
6 minute read
Uniform på jobbet-dagen viste Hjemmeværnets brede forankring i det danske samfund
Flere frivillige og reservister og flere virksomheder bakkede i år op om Uniform på jobbet-dagen 2024 den sidste onsdag i september. Dagen synliggjorde med al ønskelig tydelighed de mange ildsjæle, der er klar til at yde en ekstra indsats i uniform, når Danmark har allermest brug for det.
// Af Charlotte Baun Senholt / Foto: Jonas Vandall, Kevin Sigvartsen, Lasse Bækhus og privat
Uniform på jobbet-dagen ser i 2024 ud til at have sprængt rammerne for sidste år, hvor den nye mærkedag blev lanceret af forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Fra Hjemmeværnet valgte flere frivillige soldater og reservister landet over i år at møde op i uniform på deres arbejdsplads eller uddannelsesinstitution på dagen. Det gjorde de for at støtte op om initiativet og for at fortælle deres kolleger, arbejdsgivere eller studiekammerater, at de også står klar til at tage en ekstra tørn i uniform ved siden af deres job eller uddannelse og på den måde er med til at passe på Danmark. Dermed viste dagen også Hjemmeværnets brede forankring i det danske samfund.
Også flere arbejdspladser både i det private og i det offentlige samt desuden uddannelsesinstitutioner bakkede aktivt op om dagen. Arbejdspladserne tæller blandt andet store virksomheder som Salling Group, Novo Nordisk, Danske Bank, Danfoss og transportgiganten DSV. De foreløbige tal viser opbakning fra over 200 arbejdspladser landet over.
Så onsdag den 25. september kunne man opleve både håndværkere, skolelærere, kontormedarbejdere, kranførere, akademikere, ledere, ekspedienter og studerende i uniform på deres arbejdsplads eller studiested. Dagen gik da heller ikke ubemærket hen i medierne, og telefonerne glødede op til selve dagen fra medierne, som viste stor interesse i at fortælle om de frivillige og reservisternes opbakning til dagen.

Stolt over at være i uniform
Vi har talt med nogle af de mange frivillige soldater, som støttede op om Uniform på jobbet-dagen 2024. En af dem, der kom i uniform på sit arbejde, er chef for Infanterikompagni Fyn Jess Wedel Nielsen. Han arbejder til daglig som testmekaniker hos Meneta i Odense. Virksomheden er underleverandør til bilindustrien.
”Jeg er utrolig stolt over at bære min uniform. Så for mig er Uniform på jobbet-dagen alletiders initiativ. Dagen giver mig mulighed for at fortælle mine kolleger og arbejdsgivere om det store frivillige arbejde for Forsvaret og beredskabet, som vi er mange, der yder. En vigtig pointe for mig er også at fortælle, at Hjemmeværnet faktisk er det eneste militære islæt på Fyn,” siger Jess Wedel Nielsen, der bruger omkring 600 timer årligt på Hjemmeværnet.

I København var civilingeniør Jan Balling også i uniform på sin arbejdsplads på DTU Space i Lyngby. Han er også næstkommanderende i Hjemmeværnskompagni Fabriksparken på Vestegnen.
”Hjemmeværnet består af mange forskellige mennesker med vidt forskellige baggrunde. Vi har alle en interesse i at stille op og yde noget for samfundet. Derfor er det dejligt, at vi på denne dag kan fortælle andre om, hvem Hjemmeværnet er, og hvad vi laver,” siger Jan Balling. I Vestjylland trak eskadrillechef John Svendsen også i uniformen, da han betjente kunderne som reservedelsekspedient i Skjern Maskinforretning.
”Uniform på jobbet-dagen er super vigtig for at synliggøre Hjemmeværnet. Mange tror jo, at vi i Hjemmeværnet regulerer trafik hele tiden. Det er kun en meget lille procentdel af vores opgaver. Vi løfter så mange andre vigtige opgaver for Forsvaret og beredskabet. Dagen er også vigtig i forhold til at hjælpe os til at rekruttere nye medlemmer,” siger John Svendsen.
Stor opbakning fra virksomheder
De mange virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som bakker op om Uniform på jobbet-dagen, er med deres opbakning med til at hylde og anerkende den store indsats i uniform, som mange ildsjæle er klar til at yde for vores fælles sikkerhed. Det understreger blandt andre CEO og administrerende direktør i byggevirksomheden Guldfeldt i Odense Kim Birkerød:
”Ved at være en del af Uniform på jobbet-dagen bakker vi op om totalforsvaret og vores fælles sikkerhed i Danmark. Det er vigtigt, at vi kan føle os trygge i Danmark, og det gør os stolte, at vi kan være med til at støtte op om det. Dagen skaber positivt fokus på og omtale af Forsvaret og Hjemmeværnet, og det vil vi som virksomhed gerne være en del af.”

Vigtig dag
Chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Jens Garly, besøgte på dagen netop byggevirksomheden Guldfeldt, hvor der var medarbejdere i uniform på jobbet.
”Det betyder utroligt meget, at vores frivillige soldater og reservister får mulighed for på denne dag at møde ind på arbejde i deres militæruniform og vise, at de er en del af Hjemmeværnet. For den enkelte soldat og reservist er det vigtigt, at de ude på deres arbejdsplads eller studiested bliver set og anerkendt for, at de stiller op for Danmark,” siger Jens Garly.
Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Hans Andersen, supplerer: ”Uniform på jobbet-dagen markerer, hvordan virksomheder bakker op om deres medarbejdere, der er frivillige eller reservister i Hjemmeværnet, Forsvaret eller beredskabet, så de kan bidrage til Danmarks sikkerhed og tryghed. Hjemmeværnet er Danmarks Frivillige Styrke, og vores soldater løser uvurderlige opgaver hver eneste dag.”
Hans Andersen lagde vejen forbi blandt andet transportgiganten DSV og DTU. Også andre chefer fra Hjemmeværnet, Forsvaret og beredskabet gennemførte virksomhedsbesøg på dagen.
I 2025 er der Uniform på jobbetdag onsdag den 24. september. ■
FAKTA
Uniform på jobbet-dagen er en fast dag om året, hvor reservister og frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten kan tage deres uniform på, når de går på arbejde eller tager ind på deres studiested.
I Danmark har cirka 3.000 reservister rådighedskontrakt med Forsvaret, Hjemmeværnet eller Beredskabsstyrelsen. Hjemmeværnet har knap 43.000 frivillige, mens der er cirka 450 frivillige i Beredskabsstyrelsen og cirka 200 i Kystredningstjenesten.
Alle virksomheder og uddannelsesinstitutioner kan deltage i Uniform på jobbet-dagen. Virksomheder og studiesteder bestemmer selv, om de vil lade deres medarbejdere tage på arbejde eller studie i uniform.
Vi har samlet billeder af deltagere på Uniform på jobbet-dagen
