Det uendelige ansvar Mikkel Jørgensen
Følgende artikel undersøger, hvad jeg vil opsummere med betegnelsen ”det uendelige ansvar”, som eksplicit refererer til Jacques Derridas begyndende overvejelser om arv og spektralitet, anslået i ambitionen om en udarbejdelse af en spektral fænomenologi under betegnelsen hantologie, fra Spectres de Marx. Følgelig skal jeg spore denne tænknings egen arv til en vis fænomenologiskeksistentiel tradition (fra Husserl og især Heidegger), der både skal stille spørgsmål ved dette ansvars udsigelsesposition og sætte den i relation til en vis idé om det politiske engagements mulighed. Essayene fra Spectres de Marx har en særlig rolle i Derridas forfatterskab, da den skulle markere en begyndende indflydelse på det, vi kender som erindringskultur (internationalt kendt som Cultural Memory Studies), og som jeg vil hævde opsummerer en af de betydeligste indflydelser på historiestudierne i dag. Det kan med sikkerhed siges, at en af de første ting, en historiker er bevidst omkring, er hvorfor og for hvem de skriver historien. Dette er naturligvis opstået som følge af en intensiveret bevidsthed om, især i vesten, hvad der er blevet taget for givet som almene betingelser for at give form til historien. Det er i lyset af denne bevidsthed, at jeg ønsker at genaktualisere Derridas overvejelser om dette ”responsabilité infinie”1, da det i mange henseender også er i et opgør med konsekvenserne af Derridas tænkning (og konsekvenserne af en art postmoderne etos i almindelighed), at man, og her tænker jeg både 1
Derrida 1993: 11
10 Tema: Udødelighed
