods alt endnu nogle, der tror på.

12

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

--- Den største ulykke, der er hændt den nulevende generation er dette, at den har måttet være prøveklud for de socialistiske eksperimenter, som nu overalt erkendes som mislykkede.

Hungersnød er jordmonopolets følgesvend Hungerens Geografi er en bog, som er skrevet af en tidligere chef for F.A.O. Josue de Castro. Den får en ret grundig omtale i Grundskyld. Castro hævder, at sult – skønt universel – ikke skyldes nogen naturlig nødvendighed. Det er ikke overbefolkning, der forårsager hunger, men derimod sult, der er årsag til overbefolkning. Bogen indeholder et væld af oplysninger om kost, økonomi, geografi, politisk historie og nye videnskabelige fremskridt på landbrugets og beslægtede områder. Den påpeger den manglende vilje til at anerkende det offentliges inddragning af grundrenten som et middel mod jordmonopolet.

Georgeister må være taknemlige for de overbevisende beviser for de skadelige virkninger af handelsbegrænsningerne og frem for alt for den udstrakte afsløring af jordmonopolets ulykker.

Pjece af en gårdejer fra Thy ”Danske bønder i farezonen” er en pjece på 20 sider, som omtales meget rosende.

Pjecen er meget velskrevet, den fortjener at blive læst og udbredt, den er nemlig et godt indlæg for økonomisk frihed og en advarsel mod den snigende socialisering.

Forfatteren er en gårdejer fra Thy, Jens Kirk. ”De seks, De syv eller Norden?

Emnemæssigt kommer man langt omkring i de sidste udgaver af Grundskyld i 1957.

Den begyndende snak om ”De seks”, ”De syv” eller ”Den nordiske

toldunion” bliver også behandlet. Der omtales et foredrag, der har været om emnet, og det virker meget kaotisk. Dan Bjørner ender med forslag om dansk enegang på frihandelsområdet: Mon ikke det havde været klogere om vi herhjemme havde brugt tid penge og den dygtige arbejdskraft på at undersøge, hvorledes vor stilling ville blive, såfremt vi lod de øvrige lande fortsætte deres tovtrækkeri, og vi selv fandt frem til en 100 pct. frigørelse af vor handel med udlandet.

En sådan frigørelse vil være det modsatte af isolering; den vil knytte os nærmere til udlandet, og det vil den gøre, hvad enten de øvrige europæiske lande forbinder sig i større toldområder eller ej.

Jordarbejde uden maskiner Der er også en grundig redegørelse for, hvordan Køgeresolutionen i sin tid blev til, og så er der et lille indslag om det mærkelige fænomen, beskæftigelsesarbejde. Det får følgende svada med på vejen: Ministeriet for offentlige arbejder har lovet at betale over en halv million kroner til jordarbejderne, der skal udføres ved den nye Siøsund-bro.

Fordyrelsen fremkommer ved, at arbejdet skal foregå ved håndkraft i stedet for maskinkraft. Herved kommer flere ledige hænder i arbejde, og så må man se stort på, at det koster mere.

Det svarer til, om man ville forbedre kontorfolkenes vilkår ved at afskaffe skrivemaskinerne og genindføre elastikpennen, samt naturligvis dekretere, at de skulle følges med postbudet, når deres breve blev bragt ud i byen.

--- Når den nye grundlov indeholder en løfteparagraf om, at danske borgere har ret til arbejde, så må der menes produktivt arbejde. Den halve million her giver ikke arbejde; den giver motion.

Finn G. Becker-Christensen

Dansk Landbrug aktuelt set Overskriften var titlen på et foredrag som Carl Aage Dahl (1) holdt i forbindelse med årsmødet 22. september 2007 i Henry George Huset. Et stykke tid efter mødet blev jeg bedt om at skrive en artikel om emnet. Da mine notater var sparsomme, har jeg måttet støtte mig til kilder anført i slutningen af artiklen.

Landbruget toppede i 1930érne med 3,27 millioner ha. dyrket jord, 76 % af Danmarks jord (2). Der er siden afgivet jord til byudvikling og rekreative formål.

Danmarks samlede landbrugsareal udgør nu ca 2,7 millioner hektar. D.v.s. knap 2/ 3 af Danmarks areal. (1 hektar = 10000 m2.) Til landbrugsarealet er medregnet de 0,22 millioner ha. som er udlagt som brak efter EU’s braklægningsregler.

I 1950 var der 200.000 bedrifter i Danmark. Nu er antallet af bedrifter i størrelse fra 5 ha til over 300 kun ca. 45 000, hvoraf halvdelen er heltidsbedrifter.

Antal bedrifter er fortsat faldende, selvom der er langt ned til Touborgs udsagn. SFs landbrugspolitiske ordfører sagde i en fjernsynsudsendelse for nogle år siden: ”Snart er der i hvert sogn kun to gårde, en herregård og en kirkegård.”

For tiden er der 65 hektar per bedrift, men en heltidsbedrift kræver 150 hektar, hvis man skal kunne leve af den, sagde Carl Aage Dahl.

Denne artikel vil gennemgå en række centrale elementer i beskrivelsen af det danske landbrug i nutid og fremtid.

Langt fra alle relevante emner er kommet med. Det er svært at bringe alle statistikker up-to-date, navnlig når der skal søges i en række forskellige kilder med forskellige metoder til datahøst.

Ejendomsretten Fra et georgeistisk synspunkt er dette måske det mest interessante, men ikke noget, der ellers er oppe i den offentlige debat.

Langt det meste af Danmarks jord er i privat eje, hvilket vanskeliggør ændring af statens indtægter fra indkomstskat til beskatning af jorden som en fælles ressource. Vi har et højt personskatteniveau sammenlignet

med andre landbrugslande, som vi konkurrerer med.

De stigende priser på jord og ejendomme vanskeliggør generationsskiftet i landbruget.

Jordværdier Jorden er den mest værdifulde naturlige ressource i Danmark. Hvis man ser på vurderinger i Statistisk Årbog er værdien af dansk landbrugsjord langt mindre end de beliggenhedsværdier, der er knyttet til boligjord i Danmark i og omkring byerne.

I 2004 var værdien for de samlede landbrugsejendomme 341milliarder kr.(3428 milliarder) og de samlede grundværdier 82 milliarder kr.(785 milliarder) (3). Tallene i parentes er for summen af henholdsvis alle slags ejendomme og alle grundværdier i hele Danmark. Disse tal og navnlig deres fordeling på ejendomme og jord er diskutable, men lad det ligge, selvom tallene er afgørende for, hvor store indtægter staten kan få i form af ejendomsværdiskatter og grundskyld. Her vil også de overvurderede mursten forplumre billedet. Vurderingen af ejendomme og jord blev indtil for nylig foretaget af ligningskommissioner bemandet med politisk udpegede personer. Den danske jord er formentlig stærkt undervurderet.

Produktionen Klimamæssigt og beliggenhedsmæssigt er Danmark begunstiget. Omkranset af hav er vi beskyttet mod smitte og har let adgang til søtransport, som er billigere end anden form for transport (2). Forskning og produktudvikling af landbrugsvarer ligger i Danmark på et højt niveau i forhold til andre lande.

Derfor er det værd også i fremtiden at satse på dette erhverv.

Værdien af landbrugets salgsprodukter var 56 milliarder kr. i 2006. Af landbrugets salgsprodukter var 2/3 animalske og 1/3 vegetabilske.

Dansk Landbrug rapporterede i 2006

et husdyrhold på 1,5 millioner stk. kvæg og 13,6 millioner svin (2).

Kvægbestanden har været faldende samtidig med at mælkeproduktionen for den enkelte ko har været stigende.

Der blev i 2006 produceret 8,6millioner tons korn, hvoraf det meste blev brugt i husdyrproduktionen.

Af landbrugets salgsprodukter blev 2/3 eksporteret. Forbruget i produktionen (råstoffer, hjælpestoffer og tjenesteydelser) var i størrelsesorden 38 milliarder kr.

Driftstilskuddet var 7,5 milliarder og det meste kom fra EU.

Skatter og afgifter fra landbruget udgjorde 1,6 milliarder kr. i 2006.

Herunder ejendomsskatter og grundskyld.

Eksporten Danmark eksporterer landbrugsvarer til omkring 150 lande til en samlet eksportværdi på op imod 60 mia. kr. årligt. I 2006: 61,3 milliarder kr.

Dertil kommer eksporten af agroindustrielle produkter på knap 40 mia. kr. årligt. Jordbrugsog fødevaresektorens store eksportorientering betyder, at sektoren har en enorm erfaring i handel og i at begå sig på de internationale markeder.

Disse resultater er nået ved hjælp af stordrift, der giver kritik fra vide kredse,

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

13

men formodentlig er kommet for at blive.

I en rapport fra Landbrugsrådet (4) i 2004 hed det: ”Fødevareproduktion adskiller sig fra megen anden produktion ved at vække stærke følelser. At drive landbrug er at kultivere naturen, og det bringer os det måske mest essentielle af alt – fødevarer.

Vigtigheden for samfundet af at have et velfungerende landbrug har udmøntet sig i en lang tradition for at blande sig politisk i form af en landbrugspolitik.”

Hvis vi ikke selv ønsker at bruge de oversøiske landes produktionsmetoder, nytter det ikke bare at flytte produktionen til andre kontinenter.

Landbruget som kulturbærer Landbrugspolitik drejer sig ikke kun om økonomi. Landbruget skal spille en rolle i sikringen af aktivitet i landdistrikterne.

Landbrug er kulturbærende. Det kan ikke bare overlades til markedskræfterne.

Hvis landbruget skal klare sig på markedsvilkår i konkurrence med f.eks. amerikanske, canadiske og brasilianske landmænd, så vil europæisk landbrug med tiden udvikle sig til de landbrug, man ser dér.

I Norge er landbrug urentabelt, men det holdes i gang ved hjælp af subsidier.

Under mit arbejde i Nordnorge, har jeg selv set, at der langt nord for polarkredsen er mange små landbrug, som minder om bedrifter, man havde i Danmark i min barndom. Der dyrkes korn, som dog aldrig kan modne, men bruges som grøntfoder til kreaturer.

Nogle af de stærkeste og bedste minder fra min egen barndom drejer sig om mine feriebesøg på østjyske landbrug. Der var kreaturer, svin, heste og agerbrug og ikke megen specialisering. Landbruget var kulturbærende og meget langt fra forholdene i dag, hvor landbrugeren er blevet administrerende direktør i en industrivirksomhed.

Alligevel er landbrugsproduktionen underkastet nogle krav, der rækker langt ud over de nyttevirkningsanalyser, der gælder for andre industrivirksomheder.

Den aktuelle danske landbrugspolitik drives inden for rammerne af EU. Den kan beskrives under nogle overskrifter, som dækker kontroversielle emner.

Landbrugsstøtte En stor, men faldende andel af EU’s budget går til landbruget. I 2005 var budgettet på 116 milliarder Euro, hvor af 45% gik til landbrug, men i 2013 forudses støtten at være nede på 35%.

14

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

Budgettets samlede størrelse er dog ikke fremskrevet, og det har hidtil været stigende.

Landbrugsstøtten hæmmer landmænd uden for EU i at konkurrere med europæiske landmænd.

I et forsøg på at løse dilemmaet er der i den seneste reform af den fælles landbrugspolitik i EU valgt den løsning at afkoble støtten og derved bryde bindingen mellem produktionen og støtteudbetalingen (4). Dette er en tilpasning, hvor der klart sondres mellem støtte, der forvrider handlen, og støtte, der ikke forvrider handlen. Sidstnævnte kategori kaldes den afkoblede støtte.

Denne støtte giver dansk landbrug frihed til at efterkomme markedsefterspørgslen og udnytte de globale muligheder.

Samtidig sikres EU’s landbrug mulighed for en støttebetaling, der knyttes til overholdelsen af de særlige europæiske krav til natur, miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.

Sådanne krav stilles ikke nødvendigvis eller måske sjældent til landmænd uden for Europa, der på den måde kan opnå konkurrencefordele i forhold til europæiske landmænd.

Den afkoblede støtte er således i den nye landbrugspolitik betinget af, at der overholdes en lang række krav inden for miljø, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og landskabspleje. Dette kaldes krydsoverensstemmelse og kan populært sagt beskrives som en kontrakt mellem landmanden og samfundet.

Set fra en dansk synsvinkel er der dog ingen tvivl om, at en udvikling mod mindre støtte vil fortsætte. Her skal afkoblingen ses som et vigtigt skridt på vejen.

Ydermere bevirker globaliseringen, at landbrugspolitik i dag ikke bare er et EU anliggende, men i høj grad er afhængig af verdenshandelsorganisationen WTO. Landbrugspolitik har udviklet sig fra at være en politik, der handlede om, hvad og hvor meget der blev produceret - til i fremtiden at være en politik, der mere handler om, hvordan der produceres.

Velfærd og miljø I Europa er velfærd mere end blot at sikre sig de billigst mulige fødevarer.

I Europa er der en fælles vilje til at regulere landbruget, så den opfylder en multifunktionel rolle. Siden etableringen af den fælles landbrugspolitik har der være et ønske om, at landbruget skulle spille en vigtig rolle i sikringen af

aktivitet i landdistrikterne. I de senere år er der kommet flere krav. Udover selve fødevaren, der naturligvis skal være sund og sikker, er der et stigende ønske om, at landbruget tager særlige hensyn til miljøet og dyrevelfærden. I den seneste tid har flere eksempler med vanrøgt af danske svinebesætninger bragt sidstnævnte faktor helt i fokus. EU har stillet en række detaljerede krav til dyrevelfærd og til transport af dyr.

Problemet med de særlige europæiske krav er, at det i et marked med stigende international konkurrence og dermed valgmuligheder på supermarkedernes hylder ikke er en selvfølge, at forbrugeren har lyst til at betale de ekstra omkostninger, der er forbundet med opfyldelsen af kravene.

U-landene Landbrugsrådet kalder det en myte, at EU har gjort Europa til et fort med høje toldmure, der forhindrer ulande i at eksportere deres fødevarer til os.

Angiveligt er det et faktum, at EU er den suverænt mest åbne økonomi, når det gælder import fra ulande. EU importerer således mere end USA, Canada og Japan tilsammen.

Ses der isoleret på fødevarer, er EU i dag nettoimportør og over halvdelen af importen kommer fra ulandene.

Braklægning I Danmark drejer det sig som anført om ca. 200000 ha. De europæiske landmænd har siden begyndelsen af 90érne gennem den såkaldte braklægningsordning modtaget penge fra EU for ikke at producere afgrøder. Ordningen går ud på, at landmænd lader noget af deres jord ligge brak elle kun dyrker minimalt på disse jorde. Ordningen skyldes, at den europæiske landbrugsproduktion har været for stor i forhold til markedet (5).

Braklægningsordningen har haft stor betydning for naturen. De berørte jorde har været med til at styrke den vilde natur i et ellers velfriseret landbrugsland, hvor produktion og udbytte er i centrum.

Brak er først og fremmest til gavn for de vilde planter og fugle, især agerhøns.

Nu trues der med at afskaffe

braklægningsordningen.

Grunden er, at priserne på korn er stigende samtidig med, at man forventer en stor efterspørgsel på biobrændstof i fremtiden.

Opgivelse af brak vil medføre en stor forøgelse af jordbrugets forbrug af sprøjtemidler og gødning og derfor en væsentlig forøgelse af udslip. Det drejer sig om marginaljorde, der for at give et fornuftigt udbytte kræver relativt store mængder hjælpestoffer, planternæringsstoffer og pesticider med udslip til luft, vand og grundvand.

Bioenergi Bioenergi anvendes i stigende grad til at dække energibehovet såvel i Danmark som på globalt plan.

I Danmark anvendes bioenergi på varmekraftværker og til opvarmning i private husholdninger, men ikke til transport, hvor der kun bruges olie.

Bioenergi betegner de vedvarende energikilder, der udnytter forbrænding af biologisk materiale til energiforsyning.

Det biologiske materiale kaldes også biomasse og kan fx være halm og træ, der bruges til opvarmning eller korn

og raps, der i udlandet anvendes til biobrændstoffer.

Biomasse bidrog med godt 10 procent af det samlede energiforbrug i Danmark i 2005.

En konsekvens af den voksende efterspørgsel efter biobrændsel er, at store dele af den dyrkbare landbrugsjord, specielt i USA og EU, vil blive inddraget i produktionen.

Kornpriserne er globalt set steget markant i løbet af det seneste år. Kornhøsten har de seneste 2 år været under middel på grund af klimasvingninger, og samtidig er efterspørgslen steget. Den stigende efterspørgsel efter korn skyldes øget fødevareforbrug, bla. i Asien, men også væksten i produktion af biobrændstof (2).

Kilder 1: Carl Aage Dahl , adm. Direktør i Dansk Landbrug 2: Dansk Landbrug i tal 2007. Dansk Landbrug.

3: Statistisk Årbog 2006. Senest data vedrører 2004 4: Landbrugsrådet, flere rapporter.

5: Danmarks Naturfredningsforenings medlemsblad ”Natur og Miljø”, nr 3, september 2007.

goodies

– around the world

Sæt landbrugsstøtten på græs!

Landbrugsstøtten koster årligt amerikanerne 25 milliarder $ i skatter og yderligere 12 milliarder $ i forhøjede fødevarepriser. Det er imidlertid kun dyrkerne af nogle få afgrøder, som er berettigede til støtte. Når så en farmer er udvalgt til at blive støttet, så stiger støtten med gårdens størrelse. Det betyder, at landbrugsstøtten blot er endnu et snævert afgrænset samlet forsorgsprogram. De fleste farmere er ikke fattige. De fleste har en årlig indkomst, som ligger noget over landsgennemsnittet. Lovgiverne kunne garantere alle fuldtidslandmænd en indkomst på 185% af den anerkendte fattigdomsgrænse i USA for under 5 milliarder $ årligt – eller en femtedel af omkostningerne ved landbrugsstøtten.

Således skriver Brian M. Ried i Christian Science Monitor i august 2007.

Den Danske Henry George Forening har til formål at oplyse om den amerikanske filosof Henry Georges ideer, som bl.a. drejer sig om at indføre større frihed og ligeret: Alle mennesker har fælles ejendomsret til de naturgivne og samfundsskabte værdier, mens enhver har ejendomsret til udbyttet af sit eget arbejde. Frivillige og ligeværdige sammenslutninger er forudsætningen for kulturelle fremskridt.

Foreningen er en del af The International Union for Land Value Taxation and Free Trade (IU).

Læs mere om vores ideologi på www.grundskyld.dk og www.henrygeorge.dk Kontingent m.v.: Almindeligt årskontingent: 300 kr. Venskabskontingent: 180 kr.

Henry George Foreningens Styrelse: Ulf Kobbernagel, Lerås 49, 2670 Greve, Dan Holst Nielsen, Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo Svend Tornbjerg, Frederiksværksgade 137, 3400 Hillerød Finn Mikkelsen,Elsgårdsminde 43, 8370 Hadsten Finn Becker-Christensen, Drosselvej 23, 2000 Frederiksberg

tlf. 43 90 67 49 tlf. 65 96 19 31 tlf. 48 26 77 63 tlf. 86 98 13 75 tlf. 38 19 90 85

Henry George Foreningens adresse: Henry George Huset, Lyngbyvej 56 A, 2100 København Ø,

tlf. 39 29 65 33. henrygeorge@henrygeorge.dk

uk@henrygeorge.dk danholst@henrygeorge.dk, svendkaren22@hotmail.com finn@henrygeorge.dk saven@dadlnet.dk

På samme adresse findes Henry Georgs Forlaget (forlagsredaktør Lars Rindsig) og Henry Georgs Biblioteket (Socialøkonoisk Forskningsbibliotek), hvis hjemmeside er www. bibliotek1.dk (bibliotek efterfulgt af et ettal)

NB! Læs endnu mere om os på:

www.interunion.org.uk (IU – links til andre landes Henry George-organisationer, skoler m.m. )

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

15

george ISSN nr. 1603-2527 Udgiver: Den Danske Henry Georges Forening Redaktion: Dan Holst Nielsen (ansvarsh.) danholst@henrygeorge.dk tlf. og fax. 65 96 19 31 Bakkegårdsvej 39 5330 Munkebo * Peter Ussing peter.ussing@mail.dk tlf. og fax. 98 99 18 47 * Kir Klysner (lay-out) kir@klysner.dk Udkommer i 2007 3 gange: i april, august og december.

Næste deadline 20. marts.

Tryk: One Way Tryk a/s, Industrivej 3a 8660 Skanderborg www.etryk.dk Abonnementspris:

Kr. 100 pr. år

or g

Copyright: Stof i george må gengives, når kilden angives. Artiklerne udtrykker alene skribenternes holdning, som kan afvige fra såvel redaktionens som udgivernes.

ist

s

u ar o

nd the w o r l d

ge

e

Returneres ved varig adresseændring

Afsender: Tidsskriftet George Lyngbyvej 56 A 2100 København Ø

Jo

rd

en

16

f o r f o lk et

george nr. 3 2007 Forum for Frihed og Ligeret

Georgeister skal blive ved jorden Det burde være en selvfølgelig sag, at georgeister holder jordforbindelsen.

Det er ikke sket, når Bent Straarup (George nr. 2, 2007) antager, at årsagen til, at Retsforbundet røg ud af Folketinget i 1960 var den ændring af loven om grundstigningsskyld, som trekantregeringen fik vedtaget. Den spillede ikke den fjerneste rolle i den sammenhæng.

Nej, vi fik i 1957 en masse protestvælgere fra både højre- og (især) venstrefløjen.

Højrefløjsvælgerne forsvandt straks efter at vi var gået i regering sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre (De gik til De Uafhængige), og venstrefløjsvælgerne, der efter Sovjets invasion i Ungarn i 1956 ikke længere ville stemme på Danmarks Kommunistiske Parti, fik ved folketingsvalget Socialistisk Folkeparti at stemme på.

Retsforbundet har haft årelange, endeløse diskussioner om overgangsforslag til fuld grundskyld.

Det har tappet partiet for mange kræfter og jaget medlemmer ud, som blev frustrerede over de uendelige diskussioner. Flertallet af medlemmerne interesserede sig ikke for, hvordan grundskylden skulle indføres, og vælgerne gjorde det slet ikke. Som Jens Kirk udtrykte det: Det var ”urmagerbesværligheder”.

Det var derfor en stor lettelse, at et stort flertal på landsmødet stemte l977-forslaget igennem. Det bragte ro i partiet om denne sag, og det har der stort set været lige siden.

Vi har derfor kunnet koncentrere os om det væsentlige: At søge at overbevise så mange vælgere som muligt om rigtigheden af ideen, både ud fra et etisk synspunkt og ud fra et samfundsøkonomisk. Ved at appellere til den sociale indignation såvel som til den sunde fornuft.

Retsforbundet afviste Straarups forslag om at uddele jordrenten i lige store dele til alle landets borgere af mange grunde, den mest elementære

var naturligvis, at så var der ingen penge til at lette skatten på arbejde med, og den ønsker vi som bekendt nedbragt mest muligt.

De fællesudgifter, Retsforbundet i dag går ind for, kan ikke finansieres alene ved jordrenten. Det kunne den natvægterstat, der er beskrevet i Retsforbundets program af 1925. Men Straarup svæver langt over jorden, når han forestiller sig en fantasistat, som kunne finansieres alene ved ”en del af jordrenten”.

I lighed med andre overgangsforslag er Straarups fuldstændigt befriet fra tal såvel som fra antydninger af, hvem vi skal samarbejde med for at opnå målet.

Men kendsgerningen er, at når det gælder grundskyld, kan der kun opnås resultater med partierne til venstre. Men dem vil Straarup netop ikke samarbejde med.

I sandhed en himmelflugt.

Ib Christensen 19/9 2007

Civilisation 2.0 Dette er en interessant ny bog af Tor Nørretranders, som anmeldes af Martin Elmer under titlen: Store visioner, men holder de?

… læs side 10