En lus mellem to negle” af MARCUS KUNØE, CAROLI NE VOIGHT CHRISTJANSEN & MARCUS HORNUM BING

EN LUS MELLEM TO NEGLE ANALYSE

af MARCUS KUNØE, CAROLINE VOIGHT CHRISTJANSEN & MARCUS HORNUM BING

ISRAEL-PALÆSTINA – HVEM ER LUSEN MELLEM NEGLENE ANNO 2019?

Siden oprettelsen af den israelske stat i 1948 har landet været placeret som en lus mellem flere end blot to negle: Med adskillige fjendtligtsindede arabiske naboer har Israels eksistens i sig selv været truet så længe nationen har eksisteret. Det samme har fredsprocessen med de palæstinensere, der siden 1948 har drømt om en palæstinensisk stat. Og fred. Spørgsmålet i dag er hvem, der i virkeligheden er lusen mellem de ubehagelige negle: Er det staten Israel? Er det Palæstinenserne – eller er det den fredsproces, der aldrig er blevet afsluttet?

Nogle gange står du som menneske på netop det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Når du lige netop får den sidste fadøl i anlægget. Når du i let løb overhaler P-vagten på hen til din for længst bøde-parate bil. Eller når du som journalist vågner op til raketangreb fra Gaza-striben samme dag, du har interview med den israelske ambassadør. Det sidste eksempel er mere morbidt end de foregående, bevares – men følelsen er den samme: Følelsen af, at kræfter, du ikke kan kontrollere, har ledt dig til lige netop dén situation.

Kontrol-mangel er lige netop den følelse, der dukker op, da vi på IPmonopolet har researchet længe nok på Israel-Palæstina-konflikten og efterhånden indser følgende: At nok har vi troet, at konflikten er kompleks. Men at karakteristikken af konflikten nærmere bærer præg af en gordisk knude fik den

karakteristiske kontrol-tabs-sved frem på panden af de tre undertegnede statskundskabsstuderende. Forhåbentlig ville Benny Dagan, den Israelske ambassadør i Danmark, kunne oplyse os. Og måske bringe os bare ét skridt tætter på en idé om en salomonisk løsning på konflikten mellem to grene af Abrahams børn – de primært jødiske israelere og de muslimske palæstinensere. Dagans analyse er dog omtrent ligeså lys som det tågede danske efterårsvejr tirsdag den 12. November, hvor vi efter et sikkerhedstjek, der får sikkerheden i Kastrup Lufthavn til at fremstå decideret fraværende, bliver lukket ind på den israelske ambassade. Hans analyse står grundlæggende på tre ben, der hver især har klynger af udfordringer knyttet til sig. Dagan konkluderer:

1.

2.

3. At den Israelske-Palæstinensiske fredsproces bliver med Iran som primær drivkræft umuliggjort.

At israelerne har i dag markant mindre tillid til en fredsproces end i 1990’erne – der er simpelthen ikke tillid til, at palæstinenserne kan styre deres eget territorie.

At de få stærke (men ekstreme) kræfter ødelægger en fred for de mange men svage (moderate) kræfter. ▶

FOTO: DEN ISRAELSKE AMBASSADES OFFICIELLE FACEBOOKSIDE

● Benny Dagan er den israelske ambassadør i Danmark og har været det siden 2017. Ud over flere tidligere diplomatiske udsendelser til bla. Sverige og USA har Dagan tjent som vicedirektør for det israelske udenrigs-ministerium og chef for ministeriets center for politisk forskning.

Især Iran er et gennemgående element i den fortælling om den fredsproces, der i mindre og mindre grad finder sted mellem Israel og de palæstinensiske autoriteter i henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Et Iran, hvis strategi den israelske ambassadør beskriver således: ”Den overordnede iranske strategi er ikke blot at skabe en ustabil situation i Gaza – men også på Vestbredden og langs den syriske og libanesiske grænse. Iran mener ganske enkelt ikke, at Israel har ret til at eksistere.” Og Dagan forsætter direkte: Iran bliver nødt til at trække sig ud af de palæstinensiske og syriske grænseområder, hvis verden nogensinde skal gøre sig håb om en seriøs fredsproces i Israel-Palæstina konflikten. Her refererer Dagan til de konkrete iranske aktiviteter, der ifølge ham dominerer den iranske tilstedeværelse: Økonomisk og militær støtte til Islamisk Jihad og andre ekstremistiske grupper i Gaza-striben. Iranske agenter på Vestbredden. Og iranske specialtropper (såkaldte Quds-styrker) langs den israelske grænse til Syrien. Ifølge Dagan har Israel med både civile og militære operationer forsøgt at dæmme op for den ekstreme islamistiske indflydelse på de palæstinensiske områder i almindelighed og den iranske ditto i særdeleshed. Især operation ”Good neighbor” langs grænsen mellem Israel og Syrien har spillet en vigtig rolle i neutraliseringen af ekstremistiske tendenser i de israelske grænseområder under det magtvakuum, der opstod, da Assad-regimet trak sig fra området under den syriske borgerkrig. Nu har regimet vundet krigen, og er kommet tilbage til grænseområdet – israelerne har stoppet operationen, men håber på den varige effekt af hjælp til den syriske befolkning, der har været notorisk skeptiske – for at sige det mildt - overfor Israel siden statens oprettelse: Måske er der opstået en tillid til gode israelske intentioner på den syriske side af grænsen.

OPERATION GOOD NEIGHBOR

En israelsk militær operation, der skulle sikre en stabil situation i grænseområdet mellem Syrien og Israel i magtvakuummet under den syriske borgerkrig

Fra 2016 til 2018 forsynede det israelske militær (IDF) en række syriske landsbyer med alt fra brød til benzin og medicinsk hjælp

Flere syrere blev transporteret til israelske hospitaler for at modtage hjælp

Operationen er af Assad-regimet blevet beskyldt for at støtte oprøret i det sydvestlige Syrien, da den civile hjælp kunne komme oprørerne til gode.

Tillid er et nøgleord i den betændte konflikt. Som et produkt af den iranske indblanding i konflikten mellem Israel og Palæstina er den israelske tillid til, at det Palæstinensiske Selvstyre ville kunne administrere en selvstændig stat på et historisk lavpunkt. De mere moderate kræfter, der er tilstede i det Palæstinensiske Selvstyre, er ganske enkelt presset til det yderste som effekt af den iranske indflydelse. En situation, der ifølge den israelske ambassadør er i stor kontrast til det håb om permanent fred, der eksisterede op til Oslo-aftalen i 90’erne – ikke at de fleste israelere i 90’erne havde tillid til palæstinenserne, men israelerne var ifølge ambassadøren klar til at tage risikoen for at opnå fred: Vi var klar til at tage risikoen! Lade det Palæstinensiske selvstyre etablere sig – lade Arafat komme tilbage - have forhandlinger og til sidst en endelig aftale. I dag er der tværtimod ingen tillid til, at det palæstinensiske selvstyre kan etablere sig, hvis Israelerne skulle trække sig ud af bosættelserne på Vestbredden. Dagan stiller direkte spørgsmål ved, hvem der i praksis kommer til at kontrollere området, hvis israelerne trækker sig ud: Hvem kommer til at være i kontrol, når vi forlader stedet? Er de moderate palæstinensiske kræfter stærke nok? Eller vil al indflydelse i området komme fra Iran?

Igen er det iranerne, der er kilden til mistillid til konflikten – tanken om, at Israel skulle forlade mellem 96 og 97 % af alle bosættelser på Vestbredden og efterlade kontrollen af området til en palæstinensisk stat kan man altså roligt kaste en hvid olivengren efter.

En to-stats-løsning er ifølge ambassadøren alligevel stadigvæk den løsning, der tiltaler de fleste israelere – udfordringen er, at det ikke længere er nok, blot at have to stater. En israelsk tilstedeværelse er uundgåelig i det lange løb ifølge Dagan: ”Israelerne vil sige: Vi har brug for en israelsk tilstedeværelse, selv efter en aftale er i hus. En sikkerhedsmæssig tilstedeværelse – specielt i Jordan-dalen.”

kers tilstedeværelse i en potentiel palæstinensisk stat – er realistisk, forholder ambassadøren sig ikke til. Under alle omstændigheder kræver en løsning på lang sigt – ifølge Dagan – to afgørende forhold, der skal ændre sig: For det første skal Erdogans Tyrkiet ændre holdning til Israel. For det andet skal Iranerne blande sig uden om Israel-Palæstina spørgsmålet. Begge er forhold, der med bare nogenlunde realistiske briller ikke lige ser ud til at indtræffe indenfor det næste overskuelige stykke Og det er netop disse realistiske briller, Dagan har på: Det kommer ikke til at ske lige foreløbigt, hvis man ser lidt realistisk på det. Jeg tror ikke vi kommer til at have en komplet løsning med palæstinenserne. Vi kan måske opnå løsninger på visse områder - men jeg ser ikke, at en endelig aftale er realistisk.

Som en lus mellem to mange negle var Israel fanget mellem fjendtligtsindede arabiske aktører tilbage i 1948, da staten blev oprettet. I dag lader det dog til, at det ikke så meget er staten Israel, der er fanget som en lus – med solid amerikansk militær og økonomisk støtte, er der i dag ikke noget, der for alvor kan true den israelske stat på trods af de mange fjendtlige naboer. IPmonopolets interview med den israelske ambassadør i Danmark peger dog mod, at lusen mellem de mange negle er skiftet ud: I dag er det selve fredsprocessen, der som en lus bliver presset fra alle steder – og obstrueret af både ekstremistiske jødiske og islamiske kræfter. Israel lader ikke til at blive skubbet ud i Middelhavet og forsvinde fra landkortets overlade lige foreløbigt, som iranerne og ekstreme islamiske grupperinger håber på. Tværtimod lader det til at være fredsprocessen og de hårdtprøvede moderate palæstinensiske såvel som israelske kræfter, der efterhånden forsvinder fra listen over mulige løsninger på den tilsyneladende uendelige konflikt. Benny Dagan er den israelske ambassadør i Danmark og har været det siden 2017. Ud over flere tidligere diplomatiske udsendelser til bl.a. Sverige og USA har Dagan tjent som vicedirektør for det israelske udenrigsministerium og chef for ministeriets center for politisk forskning ●