3 minute read
FANEBÆRERNE
For første gang nogensinde er der mulighed for at stille op med både en mandlig og en kvindelig fanebærer til åbningsceremonien ved de olympiske- og paralympiske lege. Den mulighed har DIF og Danmarks Olympiske Komité udnyttet i diversitetens tegn. Så her er de fire danske atleter, der skal holde fanen højt for Gud, konge og fædreland.
Caroline Wozniacki med fanen højt ved OL i Rio 2016.
Sara Slott Petersen
Olympisk fanebærer
Den 34-årige atletikudøver Sara Slott Petersen har haft en fantastisk karriere. Som helt ung vandt hun guld i 400 meter hæk ved Ungdoms OL i Paris 2003. Siden er det blevet til blandt andet EM-guld i 2017 og ikke mindst sølvmedaljen ved OL i Rio 2016.
”Det største som sportsudøver er at komme med til OL. Når man har prøvet det, så er det største at vinde en medalje. Det sidste, der så er tilbage på rangstien, er at være fanebærer. For det er en anerkendelse af ens niveau, men det er mindst lige så meget en anerkendelse af ens person og virke udenom sporten.
Jeg er meget stolt over at være udvalgt til fanebærerrollen, for jeg har en fornemmelse af, at man skal vise noget udover sine resultater for at komme i betragtning. Det er en kæmpe ære.”
Jonas Warrer
Olympisk fanebærer
Den 42-årige sejler Jonas Warrer vandt sammen med sin makker Martin Kirketerp i 49’er-båden guld ved OL i Beijing 2008 efter et drama, der involverede lånte både, knækkede master og skrivebordsafgørelser. Jonas Warrer skal til OL for tredje gang.
”Hvis du kommer først til målstregen i sejlsport, så har du vundet. I forhold til fanebærerrollen har der siddet nogle mennesker og vurderet, at jeg ville være egnet til det her fanebærerhverv. Det er noget nyt, og det er stort. Det er jeg virkelig glad for.
Det er lidt en anførerrolle at være fanebærer. Man skal være et godt eksempel for de andre, gå forrest og vise holdet udadtil. Den rolle tager jeg helt klart på mig. Jeg synes, at det er fedt at se OL-holdet som et samlet dansk hold.”
Lisa Kjær Gjessing
Paralympisk fanebærer
Den 43-årige para-taekwondokæmper har vundet stort set alt, hvad hun har rørt ved i de sidste otte år. Det er blandt andet blevet til fire VM-guld og fem EM-guld. I Tokyo PL-debuterer Lisa Kjær Gjessing, da para-taekwondo er på programmet for første gang.
”Mit hjerte bankede helt vildt, da jeg fik at vide, at jeg skulle være fanebærer. Det er en kæmpe drøm for mig. En drøm jeg ikke engang vidste, at jeg havde.
Selve åbningsceremonien fylder faktisk også meget i den drøm, jeg har om PL. Drømmen handler naturligvis om det sportslige, men ceremonien er også helt speciel for mig at kunne være en del af. Det bliver mega stort. ”
Daniel Wagner
Paralympisk fanebærer
Den 28-årige atletikudøver er efterhånden en etableret stjerne på den internationale para-atletikscene, hvor han blandt andet har vundet både sølv og bronze ved PL og guld ved VM 2019.
Daniel Wagner stiller op i 100 meter og længdespring.
”At være fanebærer er noget, de fleste atleter drømmer om. Den der nationalfølelse kommer virkelig frem i mig. Man er samlet på tværs af sportsgrene og under Dannebrog.
At skulle være en af dem, der går forrest med Dannebrog og være med til at føre holdet frem til forhåbentlig et godt PL, det har stor betydning. Det kommer til at betyde rigtig meget for mig.”
SENESTE FEM DANSKE OL-FANEBÆRERE VED SOMMER-OL
2016, Rio de Janeiro Caroline Wozniacki Tennis 2012, London Kim Wraae Knudsen Kajak 2008, Beijing Joachim B. Olsen Atletik 2004, Athen Eskild Ebbesen Roning 2000, Sydney Jesper Bank Sejlsport
SENESTE FEM DANSKE PL-FANEBÆRERE VED SOMMER-PL
2016, Rio de Janeiro Annika Lykke Dalskov Risom Dressur 2012, London Peter Rosenmeier Bordtennis 2008, Beijing Jackie Christiansen 2004, Athen Rene Nielsen Atletik Atletik
2000, Athen Thomas Wetche Goalball