3 minute read

Kære alle medlemmer...

Next Article
kalender

kalender

SKØNHEDSBRANCHEN HAR FULD FART PÅ DIGITALISERINGEN. VI OPLEVER ALLE STOR FREMGANG I ONLINESALGET OG FOKUS PÅ METAVERSET, HVOR ONLINE VIRTUAL REALITY KAN OVERTAGE NOGLE AF VORES ARBEJDSGANGE. HUSK DOG PÅ AT DIGITALE MØDER ALDRIG KAN ERSTATTE DE FYSISKE MØDER MED VORES KUNDER. KONTAKTEN MELLEM BEHANDLERE OG KUNDER VED FYSISKE SALG BETYDER MEGET FOR DEN ENKELTE KUNDE.

Verden bløder fortsat derude, og indimellem bliver vi nødt til at sadle om. Hold dog stædigt fast i den gode faglige viden samt jeres magiske hænder. Vi har mange effektive maskiner i branchen, men vi har som aldrig før brug for de nærværende fysiske behandlinger. Det kan være velvære massage, som genskaber forbindelsen mellem hud og hjerne. Huden er vores største sanseorgan, som booster velværehormonet oxytocin. Vi kan gøre meget for vores mentale helse, og i kølvandet på corona oplever vi en stigende efterspørgsel efter helende holistiske behandlinger baseret på de nyeste ingredienser indenfor “skinboosting”.

Uddannelse er vigtigere end nogensinde Vores branche er under konstant udvikling. Vi kan alle gøre meget for at højne kvaliteten og sikkerheden i branchen. Den tid vi lever i, kræver meget af os som behandlere, og derfor har efteruddannelse – uanset speciale aldrig været vigtigere i forhold til at opfylde kundernes behov. Der kommer hele tiden nye kurser og uddannelser, der er nemme og hurtige at komme igennem, men de er desværre med til at underminere vores branche. De resulterer i fejlbehandlinger, som vi desværre ser flere eksempler på i Nævnenes Hus. Vi i DKF opfordrer derfor på det kraftigste til, at alle leverandører, klinikker samt forbrugerne øger opmærksomheden på at behandlerne har den rette uddannelse. Vær grundige ude i klinikkerne i forhold til de behandlinger I tilbyder, så I ikke ender med fejlbehandlinger og en ubehagelig sag på halsen!

DKF arbejder kontinuerligt med at højne vores faglige håndværk med fokus på især efteruddannelse. I DKT (Danske Kosmetiske Tatovører) tilbyder vi årligt de lovpligtige fag- og hygiejnekurser, hvor de næste finder sted i Rødovre den 13.-14. maj i samarbejde med vores dygtige hudlæger og undervisningssteder. Det er så vigtigt, at vi alle kan være stolte af vores fagspecialer i branchen. Der arbejdes på flere efteruddannelser inden for branchen. Så hold øje med dem.

Nye retningslinjer om epilering

Der opstår løbende nye regler for branchen. I sin tid kæmpede vi en kamp omkring laser/IPL, men vi må nu atter udføre dette arbejder under supervisering af en hudlæge. Senest var vi meget aktive omkring lovgivningen for de kosmetiske tatovører, som nu kører forrygende i vores DKT-underafdeling, og hvor Sikkerhedsstyrelsen har godkendt mange indenfor kosmetisk tatovering i vores regi.

Epilering er efterhånden et gammelt håndværk for kosmetologer. Men Styrelsen for Patientsikkerhed har uden varsel fra november 2022 forbudt hårfjerning med nåleepilering. Vi har de sidste otte år kæmpet for at beholde dette speciale uden at behandlerne skulle registreres. I DKF arbejder vi ihærdigt på at få Styrelsen til at genoverveje deres forbud. I skrivende stund er vi blevet indkaldt til et møde med Styrelsen. Vi ser frem til dette møde, og glæder os til at kunne informere jer, når der foreligger en endelig afklaring.

CIDESCO region Denmark

Jeg er præsident for CIDESCO Denmark, og har løbende deltaget i alle de forskellige møder. I Region Norden, som DKF også er medlem af har vi naturligvis drøftet de seneste tiltag omkring epilering især vedrørende uddannelse på baggrund af den nye lovgivning. Vi arbejder tæt sammen i Norden omkring uddannelse og i CIDESCO skoleregi. På den kommende opdaterede hjemmeside vil der være en særlig sektion omkring CIDESCO, og mere fokus på uddannelser på de godkendte skoler i Region Danmark. Den sidste nye skole, der er tilmeldt som nyt medlem i DKF er Din Kosmetologskole i Herning, som er en nyopstartet CIDESCO skole i Danmark. Den nye skole er godkendt som Training skole i Region CIDESCO Denmark. Vi byder dem velkommen, og glæder os til at præsentere skolen i næste nummer af Esthetique.

Nævnenes Hus og Styrelserne

Der er løbende møder i Sundheds-, Sikkerheds- og Miljøstyrelsen, der påvirker vores forskellige specialer i branchen. I DKF sørger vi for at følge med på alle fronter. Vi tager branchen meget alvorlig, og vil gerne sikre en saglig dialog på tværs af vores mange specialer. Jeg vil derfor opfordre jer til at sende en mail på info@dkfnet.dk, hvis der måtte være spørgsmål. Vi oplever et stigende behov for dialog, og vil gerne afhjælpe jer så hurtig som muligt.

Det handler om at være TRYG

I DKF har vi netop forhandlet os frem til en ny forsikringsordning hos Tryg forsikring, som vi er meget glade for at kunne tilbyde jer medlemmer. Vi er i fuld gang med at opdatere vores hjemmeside, hvor I kan tjekke op på jeres klinik og medlemskab, og læse mere om dette nye forsikringstiltag.

Sidst men ikke mindst håber jeg og bestyrelsen, at I alle vil nyde dette forårsnummer af fagbladet. Nyd den skønne lyse tid, og solen der er på vej. Husk jeres solbeskyttelse med høj faktor her i forårssolen.

Skønneste forårshilsner

Helle Bach

Formand for DKF & DKT CIDESCO region Denmark Nordisk Råd Sagkyndig i Nævnenes Hus

This article is from: