3 minute read

SIG NEJ TIL JULERÆS OG JA TIL JULEFRED

For mange mennesker står julen mere på juleræs end julefred. Hvordan kan man sige nej til nogle arrangementer, så der er bedre rum til at nyde dem, man siger ja til?

TEKST AF MARIANNE LUNA RØNDAL, MARIANNELUNA.DK FOTO AF RIGETTA KLINT SLOWFASHIONHOUSE.COM

Advertisement

Julebag med familien. Gløgg med vennerne. Julefrokost med arbejde og familien. Julepynt. Juleræs. Julen står for mange mennesker både som en tid, hvor vi venter og glæder os, men også som en tid, hvor forventninger og arrangementer kan fylde i sådan grad, at det kan blive for meget. Hvis du har børn, er der ofte ekstra mange arrangementer, fordi institutionerne, skolen, fritidsinteresserne og så videre holder juleafslutninger. Og hvis du ikke har børn, kan det være andre forventninger, der fylder. Om du er introvert eller ekstrovert.

KONKRETE FORSLAG TIL, HVORDAN DU KAN SIGE KÆRLIGT NEJ

Tusind tak for invitationen. Jeg kan desværre ikke komme, men vil meget gerne besøge dig i januar. Skal vi finde en dato? Tusind tak for invitationen. Jeg må desværre melde afbud, da jeg ikke kan overskue flere arrangementer i december. Men jeg vil meget gerne ses efter jul.

JULEN KAN OGSÅ VÆRE ENSOM

Har man svære familieforhold, er ensom, arbejdsløs eller noget helt fjerde, kan julen omvendt blive en ensom tid, fordi man ikke bliver inviteret til det, andre bliver. Hvis du savner flere arrangementer, kan du for eksempel undersøge, hvad lokale foreninger og kirker i området holder.

DEN MAGISKE BALANCE?

Kan man finde den magiske balance i julen, nyde og opleve?

Jeg tror det. Men balance er en evig øvelse. Det kræver, at man tænker for og imod, prioriterer og tør sige nej til andre, for at sige ja til sig selv. For et kærligt nej til andre kan netop være et kærligt ja til dig selv. Til at samle kræfter. Ingen kan alting.

Det kræver også, at du finder ud af, hvornår det er andres forventninger, og hvornår det er dine egne.

Tag en pause i starten af november, og tænk over hvad dine juleværdier er. Hvad glæder du dig virkelig til, og hvad skal bare overståes? Hvilke kager har du savnet hele året, og hvilke har du glemt alt om?

Måske er det dig, der gerne vil have, at hjemmet bliver julerengjort, at der bliver bagt fem forskellige slags småkager og købt og pyntet juletræ før december overhovedet er gået i gang? I så fald er det værd at kigge på, hvorfor du forventer det. Og øve dig i, at det nok går med nullermænd i hjørnet, og at man godt kan servere købte æbleskiver, hvis det til gengæld betyder, at man får set de mennesker, man gerne vil se.

DET GODE AFSLAG

Men hvordan siger man nej på en måde, hvor man ikke skuffer folk?

Det handler om måden. Hvis jeg siger nej til noget, prøver jeg at få et "ja" med også, for eksempel foreslå, at vi skal ses i januar i stedet eller til en kop hurtig kaffe en dag.

Typen af afslaget afhænger af modtageren. Er det et menneske, jeg er tæt med, og som forstår et afslag, og ved, at det ikke er personligt, vil jeg helst være så ærlig – og stadig venlig – som muligt.

Hvis det er et menneske, som ikke helt forstår et afslag, hvis man ikke har andet i kalenderen den dag, kan et ”jeg kan desværre ikke komme”, være den bedste løsning. For mig er det ikke en hvid løgn, men reelt nok: Man kan ikke komme, fordi overskuddet ikke er der. Måske fordi man har planlagt en date med sig selv den dag, for at finde overskud til resten af julen.

Mine juledrømme

SKAL MAN SIGE JA?

Nogle gange er det værd at overveje et nej en ekstra gang. En ensom tante har måske mere brug for besøg i julen, mens andre allerede får mange besøg og andre gæster i december.

Husk: Et kærligt nej er et nej, der også siger ja – til dig selv. Gode mennesker i dit liv kan godt forstå et kærligt nej, for de ved, at det ikke handler om dem.

DRØMME OG ØNSKER FOR JULEN

Mine drømme for julen er julefryd, glæde, julefred, nydelse og nærvær. Jeg vil helst bruge min tid på at være sammen med mennesker, jeg holder af, på at gå ture, tænde lys, drikke te, læse bøger og bage småkager, mens jeg til gengæld ikke gider at ræse rundt efter at købe julegaver.

Hvad er dine drømme og ønsker for en dejlig juletid? Skriv dine ønsker herunder. Det kan hjælpe dig til at navigere efter, hvornår du skal sige ja og nej. ■

This article is from: