
9 minute read
”En for alle, alle for en,” brøler NATO ud over Europa
På den største NATO-øvelse siden den kolde krig har samtlige nationer i forsvarsalliancen trænet den såkaldte musketered: Et angreb på én allieret er et angreb på alle. Øvelsen hedder Steadfast Defender 24 og har fundet sted over det meste af Europa. Hjemmeværnet har indgået i øvelsen både med Host Nation Support og med to delinger af soldater i Estland. Dem følger vi i hælene på her.
// Af Lærke Weensgaard / Foto: Jonas Vandall og Lærke Weensgaard
En havn i Estland ligger stille hen. Sådan ser det i hvert fald ud, hvis den bliver observeret gennem kameraet på en drone. For på jorden, i skyggen af bygninger, sitrer havnen.
Gemt for fjendtlige øjne i luften presser en estisk droneoperatør ryggen mod en mur, mens han kigger ned på dronecontrolleren i sin hånd.
På hans kampvest, lige ved siden af hans eget estiske enhedsmærke, sidder et mærke fra Flyverhjemmeværnet. Esteren er heller ikke den eneste til at følge nøje med på controllerens skærm. Ind over den læner løjtnanten Mike fra Flyverhjemmeværnet sig, næstkommanderende for en deling af soldater fra Flyverhjemmeværnet på havnen, som samarbejder med estiske styrker. Den estiske droneoperatør har observeret mistænkelige køretøjer, men optagelserne på dronecontrolleren flimrer og fryser.
”Hans signal er for dårligt. Vi skal have nogen derud,” konstaterer Mike. Radioerne skratter hos de øvrige omtrent 30 soldater fra Flyverhjemmeværnet: ”9-0 besæt nærsikringer,” lyder det fra Mike.

Musketereden
Delingen på havnen er én ud af to delinger, som Hjemmeværnet har sendt til Estland for at deltage i øvelsen Steadfast Defender 24, den største NATO-øvelse siden den kolde krig.
Steadfast Defender 24 består af en række underliggende NATOøvelser og operationer over det meste af Europa og på tværs af Atlanterhavet. Tilsammen samler den 90.000 soldater fra samtlige 32 medlemslande i forsvarsalliancen NATO.

Formålet med øvelsen er ifølge Forsvaret ”at træne på et artikel 5-scenarie, hvor et medlem af alliancen bliver angrebet og skal forsvares”. Artikel 5 er den såkaldte musketered, der indebærer, at et angreb på én allieret skal betragtes som et angreb på alle allierede i NATO.
På den estiske del af Steadfast Defender 24 har esterne ikke ulejliget sig med at finde på et passende neutralt navn på den fjende, der står bag det fiktive angreb mod NATO. Fjenden på øvelsen bliver direkte kaldt Rusland.
Med Estlands knap 300 kilometer lange grænse op til Putins gigantiske nation bliver øvelsen taget godt og grundigt seriøst.
”Vi vil ikke kunne lave et scenarie i Danmark, der er lige så virkelighedstro, som vi har det her i Estland. Som danskere er vi tilknyttet de estiske enheder, og de gør tingene på en anden måde, end vi er vant til,” fortæller Mike fra Flyverhjemmeværnet.

For eksempel befinder øvelsesledelsens hovedkvarter sig kun på den samme lokation i få dage. På lokationerne er alle køretøjer gemt væk i haller eller under tag, og gæster bliver kørt på omfattende omveje, hvis de skal på besøg. Skulle en fjendtlig drone bevæge sig ind over et af de midlertidige hovedkvarterer eller andre stillinger, vil det kræve et ørneblik at se, at det ikke blot er en hal, en skole eller en havn.
Host Nation Support i Danmark er en del af Steadfast Defender 24
Steadfast Defender 24 er ikke pakket væk i et øvelsesterræn. Den foregår til tydeligt skue for alle, selv i Køge, Roskilde, Esbjerg, Kalundborg og Aarhus. Et af omdrejningspunkterne i øvelsen er at flytte materiel og store styrker fra Nordamerika til forstærkning af NATO-alliancen på europæisk jord. Med andre ord det, som mange hjemmeværnssoldater de seneste år har lært godt at kende som Host Nation Support.
I løbet af foråret er flere store containerskibe ankommet til havnene i Køge og Aarhus, og med sig medbringer de militært isenkram i hundredvis. Mens materiellet befinder sig på dansk grund, har Danmark til opgave at passe på det. En stor del af den bevogtning løftes af hjemmeværnssoldater fra hele landet: Marinehjemmeværnets Maritime Force Protection (MFP) er i både Køge og Aarhus i vandet med deres gummibåde for at sikre havnene, inden containerskibene lægger til, og Hærhjemmeværnet står for bevogtningen af materiellet, når det forlader skibet.
Når helikopterne om bord bliver fløjet til Roskilde Lufthavn, går Flyverhjemmeværnet patruljer omkring de militære fly, mens charterflyene ruller forbi ved siden af.

I Estland kører de militære køretøjer også side om side med de civile biler. En del af øvelsen foregår i landets fjerde-største by, Pärnu, og med larmende højtaler kører soldater rundt i bybilledet for at gøre borgerne opmærksomme på, at det blot er en øvelse. Det er det i hvert fald for denne gang, virker det underliggende budskab at være, da en taknemlig borger kommer ned på havnen hos de danske soldater med hjemmeslynget honning. En anden tilbyder vodka.

Nåletræsbuske på hjul
På havnen i Pärnu er soldaterne fra Flyverhjemmeværnet listet ud i nærsikringerne. Nogle af soldaterne sidder i en strandet orange pram, som rusten langsommeligt flår fra hinanden, og spejder ud ad knuste ruder. Deres grundlæggende formål med at sidde i en gammel pram og forsvare havnen er at sikre kontakten ud til Estlands talrige øer. Gennem glasskårene får de pludselig øje på en fjendtlig drone på vej ind over porten til havnen.
”Luk porten, og træk nærsikringerne ind,” lyder det fra næstkommanderende Mike over radioen. For dronen er ikke den eneste bekymring ved porten. En mistænkelig bil har kurs direkte mod den.
”Form a line, front the gate!” råber Mike, efterfulgt af en estisk fører, som brøler ”Enemy ahead!” Havnen er ikke det eneste sted, fjenden har kæmpet sig frem. De er også gået i land på øerne, som esterne kæmper for at holde kontakt til gennem havnene. En af dem er Estlands største ø, Saaremaa, som ligger omtrent 100 kilometer vest for Pärnu i fugleflugtslinje.

Dybt inde i en af øens nåletræsskove gemmer sig en deling af motoriseret overvågning fra Hærhjemmeværnet. De er bag fjendens linjer og arbejder i det skjulte for at modarbejde fjendens fremgang på øen. Ubemærket kører de danske soldater i hælene på de fjendtlige styrker for at indhente informationer om dem – og hvis muligt nedkæmpe dem.
”Fjenden forventer ikke, at vi er hernede, fordi de allerede har kørt opklaring i det her område. De har bare ikke fundet os,” forklarer sergent Martin. Hans sløring i ansigtet matcher de mørkegrønne nåletræsgrene, som forvandler delingens åbne opklaringskøretøjer til næsten usynlige rullende buske i fjendeland.
Den motoriserede overvågning har fået meldinger om fjendtlige styrker, som tilsyneladende er i gang med at forlade en post. De er derfor sprunget ud af køretøjerne og lister op til en faldefærdig bygning med krakelerede mursten. Og rigtigt nok: De spotter en soldat på vej væk – og han er ikke alene. Med et par velplacerede skud reducerer de danske soldater fjendestyrken.

Et snusket bordel
Tilbage på kajen i Pärnu er der også blevet åbnet op for ilden. Danskerne og esterne springer side om side fra stilling til stilling for at få ram på den insisterende styrke, som forsøger at kæmpe sig ind på havnen. Imens danser kampdommerne rundt mellem soldaterne og udpeger døde. De har travlt. Men det har soldaterne for sin sag ikke: Over radioen skratter en melding fra det skjulte hovedkvarter ind: Havnen skal holdes indtil klokken 16.
”Jamen klokken er jo kun 10.14,” udbryder en menig til stor morskab for sine frivillige kolleger.

Uden for kamppladsen på havnen trisser byens borgere fortsat rundt, en af dem med nedrullede vinduer i bilen og den seneste hitsingle fra Taylor Swift skrålende ud af højtalerne.
”Jeg er virkelig i tvivl om, hvordan beboerne i Oksbøl ville have det, hvis vi kom vadende på villavejene for at gennemføre en øvelse på samme måde, som vi gør her. Der er en helt anden måde at håndtere det på i Estland,” kommenterer Mike.
For det er både større og anderledes at være på øvelse i Ruslands skygge:
”Øvelsen herovre er flere gange større end hele den danske hær tilsammen,” bemærker Martin ude på øen Saaremaa.
Soldaterne fra den motoriserede overvågning er ved at gennemsøge alle rummene i den forfaldne bygning. På gulvet finder de isoleringsmateriale, lagt ud som interimistiske senge og noterer sig, at omtrent 20 fjendtlige soldater formentlig har brugt bygningen til at sove i. Eller til at køre et snusket bordel, lyder det kækt fra en af soldaterne på vej tilbage i de slørede køretøjer.
Om bord i bilerne knapper Martin tilfreds en Monster op og løfter energidrikken til en fælles skål med de resterende frivillige soldater.
”Skål og tak for nogle rigtig fede dage,” lyder det fra sergenten. ■

Steadfast Defender 24
Steadfast Defender 24 er den største NATO-øvelse siden den kolde krig. Øvelsen har involveret en række underliggende NATOøvelser og operationer over det meste af Europa og på tværs af Atlanterhavet. Øvelsen samlede 90.000 soldater fra samtlige 32 medlemslande i forsvarsalliancen NATO.
Formålet med øvelsen har været at træne på et artikel 5-scenarie, hvor et medlem af alliancen bliver angrebet og skal forsvares. Artikel 5 er den såkaldte musketered, der indebærer, at et angreb på én NATO-allieret skal betragtes som et angreb på alle allierede.
Hjemmeværnet deltog i øvelsen i Estland med to delinger. Derudover har Hjemmeværnet som en del af Steadfast Defender ydet vigtig Host Nation Support til vores amerikanske allierede, som i foråret landede store mænger militært materiel i Danmark, som Hjemmeværnet bevogtede i Aarhus, Esbjerg, Køge, Kalundborg og Roskilde, inden det blev fragtet videre til underliggende øvelser i Steadfast Defender.