3 minute read

Forældrenes rolle i børnenes online-liv

Foto: Christine Louw Nielsen

Forældre har et vigtigt ansvar for, at deres børn får en tryg og sikker digital opvækst. Mange forældre ved imidlertid ikke, hvordan de skal gribe det an. Vejen frem er at være nysgerrig og talte med sit barn. Og så bør skolen også hjælpe den digitale samtale på vej.

Advertisement

Af Diana Bjørn Milenkovic, projektleder hos Medierådet for Børn og Unge Det første møde med det digitale univers sker typisk på familiens tablet eller forældrenes mobil. Derefter bevæger børnene sig over på deres egen private skræm – barnets første mobiltelefon, hvor de ganske hurtigt og sikkert bevæger sig rundt blandt de digitale muligheder. Og der er masser af fantastiske ting, man kan lave online. Men, at børn i en tidlig alder bliver superbrugere, er ikke ensbetydende med, at de ikke har brug for råd og vejledning fra de voksne omkring dem. Og børnene er bevidste om deres forældres engagement og support – eller mangel på samme. Også når det gælder det digitale. I 2019 offentliggjorde Børns Vilkår og Medierådet en stor undersøgelse om digital dannelse set i børneperspektiv. Her fremgår blandt andet, at kun hvert andet barn blandt 4. og 7. klasseelever oplever, at deres forældre interesserer sig for, hvad de (børnene) laver på internettet.

Online og offline smelter sammen

Det er helt naturligt at være med på sidelinjen til børnenes fodboldkamp eller lytte med, når barnet øver sig på klaver. For sådan har det været i mange år. Men for mange forældre er det ikke lige så naturligt at interessere sig for børnenes digital liv – fx hvilke spil de spiller, hvem de følger på YouTube eller hvordan de bruger Snapchat. Men faktum er, at 2 ud af 3 børn bruger YouTube hver

dag, og 92 pct. af de 1-15 årige har prøvet at spille et digitalt spil, mens godt halvdelen spiller dagligt. Det føles stadig nyt for mange voksne, at samfundet og samværet med hinanden er blevet markant mere digital de seneste 10 år. Og mens voksne fortsat skelner mellem at være online og offline, så sondrer børn og unge slet ikke mellem den digitale og den fysiske verden på samme måde. De digitale medier er en naturlig og integreret del af børnenes hverdag og samvær med vennerne.

Styrk den digitale dialog

Vi har brug for opmærksomhed på alt det, som kan fremme dialogen mellem børn og voksne. Det handler om at understøtte alle de gode sider af børns brug af teknologi og at fremme den kritiske samtale både i familien, dagtilbud, skole og i samfundet. Hvis de voksne begynder at interessere sig mere for deres børns digitale færden, er der både grundlag for flere fælles digitale oplevelser, og børnene har en forstående voksen, de kan gå til med undren eller søge hjælp hos, hvis de har haft en dårlig oplevelse på nettet.

I Medierådet arbejder vi for at støtte og vejlede forældre med viden og råd til, hvordan de kan engagere sig og tale med deres børn om digitale medier og online samvær. Guiden ”Der er så meget forældre ikke forstår …” er Medierådets mest populære udgivelse. Den behandler en række emner fra mobning, tidsforbrug og datasikkerhed til, hvordan forældrene selv bør være digitale rollemodeller. Medierådet har også udgivet ”BØRN GAMER!” (2021), som giver en indføring i, hvorfor børn elsker at game og adresserer samtidig opmærksomhedspunkter som spilletid, sprogbrug og pengeforbrug.

YouTube er det mest anvendte sociale medie blandt danske børn, og hvis man som forælder vil vide mere om indhold, vaner og indstillingsmuligheder på YouTube, er der hjælp at hente i ”Taler du med dit barn om YouTube?” (2020).

Skole-forældre samarbejdet

Det er vigtigt, at forældrene og skolen i fællesskab tager børnenes interesser og oplevelser på nettet alvorligt. Et godt forum er forældremødet, som netop har til formål, at skole og forældre tager fælles ansvar for klassens trivsel – også den digitale trivsel.

Der findes ikke nogen facitliste, når man skal drøfte børnenes og klassens digitale liv, og derfor føler nogle lærere sig ikke trygge ved at sætte den digitale trivsel på dagsordenen på forældremødet. Det har Medierådet forsøgt at imødekomme med en digital værktøjskasse med øvelser, der kan styrke dialogen. Materialet, der hedder ”Digital Genial”, egner sig ikke til tavleundervisning, men kan hjælpe læreren med at facilitere samtalen. Materialet adresserer emner som billeddeling, tidsforbrug, forældreinvolvering og gaming og består bl.a. af gulvøvelser og videoer med fageksperter, hvis udtalelser kan være oplæg til drøftelse.

Hvis man som lærer savner mere baggrundsviden i forhold til at arbejde med børn og unges digitale liv på forældremødet, kan man finde rapporter og undersøgelser i Medierådets vidensamling.

Find gratis undervisningsmaterialer, guides, rapporter og undersøgelser på: www.medierådet.dk. Forældreguides kan bestilles til uddeling.

Der er så meget forældre ikke forstår Medieraadet digital dannelse

This article is from: