7 minute read

INTERVIEW: BRØDRENE LANDIN

MED BRORMAND TIL Håndboldspillerne Niklas Landin og Magnus Landin begyndte deres håndboldkarriere i foreningslivet i Emdrup-hallen. Nu træder de inden længe ind på den olympiske scene i Tokyo som brødre og landsholdskammerater. TOKYO

Det er tidlig mandag morgen, den første kaffe er blevet indtaget, og vi er på vej til Kiel i Nordtyskland. Målet er en snak med brødrene og håndboldstjernerne Niklas og Magnus Landin. En snak om familiebånd, foreningsliv og OL-drømme.

Efter lidt over fire timer i bil fra København, kører vi ind på parkeringspladsen foran den store grå Kiel-hallen, hvor de to brødre spiller til daglig. Vi har aftalt, at vi mødes i

Magnus Landins lejlighed en spytklat derfra. Her byder Magnus Landin velkommen, og kort tid efter kommer Niklas Landin ind ad døren med morgenbrød.

Modermælken

Både Niklas og Magnus Landin begyndte til håndbold, da de var ganske små, og det var ikke hvem som helst, der startede deres første mini-håndboldhold op. Man kan godt sige, at drengene fik håndbolden ind med modermælken. ”Mit første håndboldminde må være, da jeg løb rundt i klubben med nogle venner, som jeg faktisk stadig ser den dag i dag. Det var faktisk min mor og en af de andre mødre, der startede holdet,” fortæller Magnus Landin om den første tid i KFUM København.

Klubben, der ligger nordvest for København, var de to brødres andet hjem. Og det er også en særlig tid, som den danske landsholdsmålmand, Niklas Landin, husker tydeligt. ”Vi var der hver søndag, og det gjaldt om at komme så tidligt som muligt ned i Emdrup-hallen. Så spillede vi før hver kamp og mellem halvlegene af de andre holds kampe. Der blev også samlet flasker og spillet med bold på gangene, selvom vi ikke måtte. Hallen var mit andet hjem,” fortæller Niklas Landin.

Satte Niklas på mål

Selvom de to håndboldherrer allerede nu har en del medaljer om halsen, så er man ikke et øjeblik i tvivl om, at de frivillige og trænerne gennem årene har gjort et stort indtryk på de to spillere. Der er særligt ét navn, der går igen. ”Da jeg spillede U10, havde jeg Henrik Person, der betød meget for mig den gang, jeg

FACTS:

Navn: Magnus Landin Jacobsen Født: 20. august 1995, Søborg Position: Venstre fløj Klub: THW Kiel Trøjenummer: 4 (landsholdet, 7 (klub) Medaljer: VM-guld (2019 + 2021)

”Det er lidt det sidste sted, vi mangler at spille sammen”

Magnus Landin

startede. Men der er generelt mange i og omkring klubben, der gjorde en forskel,” forklarer Magnus, mens Niklas tilføjer: ”Der er en del af mine ungdomstrænere, der har præget mig, men da jeg spillede U10, havde jeg også Henrik Person, der valgte at placere mig inde på mål, selvom det var imod vores mors vilje. Og det fik han slet ikke lov til, da Magnus kom på holdet,” griner storebror Niklas, mens der i baggrunden begynder at lyde en mekanisk lyd.

Niklas kigger på Magnus, der tager sin mobil frem. ”Det er min robotstøvsuger, den starter kl. 10 hver dag”. Niklas ryster på hovedet og smiler.

Ofringer

Niklas Landin påpeger, at det for ham har været vigtigt, at det altid har skullet være sjovt at træne, og håndbolden har været et sted, hvor han ofte havde sine venner og fik venner. Men når håndbolden fylder mere og mere, så kræver det på den lange bane sine ofrer. ”Det kræver, at ens bagland støtter op omkring en, og at ens venner er gode til at holde kontakten. Men man taber noget på det sociale med dem, der nødvendigvis ikke dyrker sport. Det er lettere at acceptere, når man står øverst på skamlen og dem, man så har sagt nej til, får måske endnu større forståelse for de ofringer, man har gjort sig. Det håber jeg i hvert fald,” forklarer den danske håndboldspiller.

Landsholdsmålmanden er heller ikke i tvivl om, at man skal træne lidt mere end de andre, have en god portion talent og arbejde stenhårdt for at blive bedre. Og så er glæden ved spillet en ekstrem vigtig faktor.

Billeder i barndomshallen

Det er tydeligt at mærke på de to drenge fra Søborg, at foreningslivet er noget, der har haft en stor betydning for det, de er i dag. Og da vi spørger Magnus, om han stadig kigger forbi sin gamle klub, nikker han og siger:

GOD LODTRÆKNING FOR DANMARK FOR DANMARK

Landstræner Nikolai Jakobsen er tilfreds med lodtrækningen til OL.

Kamptidspunkterne for Danmarks første kampe bliver på tidspunkter, der både passer morgenmennesket og natteravnene, når de Olympiske Lege afholdes i Tokyo.

For den danske håndbold-landstræner endte lodtrækningen rigtig fint for Danmark. Det siger landstræner Nikolai Jakobsen: ”Alt i alt en fin lodtrækning, i hvert fald til at starte med. Puljen kan vi ikke klage over, hvis man kigger over på gruppe A, som er en hård pulje. Til gengæld så er det en rigtig hård vej til finalen, hvis vi skal tillade os at kigge lidt længere ind i turneringen. Men sådan vil det altid være til et OL. Der er der kun 12 rigtigt dygtige lande med, så ligegyldig hvad, så bliver det en hård vej, hvis man skal gå hele vejen,” fortæller Nikolai Jakobsen.

Danmark er i gruppe B med Japan, Egypten, Bahrain, Portugal og Sverige.

”OL er bare det største, man kan opleve som håndboldspiller”

Niklas Landin

FACTS:

Navn: Niklas Landin Jacobsen Født: 19. december 1988, Søborg Position: Målmand Klub: THW Kiel Trøjenummer: 1 Medaljer: OL-guld (2016), EM-guld (2012), EM-sølv, (2014), VM-guld (2019 + 2021), VM-sølv (2011 + 2013).

”Jeg forsøger at komme forbi en gang imellem, når vi er hjemme. Det har dog ikke været muligt på samme måde her under corona. Nogle af mine venner, som jeg har fået fra barndomsklubben og taler med dagligt, de spiller der stadig i dag. Dog mere på hyggebasis.”

Stoltheden over at have to spillere fra klubben, der nu er på det danske landshold, er noget, der fysisk bliver gjort opmærksomt på i hallen i nordvest for København. ”Dem jeg kender, der spiller i klubben kunne informere mig om, at der hang to store billeder af Niklas og mig nede i barndomshallen,” fortæller Magnus med et smil og tilføjer: ”Det er dejligt at tænke på, at vi kan være med til at inspirere unge drenge og piger, og så er det da fedt at tænke på, at de stadig har os i hallen”.

Drømmen om OL sammen

Det er ikke mange, der kan sige, at de har været til OL med deres bror. Men det kan Niklas og Magnus måske snart sætte hak ved (håndboldherrernes trup var ikke udtaget ved redaktionens deadline, red) . ”Det vil betyde rigtig meget. Det er lidt det sidste sted, vi mangler at spille sammen. Det vil være rigtig stort og også en personlig drøm,” siger Magnus Landin, mens vi er rykket over i håndboldhallen, der ligger tæt ved hans lejlighed.

Niklas Landin blinker og siger: ”Så er der en ekstra arbejdsopgave i løbet af turneringen. Ej spøg til side. Det vil være noget helt ekstraordinært at oplevel sammen, og man så kan have den oplevelse i fremtiden, at man har repræsenteret Danmark til de Olympiske Lege som brødre.”

Sommerens OL bliver i givet fald det tredje for den rutinerede målmand, der var med i London i 2012 og Rio i 2016. For de Olympiske Lege er en helt særlig begivenhed, som alle atleter drømmer om at være en del af. OL-byen som atleterne kommer til at bo i, bliver en form for lokalsamfund, hvor man går op og ned af top-atleter fra hele verden.

Og selvom de danske håndboldherrer har en flot 2021 VM-guldmedalje rundt om halsen, så er OL et event, hvor alt kan ske. Det kan den 32-årige håndboldstjerne skrive under på: ”Jeg tror altid, vi kan komme højt op og hente en medalje, men jeg ved også, hvor hurtigt det kan gå den anden vej, det prøvede vi i London. EM og VM er stort, men OL er bare det største, man kan opleve som håndboldspiller, og det er ligegyldigt, om man har prøvet det før. Men vi går ind til OL med tro og viden om, at vi godt kan vinde, og så vil det være fedt at gøre det med min bror.”

This article is from: