1 minute read
EN NAT PÅ MUSEET
På gangene i Idrættens Hus i Brøndby står alle busterne af medlemmerne af Sportens Hall of Fame. En af medlemmerne, racerkøreren Tom Kristensen, forestillede sig for et par år siden, at når lyset blev slukket i Idrættens Hus, så blev busterne levende og gik rundt mellem hinanden, hyggesnakkede og fik en øl.
Hvis den forestilling blev til virkelighed, hvem ville Caroline Wozniacki så hænge ud med?
”Jeg skulle i hvert fald hilse på Mikkel Kessler. Ham har jeg fulgt tæt, og jeg synes, han er rigtig sej. Michael Laudrup og Peter Schmeichel ville jeg i hvert fald også snakke med. Og meget gerne Anja Andersen. Hende var jeg stor fan af, da jeg var barn. Hun løftede niveauet for kvindehåndbold, og fik alle de andre med. Jeg ville helt sikkert også snakke med Camilla Martin, som var helt fantastisk. Og så ville jeg opsøge Tom Kristensen. Han har opnået så meget i en sportsgren, som var så fremmed for mig. Men han gjorde mig interesseret i motorsport, efterhånden som han bare vandt og vandt.”