
5 minute read
Af de frivillige, for de frivillige
For syvende gang har Flyverhjemmeværnets øvelse Sort Grav samlet soldater på tværs af landet. Øvelsen er udviklet og organiseret af frivillige kræfter, og for hvert år bliver samarbejdet mellem Flyverhjemmeværnets enheder under øvelsen stærkere.
// Af Vanessa Alexandra Kjær / Foto: Vanessa Alexandra Kjær og Lærke Weensgaard
Sort Grav er en øvelse, der sætter fokus på at forbedre alle Flyverhjemmeværnets kapaciteter og samarbejdet mellem de forskellige enheder. Øvelsen startede som et samarbejde mellem få eskadriller, men er sidenhen vokset til at være en landsdækkende øvelse, der i år samlede 140 frivillige soldater ved Faxe på Sydsjælland i august.
Dette års øvelse har stået på helikopterflyvning, eksploderende biler, bagholdsangreb, bykamp – og naturligvis en masse skydning. Alle Flyverhjemmeværnets enheder har skullet koordinere og spille sammen, lige fra logistikken til bevogtningsassistenterne, Security Force og bevogtningssoldaterne.

Hundeførere og deres military working dogs spillede også en stor rolle i øvelsen, hvor de ryddede huse under bykamp (MOUT).
Netop samspillet mellem de forskellige kapaciteter er en vigtig komponent i øvelsen. Det forklarer eskadrillechef Thomas Paaske, som er en del af øvelsesledelsen og har brugt mange timer på at planlægge dette års udgave af Sort Grav:
”Et vigtigt fokuspunkt har været at øve samspil imellem enheder, enhedstyper og kapaciteter i Flyverhjemmeværnet. Det synes jeg overordnet er gået godt,” siger han.
Skræddersyet af frivillige kræfter
Noget helt særligt ved Sort Grav er, at øvelsen er arrangeret og skræddersyet af de frivillige soldater selv. Sådan har det været, siden øvelsen tog sin begyndelse, forklarer Thomas Paaske: ”Sort Grav startede som et samarbejde mellem enkelte enheder og blev afholdt i en grusgrav, hvoraf navnet kommer. I takt med at der blev koblet flere og flere enheder på, er øvelsen vokset ud af grusgraven og er nu en af de største øvelser i Flyverhjemmeværnet – og den er stadig planlagt og styret af os frivillige.”
At netop de frivillige sidder bag roret, mener Thomas Paaske giver dem gode muligheder for at tænke ud af boksen og sætte deres eget præg på, hvordan tingene skal afvikles.
”Vi vil give soldaterne en anderledes oplevelse, end de kan få på andre aktiviteter, og jeg tror netop, at det er det, vi lykkes med: Soldaterne bliver udsat for nogle ting, de normalt ikke oplever til hverdag, og får noget på opleveren,” fortæller Thomas Paaske.

Han bliver bakket op af deltageren David Aarøe Nielsen, der var med på Sort Grav for første gang i år. Da han bliver spurgt om, hvad de har lavet i weekenden, er listen af nævneværdige ting lang:
”Vi har lavet alt muligt spændende, blandt andet en masse bevogtning og en del ildkampe,” siger han.
Én ting topper dog listen over aktiviteter for David Aarøe Nielsen. Efter et bagholdsangreb fra et hold af maskingeværskytter skete der nemlig noget uventet:
”Højdepunktet i weekenden var, da vi var ude og køre kolonne lørdag aften. Efter det blev vi hentet i nogle helikoptere. Jeg har aldrig fløjet helikopter før, så det var virkelig fedt at prøve,” siger han.

Fokus på udvikling og forbedring
Øvelsesweekenden er dog ikke kun oplevelser ud over det sædvanlige. Et af de vigtigste formål med øvelsen er, at soldaterne lærer at håndtere fjendtlige situationer og at kommunikere korrekt på tværs af enhederne, så de kan samarbejde optimalt, skulle der opstå en fjendtlig situation.
”Soldaterne har udviklet og forbedret sig, så vi er kommet godt i mål med en stor del af formålet med øvelsen. Jeg synes generelt, at det er gået godt, og vi tager erfaringen fra i år med videre til den næste udgave af Sort Grav,” siger Thomas Paaske, som har været med til at planlægge øvelsen fem gange.
Sort Grav er en øvelse, der favner bredt med udbytte for deltagerne, der er alt fra eskadrillechefer til helt nye soldater, som kun har været i Hjemmeværnet i få måneder.
For Thomas Paaske er hans egen udvikling dog blot en sidegevinst:
”Selvfølgelig får jeg meget ud af min egen træning i planlægning, men det giver mig mere at se soldaterne være glade, når de tager hjem, og at de har fået noget ud af øvelsen.”
Øvelser som Sort Grav er også en nødvendighed for at fastholde de frivilliges høje faglige niveau og ekstraordinære engagement: ”Hvis ikke vi holder øvelser og uddanner os, så går vi i stå,” siger Thomas Paaske. ■
