
5 minute read
Susanne kommer fra et hjem med stueorgel
Susanne Dalmose Nielsen fra Randers har som Hjemmeværnets eneste kvindelige dirigent været en solid saltvandsindsprøjtning i et af Hjemmeværnets mindre orkestre. Hun arbejder med dem som spillende træner, og de synes, hun er et scoop.
// Af Helle Kolding / Foto: Torben Glyum
Det er ikke en floskel at sige, at dirigent Susanne Dalmose Nielsen er født med musik. Som hun selv udtrykker det med et smil, kommer hun fra ”et hjem med stueorgel”, og det meste af hendes legetøj som barn var musikinstrumenter. Hendes far havde i sine unge dage sit eget band, og hele familien dyrkede musikken. Selv har hun ikke tal på, hvor mange kurser med musik eller instrumenter hun har gennemgået, men det er især blæseinstrumenter, der har hendes helt store kærlighed.
”Jeg var alle steder, hvor der kunne spilles. Og sådan er det lidt stadigvæk,” fortæller Susanne Dalmose Nielsen.
Fra februar i år har hun været ansat som dirigent ved Marinehjemmeværnets Musikkorps i Randers. Dermed fik Hjemmeværnet sin første kvindelige dirigent i mange år, men det er ikke noget, hun eller musikkorpset egentlig tænker så meget over. De vil bare gerne spille godt og blive brugt.
Susanne Dalmose Nielsens professionelle karriere har siden år 2000 været fast forankret på Randers Musikskole som underviser, men hun er også med i Blæseorkestret Søndermarken.
Vi er vokset
Marinehjemmeværnets Musikkorps i Randers har haft en lidt omskiftelig skæbne og var ved at sygne lidt hen. Men det skal Susanne Dalmose Nielsen nok få skik på.
Samtidig med Susanne Dalmose Nielsen er der også kommet en del nye musikere til. De er nu, sammen med dem, der allerede var en del af musikkorpset, i fuld gang med at øve alt lige fra de krævende marcher og sange fra den danske sangskat til mere muntre toner fra John Mogensen og Shu-bi-dua. Altså et bredt repertoire til både parader og koncerter. Og det lille musikkorps har allerede rykket sig.
”Vi er allerede vokset utroligt med Susanne som dirigent. Spillet er blevet så meget bedre,” lyder det fra Finn Aagaard, der er tubaspiller og flotillechef for musikkorpset.
Han er også manden, som fik lokket Susanne Dalmose Nielsen tilbage til Hjemmeværnet, hvor hun faktisk allerede har spillet ad flere gange tidligere.

Tilbage til Hjemmeværnet
Susanne Dalmose Nielsen har som musiker hentet stor inspiration fra to musiklærere, Bjarne Nielsen og Eigil Hindborg. Hun startede på tuba hos Eigil Nielsen og senere på trompet og trækbasun hos Bjarne Hindborg, men det var Eigil Nielsen, der satte hende i kontakt med Hjemmeværnet. Musikkorpset i Aarhus manglede en tamburmajor, og den post bestred hun så tæt på en halv snes år.
”Jeg var blandt andet otte gange med på Nijmegen-marchen i Holland,” siger Susanne Dalmose Nielsen om den tid.
Hun spillede i flere orkestre i samme periode, og det blev pludselig lidt for meget, så hun holdt en pause fra Hjemmeværnet og prøvede at koncentrere sig om familien og arbejdet.
Trængte til en saltvandsindsprøjtning
Det var så via Finn Aagaard, at Susanne Dalmose Nielsen i år er kommet tilbage til Hjemmeværnet. Han mente, at der havde været lidt vel stille omkring musikkorpset i Randers, og at det trængte til en solid saltvandsindsprøjtning. ”Jeg er kommet med et stort netværk og har før prøvet at bygge orkestre op, så det skræmte mig ikke. Så jeg lod mig friste,” lyder det fra Susanne Dalmose Nielsen.
Hun understreger samtidig, at der er et kæmpe potentiale i musikerne i musikkorpset, og at hun ser lyst på den musikalske fremtid.
”Jeg kan jo gøre et forsøg. Jo mere musik og liv der er, jo flere får også lyst til at være med,” påpeger hun. Man skal dog ikke forvente en revolution.
”Noget skal laves om. Men det er vigtigt at lytte til det, vi finder glæde ved at spille sammen. Hvad vil musikerne? Vi har pligtopgaver på skemaet, men også en række andre ting, vi kan krydre med. Jeg prøver at komme med nye ting, og så sætter vi sværhedsgraden langsomt op,” forklarer hun videre.
Susanne Dalmose Nielsen er en blandt mange kvinder i musikkens verden. I Marinehjemmeværnet findes også musikkorpset Kvindelige Marineres Musikkorps, som traditionelt kun har optaget kvindelige musikere, hvilket de dog er gået væk fra. Og ved Susanne Dalmose Nielsens musikkorps i Randers er godt halvdelen af musikerne da også kvinder.
”Ja, man kan måske undre sig over, at der ikke er flere kvindelige dirigenter i Hjemmeværnet, og det er da helt naturligt med kvindelige dirigenter,” siger Finn Aagaard og fortsætter:
”Men for mig er det helt afgørende hendes tilgang til musikken og musikerne. Jeg synes, det er et scoop, at vi har fået Susanne,” understreger han.
Et holdarbejde med flere nye unge
Der bliver nu arbejdet med musikken i Randers. Som nævnt er der de faste marcher, der bare sidder på rygraden. Men musikkorpset vil også så meget andet. For tiden er de cirka 12 faste musikere, og de er dækket godt ind på alle instrumenter. De er samtidig en god blanding aldersmæssigt, og på det sidste er der så også kommet en del nye unge musikere med.
De øver om tirsdagen, og de vil gerne være flere, så er man til musikken, så kom glad.
”Jeg vil gerne være medspillende dirigent. Jeg er ikke mere end de andre, for det her er holdarbejde,” pointerer Susanne Dalmose Nielsen.
Og så vil musikkorpset gerne bruges. De vil meget gerne have flere opgaver. I øjeblikket er de i fuld gang med at skabe et nyt repertoire, og her er blandt andet Kim Larsens ”Jutlandia” med. Det er ikke for meget at sige, at en musikalsk ildsjæl er vendt tilbage til Hjemmeværnet, og glæden ved musikken giver hun meget gerne videre.
”Alle instrumenter kan noget. Det er bare med at gå i gang. Man bliver så glad af at spille,” slutter Susanne Dalmose Nielsen. ■
