
9 minute read
René smed 40 kilo for at blive fit til udsendelsen som KFOR-soldat
Da julen 2023 var vel overstået, satte hjemmeværnssoldaten René fra Skjern ind med en seriøs målsætning, der nu har sikret ham hans tredje udsendelse til Kosovo med Hjemmeværnet. Matadormix, chips, pizzaer og for mange henslængte timer på sofaen blev skiftet ud med sund mad og masser af timer i det lokale træningscenter, så han nu er klar som fit KFOR-soldat.
// Tekst og foto: Morten Fredslund
Når 29 hjemmeværnssoldater udsendes primo november på KFOR Hold 51B, er den 49-årige frivillige soldat René fra Hjemmeværnskompagni Skjern blandt soldaterne.
For otte måneder siden besluttede René at give udsendelsen et skud. ”Der var et informationsmøde i Herning om KFOR-missionen, og sammen med et par stykker fra mit kompagni og et andet kompagni tog vi derop for at høre mere. Da jeg senere på aftenen meldte mig som interesseret, fornemmede jeg godt, at delingsføreren kiggede lidt over på mig. Der faldt også en bemærkning om, at der også var en test, der skulle bestås. Jeg var jo en stor mand,” siger René.
Han vejede på det tidspunkt 130 kilo, og der stod 5XL på mærkaterne i henholdsvis nakke og talje på Renés T-shirts og bukser. Men det holdt ham ikke fra at melde sig til KFOR-bruttoholdet.
”Jeg har været udsendt til Kosovo to gange tidligere i henholdsvis 2011 og 2012, og jeg tænkte, at det da skulle være muligt at træne mig op til endnu en tur. Nu var det jo december og juletid med alt det gode mad og søde sager, som jeg jo elsker. Jeg har en sød tand, det kommer jeg ikke uden om. Derfor skulle jeg lige over julen, før jeg satte målrettet ind. Men den 6. januar i år gik jeg i gang,” fortæller René, da han tager imod i parcelhuset i Skjern.
Ros og opbakning blev en stor motivationsfaktor
I anledning af interviewet er René trukket i hjemmeværnsuniformen, og han står skarp og nystrøget, da Hjemmeværnsmagasinets udsendte tropper op. I carporten står en knaldrød Honda-motorcykel, som ifølge René er blevet luftet for lidt på det sidste.
”Min træning på fitnessholdet kolliderer med motorcykelklubbens tirsdagsture. Så det er ikke blevet til mange kilometer på landevejen i år,” fortæller René, der siden januar 2024 er blevet fast deltager på mange af de forskellige fitnesshold, som Ringkøbing-Skjern Kulturcenter tilbyder.

Da han første gang troppede op med sin store livvidde og 130 kilo, blev han ikke spået som hyppig gæst på holdene, hvor pulsen bankes op i fællesskab med 15-20 andre lokale deltagere på for eksempel ”Puls og Styrke”, ”CrossGym med Tabata” og ”Pump Fit”, der er blandt Renés favoritter.
”John, en tidligere næstkommanderende fra kompagniet, træner også hyppigt det samme sted. Han har sidenhen fortalt mig, at han tænkte, at det kommer ikke til at gå, da han så mig til den første holdtræning i januar. Han troede, at jeg ville komme én time – og så ikke mere,” fortæller René.
Det endte dog helt anderledes. René er siden kommet i træningscentret femseks gange om ugen.
”John har sagt til mig, at han er vildt imponeret over det, jeg har nået. Jeg har i det hele taget fået meget ros og opbakning fra alle, jeg kender – især de nærmeste venner og mine hjemmeværnskammerater. Men også fra fitnessholdene. Det har været en stor motivation for mig til at holde mig til ilden, og træningscentret er et godt fællesskab at være en del af,” mener René.
Intens løbetræning for at blive klar
At være en del af det frivillige forsvar ligger udpræget til Renés familie, og han sendte sin ansøgning til Hjemmeværnet bare 17 år gammel, fordi både hans far og storebror var medlemmer på det tidspunkt. Hans mor har været en del af Lottekorpset. Lige siden har han været frivillig soldat i Hjemmeværnskompagni Skjern, hvor han de seneste knap otte år har været forsyningsbefalingsmand. Efter at han meldte sig til KFOR-holdet, har han ud over den intense fitnesstræning også løbetrænet for at blive klar til at kunne honorere kravene i Forsvarets Basistest, som alle hjemmeværnssoldater, der søger om udsendelse, skal gennemføre.
Basistesten består af en 12-minutters cooper-løbetest og fire efterfølgende styrketest, som gennemføres i sæt. Testen kan betragtes som den første stoptest for aspiranterne til KFOR-missionen. Består man Forsvarets basiskrav, venter et længere forløb med blandt andet læge- og tandlægebesøg, vaccination, en række uddannelsesforløb og skydeperioder samt taktisk sanitetstjeneste og missionsforberedende uddannelse.
”Bruttoholdets endelige basistest var fastsat til juni i år, men allerede under en samling i Hevring på Djursland i foråret fik vi mulighed for at gennemføre testen. Jeg bestod med nød og næppe, men testen foregik også kun godt tre måneder efter, at jeg var gået i gang med at træne efter mange år, hvor jeg bare havde ligget på sofaen,” fortæller René, mens han napper en vindrue fra fadet på sofabordet.
En nødvendig livsstilsændring
Frugt i stedet for slik og en radikal ændring af kostvaner har også været en del af den pakke, som har reduceret Renés størrelse og vægt.
”Jeg var jo en sofafyr og rigtig god til at hygge og se tv, mens der blev spist diverse guf, pizza eller burgere – ja, sågar en hel liter is i ny og næ. Så det handler i høj grad om at ændre livsstil,” fortæller René, mens en stor, sort hankat smyger sig om hans ben med et højt mijauw.
”Det er Blackie, og den har også en del af æren for, at jeg vægtmæssigt er, hvor jeg er i dag. For da jeg en dag skulle veje Blackie, stod badevægten simpelthen af og viste fejl, da jeg steg op på vægten med ham i mine arme. Det var simpelthen dråben, der sammen med motivationen for at blive udsendt fik mig til at tage mig alvorligt sammen. I forhold til både kost og motion,” fortæller René.
Han fik vægten i gang igen, da Blackie blev sat på gulvet. 126 kilo viste den dengang. Og uden konkret slankeplan og væbnet med sund fornuft gik René i gang med at rydde sit køkken for alt det usunde.
”Hvis du skal tabe dig, skal du forbrænde mere, end du spiser,” siger René.
Så i første omgang var den simple løsning at fjerne alt, der er usundt, samt alle overflødige kulhydrater og kalorier, som findes i eksempelvis smør, hvidt brød, pasta, sovs, kartofler, ris, chips, slik, sodavand, is og chokolade.
Sund kost og sukkerfrit slik
Derefter har den stået på sund kost som kylling med salat, rugbrød med fedtfattigt pålæg til frokost og en portion afvejet skyr til morgenmad: 400 gram med 40 gram müsli.
”Jeg synes ikke, jeg har været hysterisk, og da jeg forleden var til et firmaarrangement hos min arbejdsgiver, fik jeg en steak med whiskysauce som mine kolleger, og jeg har også været til en 40-års fødselsdag, hvor en helstegt pattegris var på menuen. Men jeg er selvfølgelig bevidst om, at der skal spises mindre, end jeg har været vant til, og flødeis og guf er blevet skiftet ud med Sun Lolly og Läkerol i sukkerfri udgaver,” siger René.

Civilt er René ansat som mejeriarbejder ved Arla Foods Ingredients, der er medlem af InterForce. Så udsendelsen til Kosovo har ikke medført udfordringer for ham i forhold til at få frihed til udsendelsen.
”Da jeg forelagde mine planer for min chef, sagde han, at det finder vi ud af,” fortæller René, der dog har vinket farvel til en del weekendvagter på jobbet på grund af forberedelserne til KFOR-missionen.
René er rigtig glad for sit arbejde hos Arla Foods Ingredients. Når han alligevel har søgt om at blive udsendt igen, handler det blandt andet om, at han trænger til et afbræk i hverdagen. ”Der skal ske noget nyt, hvor jeg prøver noget andet i en periode,” mener René.
Mens han reflekterer over sine to tidligere udsendelser, uddyber han:
”Man lærer at indordne sig på sådan en international mission. For mig handler det både om at komme væk hjemmefra og være en del af et hold. Det betyder også noget for mig at være i uniform og vise flaget og gøre noget for andre. Jeg kan generelt godt lide at være social og gøre noget for andre,” siger René.

Garderoben er skiftet ud
Udsendelsen til Novo Selo-lejren i Kosovo varer frem til primo februar 2025, og det er Renés intention at fortsætte med at holde vægten under sin udsendelse og også bagefter.
Ud over at han har fået meget mere energi og en meget bedre kondi, er det superfine sammenhold på fitnessholdene også en stor motivationsfaktor for ham. Det vil det også være, når han kommer hjem.
”Det er første gang, jeg har været på en så ekstrem kur og livsstilsændring. Det har da ikke altid været nemt. Men min ændrede livsstil har givet mig meget mere velbehag, overskud og energi. Det fedeste er dog, at jeg kan gå ned til tøjhandleren og vælge frit blandt tøjmærkerne frem for at være tvunget til at købe tøj i 5XL til store mænd,” siger René glad.
Aktuelt vejer han 87 kilo. Flere har allerede sagt til ham, at nu synes de ikke, at han skal tabe sig mere.
”Jeg vil gerne have, at min vægt bliver ved med at ligge lige under 90 kilo. Det passer mig fint,” siger René, der ser frem til sin 3. udsendelse som KFOR-soldat. ■
KFOR-missionen
Siden august 2023 har soldater fra Hjemmeværnet bistået med at bevogte lejren Novo Selo i Kosovo på KFOR-missionen. Opgaven varer forventeligt frem til sommeren 2025.
René har tidligere været udsendt til KFOR-missionen i 2011 og 2012. Han skal igen til Kosovo på KFOR Hold 51b, der opstilles af Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland med støtte fra distrikt Nordjylland og Østjylland.
Vil du vide mere om tilmelding og generelle krav til, hvad det kræver at blive en del af Hjemmeværnets KFOR-styrke, kan du læse om gældende krav under KFOR-sitet på hjv.dk bag login.