5 minute read

I NSPIRATION TIL EN BÆREDYGTIG PAKKEKALENDER

INSPIRATION TIL EN BÆREDYGTIG

pakkekalender

Advertisement

Åh nej. Pakkekalenderen … Vi elsker og hader den på samme tid. Når der skal findes 24 gaver, kan den søde juletid hurtigt forvandle sig til et materialistisk og tidskrævende gaveræs, der ikke nødvendigvis er venligt mod miljøet, godt for din pengepung eller i overensstemmelse med dine bæredygtige værdier. Kender du det?

TEKST AF SARAH BUONO OG EMMA SLEBSAGER FOTO AF ANDREAS RAUN

Den perfekte pakkekalender behøver ikke at indeholde hverken dyre, ligegyldige eller masseproducerede gaver for at gøre dem du elsker glade. Der findes masser af alternativer til de klassiske små kalendergaver. Alternativer, som både er miljørigtige og spændende på samme tid. Så hvad enten du vælger at lave en pakkekalender eller en adventskalender, vil vi gerne inspirere dig til en bæredygtig måde at forkæle dine nærmeste på i julen:

#1: GENBRUGSPAKKEKALENDER

Der er ingen skam i at give brugte gaver! Der kan derimod være en charme i at modtage noget, der ikke kommer direkte fra en fabrik. Overvej at gå på jagt i genbrugsbutikkerne i det område, hvor du bor. De kan være et sandt mekka, når det kommer til at få fingrene i både smukke og unikke gaver, der kan gøre selv den mest kræsne modtager glad. Se på den brugte gave som en historie, der bliver genfortalt og viderebragt.

#2: OPLEVELSESPAKKEKALENDER

En oplevelse er et minde for livet. Det kan være en tur i biografen, på museum eller en cykeltur til en nærliggende park med termokande og madpakke. Hvis du kommer oplevelser i pakkekalenderen, va-

rer glæden også endnu længere, fordi der er noget at se frem til på den anden side af nytåret.

#3: DIY PAKKEKALENDER

Hvis du er en kreativ sjæl, kan du med fordel udnytte dine evner og gøre din pakkekalender ekstra personlig ved at lave dine egne gaver til den, som du elsker.

Det er altså hyggeligt at modtage en gave, hvor både hjerte og hænder spiller sammen. Så hvis du hækler, bager, maler eller noget helt fjerde, så slip kreativiteten løs og lav noget smukt! Du kan komme virkelig langt med genbrugsmaterialer og opfindsomhed.

#4 DEN PRAKTISKE PAKKEKALENDER

Find ud af, hvad din gavemodtager går og mangler eller ønsker sig. På den måde kan du sikre dig, at pakkekalenderens indhold vil blive brugt. At give en pakkekalender, der er baseret på behov, er en smart måde at sikre dig, at du ikke forærer ligegyldige gaver væk, der ender i en glemt skuffe, men som derimod har en praktisk funktion. Så hvis det er muligt, kan du finde ud af, hvad din nærmeste egentlig går og mangler, og derefter købe de helt perfekte, små gaver.

Her er 3 ideer til, hvordan du kan lave din pakkekalender med bæredygtige gaver og undgå et unødvendigt overforbrug af gavepapir:

• Genanvendelig beholder: Brug eventuelt en fin krukke, som du allerede har stående i dit hjem, og gør den til det sted, hvor du hver dag lægger en sød gave. På krukken kan du, med en afvaskelig kridttusch, skrive nummeret på den decemberdag, hvor du giver gaven.

• Papirspose: Ved at bruge de små, brune papirsposer, kan dine gaver pakkes flot ind samtidig med, at du sparer penge på at købe gavepapir.

Posen kan foldes og lukkes med en lille tøjklemme fra vasketøjsstativet, sammen med en sød note og lidt naturpynt.

• Hjemmelavet julestrømpe: Hvis du er glad for at sy, kan du lave din egen personlige julestrømpe ud af gammelt tøj, der kan fungere som den fineste indpakning. Det er ikke så svært, og der findes masser af hjælp på internettet, hvis du er i tvivl. Ellers kan du forhøre dig hos nogen i din omgangskreds. Her er der helt sikkert nogen, der kan guide dig.

Pakkekalendere uden materielle gaver

Hvis du er rigtig modig, kan du lave en pakkekalender helt uden pakker! I stedet for 24 små gaver, kan du forære 24 komplimenter, minder, hverdagsforkælelser eller sjove film væk.

#1: KOMPLIMENTPAKKEKALENDER

En pakkekalender fyldt med komplimenter. 24 komplimenter, 24 grunde til at jeg elsker dig, 24 dejlige ting, du gør - kald den, hvad du vil, og hvad der passer til den, som du giver gaven til. Essensen er, at du på 24 stykker papir skriver 24 ting, som du er vild med hos din kæreste. Eller din veninde, din far eller din roomie. Så kan de starte hver dag, indtil jul, med et smil på læben!

#2: EN PAKKEKALENDER FYLDT MED GODE MINDER

Den her pakkekalender kræver lidt mere forberedelse. Du skal finde 24 gode minder fra året, der gik (eller fra en anden periode, du selv vælger), og skrive dem på hver sit stykke papir. Det er en hyggelig måde at huske på, hvad I har oplevet sammen, og måske sætte lidt mere pris på hinanden, mens juleræset raser. Den er oplagt til din partner, din mor, din veninde eller hvem som helst, der trænger til lidt opmuntring.

#3: HVERDAGSLUKSUSPAKKEKALENDER

Den her version af en gavefri pakkekalender kan laves til både børn og voksne. En pakkekalender med 24 gange hverdagsluksus – at få pandekager til aftensmad, at se en film sammen under dynen om aftenen, at tage på legeplads, gå en tur med varm kakao i termokanden, blive nusset i håret, få lov at lade opvasken stå eller hvad det nu kan være. 24 små ting, som gør dagene i december lidt mere luksuriøse (og måske lidt mere rolige).

#4: PAKKEKALENDER PÅ E-MAIL

Hvorfor ikke lave en pakkekalender på mail? Så kan du hver dag sende et link til en sød, sjov eller spændende YouTube-video eller TEDTalk, som din kæreste, ven eller mor kan se i løbet af dagen. Det er super nemt og hyggeligt, også hvis man er langt fra hinanden. Den 24. december eller alle adventssøndagene kunne være en videohilsen fra dig selv!

EN GAVEFRI PAKKEKALENDER KAN LAVES PÅ MANGE MÅDER. HER ER TRE IDÉER:

Som en bog: Find nogle stykker papir (evt. genbrug fra magasiner, aviser eller hvad du ellers har liggende af farvet papir) og fold en lille bog med 24 opslag. Du kan skrive og tegne og gøre den personlig.

På en snor: Hæng 24 stykker foldet papir på en snor og skriv numre på dem, så det ligner en klassisk pakkekalender. Du kan hænge snoren op horisontalt eller lade den dingle vertikalt ned fra loftet eller en høj hylde. På hvert stykke papir kan du skrive eller tegne. Du kan også printe de 24 sedler ud, hvis du ikke er vild med at skrive i hånden.

I en kasse: Find en fin kasse, eller fold én selv, eller beklæd en kedelig kasse med farvet papir, og fyld den med 24 foldede sedler. Hver dag kan den, du giver pakkekalenderen til, trække en seddel op af kassen og blive glad. ■

This article is from: