10 minute read

SÅDAN HOLDER KLIMAAKTIVISTERNE JUL

Har du nogensinde haft lyst til at kigge ind ad vinduet hos nogle af dine helte for at se hvordan de bor, lever og gør - for eksempel til jul? Det har vi! Derfor har vi spurgt 4 af Danmarks sejeste klima- og miljøforkæmpere om, hvordan de holder jul.

INTERVIEWS REDIGERET AF ANNA FRANZISKA

Advertisement

Anders Morgenthaler

TEGNER, FORFATTER OG FILMINSTRUKTØR

Hvad er dit forhold til jul?

Skal jeg være helt ærlig, er jeg faktisk ret ligeglad med julen, og sådan har jeg haft det lige siden, jeg var helt ung. Min kone er til gengæld helt pjattet med jul, og det er fedt at se julelys i hendes øjne, når december måned nærmer sig.

Hvordan bringer du dine klimavenlige værdier ind i julen?

Jeg lader vær med at købe alt muligt unødvendigt lort. Simpelthen. Så prioriterer jeg også at lave vegetarisk julemad med store salater, forskellige sovser og mock duck eller pulled jackfruit som erstatning for kød. Det er en sjov udfordring at lave vegetar-julemad, som kødspisere også råber hurra for. Og det plejer faktisk at lykkes – selv min far, som helst kun spiser koteletter dagen lang, bliver for det meste positivt overrasket. Jeg er en anelse krukket med, hvad jeg spiser, og derfor er det ofte mig, der står for julemaden.

Hvilke traditioner holder du mest af?

Helt klart min kones julepynt og kagebagning. Hun pynter hele hytten med ting og sager, hun selv har lavet eller fundet på loppemarkeder. Faktisk har

julestjernen ovre i vindueskarmen hængt der siden sidste år. Og så bager hun de lækreste brunkager og vaniljekranse, mens den obligatoriske playliste med Mozarts julesymfonier kører i baggrunden. Jeg holder også af at give kalendergaver til vores to døtre. Vi prøver så vidt, det er muligt, at give dem spiselige gaver til den søde eller salte tand og undgå at havne i plasticfælden, når vi skal finde på gaver til decemberdagene.

Og hvilke traditioner kunne man for din skyld, og i bæredygtighedens navn, godt afskaffe?

Gaveræset! Det er simpelthen for fjollet, at voksne mennesker med middelindkomster skriver ønskelister med ti links. Helt ærligt. Hvis de vil have noget, må de gå ud og købe det selv – de har jo for helvede pengene til det. Og så er gavetraditionen også en kæmpe stressfaktor i julen. Når det er sagt, synes jeg, det er helt ok at give gaver til børn og studerende – med andre ord dem, der rent faktisk mangler noget. At give gaver til folk, der har ressourcer, er bare ren forbrugsfest.

Har julen ændret sig for dig, efter at du er blevet mere bevidst om klimaet?

Nej, ikke rigtigt. Jeg har altid følt en distance til julen, fordi den, lige så længe jeg kan huske, har været en stor forbrugsfest.

Hvad er dine bedste tips til klimavenlige julegaver?

Hjemmelavede julegaver! Det er virkelig hyggeligt og sjovt, og så bliver de fleste glade for noget, de kan se, du har lagt tid og energi i. Alle kan lave et eller andet med hænderne. Jeg kan overraskende nok rigtig godt lide at tegne, men hvis dine tegne-skills ikke er tilstede, er der helt sikkert noget andet, du kan bruge dine hænder til. Selvfølgelig skal du ikke give dine børn hjemmelavede gaver, hvis alt, de ønsker sig, er plasticlort – børn skal have det, de ønsker sig. Hvis du vil undgå at gå på kompromis med dine forbrugsvaner, for at imødekomme rollingernes ønsker, kan du forsøge at inspirere dem til at ønske sig andet end produkterne i de BR reklamer, der ruller ind over skærmen i bedste sendetid.

Vi interviewede jo din kone til vores forårsmagasin. Hun er også en super sej bæredygtighedsaktivist. Hvad giver man sådan én som hende til jul?

Min kone og jeg insisterer på, at vi ikke vil give hinanden gaver til jul. Hvis jeg endelig skal give hende noget, så bliver det en oplevelse, såsom et kroophold, eller et stykke tøj, som jeg ved, er produceret ordentligt. ResRes i København laver for eksempel nogle ret fede ting.

Flemming Møldrup

FORFATTER OG LIVSSTILSEKSPERT

Hvad er dit forhold til jul?

Jeg har et uforpligtende forhold til julen. Og med det mener jeg, at jeg faktisk ikke interesserer mig særlig meget for julen. Men jeg engagerer mig i den, fordi jeg har en datter på 11 år, der ligesom alle andre børn ser julen som en magisk højtid. Det jeg sætter mest pris på ved julen er helt sikkert middagen juleaften, hvor jeg sidder med familien rundt om et bord, og vi er sammen om at spise den gode julemad. Den del holder jeg meget af.

Hvordan bringer du dine bæredygtige værdier ind i julen?

Jamen jeg pynter ikke særlig meget op, og det, jeg så pynter op med, er pynt min datter har kreeret gennem årene. Jeg undgår at gå i billig-butikkerne og købe jule-skrammel fra Kina. I hvert fald så vidt det er muligt. Og så køber jeg helst gaver, jeg ved, holder i lang tid. Derudover ser jeg helst, at julemaden er økologisk, og derfor tilbyder jeg altid at tage steg eller and med, så jeg ved, at der i hvert fald er mulighed for økologi.

Hvilke traditioner holder du mest af?

Helt klart julemiddagen. Jeg elsker at være fælles om mad, uanset om det er med kollegaer, venner, familie eller mennesker, jeg slet ikke kender. Der er bare noget ved at spise og tale sammen.

Og hvilke traditioner kunne man for din skyld, og i bæredygtighedens navn, godt afskaffe?

Lad være med at pynte gaderne før 1.12. - spar på energien. Og i vores familie aftaler de voksne indbyrdes, om de skal give hinanden gaver. Børnene skal selvfølgelig have, men jeg behøver faktisk ikke flere ting. Så drop gaverne til de voksne. Og forbrug lidt mindre. Giv oplevelser i stedet for ting - en togtur til Berlin i stedet for en flyvetur. En vandretur på Hærvejen i stedet for en ny telefon og så videre. Drop tingene og gå efter at opleve noget med hinanden.

Kan du spotte andre bæredygtige juleshoppere?

Jeg tror, der er en stigende bevidsthed om forbruget. Måske 2018 bliver det år, vi ikke slår forbrugsrekorden til jul. Det håber jeg i hvert fald.

Har du spottet nogle ansvarlige trends for julen i år?

Jeg tror, at "fra mere til bedre"-tendensen også vil gøre sig gældende i gaveindkøb til julen i år. Altså, at vi er på vej væk fra det formålsløse forbrug, der hvor vi forbruger, fordi vi kan, til det, at vi køber gaver, der er lidt dyrere og i bedre kvalitet.

Hvordan pynter du selv op til jul?

Med min datters hjemmelavede julepyntsskrammel fra børnehaven, 0., 1., 2., 3. og 4. klasse og det fra fritidsklubben.

Connie Hedegaard

TIDLIGERE EU KLIMAKOMMISSÆR OG NUVÆRENDE FORMAND FOR MILJØFONDEN KR.

Hvad er dit forhold til jul?

Det er OK. Julepyntning og juleindkøb, der begynder allerede i slutningen af oktober, er jeg ikke pjattet med. Men de koncentrerede juledage er OK - så længe jeg får lov til at have absolut ingen forpligtelser 1. juledag, hvor vi bare skal være hjemme hos os selv og lave absolut ingenting.

Hvordan bringer du dine klimavenlige værdier ind i julen?

Vi tænker over, hvor tingene kommer fra - maden, træet, gaverne - og forsøger at minimere spild og maksimere vores genbrug.

Hvilke traditioner holder du mest af?

Hm ... Det er vel helheden, der gør julen og ikke mindst juleaften til noget helt særligt. Men i min familie har vi siden min barndom spist julemiddag allerede om eftermiddagen. Således får “juleaften” en dejlig, lang udstrækning. For mig er højdepunktet nok, når vi efter juletræet synger en FOTO AF KR FOUNDAT I O N hel masse julesange og julesalmer. Så falder der ro og julefred over alle ...

Og hvilke traditioner kunne man for din skyld, og i bæredygtighedens navn, godt afskaffe?

Forestillingen om, at en dansk julefrokost først og fremmest skal bestå af MEGET mad - og dermed meget madspild. Vi bør prioritere kvalitet over kvantitet - og det gælder også for gaverne.

Hvad spiser du til jul, og skal der kød på bordet?

Vi spiser and og risengrød. Og ja, vi skal alle sammen spise mindre kød, især mindre rødt kød, men jeg mener, det er langt vigtigere at ændre vaner mellem nytår og jul end mellem jul og nytår.

Snakker du om klima med familien hen over julebordet?

Det kan godt være, at samtalen falder på klima - det gør den tit her i huset. Men vi kan også godt tale om andet.

Calina Leonhardt

INFLUENCER PÅ @NEOHIPPIE, NEOHIPPIE.DK OG FORFATTER TIL BOGEN BÆREDYGTIG LIVSSTIL

Hvad er dit forhold til jul?

Da jeg var barn elskede jeg jul! Jeg har alle dage syntes, at det var enormt hyggeligt, selvom jeg ikke er fra en religiøs familie. Jeg har altid holdt klassisk jul med min familie, og vi havde stort set alle juletraditionerne med. Men i mit voksenliv er jeg blevet mere og mere opmærksom på de mange miljømæssige problematikker omkring julen, og det har fjernet noget af magien. Jeg synes stadig, at det kan være virkelig hyggeligt, men i dag synes jeg personligt, at der er nogle værdier, som er vigtigere end at holde fast i end i nogle faktisk ret problematiske traditioner. Derfor holder vi i dag jul lidt anderledes, end da jeg var barn.

Hvordan bringer du dine bæredygtige værdier ind i julen?

Jeg og min familie er veganere, så vi spiser udelukkende vegansk mad, også til højtider. Vi laver stadig traditionel julemad, men “kødet” er lavet af seitan, risalamanden på mandelmælk osv. Vi begrænser gaver så meget som muligt og de få gaver, der bliver givet, er hjemmelavede eller second hand og pakket ind i genanvendeligt stof i stedet for papir. Vi køber ikke noget “engangs" - hverken pynt eller udstyr, og vi har ikke noget juletræ.

Hvilke traditioner holder du mest af?

Jeg synes, at en stor del af julehyggen kommer fra de aktiviteter, vi laver i hele julemåneden, og ikke så meget på selve dagen. I december hører vi julemusik, går aftenture, ser på lys eller tager til Amager Fælled og ser på deres naturpyntede juletræ. Vi pynter også selv op til jul hjemme hos oldemor, mens børnene leger med hendes gamle hjemmelavede nisser. I julen holder jeg desuden af at lave æbleskiver, varme kakao, lave trylledej med vores venner, spise risengrød og se gamle julefilm. Juleaften er det fast tradition, at vi hygger med Disney’s Juleshow, gode samtaler og lækker mad.

Og hvilke traditioner kunne man for din skyld, og i bæredygtighedens navn, godt afskaffe?

Jeg har altid syntes, at juletræet og det at danse om træet var fjollet og noget ressourcespild. Hvis man endelig vil synge, mener jeg, det ser betydeligt hyggeligere ud, at synge rundt om klaveret, som de gør i andre lande. Og så gaveræset og pakkelegene. Julen i dag er blevet overtaget af kommercielle interesser, og det synes jeg er trist. Der er meget mere tid og ro til nærvær, leg og hygge både i december og på selve juleaften, når du ikke skal ud og købe gaver eller finde tid til at åbne pakker med ting, du ikke har brug for.

Du er jo kendt som non-shopper - hvad er dit forhold til gaver?

Jeg ønsker mig ikke selv gaver. Jeg lever helt minimalistisk og mangler intet, og jeg ønsker ikke en gave for gavernes skyld. Så, hvad jeg selv får er meget begrænset, hvis noget overhovedet. Jeg giver gaver til dem, som ønsker sig gaver, men

gaverne er enten spiselige, oplevelser, secondhand eller hjemmelavede.

Hvordan sørger du for ikke at blive hevet med i forbrugsræset til julen?

Det er ikke svært. Jeg er nonshopper og har nogle klart definerede værdier i forhold til køb, så forbrugsræset har intet med mig at gøre og jeg bemærker det slet ikke. Jeg bruger min tid meget anderledes og kommer ikke i storcentre og ser ikke reklamer. ■

This article is from: