En tilfældig dag som praktikant i Bruxelles af MATHIAS CHRISTENSEN PRAKTIKANT HOS MORTEN HEL VEG PETERSEN (RV

EN TILFÆLDIG DAG SOM PRAKTIKANT I BRUXELLES

af MATHIAS CHRISTENSEN PRAKTIKANT HOS MORTEN HELVEG PETERSEN (RV)

TORSDAG MORGEN KLOKKEN LIDT FOR TÆT I 08:00.

Bank, bank og lyden af en boremaskine vækker mig. Renovationsarbejdet ved siden af er startet. ”Jeg behøver squ” ikke rigtig noget vækkeur, de starter altid på samme tid”, tænker jeg, mens jeg tænder bruseren og lader det kolde vand ramme hovedet for at banke alkoholen fra i går ud af systemet. Jo jo, det er kun torsdag morgen, men hernede kan man være til receptioner hele ugen hvis man ønsker. Jeg husker paraplyen, for man kan aldrig vide sig sikker på denne årstid, og forlader lejligheden i Schuman-kvarteret, blot et stenkast fra Kommissionens hovedkvarter Berlaymont. Hele byen virker til at være under renovation. På de 10 minutters gang jeg har til Parlamentet hver dag, snubler man nærmest over både offentlige og private renovationer.

”Votre badge” (deres skilt) mumler sikkerhedsvagten på fransk. ”Here” svarer jeg på engelsk. Ni ud af ti gange fortsætter de på fransk, og så er man jo på Herrens mark, men heldigvis kender jeg proceduren. Europa-Parlamentet har lige så stor tiltro til os praktikanter som til lobbyister og besøgende, så vi må hver dag stille os pænt i køen og få scannet vores ting med de andre. Af med bælte, hver gang. Af med ur, nogen gange. Heldigvis er der sjældent mange ved indgangen til Willy Brandt bygningen, som huser Renew Europe Gruppen. Jeg styrer mod elevatoren og trykker på syv. etage.

”Godmorgen godmorgen” siger jeg til mine to dejlige kollegaer, da jeg lander på kontoret. De plejer at være på kontoret både når jeg kommer og når jeg går. Min arbejdsdag er for det meste fra 9:15 (det akademiske kvarter er blevet en arbejdsskade efter et +6 år på statskundskab) til klokken 18 stykker. Selvom de knokler løs, er der altid tid til et smil og hyggesnak. Imponerende. 2 nespresso-kapsler og en printet dagsorden for udvalgsmødet i Civil Liberties, Justice and Home Affairs (LIBE) senere, er jeg op vej ud kontoret igen. Morten Helveg er stedfortræder i LIBE og udvalgsmøderne kører for det meste over to dage. Ikke alt er relevant, men i dag omhandler det de såkaldte flygtninge hot spots på de græske øer, og den græske regering leverer status. Omkring 25 % af alt lovgivning i EP går gennem LIBE, så det er et stort og tungt udvalg. Det betyder også at uenighederne er store, og det er specielt tydeligt når snakken omhandler flygtninge og indvandrere. Mens de yderste højre- og venstrefløjspolitikere fyrer deres forberedte statements af, der virker til at være mere rettet mod ekkokammeret på de sociale medier end på den konkrete sag, tænker jeg tilbage på den foregående dag. Her deltog jeg i det første ud af fire små seminarer om en ny vision for migration og asylpolitik. Det gav et unikt indblik i hvordan Renew inddrager Kommissionen og private stakeholdere i processen.

Tilbage i salen er vi gået over tid – det sker tit. Formand Aguilar holder fanen højt og takker for mødet. Men det er tydeligt at LIBE er en af de svære udvalg: migration, flygtninge, ydre grænser, terrorbekæmpelse og hate speech er bare nogle af de emner der diskuteres her. Emner, som fylder meget og som splitter den europæiske befolkning, og dermed også de valgte politikere. Og samtidig emner, som EU har svært ved at finde svar på.

Helt andre boller på suppen er der i udvalget for Industri, Energi og Research, som Morten Helveg er næstformand i. Med den nye konservative Kommissionsforkvinde Ursula von der Leyens mål om 50-55 % CO2-reduktion i 2030 og CO2-neutralitet i 2050, er selv de sorteste konservative EPPere kommet med på vognen. Kommissionen har svunget en provisorisk klimagolfkugle – European Green Deal – afsted, og nu er det op til parlamentet - traditionelt set den grønne af EU-institutionerne - at hjælpe til for at sikre, at Rådet ikke lader den flyve ”out of bounce”. Det kan mærkes i udvalget. Her taler vi slet ikke taler om hvorvidt 50 - 55 % er for meget eller om klimaforandringerne er menneskeskabte (heldigvis!), men derimod om, hvorvidt vi er ambitiøse nok, og hvordan vi kommer videre herfra. Sektor-kobling, infrastruktur, dekarbonisering af økonomien og power to X er bare nogle af de flotte termer som slynges ud. Men i efteråret er der ikke sket så meget. Kommissionen skulle først på plads. 2020 bliver travl. Der skal laves love og genåbnes en masse direktiver i løbet af de næste 2 år. Det første bliver efter planen en klimalov, som præsenteres den 26. februar. danske centraladministrations kantinepriser” siger jeg grinende til min kollega mens vi finder en plads. Kommer man klokken 12 er der rigelig med plads. Sydeuropæerne kommer først om 1 time. ”Vi skal skrive et udkast til et brev til energikommissær Simson, hvor vi gør opmærksom på, hvad der er vigtigt at fokusere på i Green New Deal. Vil du hjælpe med det i eftermiddag?”, spørger kollega 1. Jeg nikker. Kollega 2 minder mig få ringet rundt til nogle MEP”ere og høre om de kommer til vores energievent i morgen, hvor Morten er vært.

6 timer senere…

”Spiser vi kebab inden vi rammer Plux?”, spørger en kollega fra Venstre delegationen. Han står i døren til vores kontor. Plux er en sammentrækning af Place Luxembourg. Pladsen ligger lige foran parlamentet og hver torsdag danner den rammen omkring byens, og måske Europas, største torsdagsbar. Der er stemning for kebab, så jeg lukker computeren ned, tager min jakke og paraply under armen mens jeg på gangen kan høre ”så det nu, elevatoren er her”… ●

Oppe på kontoret overleveres de relevante informationer fra dagens LIBE-møde til min kollega. Som assistent handler det om at være øjne og øre for sin MEPer i udvalgene. Var der noget interessant for vores MEPer? Er der noget konkret vi skal rykke på i forhold til proces, SoMe eller lignende? Sådanne ting vendes umiddelbart efter mødet.

Disclaimer: Den konkrete dag er fiktiv, men er baseret på virkelige hændelser fra praktikantlivet i Bruxelles.

”Stagiaire”? spørger kassedamen i kantinen. ”Yes”, svarer jeg mens jeg viser mit badge. Man får hele 0,60 euro rabat som praktikant og det er med at udnytte det, for kantinen er ikke ligefrem billig. Var det noget med en omgang ramen til 14 euro, en pasta-bolo til 8 euro eller dagens ret, som oftest er noget kedeligt, til 5,5 euro? Priserne på de hellige pomfritter steg med over 30 % lige omtrent da jeg kom hertil. Det skulle eftersigende have vakt ramaskrig på de interne mailservere. ”Jeg er færdig med at brokke mig over den

SANDHEDEN OM BREXIT

af ANNE EMILIE HANSEN, ROSE STEEN MIKKELSEN, & BENEDIKTE GRUNDTVIG

Sandheden skal man høre fra børn og fulde folk. Vores to rapportere fandt sig selv berusede i London, og har derfor hørt folkemængden, hvordan de i virkeligheden har forholdt sig til Brexit.

FULDE BRITER OM ÅRSAGERNE TIL BREXIT

Bo: Brexit’s not done on the NHS (det britiske sundhedsvæsen, red.) though, Brexit was immigration. It was a one issue fucking vote.

James: The NHS was a large talking point with regards to the election.

Stanley: The most important thing about Brexit is, that the people it spoke to, the people who voted for it, felt like they hadn’t had their voices heard for decades, for a really long time, it’s like Trump you know. It’s the same thing as with the national front, like the right-wing fascist, rose in the 80’s. It’s the same kind of feeling. There are communities who feel like they haven’t been heard. If there’s an opportunity to break the cycle, they’re going to do it. That’s the problem with populism. The content doesn’t matter, it’s about breaking up the status quo. James: Brexit is a populist thing.

Stanley: I get it – there are huge waiting lines, therefore I’m going to vote to get these people out of the country. I get it, I get it.

James: It all ties into whether you look at yourself as a European country or if you tie yourself to the Commonwealth. Our alliance shifts with who’s causing immigration pressure.

Bo: They just throw out numbers, like with the NHS, that number was a lie – insignificant.

Stanley: It’s terrible. Pure populism.

Stanley: Skill-based entry. The reality is that at the moment we have large traction of these from the EU. Union leaders who voted leave now realize that 95% of their workers are from the EU. British people don’t want to pick fruit – they think they’re above it.

Bo: The EU and Brexit has no ties to the NHS. No one thought so. It was a vote about immigration.

FULDE BRITER OM SELVE AFSTEMNINGEN

James: okay, 52/48 is a majority, but he has literally split the country in half. Even today, the country is still split. Nothing has been done to repair that. It’s split.

Bo: There’s two things right, I think. We’re quite unique with the first-past-the-post system. Because we don’t have coalition governments as in most of Europe, we’re used to one party, just getting over the line, and then getting all of the ruling power. That is exactly what Brexit is. Our election system, in a nutshell, working terribly. Because we haven’t had a 100 years of coalition democracy, we’re not used to compromise, so now we’re just going to go down that route. That voting system, has let, in part, to us accepting this referendum result completely, despite it being so narrow.

Scott: I feel a bit mistreated. You know, one generation decided a thing that is going to have a big impact on me, and I wasn’t really heard at all. Yeah. so, it’s… But I try not to think about it, because it is so overwhelming. It’s like, I have to live my day-to-day life, you know? (...) We are in such a state of not knowing and uncertainty and I think that is what’s most scary to people. Because then they start not trusting each other and stocking up on stuff. It’s for sure a stress factor in people’s lives. It’s been brewing in your stomach, in the back of your mind.

Patrick: It’s all we ever talked about, and I’m getting sick of it. It’s a stressful situation. It can’t really do anything about it, it’s just you, watching the world you know fall apart. I hate it. It’s kind of like the global warming you know… You just feel very powerless. (...) The thing with Brexit is, that it isn’t going

to affect the rich - you know, my family is dirt poor, we’re from Manchester. I don’t know if I’m going to have to move back home and sustain them. It feels like very much like a deprivation of liberty. Because then I have to choose between my family and my studies and future.

Peter: It was a bit like the US election with all the fractions and ideologies fighting. Yeah, I think it will backfire – it won’t lead to anything beneficial because it will take at least 15 years to get new deal worked through.

Luke: It’s a lot like Donald Trump, the idea of going back to an old era or age that is far gone.

”The truth hurts, as they say. Or at least, as Lizzo says. - Marc ”

FULDE BRITER OM BORIS JOHNSON

Marc: I think it’s quite scary, how he is able to twist the truth. I think it’s really scary, that we are living in this post-truth world. It’s scary for your democracy and for everyday life - that the truth is not valued anymore. The truth hurts, as they say. Or at least, as Lizzo says. It’s very problematic, that he is the leader, that people go to for direction and that he is spilling lies instead. Marc: Well I’m quite happy with Boris. Rapporter: But he lies so much. Marc: They all lie. Rapporter: I agree, but he lies so badly. Marc: Well, honestly I haven’t payed that much attention. Rapporter: He’s very charismatic, kind of trump-ish. Marc: He’s always had his way. I was always for him, thought he was kind of a joker. James: He’s a very sneaky clever man. He knows how to appeal to people. Everyone sees his as harmless, but that’s just his personality. Everyone be like “He’s such a nice man who cares for us”. He’s a dickhead.