Gentagelighed og tidsløshed
- to modi for begrundelsen af det klassiske Johan Falke Cederfeldt Mendes
Oldtidshistorikeren Neville Morley udkaster i sin bog Antiquity and Modernity en tese om samspillet mellem netop de to epokale begreber, der er rummet i værkets titel. Hvad Morley peger på, er, hvordan det antikke materiale, som er indeholdt i begrebet om det klassiske, var tvunget til at omformulere sit krav på normativitet i en tid, hvis selvforståelse var at være ny i emfatisk forstand, og som derfor orienterer sig mere mod fremtidig forventning end fortidig erfaring. I forlængelse af Reinhardt Koselleck finder Morley denne omvending – eller, om man vil: ”omsadling” – påbegyndt i det 18. århundrede. Det klassiske kunne ikke længere finde sig til rette i samtiden med henvisning til sit potentiale for reaktualisering, og måtte i stedet genbeskrive sig med et begreb, som stadig i dag figurerer ved omtale af klassiske eller blot specielt udmærkede kulturgenstande, nemlig: ”tidsløshed” (Morley, 2009, s. 6). For at bevare den aura af ophøjethed, der omgiver det antikke kulturstof og gør det til mere end blot meget gamle tekster og monumenter, måtte det klassiske som begreb undergå denne defensive omfortolkning. Hvor Morleys bog er beskæftiget med det klassiskes rolle hos en række af de tænkere, der typisk associeres med moderniteten (Marx, Nietzsche, Freud, Weber), mener jeg, at denne betragtning kan tjene som en frugtbar indfaldsvinkel til at undersøge en af de mest toneangivende perioder i vestlig humanistisk videnskabshistorie: etableringen af oldtidsstudier (Altertumswissenschaft) som selvstændig disciplin. I denne lille artikel skal blot de allermest rudimentære 20
Tema: Udødelighed
