5 minute read
VANILJE OG KLIMAET
Den søde juletid byder på mange faste traditioner i køkkenet. Andesaucen skal smage som den altid har gjort, de brunede kartofler skal være perfekte og risalamanden skal være smukt afstemt med den dejlige søde smag af vanilje. Men du har nok bemærket, at priserne på vanilje er steget noget så gevaldigt.
TEKST AF SARAH BUONO, ILLUSTRATION AF YOUHEUM SON
Advertisement
80 procent af verdens vaniljeproduktion kommer fra den østafrikanske ø, Madagaskar. I marts 2017, blev øen ramt af en voldsom kategori 4 cyklon ved navn Enawo.
Cyklonen ødelagde en tredjedel af høsten, hvilket betyder, at prisen på vanilje er eksploderet siden sidste år. Der er dog stadig, over halvandet år senere, en voldsom efterspørgsel på krydderiet, da vanilje er blevet en dyr mangelvare, der på nuværende tidspunkt har samme værdi som sølv.
HVAD ER VANILJE?
Vanilje er et højtelsket krydderi, der bruges i mange desserter rundt omkring i hele verden. Ægte vanilje stammer fra en plante, der hedder vanilje orkideen, som producerer tykke og kødfulde grønne bønner. Disse bønner er det, der bliver til vaniljestænger, og indeholder små, sorte korn, som er dem vi bruger i vores madlavning.
Det er en langsommelig og tidskrævende proces at dyrke vanilje. Det tager 3-4 år fra frøet bliver sået, til at planten begynder at give udbytte. Kvaliteten af vaniljen er afhængig af både jordforhold, klima og en helt korrekt forarbejdning. Det betyder, at der højst sandsynligt vil gå lang tid før prisen på vanilje falder igen. Vaniljeplanter kan blive meget høje, men bliver både beskåret og trimmet, så de har en højde, der kan høstes enten manuelt eller ved hjælp af høstmaskiner. Når bønnerne fra vaniljeplanten er modne, får de en gul farve, og er typisk mellem 12 og 25 centimeter lange. Herefter gennemgår de en lang proces, hvor de tørres i solen eller ved hjælp af varmt vand, og det er herigennem, bønnerne udvikler deres karakteristiske aroma.
GLOBAL OPVARMNING
Klimaet er en global udfordring, der påvirker verdens forskellige samfund på forskellige måder. Og særligt de i forvejen udsatte befolkningsgrupper mærker kraftigst til de ændringer, som opvarmningen medfører. Det har vi snakket med vejrvært og journalist Nina Bendixen om:
“Det estimeres, at for hver grad Jordens temperatur stiger, vil der komme 7 procent mere vanddamp i atmosfæren. Og da vanddamp er en drivhuseffekt, så vil mere vanddamp i sidste ende betyde mere opvarmning.”
Inden 2050 forventer FN’s klimapanel en temperaturstigning på 2 grader Celsius på Madagaskar. Nina Bendixen forklarer, at cykloner sagtens kan opstå uafhængigt af klimaforandringerne, men at de i fremtiden kan blive intensiveret på grund af den globale opvarmning.
“Global opvarmning kan gøre cyklonerne værre, da varm luft kan indeholde mere vanddamp, og så flytter cyklonerne mere vand med sig”, forklarer Nina Bendixen. “Og det skaber flere mudderskred og oversvømmelser. Effekten bliver forværret, fordi varmen også udtørrer jorden udenfor monsunsæsonen. Jorden kan være så tør, at den ikke suger vandet særligt effektivt.”
TIDLIGERE VANILJEKRISER
Tilbage i år 2000 og 2004, oplevede Madagaskar to lignende cykloner ved navn Gafilo (kategori 5) og Hudah (kategori 4), som ramte samme område. Her ødelagde begge cykloner 20-30 procent af vaniljeafgrøderne, hvilket også dengang medførte, at priserne på vanilje steg.
Selvom de cykloner var lige så voldsomme som Enawo, var de dog ikke lige så ødelæggende. Én af forklaringerne på dette, er blandt andet, at vaniljeafgrøderne på daværende tidspunkt var mindre og dermed ikke tog skade i lige så høj grad.
Som følge af Enawos ødelæggelser er der nu stigende kriminalitet på Madagaskar. Efterspørgslen på vanilje er nemlig ekstra stor, da det er blevet en mangelvare. Dette har medført en sortbørshandel, da desperate mennesker føler sig tvunget til at stjæle den vanilje, der er til rådighed, og sælge den. De ved nemlig, at vaniljen er i høj kurs. Også vaniljebønderne på Madagaskar kæmper med fattigdom, da de ikke kan betale deres gæld på grund af de ødelagte plantager.
Er der andre krydderier, der lider under den globale opvarmning?
Den globale opvarmning rammer ikke kun vaniljen på Madagaskar. Både kaffe- og chokoladeproduktionen kan være truet af de konsekvenser, der følger med Jordens opvarmning.
KAFFEBØNNER
Danmark er verdens 4. mest kaffedrikkende land. Vi elsker simpelthen at drikke kaffe, og for mange er det en fast del af hverdagens ritualer. Men på grund af den globale opvarmning kan verdens kaffeproduktion være truet. Regnen lader nemlig vente på sig, hvilket betyder, at de usædvanlige vejrforhold påvirker plantagerne i en negativ retning.
Der er især mange kaffeplantager i Sydamerika og Afrika, og kaffebønnen er en plante, der kræver nogle helt bestemte forhold for at
overleve. Den skal have den helt rigtige mængde vand og både kølige og varme omgivelser på de helt rigtige tidspunkter. Derfor er den globale opvarmning en alvor trussel for vedligeholdelsen af kaffeplantagerne.
KAKAOBØNNER
I vinterhalvåret er chokolade noget, der kan gøre selv den mørkeste dag lysere.
Men i Ghana og på Elfenbenskysten, hvor der produceres mange kakaobønner, mærkes den globale opvarmning tydeligt. Der falder mindre regn og temperaturen stiger, hvilket betyder, at markerne udtørres. Derfor bliver kakaoplantagerne potentielt nødt til at blive rykket længere op i bjergene, for at få et køligere klima, men jo højere op i bjergene de rykkes, desto mindre bliver arealerne at dyrke på. Det er heller ikke muligt at flytte afgrøderne til skovområder, hvor jord- og vejrforhold er bedre, da dette vil være ensbetydende med, at der skal fældes endnu flere skove, og de er fredede.
HVAD KAN VI GØRE SOM FORBRUGERE?
1) Vær kritisk
Forhold dig kritisk til, hvem der har fremstillet de produkter, du køber, og hvor de er blevet fremstillet henne. Det har stor betydning for den globale opvarmning, at vi tænker os om en ekstra gang, inden vi lægger vores produkter ned i indkøbskurven. Det er nemlig langt fra alle produkter, der er produceret under ordentlige og bæredygtige forhold.
2) Ekstra værdsættelse
Nyd dine vaniljedesserter ekstra meget denne jul. Sæt pris på krydderiet og husk, hvorfor det koster mange penge.
3) Fairtrade certificeret
Ved at vælge produkter, der er certificeret med mærket Fairtrade, kan du være sikker på, at dine køb lever op til internationale bæredygtige standarder indenfor køb og produktion, og at du er med til at fremme miljøbeskyttelse samt forbedre både arbejdsforhold og levevilkår for nogle af verdens fattigste mennesker. ■