Udødeligheden som fortælling og genstand forankret i det dødelige August Valeur
”af jord som havs og himmels mellemting, to mennesker, der overlod hinanden et liv der ikke dør som ingenting.” - Inger Christensen Jeg søger i dette skrift at dræbe begrebet om udødelighed ved en kort gennemgang af begrebets historiske forankring i religionen, litteraturen og os selv. Det sproglige forhold vil, efter inddragelse af relevant litteratur, skitseres gennem Ludwig Wittgensteins projektionsmetode og Richard Rortys døde metaforer, hvilke sættes i forbindelse med udødelighedens afhængighed af resonansen i det dødelige. Fortællingen om udødelighed Udødeligheden er først og fremmest et begreb, der associeres med en overmenneskelig og mellemmenneskelig fortælling med etymologisk oprindelse i det græske a-thanatos og senere det latinske, im-mortalis. Det overmenneskelige ligger i det guddommelige, som begrebet har sin historiske forankring i; fra de græske guders udødelighed til de abrahamske religioners forståelse af et efterliv, er udødeligheden blevet brugt til at beskrive en tilstand af uforanderlighed, der ligger udover det menneskelige. Når mytologien beskrives som en mellemmenneskelig fortælling, er det grundet ved, at dødelige 40
Tema: Udødelighed
