![](https://assets.isu.pub/document-structure/230526100911-f6e23fcc10f82387aebf5ed6c3eda121/v1/e05183e0a3bcbc581d41d20eacb32cc0.jpeg?originalHeight=NaN&originalWidth=NaN&zoom=NaN&width=720&quality=85%2C50)
9 minute read
Tema: Synlig ledelse på stor Host Nation Support-opgave i Aarhus
At være synlig blandt sine soldater er alfa og omega for mange af Hjemmeværnets ledere og chefer. Årets første store Host Nation Support-opgave for vigtig amerikansk NATOpartner gav gode rammer for synlighed på flere planer.
// Tekst og foto: Morten Fredslund
Da hurtigtgående fartøjer fra Marinehjemmeværnet eskorterede et af verdens største transportskibe til køretøjer, ARC Independence, til kajen i Aarhus tidlig morgen den
16. januar, var det den indledende kulmination på måneders planlægning for officerer og ledere i Hjemmeværnet, Forsvarskommandoens Operationsstab og en lang række andre stabe, regimenter og enheder rundtom i hele Forsvaret. Forud ventede nu opgaven med at få cirka 650 amerikanske militærkøretøjer og -containere fragtet i land og opmarcheret på et til lejligheden etableret midlertidigt militært område (MMO).
Materiellet skulle videre til amerikanske enheder i Østeuropa som en del af en planlagt amerikansk rotation af styrker i Europa. Men indtil det sidste sandfarvede US
Army-køretøj havde forladt Aarhus, var området ved Omniterminalen og havnebassinet bevogtet af Hjemmeværnets frivillige soldater, mens frivillige og fastansatte officerer fra blandt andet Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland kontinuerligt var involveret i opgaven.
Alle var oppe på dupperne
”Der var jo tale om en superskarp opgave, og det giver trods alt noget andet end de øvrige øvelser, vi er involveret i. Ikke fordi vi greb det markant anderledes an, men på grund af opgavens karakter var det meste af kompagniet og hele staben oppefra og ned involveret og ekstra obs på, at planen holdt, og at soldaterne mødte ind som aftalt,” fortæller kaptajn Lars Mølgaard Andersen, der er chef for Infanterikompagni Eshøj, som stillede personel til den indledende bevogtningsopgave på Aarhus Havn.
Han fortsætter: ”Når vi løser skarpe opgaver, er alle i kompagniet alert på en måde, som betyder, at vi hurtigere end ellers kan justere ind, hvis der bliver brug for at ændre i planen i forhold til for eksempel vagtens længde eller indhold. Var der behov for, at en soldat skulle tage en ekstra tørn til klokken 02.00, ja, så gjorde man det uden at kny. Det var fedt at opleve.”
Tog del i bevogtningsopgaven
Omkring halvdelen af Infanterikompagni Eshøjs 128 soldater var i ni dage involveret i opgaven. Alle dage var Lars Mølgaard Andersen selv på kajen – enten for selv at tage del i bevogtningsopgaven, se om planen holdt eller blot for at se til sine soldater og demonstrere synlighed.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230526100911-f6e23fcc10f82387aebf5ed6c3eda121/v1/46ff245fee9e64a21fd274567267ede4.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
En synlig chef for det århusianske Infanterihjemmeværnskompagni Eshøj, Lars Mølgaard Andersen, tv., patruljerer sammen med sin kompagnibefalingsmand.
”Jeg tror, det vil have skabt stor undren, hvis jeg ikke havde vist mig på havnen. For mange år siden sagde en gammel oversergent til mig, at man ikke skal forlange noget af sine soldater, som man ikke selv kan eller vil udføre. Derfor var jeg også en del af bevogtningsholdet i to dage, og generelt er ledelsens synlighed supervigtig –måske endda den vigtigste opgave overhovedet, hvis man vil være en god leder,” siger Lars Mølgaard Andersen.
Uventede situationer kalder på føring
Lars Mølgaard Andersen havde på ingen måde problemer med at skaffe frivillige soldater til bevogtningsopgaverne i forbindelse med afskibning og opmarchering af det amerikanske materiel. Tværtimod.
Men da opgaven løbende skiftede karakter, så materiellet blev spredt ud på flere arealer end først planlagt, blev der pludselig brug for at finjustere planerne.
”I en skarp opgave kan der blive brug for føring, når der opstår noget uventet. Og her var det godt at se, at vi havde forberedt gruppeførerne godt på det, der kunne ske – og at de så også viste handlekraft og traf nogle gode beslutninger, da der var brug for det. Alle førere kan rigtig godt lide at blive indsat i en skarp operation, hvor man skal løse opgaven ud fra de givne vilkår. Host Nation-opgaven var den første af slagsen for kompagniet, og som chef fik jeg derfor nogle perfekte rammer til at uddelegere opgaver og sige til gruppeførerne: Her er rammerne og det, du har til rådighed. Her er opgaven. Løs den,” siger Lars Mølgaard Andersen.
Tonny Søberg var blandt de frivillige fra Eshøj-kompagniet, der bidrog til adgangskontrol på havnen:
”Det er helt sikkert meget motiverende, når vi får en opgave som denne her, hvor der er noget kød på, og hvor man føler, at man er en del af noget større via det NATOsamarbejde, vi har med andre nationer. Den viser også, at Hjemmeværnet kan noget andet, end hvad folk er vant til at se. I weekenden ligger vi jo mest i bunden af skoven i regnvejr, hvor der ikke er nogen, som ser os.”
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230526100911-f6e23fcc10f82387aebf5ed6c3eda121/v1/ac19f70f1e5da0688d5e73372096c102.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
De to århusianske hjemmeværnssoldater, Tonny Søberg, tv., og Anders Melby på vagt ved indgangen til det Midlertidige Militære Område, MMO, på Aarhus Havn.
En fantastisk opbakning
Det var Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland med hovedsæde i Aarhus, der havde hovedopgaven med planlægning og etablering af det midlertidige militære område på havnen. Ud over at stille med frivillige til bevogtning og adgangskontrol i den første fase af operationen var det hjemmeværnsdistriktets frivillige stab, der stod for den døgnbemandede vagtcentral i hele perioden.
Chefen for distriktet, oberstløjtnant Christina Skou Pojezny, fortæller, at det på intet tidspunkt var en udfordring at skaffe frivillige til Aarhus’ første Host Nation Support-opgave:
”Jeg har rakt ud over alle mine 17 underafdelinger. Der har været en helt fantastisk opbakning, og flere bød ind, end der konkret var brug for. Desuden oplevede vi stor fleksibilitet fra alle: studerende, folk i arbejde – vi får det til at du. Det var helt vildt fedt,” siger Christina Skou Pojezny og tilføjer:
”På det faglige plan var opgaven også udviklende og motiverende, og det var spændende at se hjemmeværnssoldaternes færdigheder blive transformeret over i den her opgaveløsning – næsten samme koncept som at oprette en lejr i INTOPS. Så det mindede om noget, jeg kender, mens det for mange frivillige førere var helt nyt. Derfor var det også vigtigt, at der hele tiden var erfarne chefer til stede, som man kunne gribe fat i,” siger Christina Skou Pojezny, der har cirka 950 aktive hjemmeværnssoldater i sit østjyske hjemmeværnsdistrikt.
Motivationen er afgørende
Distriktschefen peger på, at det også på det personlige plan var en god opgave, som distriktet løste på havnen i Aarhus.
”Som chef er det altid fedt at være ude hos sine soldater. Og det var der tid til her – ligesom på en mission, hvor man er blandt sine soldater hele tiden. Så Host Nation Support er spændende på alle måder. Selvfølgelig skal opgaven løses ved siden af alt det andet, men opgaven har alligevel så høj prioritet, at den rydder pladen i forhold til vores andre aktiviteter,” siger Christina Skou Pojezny.
Hun understreger, at motivation er afgørende i en frivillig organisation.
”Man kan ikke bare beordre eller benytte sig af kommandoen ”Sæt i værk”. Det handler i høj grad om at give soldaterne relevans og forklare dem, hvad deres opgave er. Og så møde dem i øjenhøjde. Der er meget kort afstand mellem den menige og chefen for distriktet. For selv om vi benytter os af de officielle kommandoveje, skal der også være rum for den direkte kommunikation mellem chefen og soldaterne i enhederne. Der skal være plads til en dialog, der ikke nødvendigvis er stramt struktureret.”
20 Soldater Konstant P Vagt
Host Nation Support-operationen var en kæmpe opgave, der krævede flere end 20 soldater på vagt i døgnet mange uger i træk.
”I min chefrolle er jeg nødt til konstant at have en finger på pulsen og spørge: Hvornår kommer breaking point? Holder motivationen, uanset hvor mange uger vi skal være indsat? HNS-opgaven var jo primo januar, og der kommer også opgaver resten af året,” understreger Christina Skou Pojezny og fortsætter:
”Som chef må jeg økonomisere med kræfterne og ikke ensidigt fokusere på den her ene opgavetype, men have alle aktiviteter til at hænge sammen. Og så er det vigtigt, at vi ikke blot sidder på hænderne og nyder succesen. Vi skal bruge det aktivt – blandt andet i forhold til imagepleje og hvervning af nye medlemmer – og gøre opmærksom på alt det fantastiske, som Hjemmeværnet kan.”
Superrelevant opgave
Danmark er blot det tredje land i Nordeuropa, som USA har valgt til ind- og udskibning af militære køretøjer og materiel som led i en større, løbende logistikoperation kaldet Atlantic Resolve. Tidligere har Esbjerg Havn taget imod amerikansk materiel, men i januar blev et nyt kapitel indledt, da Aarhus Havn for første gang lagde kajplads til hundredvis af amerikanske militærkøretøjer og containere.
Anløbet af det 228 meter lange og godt 50 meter høje ARC Independence var da også lidt af et tilløbsstykke på en storstilet besøgsog pressedag på havnen. Både Aarhus’ borgmester og forsvarsministeren var på havnen ligesom chefen for Forsvarskommandoens Logistikafdeling, J4, oberst Jens Riis-Vestergaard.
”For officerer og førere er Host Nation Support helt sikkert en spændende opgave, da man arbejder helt oppe fra det strategiske niveau og ned til det taktiske niveau. Her ser du virkelig alle elementer i spil. Samtidig er det en prioriteret opgave, som Forsvaret ville skulle løse selv, hvis vi ikke kunne trække på Hjemmeværnet. Men det ville så gøre ondt et andet sted, hvor vi skulle tage soldaterne fra. Derfor er vi også rigtig glade for at kunne trække på Hjemmeværnet,” siger Jens Riis-Vestergaard, der stod for den overordnede logistiske planlægning af operationen.
Christina Skou Pojezny, distriktschef
Alvoren bag har en betydning
Til stede på havnen var desuden vicechef i Forsvarskommandoens Operationsstab, brigadegeneral Jette Albinus.
![](https://assets.isu.pub/document-structure/230526100911-f6e23fcc10f82387aebf5ed6c3eda121/v1/870204540eb821cbd52bf4d42be9e747.jpeg?width=720&quality=85%2C50)
Chefen for Hærhjemmeværnsdistrikt Østjylland, oberstløjtnant Christina Skou Pojezny, mener at Host Nation Support er en god og relevant opgave, som mange af distriktets cirka 950 aktive hjemmeværnssoldater bød ind på.
”Efter 24. februar sidste år og Ruslands invasion af Ukraine har vi set en stigning i aktiviteter, hvor vi har skullet oparbejde vores egen kapacitet til Host Nation Support. Desværre kan man jo sige, for situationen er blevet mere alvorlig. Så når vi får materiel ind, så er opgaven med at passe på materiellet, mens det er på havnen, også blevet mere vigtig,” siger Jette Albinus.
Hun betegner Host Nation Support som en skarp opgave, hvilket tilstedeværelsen af de bevæbnede hjemmeværnssoldater på området også indikerede.
”Opgaven er megaskarp, og vi gør det, nøjagtig som vi ville have gjort, hvis trusselsniveauet havde været højere,” siger Jette Albinus, der tidligere i karrieren har været stabschef i Hjemmeværnskommandoen.
”At se Hjemmeværnet håndtere opgaven gør mig da meget stolt. Det siger jo noget om Hjemmeværnets niveau, at de fagligt er i stand til at løse den her opgave. Jeg bliver bare altid dybt imponeret, når jeg ser, at det er frivillige, der stiller op og gør det flere dage i træk og virkelig gør en forskel. Vi har brug for dem – det er der ingen tvivl om. Mange melder sig jo, fordi de gerne vil gøre en forskel for deres land, og det gør man i høj grad ved at være med til at løfte den her type opgave,” siger Jette Albinus. ■