4 minute read

FEM MINUTTER MED EN ILDSJÆL

"SAMMEN KAN VI DET HELE"

80-årige Lise Steenberg Olsen har været aktiv i Nustrup Ungdomsforening siden 1972. Hun er umulig at undvære som bestyrelsesmedlem, sponsorchef, aktiv i gymnastikudvalget, ansvarlig for svømmeholdene, skribent på klubbladet, rejsearrangør og 1000 andre ting.

”Jeg har siddet i bestyrelsen i 50 år til november, for jeg kom ind i 1972 og har været kasserer siden januar 1974. Vores to børn gik til håndbold og fodbold, men der var lidt rod i det hele. En dag, da jeg spillede badminton med en veninde i skolens gymnastiksal, lukkede de døren op og sagde ’nu har vi meldt dig ind i bestyrelsen’, og så har jeg siddet der lige siden.”

”Jeg kom til at sidde i bestyrelsen med seks unge mænd, der kun havde fodbold i hovedet. Jeg sagde ’nå, skal vi ikke starte gymnastik op?’, men de kiggede på mig, som om jeg var åndssvag. De gav mig lov, hvis jeg stod for det, og på kort tid fik vi to hold. Pludselig var der 10 hold. Vi kunne ikke være der, og vi måtte bygge en idrætshal i 1979. Vi samlede 220.000 kroner sammen, og kommunen matchede det beløb, og så byggede vi hallen på frivillig arbejdskraft. Vi havde sådan et godt sammenhold, og lige siden har jeg også været med i halbestyrelsen. Jeg var selv med til at lægge trægulvet i hallen, og fliserne, vi lagde i forhallen, er der endnu.”

”I 2020 nåede vi at holde gymnastikopvisning inden corona. Vi havde 1.358 gymnaster til stævne fra 9.15-18.30 og så diskotek bagefter. Når jeg ringer rundt og spørger, hvem der har lyst til at komme, så tror de, det er et egnsstævne, men det er bare os i vores lille forening.”

”Det er også mig, der står for svømning i foreningen. Vi har syv frivillige livreddere, der ikke får en krone, men har været her i mange år. Jeg er så stolt af dem. I øjeblikket kæmper jeg lidt for at bevare saunaen i svømmehallen, for med de stigende elpriser, så vil de gerne lukke den. Lige nu er jeg ved at forhandle, om vi måske kan have den tændt i halvanden time i stedet for to.”

”Det bedste ved at være i bestyrelsen i Nustrup Ungdomsforening er, at du får et rigtig godt netværk og lærer en masse dejlige mennesker at kende. Jeg har fået gode venner og en god omgangskreds, og når der har været børn med til eksempelvis familiesvømning, og du så møder dem ved købmanden, så råber de ’Hej Lise’. Det er en dejlig respons at få.”

”JEG VAR SELV MED TIL AT LÆGGE TRÆGULVET I HALLEN, OG FLISERNE, VI LAGDE I FORHALLEN, ER DER ENDNU.”

”Jeg er god til at søge fonde, og når der dukker 5.000-10.000 kroner - eller 60.000 op, så bliver jeg glad. Vi har blandt andet fået lavet den flotteste legeplads med fitnessredskaber. Jeg fik en sponsor ind, og så gav Nustrup resten af pengene. Vi har også Danmarks flotteste klubblad, der kommer syv gange om året. Jeg sørger for annoncer og hjælper redaktøren.”

”Seniorer skal holde sig i gang. Sådan siger man jo i dag, men det sagde man også i 1990, så vi startede klubben ’Unge, der er blevet ældre’. Der kom kun et par stykker, men vi to piger, der startede det op, ville ikke overgive os.”

”Jeg blev opfordret til at lave en tur til Samsø, og lige siden har klubben været på rejser sammen hvert år, og vi har både været i Tyskland, Holland, Kroatien og Normandiet. Du skal være fyldt 60 år, og så mødes vi hver uge og spiller petanque, vikingespil, krolf og kort om sommeren, og om vinteren er der både gymnastik, badminton og motionscykler. Men det er absurd, at hvis vi er for mange medlemmer over 60 år, så bliver vi modregnet et beløb i tilskudssystemet. Det har jeg kæmpet imod i mange år.”

”Til min 60-års fødselsdag fik jeg en tamburin, som jeg stod og hamrede på, når vores håndboldhold spillede. Jeg har virkelig stået og skreget meget gennem tiderne, og det kan de unge også huske. Til min 80-års fødselsdag i år fik jeg så en ny tamburin, så nu må jeg ned og skrige lidt mere. Jeg elsker håndbold og har selv spillet, til jeg blev 60 år, men så skulle jeg have to nye knæ. Nu spiller jeg både badminton og tennis, og jeg cykler og svømmer, men der kommer jo skavanker til os alle.”

”Sportsugen er det helt store i Nustrup Ungdomsforening. Vores støtteklub står for det, og som en del af gymnastikudvalget er jeg med til at samle gevinster og sælge lodder i tombolaen. Der er grillmad, optog gennem byen, lotteri, kortspil, knallerter, orienteringsløb, fest og oprydning. I februar er der tyrolerfest med 450 personer i hallen. Det er ligesom at være i Tyskland.”

”Det var totalt overraskende, da jeg i 2021 blev nomineret til Årets Energibundt. Skolebørnene stod med flag, og der blev taget billeder. Det var virkelig fantastisk, og jeg tænkte, at det ikke kunne passe. Mit største ønske var at komme til at sidde ved det bord til årsfesten i Herning (Sport 21. red) bare for at få Nustrup på landkortet, men corona aflyste det. Jeg er stolt af alt det, vi har fået til Nustrup. Så længe de gider have mig, og jeg ikke synes, at det er træls, så bliver jeg ved.”

”JEG SAGDE ’NÅ, SKAL VI IKKE STARTE GYMNASTIK OP?’, MEN DE KIGGEDE PÅ MIG, SOM OM JEG VAR ÅNDSSVAG.”

FACTS

Navn: Lise Steenberg Olsen Alder: 80 år Funktion: Bestyrelsesmedlem i Nustrup Ungdomsforening,

This article is from: