3 minute read

Leder: Sikring af skolebørns data

Sikring af skolebørns data

Af Thomas Dreisig Thygesen, formand Danmarks it- og medievejlederforening

Advertisement

Der er fortsat fokus på GDPR. KL har meldt ud, at de går ind i arbejdet for at hjælpe kommunerne med sikring af skolebørns data. Det er vigtigt, at der kommer nationalt fokus på denne komplekse opgave. Vi har i foreningen længe talt for, at opgaven med fordel kan løses centralt. Det er glædeligt, at det nu ser ud til at kunne blive til virkelighed. Foreningen er i dialog med KL, STIL og Datatilsynet og arbejder for et fremadrettet samarbejde, så vi i fællesskab kan sikre den bedste løsning og få skabt en hensigtsmæssig praksis omkring data.

Datatilsynet har også et materiale på vej i forhold til skolerne, og det bliver spændende at se, hvad det rummer, og om det kan skabe klarhed. Der har været fokus på GDPRudfordringer i Google-løsninger, men samme problematikker kan være gældende hos eksempelvis Microsoft, Apple og i ressourcerne på Skoletube. Læse- og skriveteknologier for ordblinde elever er også påvirket, ligesom de digitale læremidler fra forlag kan være udfordret. Det er er en stort og kompleks opgave, og alle vil med garanti tage godt imod hjælpen fra Datatilsynet. Regeringen er kommet med et forslag til tre nye tiltag, der skal hjælpe med at sikre børn og unges trivsel på de sociale medier. Tiltagene er en del af et større udspil om sikkerhed på nettet for børn og vil blive forhandlet med Folketingets partier i efteråret. Et rigtig positivt tiltag. For selv om der er styr på GDPR, og selv om der på sigt forhåbentlig kommer en bedre regulering af sociale medier, så kræver det en massiv indsats for at kunne forstå og agere i den digitale verden.

Det ene forslag går på at oprette en skolepatrulje for digital færdselssikkerhed, hvor elever, forældre, lærere og undervisere skal udpeges til at hjælpe med at sikre en god onlinekultur. Det andet forslag er at udarbejde et nyt undervisningsmateriale. Det tredje forslag er at oprette Den digitale Trafikklub for Børn og Unge.

Første forslag rummer gode muligheder. Det er væsentligt, at alle medarbejdere i skolen er med til at opbygge en god kultur, og at løsninger udvikles og forankres lokalt. Om det så lige skal være ‘en patrulje’, kan der stilles spørgsmålstegn ved. Skolen har allerede elevråd og skolebestyrelse, hvor man med

fordel kan arbejde med området. Alle skal løfte opgaven. Elevrødder og kontaktlærere er afgørende, men det er vigtigt også at inddrage vejlederne på skolerne. Pædagogiske it-vejledere kan få en vigtig rolle, og de kan med rette ressourcer hjælpe på vej.

I det hele taget skal der stilles skarpt på ressourcer, viden og kompetencer, da det er en svær opgave, hvor alle lærere skal med. I en digitaliseret verden, hvor den teknologiske udvikling går stærkt, skal de fagprofessionelle løbende have opdateret deres viden og kompetencer, og hvor er det lige de får det? Det er grundlæggende et positivt initiativ, men det skal prioriteret højt for at lykkes.

Gode materialer kan hjælpe på vej, og der findes mange fagligt funderede samarbejdspartnere, der kan kan bidrage med specialiseret viden. Foreningen indgår gerne i kvalificering af tiltagene og ser frem til de kommende politiske drøftelser.

Teknologiforståelsefagligheden er også en del af det samlede arbejde med it i skolen. Alle venter i spænding på, hvordan en ny faglighed skal implementeres i skolen. Der er mange perspektiver, og det er væsentligt at få det store billede med. Der er mange, som ser et behov for fagligheden, og den vil helt sikkert også bidrage til at styrke dannelsen og uddannelsen af elever og lærere i grundskolen. Og mens vi venter på signaler fra Undervisningsministeriet, så ser vi heldigvis mange initiativer, som arbejder med den nye faglighed og indsamler vigtige og lærerige erfaringer.

Styrelsen diskuterer løbende, hvor vi bedst kommunikerer med medlemmer og samarbejdspartnere. Lige nu afprøves et nyt medlemssystem, hvori der kan oprettes et medlemsforum. Det bliver interessant at se, hvilke muligheder det rummer og at høre medlemmernes holdning til dette. Foreningen har også fået en side på LinkedIn, da vi vurderer, at vi bedre rammer en del aktører der. Vi har fortsat en Facebook-side, en Facebook medlemsgruppe og en Twitter-profil. Følg os og deltag i debatten omkring it og medier i skolen.

This article is from: