2 minute read
SPORT I SKOVEN
from Idrætsliv
Det er populært som aldrig før at være aktiv i naturen, og behovet for outdoorfaciliteter og mødesteder er stort . Derfor har DIF i samarbejde med en række aktører udviklet og opført en række nye trailcentre landet over.
Tillykke til alle i Silkeborg. Tillykke til medarbejdere, til politikere, til idrætsforeninger og til alle borgere i kommunen, som nu får glæde af en ganske unik idrætsfacilitet. Trailcentret i Silkeborg er det blot andet trailcenter til outdoorsport nogensinde - ikke bare i Danmark, men i hele verden.”
Sådan lød det fra DIF’s formand, Hans Natorp, da han i sensommeren åbnede et nyt - såkaldt trailcenter – i Silkeborg.
Det er nemlig populært som aldrig før at være aktiv i naturen. Der er behov for flere outdoorfaciliteter og mødesteder, og der er behov for, at idrætsfaciliteterne tager hensyn til både naturen og til de øvrige gæster i skoven. Derfor er DIF og Lokale og Anlægsfonden – i samarbejde med en række kommuner og andre aktører - gået sammen om at udvikle og opføre en række nye trailcentre landet over.
Fælles mødested
Et trailcenter er et fælles mødested for alle, der vil være aktive i naturen. Et sted, der inspirerer til motion og idræt, og som er det naturlige udgangspunkt for aktiviteter i den omkringliggende natur. Trailcentret er for både idrætsforeningerne og alle dem, der vil dyrke motion og outdooridræt på egen hånd.
Trailcentrene rummer foreningslokale til idrætsforeningerne, depot til opbevaring af grej samt stort, overdækket aktivitetsområde, som er åbent for alle døgnet rundt. Aktivitetsområdet kan eksempelvis anvendes til træningsøvelser, udstrækning og ophold før og efter træning.
I trailcentrene findes der ligeledes en lang række faciliteter, som outdoor-idrætsudøvere har brug for som rutekort, omklædningsfaciliteter, vandpost og vaskeplads til at skylle cyklen eller babyjoggeren.
Speciel følelse
Foreløbigt er det planen, at fem trailcentre skal åbne på landsplan. Det første trailcenter så dagens lys i Kolding i 2021, mens det andet nu er åbnet i Silkeborg.
DIF’s formand Hans Natorp siger: ”Idéen til trailcentre opstod i DIF tilbage i 2016. Vi kunne se en stigende interesse for at dyrke idræt og motion i naturen. I takt med den stigende interesse oplevede vi et stigende behov for faciliteter og for mødesteder hos både foreninger og hos de selvorganiserede. Og jeg må indrømme, at det er en helt speciel følelse og særlig glæde at se, hvordan idéen fra 2016 nu er blevet virkeliggjort.”
Trailcenteret er opført og finansieret i samarbejde mellem DIF, Lokale og Anlægsfonden og Silkeborg Kommune.