3 minute read

INSPIRATION

Next Article
UPDATE

UPDATE

GÅ TIL CYKLING

Det har været en helt aldeles fantastisk sommer – set med cykelbriller.

De store resultater har skabt synlighed for sporten, og mere end 4.000 børn har deltaget i de såkaldte BørneTour-events.

Mange danske cykelklubber mærker i kølvandet af sommerens cykelsucces en spirende interesse fra børn og unge, der gerne vil gå til cykling. Derfor har Danmarks Cykle Union lanceret rekrutteringstiltaget ’Gå til cykling’.

På hjemmesiden www.gåtilcykling.dk finder man information om, hvordan man som barn (og forældre) kommer i gang med cykelsporten, og her finder man også et overblik over, hvor den nærmeste cykelklub ligger.

Foto: Rene Hemmingsen

SKOLE OL BULDRER VIDERE

Flere skoleelever får nu mulighed for at deltage ved Skole OL.

Nordea-fonden og TrygFonden har forlænget deres støtte til Skole OL med 10 millioner kroner og er derfor med til at sikre, at danske skoleelever fortsat kan få masser af store børneolympiske oplevelser til Skole OL.

I sæsonen 2021/2022 har Skole OL haft aktiviteter for intet mindre end 50.000 skoleelever.

Tilmeldingen til næste omgang Skole OL er åbnet. Læs mere i det nye onlineunivers på skoleol.dk.

Foto: Lars Møller

PADEL-FEBER BREDER SIG

Alle vil spille padel i øjeblikket, og sporten er lige nu en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark.

Den ene padel-bane efter den anden skyder op i såvel kommercielt som i foreningsregi, og i skrivende stund findes der 199 padelcentre i Danmark. Det viser tal fra IDAN’s netop offentliggjorte facilitetsdatabase.

Tallene understreger ligeledes, at padel er populært overalt i landet, men kampen om at få adgang til en bane er størst i Region Hovedstaden, hvor der ifølge databasen er knap 16.000 indbyggere pr. padelbane. I Region Midtjylland er der flest padelbaner, og samtidig er der også færrest indbyggere pr. bane, nemlig 6.700.

FLERE UNGE SKAL SPILLE RUGBY

Dansk Rugby Union har netop udgivet sin første såkaldte ATK (aldersrelateret træningskoncept), som skal være med til at udvikle danske rugby yderligere.

ATK er et anerkendt træningskoncept, der tager udgangspunkt i den enkelte spillers rugbyrelaterede udvikling før, under og efter puberteten.

Målsætningen med konceptet er blandt andet at få flere børn og unge til at spille rugby med alle de glæder og oplevelser, der følger med sporten.

BÆREDYGTIG DM-VINDER

For første gang nogensinde har Dansk Automobil Sports Union (DASU) afholdt et officielt DM i elektriske gokarts. Knap 90 unge kørere var tilmeldt DM for elektriske gokarts. Victor Odin Soria løb med sejren.

Til at lade batterierne til de elektrisk gokarts benyttes en generator, der bruger HVO 100 – et bæredygtigt alternativ til traditionel dieselolie. HVO 100 er fremstillet af eksempelvis brugt fritureolie eller animalsk fedt.

DM i el-gokart er en del af en større satsning på bæredygtighedsområdet i DASU.

Foto: DASU

Foto: Dansk Tennis Forbund

TENNIS OG TRIVSEL

Håndbold, svømning, fodbold – og nu også tennis. Siden 2016 har Mary Fonden arbejdet for at bekæmpe mobning i fritidslivet.

Når børn tropper op til tennistræning, skal de til at øve sig på mere end en nøjagtig baghånd og en hård serv. Børnene skal også træne sammenhold og kammeratskab. Fokus i tennisklubberne rettes mod trænere for de 6-12-årige, som får konkrete råd, inspiration og træningsøvelser, som kan styrke sammenhold og trivsel blandt de unge tennisspillere.

En undersøgelse fra Mary Fonden viser, at hvert femte barn har oplevet at blive mobbet, drillet eller holdt uden for på deres hold, og for hvert tiende barn har konsekvensen været, at de forlod klubben.

FREMTIDENS TRÆNERE

DBU vil uddanne 240 flere unge trænere om året indtil 2025. Det er målsætningen i indsatsen ’Fremtidens Trænere’, som DBU har i partnerskab med Forenet Kredit.

Projektet er målrettet unge piger og drenge i alderen 13 til 20 år, som kommer gennem et 1-årigt forløb, hvor de først og fremmest skal gennemføre både UEFA C1 og UEFA C2-træneruddannelserne. Samtidigt får de unge trænere helt unikke oplevelser i form af besøg i både herre- og kvindelandsholdslejrene med mulighed for at overvære en træning og få inspiration af de to landstrænere Kasper Hjulmand og Lars Søndergaard.

This article is from: