Hvad er den konstruktive historie om fremtiden?

dersøgelse, der er blevet lavet af New York Times artikler over tre måneder, hvor forskerne kunne se, at der både var en kategori af positive og af negative følelser, der skabte viralt indhold - altså indhold som masser af mennesker læste og delte.”

Men hvad er det ved lige netop de historier, der gør, at de går viralt? Det har Cathrine også et bud på:

“Det, der er fælles for de her følelser, er, at de giver høj ophidselse. Det skaber viralt indhold. Og ophidselse kan jo både være positiv og negativ. Det er altså historier, der indeholder dét, som kan være med til at engagere folk og giver dem lyst til at handle.”

Jeg kan ikke lade være med at spørge om lysten til at handle bliver til egentlig handling eller ej?

“Ja, det ved vi ikke. Eller forskningen ved det i hvert fald ikke. Men det, mener jeg, er den logiske konklusion.”

Men at lave journalistik, der giver mennesker lyst til at handle, er et godt første skridt, og noget vi på Sustain Daily også stræber efter. Og de nyheder og historier, vi elsker hos andre, er netop dem, der fører til handling. Det er derfor, at handlekraft er en af grundværdierne her i magasinet, og hvorfor det er så vigtigt, at du møder Cathrine Gyldensted. Det arbejde, hun i dag laver, handler især om at undervise journalister i den konstruktive metode. I at skrive artikler, der bygger på både de negative og de positive følelser. Da vi mødes, er hun netop kommet hjem fra at undervise klimajournalister i Sverige, og den feedback hun fik fra kursisterne, har sat sig dybt i hende:

“Det, der springer i øjnene, er, at de ikke vil “larme” så meget - og på svensk, der betyder det at larme at være alarmistisk. Og katastrofedigtning. De spørger, hvordan kan vi gøre det anderledes? For tilbagemeldingen fra læsere, lyttere og seere er entydig: Vi har forstået alvoren, hvad skal vi gøre nu? Hjælp os i en guidning af, hvad skal vi gøre nu. Og journalisterne - mig selv inklusiv - ved ikke, hvordan man skal dække det? Hvor skal man starte? Hvad er allervigtigst?”

SOMMEREN, DER ÆNDREDE ALT

Ja, hvor starter man? Jeg spørger Cathrine, hvor det startede for hende, hvornår hun for alvor begyndte at ændre noget både arbejdsmæssigt og privat? Cathrine skænker endnu en kop te og tænker tilbage:

“Jeg vil sige, der hvor jeg virkelig synes, at det forankrede sig dybt i mig, det er i sommeren 2018. Der er ligesom et før og et efter for mig ved den sommer, selvom jeg tidligere var opmærksom på klimaforandringerne. En klog person har sagt, at journalistikken har et ansvar, men den har også forsinket løsningerne med måske 10-20 år. Vi har dækket klima på en måde, hvor også skeptikere får uforholdsvis meget taletid i forhold til, hvad forskningen jo dokumenterer. Men jeg mærkede det ikke inde i min sjæl før den sommer. Så det er jo egentlig ikke nogen dækning af en historie, der ramte mig. Det var virkeligheden.”

Sommeren 2018 var den hidtil varmeste målt på planeten. Tørke og afbrændingsforbud var virkeligheden ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa. Også jeg kan mærke, at der skete et skifte der. Måske ikke som Cathrine i min krop, men jeg lagde mærke til det i omverdenen, i medierne og blandt min familie og venner. Måske de, ligesom Cathrine, først mærkede alvoren i deres sjæl den sommer?

Cathrine fortsætter og fortæller, at hun fra den sommer begyndte at ændre nogle ting i hendes liv: Hun holdt op med at pendle til Holland med fly. Spiste mere plantebaseret og blev endnu mere aktiv i klimakampen også gennem sit arbejde. I dag vil Cathrine hovedsagelig arbejde med

Hvordan kan jeg bruge min profession til at udbedre det?

projekter, som bidrager til en grønnere og mere bæredygtig verden. Jeg spørger, hvorfor hun har lavet det skifte, som ikke synes at være normen blandt hendes journalistkolleger?

“Det er ikke alle mine kolleger inden for journalistikken, der ønsker at påtage sig et ansvar for samfundets udvikling. Men det gør jeg. Især når det kommer til klima og bæredygtighed. Der synes jeg, det nærmest er en no-brainer. At seriøsiteten og alvoren af det, vi står overfor, må gøre, at journalistikken mobiliserer sine kræfter til, hvordan vi skal løse det her. Fordi det er i yderste konsekvens menneskehedens overlevelse. Det er ikke planetens overlevelse - det er vores. Os mennesker, der sidder her og de kommende generationer. Så hvis man har forstået den alvor, så må man spørge sig selv: Hvordan kan jeg bruge min profession til at udbedre det?”

Vi kan dog ikke vente på endnu en tør sommer eller en vinter med historiske oversvømmelser. Eller på, at millioner af klimaflygtninge banker på vores grænser. Vi bliver nødt til allerede nu at fortælle historier, som rammer folk og giver dem lyst til at ændre noget.

VI SKAL FORMIDLE NYDELSEN

Ét bud på de konstruktive klimavinkler er måske at tale mere om den personlige og positive værdi, vi får af at leve mere inden for planetens grænser. Cathrine selv har oplevet en stor tilfredshed ved ikke at flyve så meget: “Ét er, at vi siger, at det er godt at skrue ned for fly, men for mit sind har det også haft en positiv betydning ikke at farte rundt på den måde. Det er rart at tage tingene stille. Ikke at løfte sig fra jorden hele tiden, men bare beholde fødderne på jorden. At det går langsommere. Det har jeg et kæmpe behov for. Og det oplever jeg generelt, at folk har.”

Ved at være mere nede i tempo kan jeg træffe mere rolige og klimakloge valg.

Det hurtige forbrugsmønster kom med det hurtige tempo - det var min oplevelse.

ne som veltrænet. Forbindelsen til kroppen og en interesse for træning er nemlig også en stor del af hendes liv. Og også her er der sket et skifte for hende: “Jeg underviser også i yoga, det er sådan en sideting til journalistikken, og det er jo opsigtsvækkende, hvor taknemmelige folk er for bare at kunne ligge på en måtte. Stå på en måtte. Trække vejret. Det er alt de skal, og det er de dybt taknemmelige for. Jeg har i 25 år undervist i forskellige træningsformer, og jeg har lagt mærke til, at interessen er skiftet fra, at det var højintensitetstimerne, der gjorde en til en populær instruktør - til i dag, hvor folk er så taknemmelige for, at de får tilladelse til bare at stå. At trække vejret. Komme ned i tempo.”

FORMIDLINGEN SKAL NED I TEMPO

Måske kan vi også få journalistikken ned i tempo. Cathrine ser nogle gange på sine gamle kolleger i nyhedsjournalistikken og tænker, at de har travlt. Alt for travlt. Fra 2007 til 2011 boede hun i Washington og var selv nyhedskorrespondent for DR Nyheder. Her var hun vant til at stille de hårde og hurtige spørgsmål. Fokus på problemerne og tragedierne. Under finanskrisen talte hun med en kvinde, der havde mistet næsten alt, og Cathrine var mest opsat på at få den svære historie med i radioen. Men kvinden mente også, at der var noget at lære i hele situationen, og det overraskede den dengang mere traditionelt tænkende journalist. Det blev startskuddet til hendes arbejde med først den positive psykologi og senere konstruktiv journalistik. Den historie kan du blandt andet høre i hendes TEDx talk “Why we need Constructive Elements in Journalism”.

“Jeg ved fra min egen erfaring, at jeg træffer bedre klimavalg, hvis jeg ikke er så meget oppe i tempo. Fordi jeg så kan nå at have en eftertanke eller en ro til at træffe et bedre valg. De år jeg var nyhedsjournalist på TV-Avisen og virkelig arbejdede meget og selvfølgelig syntes, at det var fantastisk og sådan noget… der skete de hurtige løsninger. Indkøb, mad on the go, man skræller ikke sin egen gulerod. Man er on the move hele tiden. Man betaler sig fra det. Har jeg glemt en skjorte, så køber jeg sgu lige en ny, fordi vi skal på skærmen om en time. Den situation er jeg aldrig i mere. Det hurtige forbrugsmønster kom med det hurtige tempo - det var min oplevelse. Ved at være mere nede i tempo kan jeg træffe mere rolige og klimakloge valg.”

›

Dét, Cathrine fortæller her, er noget, jeg har oplevet mange gange før i samtaler med seje klimaaktivister og formidlere. De har et før og et efter. En fortælling om et tidligere liv i højt gear, hvor de nok havde en intellektuel forståelse af problemerne, men kørte for hurtigt til at mærke dem. Og en fortælling om et efter med lavere tempo, større følelser og en højere forbundethed med Jorden. Og dermed en langt mere bæredygtig og klimavenlig livsstil.

Men er det kun det langsomme liv, der kan være bæredyg-

tigt? Eller kan vi alle bidrage? Og hvilke konstruktive historier skal vi fortælle for at nå ind til endnu flere?

Cathrine har to forskellige svar på netop dét. For det første skal vi skære kompleksiteten væk og fortælle om roden til problemet. Hun mener, at klimaforsker Kathrine Richardson formulerer dette skarpt i sin nyeste bog Hvordan skaber vi bæredygtig udvikling for alle: Menneskeheden har et omfattende affaldsproblem, og vi skal have ryddet op efter os selv her på kloden.

For det andet skal vi kigge i den positive psykologi, der peger på, at vi alle udvikler os mere, hvis vi kender til og kan handle efter vores personlige styrker. Med den indsigt kan vi skabe mange forskellige historier, der fremhæver løsninger, som bygger på vores forskellige menneskelige styrker. Cathrine nævner som eksempel, at hun har haft let ved at omstille sin kost, fordi hun i forvejen har en interesse for sundhed. Men at det ville være langt sværere at skære alle flyrejser væk. Og at andre, med andre interesser, vil have lettere ved at gøre andre ting.

“Det sagde jeg igen og igen til journalisterne på mit kursus: Vi skal hjælpe folk med at identificere de personlige ting, de kan gøre. Ting som passer ind i deres livsførelse,” siger hun og fortsætter: “Det interessante er jo, at man kan vælge at stille de her valg op som fravalg. At ens liv bliver mindre godt eller at det er besværligt og forfærdeligt at sige farvel til de her ting. Men man kan også gøre det modsatte. At der er tale om tilvalg. Det oplever jeg selv. At det tilfører værdi til mit liv. Det siger jeg ikke bare, fordi jeg er optaget af den her dagsorden. Hvis jeg skal være helt og aldeles ærlig, så synes jeg kun, at jeg kan konkludere, at det giver mig mere nærvær. Mere kvalitetstid med venner og veninder at gå en tur i naturen, jeg spiser sundere, det er bedre for min krop, det er bedre for min form og psyke. Jeg synes virkelig ikke, at jeg mister noget på det. Jeg synes kun, at jeg får. Det må jeg sige.”

Hvis jeg skal være helt og aldeles ærlig, så synes jeg kun, at jeg kan konkludere, at det giver mig mere nærvær. HVAD ER SÅ DEN

KONSTRUKTIVE HISTORIE?

Efter en lang formiddag sammen med Cathrine, cykler jeg hjem og prøver at finde hoved og hale i tankerne. For hvad er det så for nogle historier, der rykker? Hvad kan vi lære? Jeg mener, at vi alle er kommunikatører, formidlere og historiefortællere, for vi fortæller jo alle historier til hinanden over middagsbordet. Det jeg har lært af Cathrine er, at vi skal forstå at spille på følelserne - men de rigtige følelser. Både de negative og de positive; forfærdelse, sorg, ærefrygt og håb. Vi skal tale til folks sjæl og fortælle klart og tydeligt om problemets rod. Ikke mere “på den ene side og på den anden side” når det kommer til alvoren i klimakrisen. Men vi skal også holde fokus på løsninger og gerne mange af dem. Løsninger, der taler til folks nydelse og til deres styrker. Til det gode liv og de drømme, vi har. ■

DE STORE SPØRGSMÅLS TID: KLIMATANKER I EN CORONATID