2 minute read
LEDER: DIF’S FORMAND
DANMARK HEPPER PÅ JER
Nedtællingen til OL og PL i Tokyo er for alvor begyndt at accelerere. Og når legene går i gang henholdsvis den 23. juli og 24. august, er der ingen tvivl om, at det bliver en historisk begivenhed: globalt, nationalt og personligt. Jeg behøver ikke nævne de helt særlige omstændigheder og rammer, som corona-pandemien har skabt omkring Tokyo-legene. Kombinationen af udsættelse, få tilskuere og opdeling i ’bobler’ er uden fortilfælde.
Alligevel har OL som verdens største sportsbegivenhed potentialet til at skabe mere sammenhængskraft og begejstring på tværs af landegrænser end nogensinde før. Verden har brug for OL og PL efter en lang og hård pandemi.
Personligt kommer OL og PL også til at gå over i historien. Det bliver mit første OL som formand for DIF og Danmarks Olympiske Komité – en post jeg blev valgt til den 19. juni på DIF’s årsmøde. Samtidig er det første gang nogensinde, at DIF har ansvaret for selve PL-operationen.
Men OL og PL bliver også en skelsættende begivenhed for alle vores atleter.
Jeg ved det fra mig selv. I 1988 var jeg en del af det danske hold i Seoul. Jeg stillede op i 470-jolle med min bror Paul. OL var kulminationen på mange års forberedelse, som var præget af hård træning, af at sætte klare mål og af konstant at sætte et godt team omkring sig. Det var dedikation, dyb fokus og tilsidesættelse af stort set alt, hvad der ikke handlede om OL.
Den dag i dag kan jeg med alle sanser genkalde mig stoltheden af at gå indmarch på det olympiske stadion for Danmark. Jeg kan genkalde mig forløsningen af at nå sit mål. Og ikke mindst har jeg lige siden OL kunne trække på de erfaringer forberedelserne og eksekveringen har givet mig. Alt hvad jeg siden har lavet, har været præget af at sætte et mål og sætte et godt team omkring mig.
Sådan bliver det også for de atleter, som vi sender afsted til OL og PL. Legene vil for dem altid være noget ganske særligt. Og for alle os andre er det et indblik i en benhård og ekstremt dedikeret rejse, som kulminerer og forløses i Tokyo.
Det bliver stort. Det kommer til at give gåsehud. Og det bliver en oplevelse for livet. For atleterne og for alle, der følger med på tv-skærme over hele verden.
Jeg håber, at OL og PL bliver fyldt med ’magic moments’ for alle, der følger med. Og at I alle vil bakke vores atleter op, så de kan mærke det helt til Japan.
Held og lykke i Tokyo!
#ALLFORDENMARK
Festlig indmarch ved OL i Rio. DIF’s formand Hans Natorp håber på, at OL og PL i Tokyo også bliver fyldt med mange ’magic moments’. Foto: Lars Møller