3 minute read
I SIDSTE ØJEBLIK: HACKS TIL EN GRØNNERE JULEAFTEN
TEKST AF CAROLINE FREDERIKSEN ILLUSTRATION AF YOUHEUM SON
December er fløjet afsted, og den store aften, hvor det hele kulminerer i en blanding af mad, gran, salmer og gaver, nærmer sig. Det kan være, du har formået at gøre din december måned langt mere bæredygtig, grøn og nærværende, end den plejer. Det kan også være, du har forsøgt, men ikke er lykkes helt så godt, som du havde håbet. Uanset hvad, er det heldigvis ikke for sent at skrue en tand op for bæredygtigheden, selvom juleaften er nær. Der er nemlig flere ting, du kan gøre i sidste øjeblik, for at gøre din juleaften ekstra grøn.
Advertisement
LÅN EN KJOLE AF DIN SØSTER
Nogle familier fejrer jul i nattøj, mens andre går op i at gøre det til en aften, hvor man klæder sig ekstra pænt på. Hvis din familie er af den sidste slags, har du nok prøvet at sende din garderobe opgivende blikke få dage før juleaften, for derefter at panikshoppe et sæt passende tøj, du måske ikke rigtig har brug for resten af året. Hvad med at låne en kjole af din søster eller kusine i stedet? Måske har hun også stirret sig blind på sin garderobe, og så kan i jo bytte for en aften og undgå unødvendigt forbrug.
TAG TUPPERWARE-BØTTER MED TIL ALLE RESTERNE
Hvis der er noget, der sjældent skrues ned for, så er det omfanget af den store julemiddag, og selvom vi mæsker os i lækre retter til vi revner, så er der garanteret en helt masse mad tilovers. Tag en stak Tupperware-bøtter med hjemmefra, så kan du være heldig at få noget af alt maden med hjem, som ellers var røget i skraldespanden. Hvis det virker grænseoverskridende at bede om, kan du altid hjælpe til med afrydningen og nævne det, når det allerede er besluttet, hvad der skal smides ud, fremfor at melde ud på forhånd.
LAV TIL OG FRA-KORT AF GAMLE BLADE ELLER POSTKORT
Er du også typen, der altid kommer i tanke om fænomenet "til og fra-kort" dagen inden, gaverne
skal ligge parat under træet? I stedet for at købe færdiglavede kort i supermarkedet (der er alligevel altid kun de kedelige og grimme tilbage så sent i december…), så kast dig ud i at lave dine egne! Det er et hyggeligt kreaprojekt at pusle med i juledagene, og du kan bruge alt fra gamle paprester, magasiner, postkort, reklamer og bånd til at DIY’e dine egne personlige til og fra-kort, som helt sikkert vækker mere glæde hos modtageren end den købte slags.
SAML GAVEBÅND OG GAVEPAPIR IND
Juleaften er i fuld sving, maden er indtaget og gaveræset står for tur. Hos mange familier er det lig med et overflod af gavepapir og -bånd, der ender deres liv på bunden af en stor, sort sæk. Sådan behøver det heldigvis ikke være i år! Fortæl inden, at du gerne vil gemme al papiret og gavebåndet, og saml det sammen i løbet af aftenen. Så har du garanteret papir og bånd nok til hele det næste år. Måske spørger din familie endda ind til din nøjsomhed - en perfekt anledning til at plante lidt grøn inspiration hos dem.
LAV EN STOR, FRISK SALAT SOM SUPPLEMENT TIL AL KØDET
Hvad end I spiser and, flæskesteg eller noget tredje til jul, så er kødet til den store middag sikkert købt i god tid. Men det betyder ikke, at du ikke kan nå at introducere lidt flere grønne komponenter og vise din familie, at julemiddagen ikke behøver bestå af 70% kød og 30% kartofler. Duk derfor op med en lækker, julet salat - måske imponerer den din familie så meget, at de skærer en smule ned på kødet, der indkøbes til næste års julemiddag.
TILBYD AT STÅ FOR MANDELGAVEN
Hvis din familie ikke er den mega tjekkede slags, der har mandelgaven på plads flere uger i forvejen, men nærmere panikkøber den i det lokale supermarked på selve dagen, så er det her en oplagt mulighed for dig for at træde ind og gøre aftenen en smule grønnere! Fordi mandelgaven altid er ren bonus til den der får den, fremfor noget man forventer, er der ingen, der vil brokke sig over en bæredygtig gave. Lav for eksempel en portion lækkert, spiseligt knas eller et gavekort til en oplevelse. ■