2 minute read
TÆT PÅ…ABDI ULAD
ABDI ULAD
”Lad os nu bare komme i gang,” siger maratonløberen Abdi Ulad, der er klar til sit andet OL.
Min største oplevelse var… ”… helt klart OL i 2016, selvom jeg ikke opnåede det bedste resultat. Det var en stor inspiration at se de andre sportsgrene og være sammen med så mange forskellige atleter.”
OL i Tokyo er… ”… drivkraften. Det er det, jeg tænker på, når det hele ind imellem er surt og hårdt. Jeg håber, at jeg opnår et brugbart resultat i Tokyo. Det var noget af en mavepuster i marts sidste år, da OL blev udsat.”
Corona er…. ”… en motivationsdræber, uforudsigelig og frygtindgydende.”
Danmark er… ”… det bedste land at leve i. Vi er meget privilegerede i Danmark, og som ung har man så mange muligheder, at der næsten er for meget at vælge mellem sammenlignet med andre verdenssamfund, hvor de ikke en gang får mad på bordet to gange om dagen. Når jeg stiller op med Dannebrog på brystet, føler jeg mig virkelig privilegeret.
Vejen til verdensklasse kræver… ”… kontinuerligt arbejde, fokus og målrettethed. Man skal tro på processen og følge sin plan, også når der kommer bump på vejen.”
Når jeg ikke træner, så… ”… står den på Toffifee og kaffe. Jeg er ikke så fanatisk omkring min kost, for jeg træner så meget. Så hvis jeg spiser et stykke kage, så løber jeg bare videre. For mig er velvære og livskvalitet vigtigt, og det får jeg gennem den slags ting. Jeg er selvfølgelig også sammen med min familie, men jeg prioriterer at restituere og slappe af, så jeg har energi til næste træning. Jeg forsøger at lave så lidt som muligt, når jeg ikke træner.” I vidste ikke om mig, at jeg… ”… blev kaldt for ’skildpadden’ i skolegården, fordi jeg var så langsom. Men øvelse gør mester.”
Hvis jeg vandt 10 millioner kroner i Lotto, ville jeg… ”… give dem til ungdomsarbejde i sportens verden.
Sport er noget helt særligt og giver os noget, vi ikke får af at sidde og læse bøger. Det kan samle en hel befolkningsgruppe som for eksempel, da håndboldherrerne vandt VM-guld, og det sætter nationen på verdenskortet.”
Min største rollemodel er… ”… min moster. Det er hende, der har vist vejen for mig og holdt mig i ørerne. Hun har lært mig at løse problemer, som da jeg i folkeskolen pjækkede, fordi jeg ikke kunne dansk og havde svært ved at lave lektier. Da sagde hun til mig, at jeg aldrig lærer tingene ved at blive væk. Man er nødt til at sige: ”Det her kan jeg ikke finde ud af” for at få hjælp. Hun har også lært mig at forstå andre mennesker og har altid sagt: ”I stedet for at jagte gode karakterer, skal du jagte en god karakter.”
Hvis jeg skulle lære én sætning på japansk, vil det være… ”Lad os nu bare komme i gang!”
FACTS:
Navn: Abdi Ulad Sportsgren: Atletik, maraton Født: 14. juni, 1991 Klub: Hvidovre AM Bedste resultat: Nr. 13 ved VM-maraton 2017 Bedste maratontid: 2.11.03 timer OL-deltagelser: 2016 i Rio
Detaljen:
Siden 2011 har Abdi været dansk statsborger efter at være kommet til Danmark fra Somalia i en alder af 11 år.