KÅRK №40 by KÅRK

KÅRK

V O ID

KÅRK

VOID

Preface

VOID

When choosing a theme for this semester the editorial team was inspired by the current living conditions during the fall of 2021. Not only architectural students but students in every educational manner have been affected by a big void of time, context, and purpose. Our reality has been put on standby and we are forced to navigate through an autopilot state in our lives. We welcome this void of time and this void for new ideas to emerge. VOID is the excitement of the unknown. The chance to rethink, replace and re-organize. It connects the presence and the non-presence of things. It can be as small as a tiny gap, a crack, or an opening.

Throughout the process of creating KÅRK #40 VOID the editorial team has reached out to professionals in

KÅRK 40

practice, students at the two danish architectural schools,

and students abroad. We have collected multiple interpretations and explorations related to the topic and related to current conflicts in the world. Our aim is to gain knowledge and to inspire students, practitioners, teachers, and others to reflect upon architecture.

KÅRK #40

We believe that through the strength of our field, we are able to give a valid and contemporary response to the challenges of the creative and the critical world.

KÅRK is a collaborative magazine between students from Aarhus School of Architecture and The Royal Danish Academy of Architecture.

Each semester we choose a new subject to explore and display.

KÅRK

Christoffer Gert Gertrud Rose Jensen Kaja Dons Petrusson Karoline Haugaard Sarah Smidt Martinez

VOID

Editors of KÅRK #40

section I

s. 54-55 s. 56-61 s. 62-65

‘The Void, The True’ Sean Li (Yuxiang Li) Det Kongelig Akademi

s. 66-71

‘The Polar Embassy’ Hugo Shackleton Arkitektskolen Århus

s. 72-75

‘Vandig kropsliggørelse’ Nikoline Leth Jepsen Det Kongelig Akademi

s. 76-79

‘Fur besøgcenter’ Clara Lundgaard og Frida Anthony Det Kongelig Akademi

‘The Presence of Absence’ Anders Rovsing og Iris Denisov Det Kongelig Akademi

‘Saltholm 2.0t’ Amalie Hölmich Det Kongelig Akademi

s. 80-81

‘Google Street View’ Alva Fureman KTH Royal Institute of Technology, Stockholm

‘The Architectural Void and the Act of Speaking Up’ Alexandra Mostovaja Det Kongelig Akademi

‘Tiden i tomrommet’ Niclas Brøgger Det Kongelig Akademi

s. 82-85

‘A Project for People and Sheep‘ Arvid Oxelhöjd og Anton Ljung Bladt Det Kongelig Akademi

‘The Void: Tempelhofer Feld’ Martine Lynge Det Kongelig Akademi

s. 86-89

‘Huset i byen, byen i huset’ Mathias Haarder Lønskov og Mads Christian Hvidberg Det Kongelig Akademi

void

‘Vivariumas’ Augustas Lapinskas Vilnius Tech Architecture School

s. 90-91

s.34-39

‘Under den tilgroede overflate’ Julie Skjøt Kongsbak Det Kongelig Akademi

s. 40-45

‘Urbant landbrug” Tobias Hansen Rasmussen, Det Kongelig Akademi

s. 46-47

s. 24-27

‘Skattekisten’ Jens Rudolf Kristiansen Ugelstad Arkitektskolen Århus

s.48-51

s. 8-17 s. 20-23

‘The Microbe Apparatus’ Domile Cepaityte Kolding Designskole

s. 32-33

100 ord redaksjonen

s. 28-31

bachelor

‘Scale and the Intangible’ Jonas Stentoft Det Kongelig Akademi

section III

s. 132-137 s. 138-139

s. 12 s. 126-129

s. 140-145

‘Det vage rom’ Rasmus Strange Det Kongelig Akademi

‘Holbæk Renseanlæg’ Frederik Lykkeberg Larsen og Sune Lund Bunke Det Kongelig Akademi

s.146-153

‘Lacuna’’ Gertrud Rose Jensen Det Kongelig Akademi

‘Playfountain’ Hui-Yi Yang og Olga Karlander Det Kongelig Akademi

‘Rom for kontemplasjon og ritualer’ Juliette Ringrose Det Kongelig Akademi

s. 154-159

‘Sense of Place’ Emil Grove Dencher Andersen Det Kongelig Akademi

‘Byens fortængte voids’ Klimagruppen Det Kongelig Akademi

‘Unlearned maps’ Studenter ved Arkitektur og Landskab Det Kongelig Akademi

‘Dæmpegård’ Kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering Det Kongelig Akademi

kårk anbefaler s. 160-169

‘Arkitektmus og arkitektmenn’ Kåre Rømer Claesson Arkitektskolen Århus

‘Unfolding’’ Gertrud Rose Jensen Det Kongelig Akademi

section IV

section II s. 92-95 s. 110-115

‘Voids i Berlin’ Ragnhild Andreassen og Cecilie Krants Linaa Larsen Arkitektskolen Århus

s. 116-117

s. 96-103 s. 108-109

‘Engen’ Ane Cortzen

s. 118-121

‘Glassveggen’ Bettina Barlinn, Lise Harseth, Tilde Thorleifsson Det Kongelig Akademi

s. 122

‘Mens vi venter på risotto’ Sommerskolen (UrbiEtOrbi) Det Kongelig Akademi x Dinesen

s. 123-124

‘Inherited Wounds’ Frederik Hedely Jensen Oliver Dino Det Kongelig Akademi

s. 104-107

master

KÅRK anbefaler / recommandations

KÅRK #40

1OO ORD 1OO ORD 1OO ORD 1OO ORD Members of the editorial team have

each written 100 words reflecting on Void. Unfolding their thoughts

around the theme, showcasing the range and associations connected to a single word. The concept is recurring in every issue of KÅRK as a part of the theme section.

VOID

VOID FOR OPEN SPACES VOID FOR THOUGHTS VOID FOR FEELING THE UNKNOW VOID FOR CHANGE VOID FOR CONFLICT A ROOM VOID FOR ARGUMENTS AND WI

UNDERSTANDING Void for open spaces Void for thoughts Void for the unknown Void for change Void for conflict Void for arguments Void for the gut feelings

VOID FOR GUT FEELINGS VOID FOR THE TEMPORARY VOID FOR DWELLING VOID FOR SANCTUARY VOID FOR CONTEMPLATING Void Void Void Void

KÅRK #40

for for for for

the temporary dwelling sanctuaru contemplating

WN ITHOUT FURNITURE? AN IMPRINT IN THE GRASS WHERE A BUILDING ONCE STOOD? A CRACK BETWEEN TWO BODIES OF MASS? OF A void is defined as a WE completelyARE empty COURSE IN ALL space. Because of CASES this clear and TALKING relatively THEvoidsABsimple definition, ABOUT we often talk about as if we all agree on what we’re talking about. In our world however, there is no such thing as a completely empty space. This void can therefore only be subjective and relative, which in fact makes the concept extremely difficult to pinpoint. So what do we really mean when we talk about voids in architecture? Is it a room without furniture? An imprint in the grass where a building once stood? A crack between two bodies of mass? We are of course in all cases talking about the absence of something, but perhaps an awareness of what this “something” is, could nuance our understanding of the space altogether. VOID

Et tomrom. Ingenting. Et sted med uendelig potensiale. Et sted som trekker deg til seg som en magnet, som en møll mot flammen. Det er ro og stillhet, eller kanskje ikke. Kanskje det er så mye støy at det drukner i seg selv. En hvit lyd som surrer stille i bakgrunnen. Du legger ikke merke til den uansett, for foran deg skjer alt sammen, men også absolutt ingenting.

ET TOMROM. INGENTING. ET MED UENDELIG POTENSIAL STED SOM TREKKER DEG TI SOM EN MAGNET, SOM EN MOT FLAMMEN. DET ER R STILLHET, ELLER KANSKJE KANSKJE DET ER SÅ MYE ST DET DRUKNER I SEG SELV. EN LYD SOM SURRER STILLE GRUNNEN. DU LEGGER IKKE M TIL DEN UANSETT, FOR FORA SKJER ALT SAMMEN, MEN ABSOLUTT INGENTING.

KÅRK #40

OPENED

Void connotes the solidification of emptiness, the presence of non-presence. A tabula rasa upon which we lay our creative weight. Creation without contextual anchoring, the non-place. Yet in the context, the void exists in-between. The small slip, gap, crack, opened, left, devoid. It is unoccupied, unvacated and unfinished. The time is an open present, waiting to be filled. A smooth space, upon which our fingers run in several parallel presents, to be pressed down and formed.

TLE. STED ET ILMØLL SEG RO OG ETØY IKKE. AT N HVIT I BAKMERKE AN DEG OGSÅ

VOID

Void is the negative motive of what is already existing. It is in the in-between. In In In In

between between between between

buildings. nature. movements. bodies.

In between movements. Void is the mirrored reflection to our footprint, our silhouettes and our liven lives. It’s the dynamic size, always variably adapting to its environments. Us. Void is the negative motive to everything we do, are 14 KÅRK #40 and create.

IN BETWEEN MOV IN BETWEEN MOV IN BETWEEN MOV IN BETWEEN MOV IN BETWEEN MOV IN BETWEEN MOV

“Solid is a matter of presence, and Void is the absence of it.” We experience the world through our bodies. We relate to solid or void through our bodies and create a sense of time. While materials/solids/ objects tell us about time, the void is silent. There is no object/material that defines time.

VEMENTS, VEMENTS, VEMENTS, VEMENTS, VEMENTS, VEMENTS,

VOID

Ett spektrum av entropi: 1 (ordning) -> 2 (mening) -> 3 (kaos) 1, Ett oändligt ordnat, repetitivt mönster (exempelvis en sinusvåg). 2,Något delvis oförutsägbart, men inom ett ordnat system (exempelvis musik - var en sång leder är osäkert, men den är i ett tydligt ordnat system i förhållande till sig själv och en större kultur). 3, Kaos (oljud). Mening skapas i mitten. Kan VOID förstås som extremerna: total ordning eller kaos? “Void”: avsaknad av mening? Men “void” används för att skapa mening. Det kontextualiserar det konkreta genom kontrast. I arkitektur ger det möjlighet för användning (simplifierat är ett fönster ett “void” i en vägg, och ett rum ett “void” i en solid massa). Existerar frånvaro alls arkitektoniskt, eller är luft såväl som massa, öppenhet såväl som stängdhet, natur såväl som bebyggning, en närvaro av mening?

12 (ordning) -> (mening) -> 3 (kaos)

KÅRK #40

Void er et udtryk for tomrum, mellemrum og fravær. I japansk kultur værdsættes negative rum, stilhed og pauser med udtrykket Ma. Vi kan sanse og fornemme nye rum og former i det ufortalte, og vi kan reflektere, forstå og fortolke i stilheden og mellemrummene. Violinisten Isaac Stern har beskrevet vigtigheden af tomrum med følgende ord: “An emptiness full of possibilities, like a promise yet to be fulfilled. The silence between the notes which make the music.” Kan vi også skabe tid og plads i vores kultur til tomrum, mellemrum, stilhed og udefinerede rum, eller er vi i højere grad definerede af horror vacui, frygten for tomrum?

The silence between the notes which make the music VOID

SECTION

KÅRK #40

VOID

The Microbe Apparatus

The way we are eating today is contributing to the fact that we might not be able to eat in 30 years. That is because food production is one of the major contributors to global warming which in return makes growing food more and more challenging. Things get even more complicated if we factor in the growing global population. Domile Cepaityte Student at Design School Kolding

We are standing in a historical moment where we need to redesign our food systems. We will have to do that to avoid starvation, but if we can do it before it comes to that point, we can also reduce the consequences of climate change. So how can we feed more and more people while reducing the environmental harm as the unstable climate makes food production increasingly challenging? One of the answers could be microbial food. Microbes are one-cell organisms such as algae, yeasts, fungi, and bacteria. Microbial food which is dead microbial biomass is a great source of, among other things, protein, carbohydrates, and amino acids. It can be grown in tanks independently from the climate and in radically larger outputs than traditional food products. The issue, of course, is that we, humans, do not want to eat microbes. Yet. That is why I designed a speculative, fictional kitchen appliance called “The Microbe Apparatus”. Its purpose is to inspire a conversation, to create “wiggle-space” around the concept of what is and is not food, and to facilitate conceiving of a shared vision for the future we want rather than the one that is about to happen.

KÅRK #40

The object allows us to imagine how it would be to cook and eat microbes at home in the everyday. It takes an abstract and foreign future problem and places it in the material form in front of the viewer, making it easier to relate to. “The Microbe Apparatus” consists of such elements: a small water tank, two microbial powder carousels, a flexible gut where the user kneads and extrudes the microbial dough, an extrusion hole drawer, an oven, and a small plate for a modest but nutritious meal. One might expect a future appliance to have invisible interfaces, but I went the opposite way where the user-machine interaction is direct and tactile. As we shift to a microbial diet where our food is suddenly abstract biomass it might become harder to relate to food. That is why “The Microbe Apparatus” imitates and replaces the cooking ritual with a lot of hands-on interaction. It is through purchasing products that we shape the reality as consumer-citizens. Therefore, this project is a fictional product, a toy that we can play with and imagine the future with.

Early form exploration where I evaluated different visual directions. I needed to know what would appeal for the possible viewers: organic shapes or geometric ones. The interviewees preferred the more mass-manufactured and geometric look as they felt that it would appear futuristic yet would be easier to imagine it in their kitchen.

BACHELOR

Last 3D print before modelling the final design. Here the components were decided, but I continued working on the form language further on.

KÅRK #40

Deltail of final result. Filling up the capsule carousel with microbial powder.

BACHELOR

Skattekisten et fellesskapshus i Ø-gaderne Jens Rudolf Kristiansen Ugelstad Arkitektskolen Aarhus 5. Semester

Situasjonsplan

The Mo-clay quarries on the island of Fur stand like open wounds in the ground. They tell the story of an industry that has been excavating and created a new type of landscape. A landscape that has only come to presence in the absence of another. The enormous absence of matter has become the basis for a new type of landscape, an anthropocentric landscape. A landscape that is at once recognizable and at the same time very foreign. Our bachelorprojekt “Fur Visitorscentre” raises the question of what to do with the landscapes that the

industry has left behind. Today, the mo-clay quarries are in many ways non-places. They are unoccupied places that are neither visited by islanders or visitors and often overlooked due to their location under ground level. Our project wants to activate the quarries for visitors and by that uncover the potential of the new landscape. Our project explores the body’s relation to the landscape and is an attempt on how to inhabit a largescale space that is created by humans, but not for humans. It proposes how to re-occupy the landscape on a different

KÅRK #40

scale, a bodily scale. The project is located in the middle of the northern part of the island and the location marks a center on the route that connects the island from East to West, through a landscape of both active and inactive quarries. The project consists of a 300 meter long ramp that leads the visitor down into the grave. On the descent you will meet the functions of the programme:; a restaurant, information center, exhibition space, research and teaching rooms. The wooden construction draws on references from the previous industry, while the

excavated exhibition spaces will lead the visitor very close to the many layers of moclay. The spaces should, in each other’s contracts, remind the visitor that the large landscape present today has only come to presence by extracting another. They tell the story of the earth as a fragmented surface where what was once invisible has become visible. The project aims to give the visitor a bodily relationship to the new anthropocentric landscape and at the same time create a new meeting place for the island’s residents and visitors.

Snitt K-K, Lengdesnitt

Snitt A-A, Inngangsparti

Snitt D-D, Kjøkken og toalett

BACHELOR

Åpen plan

KÅRK #40

“Spenning”, modell som redskap for å definere et arkitektonisk og konstruktivt vokabular

Materiell og tektonisk analyse av Pebringegården

BACHELOR

Urbant landbrug House for my Alter Ego Tobias Hansen Rasmussen, Insitut for Bygningskunst og Kultur Det Kongelige Akademi Arkitektskolen 5. semester

Gadehavegård som selvforsynende landsby

Gadehavegård gror. Det spirer i flere etager. Ved siden af legepladsen plukker du æbler til most. På din korte gåtur med hunden henter du kartofler til aftensmaden. På 5. etage henter du purløg til din æggemad. Som en landsby bygget af beton er Gadehavegård blevet et selvforsynende økosystem. På tagene vokser friske grøntsager op af vandet i store drivhuse. Fri for alt det vi ikke vil have i vores kroppe, kan grøntsagerne trygt høstes fra de store kar, hvor også fiskene svømmer rundt. De er landmændene, som dri ver, passer og plejer grøntsagerne. Udenfor betonboligerne er det næsten uundgåeligt ikke at lægge mærke til de åbne marker.

Om sommeren plukkes jordbær og friske ærter. Om efteråret må du grave ef ter kartoflerne. Vejret og årstiden er blevet den madplan alle i området følger. Frugtplantagen fletter sig ind mellem livet i karreerne. Træerne giver skyggen på de varme dage, og fra landmandens gårdbutik presses æblerne til most. Projektet arbejder ud fra et dogme om, at kunne gøre Gadehavegård og alle dets indbyggere selvforsynende på økologisk frugt og grønt. Et omfattende indgreb, hvor store drivhuse erstatter de eksisterende tagkonstruktioner på hver enkelt af boligkvareret boligblokke, gør det muligt at anlægge aquaponics. Aquaponics

Situationsplan. Programmet indskriver sig i boligkvarteret Gadehavegård med tre hovedgreb. Drivhusene placerer sig på de allerede eksisterende tagkonstruktioner, og huser de lukkede økosystemer til dyrkning af grøntsager, kaldet aquaponics. I de åbne arealer mod syd frugtplantager anlagt, mens der mod vest er anlagt marker til dyrkning af de grøntsager, som ikke trives i drivhusene.

KÅRK #40

Snit fra nord. Laden er tredelt, og består af en privat bolig, en gårdbutik og et operatørrum. Ladens funktioner er sæsonbestemte, og ladens offentlige rum er således kun åbne i sommerhalvåret, hvor gårdbutikken kan sælge af de frugter grøntsager, som dyrkes på tagene, markerne og i frugtplantagerne.

BACHELOR

fungerer som et lukket økosystem, hvor planter gror uden brug af muld. Et vandkredsløb forbundet til en tank med fisk, giver planterne den nødvendige mængde gødning. Disse er automatiserbare, og er selvkørende, så længe vandmængden er tilstrækkelig. Til at supplere drivhusene er anlagt 20.000 kvm. dyrkningsmarker, for at kunne dyrke de grøntsager, som kræver jord at gro i. Ligeledes er de tomme gårdarealer mellem boligblokkene blevet beplantet med frugtplantager.

Laden er placeret i overgangen mellem de åbne marker og betonblokkene, hvor den fungerer som gårdbutik, operatørrum og privat bolig. Mellem de tre bygninger, med hver deres funktion, er laden helt eller delvist beklædt med polykarbonat, så disse udearealer ligeledes kan fungere som drivhuse. Laden er hævet over terræ net for at kunne skabe et overdækket udeareal, hvor lokale producenter af råvare kan sælge deres produkter til organiserede madmarkeder.

Detalje.

KÅRK #40

Sprængt isometri af laden. Nedefra og op: • Fundamentsten • Bærende søjle/bjælke konstruktion • Lift • Aquaponics og vandbeholder • Privat bolig, Gårdbutik og operratørrum • Polycarbonat

BACHELOR

Under Den Tilgroede Overflade Julie Skjøt Kongsbak Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen Institut for Bygningskunst, By og Landskap

Del af en udstilling om en anlagt have i Sintra, Portugal. En stedsspecifik oplevelse om havens fugt, vækst og et levende undergrundsliv udformer sig i installationen. En spejlkasse, der udadtil er begroet med vækst, som fugtige temperaturer i Sintra ville tillade. Indeni repræsenteres de grotter, som havens undergrund husede, hvor en ensom LEDkæde guider besøgeren rundt. Værket søger at genskabe en unik fortælling om et sted, udforsket med øjnene, kroppen og sindet. Endvidere at forstærke og fremhæve den natur, som understreger stedets unikke karakter.

Fugten er omklamrende Temperaturen er levende Alt er overtaget af vækst Der summer af liv, dog findes her ingen puls Under den tilgroede overflade finder jeg ly for det levende vildnis - frodigt og sart Luften føles massiv her Tunnelens uendelige dimensioner slutter sig om mig, mens jeg hemmeligt bevæger mig rundt, mellem kringlede sammenslutninger. Guidet af lyset - drages jeg af den omsluttende tyngde I den mættende mængde af hjørner og aflukninger finder jeg mig selv vildfaren dog fascineret Jeg bevæger mig gennem evighedens mørke Trangen til at opleve livet om næste hjørne, fare vild i evigheden overtager mig. )

BACHELOR

Huset i Byen,

Byen i Huset Mathias Haarder Lønskov og Mads Christian Hvidberg Institut for Bygningkunst og Teknologi, Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen 4. semester

Boligopgaven finder sted på Islands Brygge og diskuterer boligens relation til byen, balancen mellem rum til fællesskaber og friheden til at være anonym. Der tages her stilling til Islands Brygges særlige stofskifte mellem nyt og gammelt. Etagebyggeriet indeholder 104 boliger, der varierer i størrelse fra studieboliger på 46 kvm, til 4-værelses lejligheder på op til 152 kvm. Lejlighedernes udformning og organiseringen er opstået omkring møblering, sigtelinjer og bevægelse. Det resulterede i kompakte kerner der integrerer funktioner som køkken, bad, indbyggede skabe, borde og reoler. Den kurvede form på den indvendige facade betyder, at der ikke er to lejligheder der er ens, de bliver i stedet defineret ud fra deres type af kerne. Skiftet fra en stram ydre facade, der afspejler typologien i omgivelserne til en organisk facade med tilbagetrækninger, giver rumlig variation til det reakreative rum i mellem bygningsstrukturen. På hver bygningskrops øverste etage trækkes de stramme ydre facader omkring bygningen og aflutter bygningskroppen. Den kurvede form skaber her en fælles terrasse. Terrassen skabes for at tilbyde en boligtype med et større fokus på nabofællesskab. Den sydlige bygningskrop trækkes tilbage for at imødekomme grundens afgrænsning og åbne op mod sydvest, og kirken og børnehavens mere åbne udearealer. 34

KÅRK #40

Isometri, delvis røntgen tegning viser gårdrummets udformning, skabt af bygningens indre kurvede facade

Situationsplan, der viser områdets forbindelser, relation til havnen og forskellige boligtypologier

BACHELOR

Endelejlighed på fjerde etage, der ses på modelfotografierne her, har kerne-type 3, den indeholder fire værelser og findes i variationer fra 105 kvm. til 131 kvm. Endelejlighed på fjerde etage. Lejlighed med kerne type tre. Sigtelinjer og rumligheder undersøges i modelstudiet. Vinduerne placeret ud fra sigtelinjerne trækker lyset dybt ind i lejligheden og giver udsyn på tværs af lejligheden. Billederne er taget med et fokus på en bevægelse rundt om lejlighedens kerne. Bevægelsen har været et organiserende element for denne lejlighedstype. Billederne viser også materialesamspillet fra betonen og træet til gardinerne.

Gipsstøbning, modelfoto, her ses gårdhavens indre volumen og tilbagetrækninger på øverste etage, der giver plads til fælles udeareal

KÅRK #40

Kerne type 1

Kerne type 3

Lejlighed der kan findes på 1. - 3. etage. 2-værelses lejlighed på 46 til 55 kvm.

Endelejlighed der kan findes på 4. etage. 4-værelses lejlighed på 105 til 131 kvm.

BACHELOR

Visualisering, endelejlighed, der kan findes fra 1.- til 3. etage

Visualisering, fra Snorregade, bygning åbner sig her mod sydvest Herover ses åbningen mod sydvest og ind til det rekreative rum, materialeskiftet fra det ydre til indre og hvordan bygningens krop inviterer det offentlige rum ind på grunden.

KÅRK #40

Plantegning, 4. Etage, der viser skiftet fra den stramme ydre facade til den kurvede indre markeres med et knæk og et vindue placeret i overgangen så de to facade strukturer adskilles. Det ses også, at der i den nordlige bygningskrop er fjernet en opgang, hvilket giver plads til en større lejlighedstype.

BACHELOR

A Project for People and Sheep Arvid Oxelhöjd and Anton Ljung Bladt Institute for Architecture and Culture The Royal Academy - School of Architecture 4th semester

Housing units in the borderlands between the city and the farmland of Amager. The sheep are the Connecting element between the inhabitants, the city and the history of the site. Sundholmen, Amager, is an area that houses a mixture of social programmes, one of them being an institution for criminal youths. This project aims to create a contemplative space, from where you gradually reenter society. Together with the apartments for the youth, there will also be apartments for seniors on their way to retirement. Also a place in life where a gradual transition is needed. The island of Amager is traditionally farmland, but a lot of it has been urbanized due to the expansion of Copenhagen. The periphery of Sundholmen, where our site is located, was once used for keeping farming animals. The original programme is then reintroduced, as a way

of connecting the inhabitants, creating routine and areas of responsibility. The nomadic nature of the sheep allows for a seasonal change, as the sheep will be out on the greening areas in rural Amager in the summer. Herding the sheep in the summer will give the whole island of Amager a rhythm, while the farm is inhabited in a different way, allowing festivals and markets to happen. The elongated wooden structure extends itself around the periphery of the site. The shapes of the buildings and the monotony of the green cladding expresses a familiarity to the tall, yellow-rendered walls of Sundholmen.

KÅRK #40

Early collage, imagining sheep in an environment similar to Sundholmen.

Plan drawing

BACHELOR

Model photo showing the living areas, scale 1:50

KÅRK #40

Film festival during the summer.

BACHELOR

Model section. Exploring the relation between the barn and the living units. Scale 1:50

The sheep farm and the city.

KÅRK #40

CNC-routed mold of the site.

BACHELOR

Google

Street View

Alva Fureman Student from KTH Royal Institute of Technology, Stockholm, Sweden

KÅRK #40

Fotona vi tryckte oss mot dem Scrollade suktade som örngottet lämnade de spår över kinden Idén om den tomma gatan blev bilden av en pandemi En önskan att rama in ge det tomma en kropp Bilen med det vita ögat höll utkik på gator när vi själva inte kunde Kroppen av kartor panoramabilder efter varann ihopsatta med tusen sömmar I hörnet fladdrar datum förbi ena trottoaren april den andra februari Solen hänger inte med hacken i sömmarna avslöjar tiden däremellan Mellanrummen sväljer bilar människor moln Två bilder i huvudet samtidigt Hur världen är hur den en gång var Bilderna har gnuggats mot varann nu sitter de samman Kvar blev mellanrum som skaver In smög sig blå munskydd glesa torg platsen du lämnade kvar Liksom en gata aldrig kan bli tom står mellanrummen kvar BACHELOR

Fur Besøgscenter

Opstalt 1::200

Clara Lundgaard og Frida Anthony Institut for Bygningskunst, By og Landskap Det Kongelig Akademi Arkitektskolen 5. semester

Molergravene på Fur står som åbne sår i jorden. De vidner om en industri der har udgravet og skabt et nyt landskab. Et landskab som kun er opstået i tomrummet af et andet. Det enorme fravær af materie har dannet grobund for en ny type af landskab, et antropocænt landskab. Et landskab der på en gang er fremmed, og som så alligevel er genkendeligt. Gravene står

som åbninger ind til jordens indre lag, der alle rummer information om fortidens klima og landskaber. Vores bachelorprojekt “Fur Besøgscenter” giver et bud på, hvad man stiller op med industriens efterladte landskaber. Det undersøger kroppens relation til landskabet og forsøger at give et bud på,

KÅRK #40

hvordan vi gen-indtager det store landskabsrum. Et landskab, der er skabt af industrien og som nu skal indtages af en anden skala, af menneskekroppen. Projektet placerer sig midt på den nordlige del af øen og ligger som et centrum på den rute der spænder øen ud fra øst til vest gennem øens både aktive og inaktive grave. Projektet består af en

300 meter lang rampe der leder den besøgende ned I graven. På nedstigningen møder man programmets funktioner; restaurant, informationscenter, udstillingsrum, forskningsog undervisningslokaler. Træ-konstruktionen henter referencer fra den tidligere industri der har skabt selvsamme landskab, imens de

indgravede udstillingsrum fører den besøgende helt tæt på moleret og dets mange lag. Arkitekturen veksler imellem at føre kroppen ud i det store landskabsrum og ind i de indgravede rum der iscenesætter naturen og fortæller om dets tilblivelse. Rummene skal, i kontrast til hinanden, ´forstærke fortællingen om det udgravede landskab og minde den

besøgende om, at det store åbne landskabsrum kun er blevet til i fraværet af et andet. Projektet har til formål at give den besøgende en kropslig relation til de nye landskabsformer og skabe et nyt mødested for øens beboere og besøgende. Besøgscentret skal være med til at fastholde den stærke identitet som Fur har, også den dag udgravningen af moler stopper.

Snitt resturant 1:200

Opstalt

BACHELOR

Snit udstilling 1:200

Plan udstilling 1:200

Plan 1:1000

Axonometri med koter

KÅRK #40

View rampe

View reception

View resturant

Opstalt View

View under søjler

BACHELOR

SECTION

KÅRK #40

VOID

The Architectural Void and the Act of Speaking Up Aleksandra Mostovaja First-semester Architecture Student Institut for Bygningskunst & Kultur Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen

We try to fill up the gaps all the time in our lives: the awkward silences or the half-empty spaces in our closets or bookshelves. People tend to not like to leave things empty, devoid of anything. It makes us feel cold. But are we in the right here; to always keep filling up everything to the brim? I stood upon this question last week after sending the invitations for the art exhibition at the Royal Academy of Fine Arts on the homes that are created by the homeless: Obscure Homes: Portraits of the Invisible. The idea was to show how we can learn from the people for whom we would design and to show the problems they are facing each day. To show the spaces and processes that are often hidden away, ignored. The student initiative, KAKM (The Royal Academy Consortium for Human Rights), was founded to tackle these difficult issues, speak up, and fill up the void with loud actions. As I was telling others about this project and exhibition, most found it interesting. I was thinking I was doing the right thing, and yet one email made me question it. The email from a fellow student had loosely the following in it: “The topic of homelessness should be changed, as it results in the fetishization and romanti-

KÅRK #40

cization of the homeless.” As I was reading it, I had to pause and take in the words, “Was I in the wrong here?”. When I first delved deep into the world of architecture, I was met with solitary geniuses: the steadfast Le Corbusier, the kind adulterer Louis Khan, and the good old Frank Llyod Wright, whom some would say was a self-serving bastard. Nevertheless, all these people were amazing architects, who have changed the way we see the urban landscape. But I dare to say they could sometimes lack empathy. The architecture they designed was very well thought out, but it sometimes seemed lacking to me. When Le Corbusier was fascinated with the design for Algiers with his Plan Obus, it was never with a cultural understanding of the North African city. None of them ever designed an orphanage or a homeless shelter1. Maybe it is not the case that they lacked empathy, maybe they just received a letter saying that difficult topics such as homelessness should not be discussed? We see that also now with refugee camps and the horrid and inhumane states of these shelters. It seems that great design has been excluded from the people who are not fortunate enough to be noticed in our society. But then should we speak up or fear romanticizing what the marginalize in our society face? With this question in mind, I went and asked those who know best: the ones who have experienced homelessness. “I think you should do it”, these were the words I got in response and that made me sure to choose the side that fills up the void. Yes, we need to be wary of not fetishizing certain groups. However, this is not done by excluding them from the conversation, but by speaking to them and giving them a way to show their voice. I learned this by being critiqued and I am only grateful for that.

VOID

Iris Denisov & Anders Rovsing, Finder sted, institut for bygningskunst og kultur (IBK) Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen 3. semester

The West India Warehouse in Copenhagen is today a physical reminder of the Danish transatlantic slave trade. With the assignment of changing the existing warehouse into a museum of Danish colonial history, this project examines how this can be done in both a successful and respectful manner. The warehouse is haunted by it’s history - a reality that is both part of the past and still very present today. The project focuses on the haunted atmosphere the building communicates, with creating voids that give room for the absence to be sensed. To create spaces that reflect the atmosphere, and where the atmosphere helps one to reflect. We worked with the building as a whole, also focusing on the space between the voids – looking at the building as if it was a jewelry box made up of several departments full of hidden stories. The intention of the project is to create structures in the building that makes sense to us, who need to understand the history that leads us to where we are today, and to the architecture that works as a vessel for the phantoms representing the past.

KÅRK #40

The Presence of Absence

VOID

KÅRK #40

Printing with linoleum was a natural process of the project as the technique itself is about deleting and trimming space and room from something that already exists - in the end, the deleted part becomes the visible. The section of the warehouse was laser cutted into the linoleum and the voids were digged out of the linoleum in freehand, repeating the shapes and atmosphere from the charcoal and plaster sketches.

VOID

KÅRK #40

VOID

Sean LI (YUXIANG LI) Political Architecture: Critic Sustainability Royal Danish Academy

The Void and The True Void In this design, I want to explore how the void in an aesthetic field is interpreted by the East and how to express spatially through such interpretation. Further, it is a reflection on this bourgeois aesthetic interpretation, the vast and the true void between so-called archittalk and everyday life. This shows a pull between the pastiche and spatial composition of art history, phenomenology, creating space, and the image of everyday, détournement, to indulge, introspect, satirise such collage and celebrating the individual’s poetry, neutralise the void. In between and void in East Asian aesthetics In China and Japan, the word-space is often translated to 空間 (chinses: kong Jian; Japanese: kukan), means void 空 and in between 間. The Tao Te Ching 道德經 is a Chinese classic text traditionally credited to the 6th-century B.C. sage Laozi said：埏埴以为器，当其无，有器之用。凿户牖以为室，当其无，有室之用。故有之以为利，无之以为用 / Clay is made into a vessel, the void of which makes its use. Doors and windows are dug for the room, the void of which makes its use. Therefore, the real provides means, and the void determines uses. (Laozi, 6th BC, translated by BOURGEOIS et al., 2021)

KÅRK #40

In traditional East Asian aesthetics, whether painting or calligraphy, the study of the void is always a vital object, contributing to this design as a series of spatial exercises. The first exercise explores space, from finding the void part in a strip of the entity to studying the density of space, human senses and how people live.

The true void The second exercise is to study "how to cross between entities, the enclosure of space, the order of indoor and outdoor space, how to travel between entities and the void, the movement of people and the restriction of space, the possibility that void can bring, the enclosure of inside and outside and the void created in between. As the end of the first two exercises, the third one places the building in a farmland field, connecting space and the site, creating dialogue. Furthermore, how the implications of these traditional Asian aesthetics become a more widely accepted architectural language is also explained here. Using mathematical models, the superposition of various proportions and mathematical relations repeatedly echoes in the plane and section, rationalising the aesthetic, also resonating with Poche, a traditional Western architectural concept.

From the perspective of Power, everyday life is a latticework of renunciations and mediocrity. A true void. An aesthetic of daily life would make us all into artists responsible for organizing this nothingness. The final ploy of official art will be the attempt to lend therapeutic features to what Freud, in a dubious simplification, referred to as the death instinct--i.e., rapturous submission to authority. Wherever the will to live fails to spring spontaneously from individual poetry, there falls the shadow of the crucified Toad of Nazareth. The artist in every human being can never

be brought out by regression to artistic forms defined by the spirit of sacrifice. We have to go back to square one. (Raoul Vaneigem, 1983) After the above exercises, space, in-between, void, aesthetics, and phenomenology are simply pretentious after talking architectural jargon. The true void emerged. As a trainee on becoming an architect, what kind of specialist do we want to become? Simply "mask reality behind privileged convention" (Henri Lefebvre, 1961). Or do we want more? The true void (Raoul Vaneigem, 1983) between the bourgeois aesthetic by the name of

VOID

human scale, sensation, unreached, art history, and every day, a latticework of renunciations and mediocrity from power's perspective, stays void. Here I began to pay attention to documentary photography works, and in a large number of field visits and interviews, the prototype of the space was obtained. The home needs an altar to worship the ancestors, a new ancestral temple, a high accessible bathhouse, and barrier-free flow. The line, the lotus in the pond, the tower that you can see at a glance. This design allows the individual poetry to fill the void, détournement the context in the drawing, détournement the everyday in the programme, détournement the architectural jargon into the vulgar, inelegance. Void is a kind of space and beauty. Void should also be a means of daily behaviour to void the legitimacy of the specialist. The true void is an in-between between everyday life and the language of architects. My naïve attempt, practising void, playing with the void, placing void, fulling the true void, keeps asking me, Adolfo Natalini said five decades ago, "In accepting his role, the architect becomes an accomplice to the machinations of the system." Am I?

KÅRK #40

VOID

Polar Embassy Hugo Shackleton Studio 3: Radical Sustainable Architecture Thesis Project Arkitektskolen Århus

There is a part of the planet often left off our maps. A wasteland seemingly a void of utility to our human progress. Yet as Earth’s climate warms and we hurry to understand its result on civilizations across the globe, so too is Antarctica’s value beginning to emerge. In a place inhospitable enough to elude man’s capture, Antarctica poses now, as it did a century ago, fundamental questions of sustainability. Data lodged in its ice teases us with patterns of past climate systems, while the most severe conditions on Earth command the terms of our efforts to extract them.

In Antarctica, there are challenges to which Architects are adept to respond. Whether in small-scale masterplanning of the larger stations or considered operational design of remote field camps where researchers are most vulnerable to the elements. On Thwaites Glacier, the necessity for increased scientific activity presents the predicament of finding a way to shelter and sustain remote research on a year-round basis. It is here that the design's roots take hold.

Polar Embassy's research of the continent unravels the latent role of architecture within the environmental and political forces that govern it. Through the charting of its early discovery, anatomical delineation, and territorial claim, it becomes clear that the esteemed idiosyncrasy of Antarctica’s natural landscape is rivalled only by the oddity of the international cooperation that protects it. In light of an expiring diplomacy, this project asks how an architectural intervention that withstands the extremes to sustain research efforts can also reinvigorate a global cooperation.

KÅRK #40

The Polar Embassy is first and foremost of compact design dimension. All elements of the proposed structure fit within the space allowance of the C-130 Hercules Cargo hold. This is the largest freight vehicle to currently venture to the region. In response to the observed debris created by camps elsewhere on the continent, Polar Embassy’s strategy is one of simple deployment and easy removal. The proposal responds creatively to the threat of both wind and snow accumulation in order that their intensive daily management is omitted.

The project’s skin ensures a suitable thermal comfort for the occupants while also privileging the natural lighting of interiors. The bi-seasonal daylight conditions of polar habitation offer abundant sunlight in summer with which to cultivate ultraviolet rays and sustained darkness in winter within which to explore synthetic illumination. In response to the context’s alien environmental order, the project might hope to capture and celebrate the previously described experience that it has to offer. A two-part concept pairs a prefabricated, hard-shell structure with an inflatable, composite membrane. Inspired by the huddles of emperor penguins and the subnivean habitats of arctic rodents, Polar Embassy submits that its inflatable rooms serve as a scaffold upon which encroaching snowdrifts will settle. Buried over the course of a few years, these rooms then benefit from the buffer and insulation of a visible, stratified snow shell. While resilient to thrust and downforce in its geometry, the inflatable resists the gale-force winds with the tethering of its counterpart.

Polar Embassy: Phase 1

VOID

The anchor serves as a mainframe for logistical services. Its aerodynamic shell deflects wind away from its edge and ensures a symmetrical internment of the adjacent rooms. A sloping roof lined with solar cells harnesses the 24h sun, meanwhile, air compressors capture gusts at its front. Ventilated passively and powered electrically, an inbuilt hotplate provides endless potable snowmelt. Housing a small kitchen and bathroom, the anchor’s entrance hatch securely bridges indoor and out. The design offers an armature within which a flexible internal layout can accommodate lab equipment, recreation space, hydroponic planting, ice coring as well as storage and staging space. With a seasonal shift of the anchor, new inflated rooms are sequenced to ensure adequate facilities and a continued access to the first. Over time, the camp’s interconnected trail of partially and completely submerged rooms make up a spine of deep field research activity and constitute an evocative illustration of the environmental dynamics of the glacier. In its basic modulation, the Polar Embassy invites a changing authorship that exploits the international interest of its research matter and secures a shared management between members of the Antarctic Treaty.

Polar Embassy: Interior Subniveau

BACHELOR

Polar Embassy: Overview

KÅRK #40

VOID

Vandig kropsliggørelse Nikoline Leth Jepsen Arkitektur og Landskab Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen 9. Semester

Vandkrisen er bare en af de kriser som klimaforandringer i den antropocæne tidsalder har bragt med sig. Det er måske ikke tit vi mærker konsekvenserne på egen krop, men vandkrisen ligger impliceret i vores egne kroppe hele tiden. Vores kroppe lagrer stoffer og forureninger fra vand, der strømmer gennem os, og vi bliver derfor kropslige arkiver for den krise vi selv har skabt. Vi er en del af den klimatiske vandkrise, og en ændring i hvordan vi opfatter vores kroppe, er en impliceret del af den presserende krise. Vi er alle implicerede gennem vandede cirkulationer. Vand strømmer gennem alle kroppe, arter og materialiteter, som forbinder os på godt og ondt. Den menneskelige skala forbindes gennem vandet til andre skalaer af liv, også det liv der er ubegribeligt eller usynligt for os. Denne planetariske tænkning skelner ikke mellem hvilke kroppe der er bedre end andre, og kan derfor skabe solidaritet på tværs af det menneskelige og mere-end-menneskelige. (Hydro)feminismen har potentiale for at skabe disse nye forståelser, som Astrida Neimanis forklarer: “Den flydende krop er ikke specifik for kvinden, men vandet kropslighed er stadig et feministisk spørgsmål, at tænke som en vandet krop har potentiale til at bade nye feministiske koncepter og praksisser til eksistens.”3

KÅRK #40

At blive en krop af vand og skabe ny forståelse gennem vandet som forbindende element alt fra mennesket, andre arter, materialiteter, er blot en af de tanker feminismen beskæftiger sig med i forhold til de antropocæne kriser. Feminismen har potentiale for arkitekturen, hvis vi tør gå længere og forstå den som meget mere end menneskelig seksuel forskellighed, og samtidigt arbejde aktiv med feministiske spatiale praksisser og spørgsmål.4

Venedig som krop – en kropsliggørelse af landskabet, skabt ud fra begrebet 1 trans-kropslighed. Defineret ud fra tre kategorier: vandets, kroppens og landskabets vandede processer, bliver Venedig en undersøgelse af det flydende mellem materielle og teoretiske kroppe.

”Vi er alle kroppe af vand, i den konstitutionelle, den genealogiske og den geografiske forstand.”2 VOID

KÅRK #40

1. Transkropslighed medierer i det flydende mellem materielle and teoretiske kroppe, der udfordre dobbeltheder og diktomer (f.eks. natur-kultur, biologi- filosofi, lokal-global). Transkropslighed handler mellem indre og ydre forbindelser, filtre og laver overgange mellem det menneskelige og ikke-menneskelige. Det dækker altså over alle skabninger som kropsliggjorte væsner, der er sammenflettede med den dynamiske materielle verden der flyder gennem dem, transformere dem og er transformeret af dem. På den måde foreslår transkropslighed foreslår en ny figuration af mennesker efter ”Mennesket” som ikke er funderet i afdelinger, dualismer, hierarkier eller exceptionalisme. (Alaimo, Stacy, Trans-corporeality for The Posthuman Glossary, 2016) 2. Astrida Niemanis. Om at blive en krop af vand. Laboratoriet for Æstetik og Økologi, 2019. s. 8 3. Astrida Niemanis. Om at blive en krop af vand. Laboratoriet for Æstetik og Økologi, 2019. s. 12 4. Hvis man er interesseret i feministiske spatiale praksisser er her nævnt nogle få: Muf, Mycket, Raumlabor, Palour, Architexx, FATALE, FAT and Fluid, Matrix.

VOID

Saltholm 2.0 Amalie Hölmich kandidatprogram: Arkitektur og Landskab Det Kongelige Akademi - Arkitektskolen 7. semester

KÅRK #40

VOID

“man orienterer sig mod noget man orienterer sig væ k fra noget andet hvordan ser der ud i de ukendte mellemrum algoritmer og hjerner gæ tter og antager nye steder dukker op forklæ dt i gamle pixels”

KÅRK #40

Projektet handler om minder, og evnen til at forestille sig og udfylde tomrum i hukommelsen. Gennem mere eller mindre konkrete informationer dannes billeder, indtryk og sansninger fra et sted. En evne både mennesker og computere besidder. Projektet ønsker at undersøge hvordan man forholder sig til et sted man ikke fysisk har besøgt. I samarbejde med en algoritme forsøger jeg at gendanne billeder af Saltholm.

VOID

KÅRK #40

TIDEN I TOMRUMMET Niclas Brøgger Institut for Bygningskunst og kultur Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen 1. semester

Når vi færdes på gaden eller slapper af i hjemmet, bevæger vi os konstant i arkitekturens indlejrede tomrum. Tomrummene fremtræder her som afgrænsede passager, der mellem murenes materialitet danner rum for menneskelig udfoldelse. Vi befolker således rummene med vores ejendele og eksistens for på den måde at skjule tomrummet og skabe mening med intetheden. Men hvad sker der, når mennesker og materiel fjernes, og den klare kontrast mellem liv og luft blotlægges? Idet det offentlige rum rømmes for mennesker og det private rum ryddes for inventar, overvældes vi af en følelse af fravær. Fravær af liv. Fravær af sjæl. Fravær af mening. Det føles pludselig, som om tiden går i stå, og vi nu befinder os i et rum uden tid. Et rum, som ikke har en konkret tid, men derimod en flygtig og fantaseret tid, hvor vi kan genleve fortidens minder og reflektere over fremtidens muligheder. I dette øjeblik vil tomrummet ikke længere fremstå tomt, men derimod være fyldt med vores illusioner. Gennem tomrummet vil vi altså opnå en eksistentiel indsigt i rummets tid. Vi vil blive bevidste om vores egen betydning for arkitekturens eksistens og indse, at det tomme rum ikke blot er et fravær, men derimod en overgang. En overgang, hvor vi som arkitekter har mulighed for at ændre fremtiden og træffe de valg, der gavner såvel individets som samfundets livsverden.

VOID

The Void: Tempelhofer Feld Martine Lynge Political Architecture: Critical Sustainability at the Royal Danish Academy 5th year student (9th semester)

When investigating public space and circling the very idea of it or how we perceive it, the inevitable question is - how do these spaces come to play crucial roles and represent our communities and cities? The project takes off with a hypothesis stating that indeed Tempelhofer Feld does provide the outsider with a fast-track insight of Berlinness. It certainly looks like a void with its vast landscape, and the scale is quite incomprehensible. But the site’s history is dense and nothing but void, going from parade grounds to Nazi airport to becoming a US military base and a determinative point of the East Berliner’s refuge trip across the wall during the cold war. Today the Berliners have claimed the space and have been granted temporary access from 2014 to 2024, which then points to several new questions wondering, can we let the void be the void? In my field work I attempt to stir up discussion and take part of activating the void in order to protect it. The experiment lies in going there and without a budget trying to build up something and engage with the users. I handed out questionnaires asking people to tell me about their favorite things to do there and to share their routes as well as a memory from the field. The answers were hung up as a temporary exhibition, which attracted more people to read about other’s experiences of the space as well as engaging with the questionnaires themselves and thereby contributing to building up something temporary in the void.

KÅRK #40

VOID

KÅRK #40

VOID

Vivariumas Augustas Lapinskas Architecture Student Vilnius Tech Architecture School

“Guys, I've watched the recording of the drawing session. Haven't checked the time passed till the last 20 seconds, Wasn't expecting it to affect me so much, Actually, wasn't expecting it to affect me at all, but now looking back at it I’d say that Tony Smith had less of an epiphany at Turnpike1 than I had sitting in front of my screen that night. A few minutes in, I forgot that there’s been you on the other side, Started getting a sense of alienation as I am not in any way a part of this action I'm looking at, It was like spectating a completely new type of virtual creatures at work, doing things I don't understand - could only interpret, It stopped looking as a communal drawing session on the screen – felt like I’m looking from above into a glass box full of small triangular creatures, Sat there for a while analyzing their movement patterns, interactions, all done in their natural habitat – two-dimensional screen box on my desktop. It was also kind of a voyeuristic experience, There’s guilt in it lived through a virtual version of Yoko’s Rape2, looking at my victims from above, Stalkative3, I see it all yet creatures in the box aren’t aware of my presence, as their presence is somewhat alien - defined by blasts of Richard Long-like spatial information left behind4 – lines, pictures, text, other marks of existence, Footprints, if you will, I follow. It got me thinking of all the ways I manifest myself when being physically present – the sounds I make, the volume of the space consumed, my body heat, my body smell, And then it hit me, shook me: there has been you somewhere all this time, facing the screens with all your body smells and sounds and yet you manifest your presence to me through these triangular creatures, I could reasonably understand that it’s nothing but extension of yourself but it is not the way I felt, I felt like those beings were actually you or rather something else, either way - one hundred percent real and present, And for a brief time that was the way I perceived you – as virtual geometric forms living in my laptop, something I have lost any deeper connection with, Odysseus felt no different at Aeaea5. I was still looking at the screen when you, existing as those creatures, started lacking screen-space and began interacting with the drawings previously made, In no time the aforementioned marks of existence - the shared 'something' - lost any connection to their creators and became a part of this communal entity as the virtual beings started consuming each other’s identities thus transforming the other coexisting creatures and their marks, Imagine the horror if Odysseus’s comrades would have been turned, instead of pigs, to these virtual cannibalistic triangles, All living together in their shared consciousness, shared habitat of domestic virtual

KÅRK #40

space, anonymous, senseless, incomprehensive, damn it, Sennet’d say we are no different in the streets6 but I object, The feeling was extraneous. And then it stopped. All the movement in the box stopped. I was left looking at the two-dimensional world I’ve seen being created now abandoned by life, A virtual piece of geo-scale land art, Massive extinction-scarred world, Couldn’t take my eyes off, Odysseus lost his men, It was the end of art, T. Smith just flipped his car running me over. Now and then, each time I see a piece of conventional pictorial art I’m taken back to this very sensation, I’am looking from above again at the desolated land, a landscape formed by creatures alien to me, a home of spectral human forms that walked these lines now gone, Bright lights, New Jersey Turnpike echoes car tire screeching. I am not sure if I can continue participating in these online drawing sessions as a triangular creature, Prefer this letter as my incarnation form, Say hi.”

1. The Highway Not Taken: Tony Smith and the Suburban Sublime A minimalist’s epiphany on the New Jersey Turnpike; by David Salomon, Places Journal, 2013. 2. YOKO – FILM NO. 6: RAPE; By Madeline Bocaro, January 4, 2019 3. Stalker osservatorionomade, Italy; A hybrid artistic collective, founded in Rome in 1995, defined as an urban art laboratory.

5. Aeaea was a mythical island in Greek mythology, which was considered to be the place where the witch Circe lived. In this island, Odysseus stayed for a year while trying to get back to his homeland, Ithaca. 6. A flexible city of strangers; Richard Sennet, 2007.

4. A Line Made by Walking; By Richard Long, 1967.

VOID

KÅRK #40

VOID

Scale and the intangible Jonas Stentoft 3. semester Institut for Bygningskunst, By og Landskap Det Kongelig Akademi Arkitektskolen

In architecture, we often talk about scale, or more specifically, scalelessness. Scalelessness occurs when there is nothing to compare the object or drawing in question to. This is an interesting phenomenon because it can make objects that we know are small or big almost intangible, or perhaps more fluctuating between scales because we inherently try to give the object a scale. We imagine the object in situations that give it a scale.

Say, a drawing of a simple rectangle on a white background can have any scale. It seems scaleless. However, when we imagine it as small house, or a lego brick, we can quickly give it many different scales with only our mind, and it thereby quickly loses its scalelessness. But there are situations where we can try as hard as we like to give an object a scale, while it keeps its scalelessness, because it is simply too intangible and distant from us. And especially this feeling of distance might indicate that the best reference we have is our own bodies.

KÅRK #40

As soon as objects are so small or big that the human silhouette can no longer be recognized, it becomes too hard for us to grasp. This is most true for the void of space, which is the only true void that we know of. It is the purest definition of nothingness. All of it consists of invisible forces like gravity, electromagnetism and the theorized dark matter. Here, even the size of our own Earth becomes impossible to comprehend because we have no idea how to imagine our own bodies next to it. It becomes a truly scaleless and intangible object.

It is interesting to try and experiment with architecture in such a void, because it opens up the possibility of otherwise impossible spaces and buildings, and enables us to think about scaleless, intangible architecture. Yes, it is science fiction in nature, but I encourage you to try to imagine yourself in or create such a gigantic space, and see if you can try to comprehend the scale and mood of it, because it can create quite real feelings and perhaps inspiration that can be integrated into more sensible and tangible architecture.

Section 1:1.300.000.000 Walls thickness not to scale

EARTH

5200 KM

13000 KM

26000 KM

VOID

Inherited wounds Frederik Hedely Jensen and Oliver Dino Institut for Bygningskunst og Kultur Royal Danish Academy

On the outskirts of town lies a chasm. A gaping void, stretching along the Kiirunavaara mountain, into the edge of town, swallowing all in its path. In the wake of LKAB mining operations, ground deformations cause the local city of Kiruna to slowly sink into the earth, and alter the surrounding landscape in the process. The deformation zone above the mine leaves the town relinquished, in ruins - a Terrain vague, neither city nor land - as Willy Ørskov claims “a place where laws scarcely apply”. Simultaneously feeding and eating the town, the mine excavates exorbitant amounts of waste product, accumulating into rock heaps and depots, creating a new nature; an anthropocentric sublime wasteland on the unseen backside of the mountain. The entirety of Kiirunavaara mountain and an increasing area of Kiruna town, have now been claimed as ‘sacrificial zones’ - environments deliberately damaged for industrial purposes in order to generate economic profit elsewhere in a consumerist society. Metaphorically we can describe these post-industrially damaged landscapes as ‘scarred’. Self-inflicted wounds upon the lived land, forever acknowledging the irreplaceable. The scar as a term denotes a direct physical infliction on the ground, but also resembles a metaphorical and mental connotation to the infliction upon the history, culture, and existence of the affected society. Furthermore the scar highlights a process of acceptance and reconciliation of the past, pointing to a state, where we must come to terms with a new reality - we must learn to live with the wounds we have inherited, rather than being alienated by them. We must reconfigure our relation to an earth in spiralling ecological devastation. As Donna Harraway explains - We must learn to stay with the trouble of living and dying together on a damaged earth. In fact she goes as far as to eschew the ‘anthropocentric’ term, in favour of what she calls the ‘cthulucene’, an epoch where humans and the ‘new’ damaged nature are inextricably linked. How do we reconfigure our understanding of this ‘new nature’ and in extension hereof its potential values as an architectural context? First we must identify its contents as typologies in their own right. Large parts of the evolving landscape in Kiruna consists of rational constructions of waste and dirt depots, slack heaps and massive earth embankments the size of mountains. In contrast to this ‘constructed’ land are pit holes, deformations and fall offs in the ground. All these typologies stand out as by-products of the exces-

KÅRK #40

sive mining industry and thus stand in relation to the ‘completed’ iron production. The by-products however take on a character of their own with new forms and functions. These new forms must be seen and accepted as parts of the new nature and landscape. We can identify this new nature as a ’contemporary landscape’, characterised by aesthetic anonymity and lack of motive, in opposition to natures complexity as we know it. We must acquire this new contemporary landscape through articulation and aesthetic reflection, make it ours - the new nature of our time. As Christian Norberg Schulz explains; man dwells when he can identify and orient himself in an environment. Dwelling thus implies more than shelter - it implies a ‘place’ of character and meaning. But to encapsulate the spirit or ‘genius loci’ of a place, one must take into account the priority of the location and surrounding landscape. Through topographic mapping, we have examined these new land formations previously unaccounted for as parts of the landscape, and thus gained a broader understanding of the site in question. In an artistic approach, each prominent deformation and accumulation of the contemporary landscape has been assigned a name, hereby inscribing their importance as equals of the land. While this was a first step of accepting the contemporary landscape as a context, we went a step further. To fully grasp the context we positioned ourselves on site, examining its potentials through photographic studies, hereby encapsulating and reflecting upon its characteristics.

VOID

KÅRK #40

VOID

sommerskolen.info

Urbi et Orbi 2021 Sommerskolen afholdes i samarbejde mellem Dinesen og Det Kongelige Akademi, Institut for Bygningskunst og Kultur

Mens vi venter p

KÅRK #40

Gram å snirkler sig gennem de sønderjyske marker og under en lille bro. Det lange græs som vokser op fra åens mudrede bund svajer i sollyset med vandets bevægelse. To arkitektstuderende står og fisker på broen. Arkitektstuderende 1: Er du også helt vildt træt i armene? Det er jo så fedt at være på sommerskole. Forstå mig ret. Jeg synes, det er spændende, og jeg hygger mig. Men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad vi laver her, for hvem og hvorfor? Arkitektstuderende 2: Også mig, jeg forstår, hvad du mener. Men handler det ikke lidt om at give nyt liv til en efterladt bygning - og måske også sørge for, at der foregår noget overhovedet herude på landet? Hvis vi ikke var her, ville stedet da gå helt i stå, der ville i hvert fald ikke ske ret meget.

på risotto

Arkitektstuderende 1: Nåh ja, det har du måske ret i. Ret fedt at se de nye rum blive bygget i laden, men vi ved jo stadig ikke helt, hvordan det skal bruges i fremtiden? Det er også virkelig spændende med det jordstøbte badekar, men det forstår jeg nok heller ikke helt, hvad skal bruges til. Arkitektstuderende 2: Hvad det skal bruges til? Du må tænke på det store billede, se det lidt i et samfundsperspektiv. Vi er i gang med at bygge et arkiv som en platform for vidensdeling. Og samtidig indsamler vi en masse nyttig viden om landdistriktet - om dets sammensatte landskaber af natur, vidtstrakte industrielle processer og fragmenter af en svunden landbokultur.

Arkitektstuderende 1: Ja okay, det kan jeg måske godt følge. Men på den anden side er vi også bare en gruppe unge bymennesker, som udlever drømmen om et dejligt liv på landet. Og er det ikke lidt hårdt at sige at stedet ville gå i stå uden os? Jeg synes nu naboerne ser ud til at hygge sig udmærket.

Den japanske digter Hiromi Ito og sci-fi forfatter Frank Herbert kommer gående hånd i hånd ned ad grusvejen og stopper op ved broen. Hiromi Ito kigger ud over det sønderjyske landskab og udbryder: Hiromi Ito: Jorden dækkedes, blomster spredte sig over jorden. Blomster spredte sig over jorden, dækkede den. Et utroligt, et på alle måder fantastisk syn.1 1

Hiromi Ito, Vildgræs ved Flodlejet, oversat af Anette Thorsen Vilslev (Arena: 2018), s. 84

VOID

10.

11.

12. 4.

Arkitektstuderende 1: Altså Hiromi, ja, stedet har jo også sin egen konsistens og sine egne rytmer. Selv om vi ikke er til stede, forandrer stedet sig. Men nogle gange kan det være svært at få øje på. Hiromi Ito: Ja præcis! Hvem handler forresten ind til middag?

Arkitektstuderende 2: Der er allerede nogen, der har handlet ind til risotto.

Glemte vi at købe skruer? Det er så godt at nogen tager ansvar for fællesskabet.

Hiromi Ito:

Ja, det hjælper os med at forstå, at ansvarlighed altid er nogens, og at den altid er rettet mod noget konkret.

Arkitektstuderende 2: Hiromi! Der slog du godt nok sømmet på hovedet! Men vi skal også snart tilbage, hvis vi skal nå at bygge færdigt inden aftensmad.

13.

Frank Herbert:

Færdigt, siger du? Vrå lærer os i mere end én forstand at bruge kniven - at skære alt ufuldendt bort og sige: Nu er det fuldendt, fordi det ender her.’2

Arkitektstuderende 1: En kniv? At skære noget? Lidt problematisk måske. Jeg er

ikke så sikker på, at det er sådan det fungerer her. Vi har da masser af ufuldendte ting i gang, manifestet bliver stadig skrevet, der er ikke noget glas i vinduerne, og stedet er stadig uden navn. Men det føles som et sted, vi definerer ved at være der, bruge det, åbne det op og invitere derind.

14.

Frank Herbert:

15.

At skære bort vil ikke sige at tilintetgøre eller udslette, men at afbryde for at holde det, som er begyndt, åbent: At gøre fortsættelsen og begyndelsen sammenfaldende i ét trodsigt stofs modstand. Vi siger: Det er færdigt, det er fuldendt, når det forhåndenværende har udtømt sine muligheder - for nu. Det er færdigt, fordi det er det, vi har til rådighed. Fordi det var sådan, det blev. Knivens attitude er også nærværets: Vi skærer det bort, som for evigt undviger sin egen fuldendelse; det, som altid kan blive bedre, det, som aldrig kan få nok og det, som altid kun er et skridt på vejen. Disse fuldendelser er nødvendige, ikke bare for skridtets skyld, men også for vejens. ‘En vej, der følges til sin ende, fører intetsteds hen.’3

Arkitektstuderende 1: Sygt godt sagt! Kan man sige, at vores tilføjelser til gården

på samme tid er komplet ufærdige og færdige? Vi bruger stedet, mens det skabes – og det er fandme fedt, at laden bliver indtaget som landbrugsskole i slutningen af november. Jeg glæder mig til at se deres sci-fi såmaskine.

Arkitektstuderende 2: Ja, fordi sommerskolen har mange formål, både store og

16.

små. Vi samler os og vi spreder os ud, og vi løber mellem benene på de faste identiteter. Vi er godt nok et fællesskab som er afhængigt af et byggeprojekt, men alligevel kan sommerskolen ikke reduceres til byggeprojektet som formål. Måske kan den ikke reduceres til formål overhovedet. Men det betyder vel ikke, at den er uden formål?

Frank Herbert, Dune, oversat af Niels Søndergaard (Urgent Agency: 2020), s. 414

Frank Herbert, Dune, oversat af Niels Søndergaard (Urgent Agency: 2020), s. 165

100

KÅRK #40

Arkitektstuderende 1:

Hiromi Ito:

Frank Herbert:

Arkitektstuderende 2:

Frank Herbert:

Du er inde på noget der. Jeg bliver bare lidt forvirret over, at der sker så meget, og derfor får jeg lyst til å sætte ord på, hvad det er vi laver og hvorfor. Men det handler måske om de mange formål, der er svære at beskrive.

Ja. Og måske også om det formålsløse og det, som først med tiden viser sin brugbarhed.

Det ser ikke ud til at vi får nogen fisk.

Du har ret, Frank. Nok snak, lad os gå hjem til gården og udleve fantasien om den folkelige landbokultur. Der er så hyggeligt, og jeg har altid været en nostalgisk sjæl. Jeg elsker at drømme mig tilbage til det oprindelige og forbundne.

Er det derfor du går med sixpence?

En fisk stikker hovedet op af vandet og hvisker:

”The only one who knows is the one who understands that he must always learn again.”4

De fire på broen kigger ned i vandet efter den underlige gurglen.

Arkitektstuderende 1:

Nåh, jeg er sulten.

De skynder sig tilbage, forbi den nyplantede skov, og op til gården, hvor et varmt, hjemmelavet måltid venter dem.

Martin Heidegger, Introduction to Metaphysics, oversat af Gregory Fried and Richard Polt (New Haven & London: Yale University Press, 2000), s. 23

VOID

101

5. Facade mod øst, to nye vindueshuller

6. Fiskehytte, forrum interiør

7. Møderum, arkiv 1. sal

102

KÅRK #40

Line-Gry Hørup: Workshop om arkiver og for solur Lærke Lyhne: Workshop om alkymi Space Girls: Workshop for støbning af kar

4. Arkiv 2. sal

3. Møderum, arkiv 1. sal, kar (Space Girls)

1. Tegne- og skriverum, Jordrum 8. Fiskehytte, facadedetalje med sten

2. Knuds værksted, eksisterende 9. Vindue til tekøkken: THE ARC OF THE CIRCLING BODIES IS DETERMINED BY THE LENGTH OF THEIR TETHER MOONS COINS MEN (Comac McCarthy: Blood Meridian or the Evening Redness in the West)

10. Møderum/arkiv eksteriør (umalet) + solur (Line-Gry Hørup)

11. Nyt vindue, Tegne- og skriverum, Jordrum

12. Møderum/arkiv eksteriør

13. Gram Å

14. Fældning af ahorntræer til konstruktion

15. Kar (Space Girls)

16. Model af fiskehytte + konceptmodel/ discokugle

VOID

103

Lise Haarseth, Tilde Thorleifsson og Bettina Barlinn Kandidatprogrammet Kultur, Transformation og Restaurering Det Kongelige Akademi - Arkitektskolen

Glasveggen

Med to transparente vegger av gjenbrukte glassbyggesten plassert på hjørnet av en klippe, dannes et rom mot havet. Kun gjennom en glippe kan du tre inn, og på samme tid komme ut. Bak deg ser du gjennom ufokusert glass kun omrisset av der du kom fra, og fokuset ligger foran i havet og dens åpne horisont. Her er ingen forstyrrelser annet en dine egne tanker og lyden av bølgene som slår under deg. Oppfattelsen på et slikt sted vil variere fra person til person, fra dag til dag. Dette kan også sies om

104

KÅRK #40

opplevelsen av ensomhet. Den er individuell og helt personlig. Denne paviljongen, bygget i mai 2020 i en tid hvor mange var isolerte og alene, er et bud på hvordan ensomhet kan manifesteres i et rom, i møte mellom dødt materie og levende mennesker. I oktober samme år ble den tildelt 1.premie i den norske Afagprisen. Fra begrunnelsen kan man lese: Det er et bidrag som fremhever det solitære, og kanskje evner å tematisere det konstante i å være et enkeltmenneske, og det vakre i ensomheten. Den tar utsikt, men gir plass og skaper rom.

VOID

105

106

KÅRK #40

VOID

107

Engen Ane Cortzen Da jeg var barn, boede jeg på en helt almindelig villavej, hvor husene lå som perler på en snor med hver deres have, hver deres hegn foran. Men cirka i midten af vejens forløb, lå der overraskende nok en eng. Et stykke vildt og ukontrolleret stykke natur, som ikke var bebygget eller udnyttet. Der var mosehuller og mærkelige krat fyldt med giftig bjørneklo, dunhammere, siv og vilde hindbær. Og der var rygter om lig og nedgravne skatte. Der var ikke en vandresti eller bare et hegn - det lignede at engen var opstået af sig selv, fuldstændig uberørt af menneskehånd.

Forleden kørte jeg ned af min barndoms vej - og engen ligger der sandelig stadigvæk! Jeg var ellers sikker på at den var blevet bebygget for længst, som den ligger dér helt ude af kontekst med resten af villevejen - men nej, engen har fået lov at blive. Jeg gætter på at der må vokse en særlig truet plante eller også er jorden for moset til at gøre stabil. Måske væltede der en kæmpe å rem nedenunder engen uden vi vidste det dengang. Mit spørgsmål er hvordan disse helt unge, formative år havde været for mig og mine venner, hvis engen ikke havde været der? Hvor var vi så gået hen og hvordan havde vi udviklet os? Det kan man jo ikke umiddelbart svare på, men jeg er ret sikker på at det frirum som engen gav, har været med til at gøre mig til dén, jeg er i dag. Sammen med tusindvis af andre ting, naturligvis. Men engen bor inde i mig og repræsenterer frihed og selvstændighed - et sted, som ingen autoriteter kan nå.

Man måtte ikke under nogen omstændigheder nærme sig engen. Så det gjorde vi selvfølgelig hele tiden. Det var frydefuldt at gemme sig i det tætte krat, at plaske pludselig ned i mudderhullerne og laver hemmelige pagter, helt skjult fra villavejens ordentlighed. Det var i engen, at man oplevede sit første tungekys eller tog et sug af en cigaret. Det var i engen at Kristian fra parallelt klassen spurgte om man ville komme sammen. Og det var i engen at man blandede blod med sin bedste veninde. På den måde blev engen en helt konkret overgang fra barn til voksen.

108

Det tusmørkeland, hvor man prøver sig frem uden helt at vide hvor man skal hen. Fornemmelsen af, at der er en masse i vente, som ikke er umiddelbart synligt, men ganske snart vil melde sin ankomst. Det var både rart - men faktisk også en lille smule foruroligende at være i engen.

Der er ganske få pauser, ganske få mellemrum i den moderne tilværelse. Vi fylder vores tid ud med Instagram, Netlfix, løbeture, café latte og podcasts. Vi har sjældent et øjeblik hvor der bare er helt og totalt tomt. Hvor der ikke sker noget som helst. Vores hjerner er konstant fyldt med indtryk og impulser udefra. Sådan er det også med det byggede miljø. Der sker en fortætning i disse år - og arealer som tidligere lå øde hen bliver bebygget med lynets hast. Gamle industriområder, hvor der af funktionelle årsager har været store mellemrum, højt til loftet og masser af friareal, bliver udnyttet ned til mindste kvadratmeter. Der bliver bygget højt og tæt på ganske små grunde inde i byerne - se bare på både København, Århus, Silkeborg eller Kolding - de grønne arealer bliver droppet til fordel for flere kvadratmeter som giver et større afkast til developerne. Der er ikke plads til nogen eng, desværre. Og det bekymrer mig. Der skal være pauser og mellemrum for at vi mennesker kan fungere. Vi skal kunne blive væk. Børn skal have lov at gå på opdagelse og finde deres egne, hemmelige gemmesteder. Det er svært i moderne lejlighedsbyggeri, hvor alt er velordnet, transparent og rigidt.

KÅRK #40

Kan man planlægge sig til engen? Kan man designe den? Det tror jeg faktisk ikke. Noget af styrken, lå jo netop i det uplanlagte. Det samme gælder nogle af de unikke kulturmijøer rundt omkring i landet, som mål lade livet i udviklingens navn. Når de først er væk, så kan de aldrig genskabes. Jeg tror mere på, at man skal gøre plads til det uplanlagte. Naturen skal nok finde en vej. Prøv at se på den kunstige ø Peberholm i Øresund, som blev anlagt i forbindelse med etableringen af Øresundsbroen. Der er aldrig blevet plantet eller sået noget på øen, som i dag ikke desto mindre findes der i dag et over 500 forskellige slags plantearter og et mangfoldigt dyreliv. Som Gud siger til Noa i Biblen (og til Kevin Costner I ”Field of Dreams): ”Build it and they will come.” Så kære kommende bygningsarkitekter, landskabsarkiteker og byplanlæggere - husk at gøre plads til engen.

VOID

109

ds i Berlin

Voi 110

KÅRK #40

Voi Berlins historie er på mange måder en historie om destruktion og genopfindelse, og netop dette er hvad der gør den ulig andre europæiske storbyer. Da Berlin er en by som gennem de seneste 100 år har oplevet opbygning, nedrivning og bombning af bebyggelsen gennem en række masseødelæggende begivenheder, har dette tvunget byen ud i en kulturel genstart. Med den ihærdighed byen blev opbygget og genopbygget gang på gang, er man nogle steder endt op med mange ubenyttede rum, eller voids om du vil. Disse tomrum har været – og er stadig, en ubehagelig påmindelse om historien der har fundet sted. Stilheden kan til tider være øredøvende og er måske en grund til at der stadig er mange af disse i Berlin i dag. Det er dog ikke alle områder, der kan gå ind under dette udtryk. Disse hulrum er for nogle også en mulighed; ubenyttet plads tiltrækker ofte folk, der søger bopæl eller ser potentiale i det, andre ser som spild. På vores studietur i Berlin i oktober opdagede vi, at mange af disse huller er blevet indtaget, enten som bolig eller virksomheder. Særligt er det Berlins undergrund der befinder sig i disse områder. Aktivister, anarkister og artister indtager det ubenyttede rum og en livlighed blomstrer.

ds i Berlin 111

Tirsdag d. 12. oktober: «DIY-workshop med tekstil tatovering», «Cosum boks til at låne og bytte», «Åben cykel workshop», «Demonstration på Köpi-Platz», «VaffelTirsdag»

Et konkret eksempel er Haus der Statistikk, en forladt kontorbygning i Mitte, Berlin, der har stået tom i over et årti. Den 46,000 m2 bygning ligner noget fra en apokalyptisk film i stærk kontrast til det ellers livlige kvarter – kun få hundrede meter fra fjernsynstårnet. Vi var usikre på hvad vi ville finde derinde. Udefra var det klart at bygningen ikke var venligt indstillet overfor besøgende. Hele underetagen var barrikaderet med plader og ovenpå det var der graffiti som blandt andet læste «tourists fuck off» og «police not welcome». De fleste vinduer var knust helt op til tiene etage og man kunne se diverse gevækster finde sin vej gennem loftspladerne. Vi var begge lidt nervøse for hvad vi ville finde derinde, men prøvede alligevel de døre vi fandt – alle låste. Vi fortsatte langs bygningens facade og som vi rundede sydsiden begyndte liv at præsentere sig. Der var intakte butiksvinduer og møblement indenfor – selvom bygningen så ud til at være i lige så slemt forfald derinde som hvad vi kunne se udefra, var der klart liv. Omtrent 60 a4 sider i forskelligt farvet papir var klistret på en af ruderne og dannede en kalender.

112

KÅRK #40

Vi fandt vej indenfor til sidst og blev mødt af det skæve liv der havde fundet sig der. Vi blev mødt af en række makabre kostumer der skulle forestille plukkede kulliger fra et demonstrativt teaterstykke lavet af en gruppe dyrerettigheds-aktivister og teater-anarkister. Der var også en antikvitetsforretning og et tekstilværksted. Her mødte vi Ana Lichtwer, en tekstil-kunstner og aktivist der arbejdede med områdets hjemløse. Hun var en yderst passioneret om tekstiler og hvordan man kunne genanvende gammelt tøj. Inden vi kunne få et ord indført var vi pludselig i gang med at lave stoftryk med kopiblæk og lavendelolie, samtidigt med at hun filmede os til hendes facebook side. Vi fik at vide, at den tyske regering har igangsat et renovationsprojekt for at lave den eksisterende bygning til et lejlighedskompleks og kulturelt samlingspunkt, som de håber at have afsluttet i 2031. I mellemtiden udlejer de billigt de brugbare rum ud til f.eks. galleri og showrooms. Så hvis man ikke har noget imod et uopvarmet og utæt lokale uden vinduer og med lindetræer og hyld skydende igennem alle sprækker er det et virkelig billigt sted at starte sin forretning.

Vi talte også med en cykelreparatør, der blev kaldt skør for at samle forladte cykler og bruge de galvaniserede dele til at bygge cykler der ikke ruster, men det er præcis, hvad det kræver i denne miljøkrise, vi står over for. Det var klart at selvom Haus der statistikk havde et fjendtligt ydre var underetagen fuld af varme og liv. Samtidig fik vi at vide, at vi ikke skulle bevæge os op i bygningen, da der sandsynligvis var narkomaner og et farligere miljø der. Haus der statistikk er et godt eksempel på, hvordan tomrum der efterlades, ofte bliver overtaget af nogle, der giver området en ny funktion end måske tiltænkt. Det er ikke et sted kendt for alle, og der er en subkultur der opholder sig her, så i stedet for de udenforstående der kalder det et tomrum, kalder de det en ø – et økosystem - hvor helheden og fuldstændigheden opnås netop ved den rummelige indeslutning og afgrænsning. Og der er mange af disse øer rundt omkring, hvis du bare ser nøje efter.

113

Ragnhild Andreassen, Unit 2 / 3 D Habitation, Aarhus School of Architecture Cecilie Krants Linaa Larsen Unit 2 / 3 D Habitation, Aarhus School of Architecture

114

KÅRK #40

VOID

115

84 år siden, skrev John Steinbeck en historie. En historie om den velmenende omend lidt 1937. klodsede Lennie. Lennie er utroligt glad for dyr, blandt andet mus og hundehvalpe. Han er så glad for

dem. Han føler tilknytning og et behov for at kære sig om dem. Han holder dem tæt ind til sig. Alt er godt. Det ender dog tragisk for de stakkels dyr. At være elsket er ingen synd. At være elsket kan være farligt uanset. Lennie, som er klodset af natur holdt så godt og fast i dyrene, at han uforvarende klemmer livet ud af hans kæledyr.

iiikkkrrrAAAA sssuuummmtttkkkeeetttt gggoooo

4. oktober startede en ny historie. En historie om velmenende arkitekter, som er u2021. trolig glade for faget, og for de studerende som snart skal bære fanen. Den næste generation

af arkitekter er på vej. Den næste generation af arkitekter. Den generation der skal give form til verden omkring os. Den generation, som skal vide hvad god arkitektur er og ikke er. Den generation, som så mange generationer før den, skal lære af generationerne før dem. vi skal lære, «låne og stjæle» fra de arkitekter som var før.

Hvilket sted er bedre til at lære af tidligere generationers arkitekter, end en nybygget moderne arkitektskole bygget af arkitekter, for arkitekter? Arkitekter som leder, underviser og arkitekter som studerer. Et sådant sted er næppe mere oplaget end noget andet sted, til at være netop der hvor jeg, som studerende, skal formes, klargøres og sendes ud med kvalifikationer og inspiration til at bevare, transformere, nytænke og formidle vores elskede verden.

37 dage. Så gammel er historien i dag, men hvilken historie er det så, der er ved at udfolde

sig? Ja, spørger du mig. og det gør du måske hvis du har læst så langt. Så er det en historie, som tegner til at have flere ting til fælles med John Steinbecks fortælling end med noget andet. Tegnesale med et rum, som rummer mere end det har rum til. Tilsammen skaber vi alle i de rum, mere aktivitet end den enkelte kan holde til. Noise-cancellation indgydende lydniveauer. Folk, snak, bevægelse, elevatorer og rungende palleløftere.interimistiske skillerumsskabende ikke definerende rum. Såkaldte fleksible rum med så meget udsyn og samarbejdskabende stemning, at jeg knapt har mod eller plads til min grimme proces. Så meget at jeg bliver skræmt til at lave noget flot, frem for noget spændene, grimt og provokerende, potentielt nyskabende. Og hvor er garderoben? hvor er de overdækkede cykelpladser? og hvor er der stillerum? Hvor er der plads til fordybelse? Hvor er der plads til det grimme? Hvorfor er der palleløftere og gaffeltrucks midt i køen til kantinen? Hvorfor kan jeg høre projekt rum 1 og 2 og 3, selvom jeg egentlig skal fokusere på det som sker her og nu. Hvorfor er tekøkkenet, som ellers skulle være et hygiejnisk sted, placeret under trapperne, hvor støv og skidt fra nær og fjern drysser sagte ned fra undersiden af de entusiastiske og raskt bevægende folks sko? Hvor er arkitekterne?

Hvem skal jeg stille disse spørgsmål til? De arkitekter som har tegnet bygningen, er prisbelønnede. De arkitekter som har tegnet den her skole, er den generation jeg skal «låne og stjæle» fra for at blive «god og bedst» til at drive vores fælles fag til det yderste og ypperste jeg kan præstere, til hele samfundets bedste. De arkitekter som med tydelig røst kalder denne betonjungle for bæredygtig. Jeg bliver i tvivl om det er de arkitekter som har svaret.

116

KÅRK #40

Er det de arkitekter som leder skolen? De arkitekter som på rundvisninger svarer «nej, det har faktisk vist sig ikke at være et problem» når de rundviste interesserede spørger til om der ikke er problemer med lydstøj. De arkitekter som efter bedste overbevisning afholder et åbningsarrangement af arkitektskolen «uden» arkitektstuderende. De arkitekter som en stressrapportskrivende ekspert må stoppe samarbejdet med på grund af kommunikationsvanskeligheder. De arkitekter som i øvrigt også kalder betonjunglen bæredygtig. Når John Steinbeck beskriver Lennie(ham der klemte hans elskede dyr ihjel), som uforvarende dyremorder, så tror jeg faktisk på det han beskriver. På samme måde er jeg ikke tvivl om, at meningen bag alle disse arkitekters intentioner er ærbare, gode og sympatiske. Jeg er ikke i tvivl om at arkitekter vil det bedste for deres nuværende, deres kommende og deres tidligere kollegaer. Selvfølgelig vil alle arkitekter det bedste for den fælles sag, faget. En bedre, En lige så god og mindre dårlig verden for os alle. Der er ingen tvivl. Uanset spørgsmål og svar, intentioner og resultater og arkitekter, arkitekter, arkitekter kan jeg ikke andet end sidde tilbage med tanken om, hvordan jeg og mine kollegaer kan ende med at blive et offer for kærlighed. Et offer for alle de gode intentioner, som omfavner mig og klemmer mig i ihjel.

Arki Arki Arki Arki tektmus tektmus tektmus tektmus og og og og arkitekt mænd Karakterfulde museskridt

Jeg er skeptisk og modløs. Jeg er ked af det og fortvivlet, men jeg er ikke uden håb. Håbet opstår i moradset af de skizofrene rum og de forvirrede arkitekter. For midt imellem alle disse spørgsmål og fortvivlelsen ledes mine tanker hen på slutningen af Steinbecks fortælling. Lennie har igennem sin kærlighed til dyrene fået folkets vrede imod sig og en skæbne værre en blot døden, er ved at indhente ham. Da Lennies ven, George, indser kendsgerningerne, beslutter han sig for at skåne sin bedste ven for folkets vrede, afleder hans opmærksomhed og skyder ham i nakken.

Håbet opstår fordi jeg indser at de to historier, Steinbecks og den verserende, ikke må dele den samme skæbnefulde afslutning. Hvem er tjent med det? Hvad nu hvis jeg nægter at blive elsket og næret i de rammer, som er blevet mig givet. Hvad hvis jeg tager en krog med og hænger min jakke på den? Hvad hvis jeg søger ind og finder mit mest beslutsomme jeg frem? Hvad hvis jeg nægter at falde? Hvad hvis jeg samler mit mod og laver den grimme og besudlede proces jeg drømmer om? Hvad hvis jeg ofrer min cykel? Hvad hvis de arkitekter der skal besvare mine spørgsmål, sidder her lige ved siden af mig?

Hvad nu hvis jeg tvunget af realiteternes hårde kår styrker mine musefødder og træder i karakter og tager ansvaret for mit potentiale ud af hænderne på de arkitekter som har det nu. Altså ansvaret. Hvis jeg tager det ansvar i mine egne hænder og kæmper mig igennem sværmen af kærlighed og gode intentioner, kun bevæbnet med mit nu kæreste eje, mit noise-cancellation headset. Ja, Hvis jeg træder i karakter og nægter at lade mig kue og knuer det fordømte ansvar i min egen hånd. Så kan det nok være at de 2 historier starter ens, men der er håb. Håb for at historierne ikke ender ens. Håb for at medlidenhedsdrab byttes ud med skulderklap og at folkets vrede vendes til beundring og påskønnelse. Der er håb for arkitekturen. Der er håb for mus. Kåre Rømer Claesson, Kandidatstuderende Studio 2B, Arkitektskolen Aarhus

Illustration: Karine Torp Bie

VOID

117

Sense of Place

MA - En oppmærksomhed på mørket i tid og rum Emil Grove Dencher Andersen 4.Semester Produkt+: Møbel, Rum og Materialer Det Kongelig Akademi - Designskolen

I en globaliseret verden, hvor mængden af indtryk stiger i takt med digitalisering og teknologisk udvikling, er vi blevet uopmærksomme og overstimulerede. Vi er blevet allergiske overfor pausen og stilheden. Vi glemmer at stoppe op, mærke og opleve (Juniper, 2007, s. 103). ”Form is emptiness, emptiness is form.” – lyder en passage i et af buddhismens vigtigste tekster ”The Heart of Sutra”. Dette paradoks er repræsentativt for den traditionelle japanske verdensopfattelse, i særdeleshed siden etableringen af Ming-dynastiet i Kina (2002, Japan, 1400-1600 A.D.). Den overdådige kunstfærdighed der forbindes med Ming-dynastiets Kina, havde massiv indflydelse på japansk design, arkitektur og filosofi, hvor ma og wabi-sabi er tydelige modsvar til denne ødsle og overfladiske anskuelse af verden (Juniper, 2007, s. 33). Ma’s indflydelse på den japanske kultur kan ses i tæt forbindelse med den voksende tilslutning til zenbuddhismen i 1400-tallets Japan. Her tog japanske zenbuddhister be-

118

grebet til sig og brugte det til at beskrive en følelse og oplevelse af den meditative pause; af tomrummet i tid. Ma beskrives ofte meget billedligt som stilheden, der skabes mellem noterne i musikken. Det er en øget opmærksomhed på det, der opstår og skabes mellem det eksisterende (Nitschke, 1966, s. 117). Det er en dyrkelse af mørket - de tomme mellemrum. Dette fokus på det skønne i det imperfekte og forgængelige, er en central del af Japansk kultur, hvilket der tegnes et tydeligt billede af i Jun’ichiro Tanizakis filosofiske mesterværk ”In Praise of Shadows”: ”If light is scarce then light is scarce; we will immerse ourselves in the darkness and there discover its own particular beauty” (Tanizaki, 1933, s. 62). Tanizakis filosofiske anskuelse formår at indfange ma i sin helhed, hvor det ofte er problematisk, når sådanne begreber forsøges oversat til en vestlig kontekst, da de ofte ender som sæsonbaserede trends. Günther Nitschke formår i ”From Shinto to Ando” at præsentere alsidigheden af ma og dets potentielle relevans i arbejdet med design og arkitektur. Den japanske arkitekt Arata Isozaki forsøger at videreformidle den traditionelle japanske verdensopfattelse og kultur.

KÅRK #40

I ”Japan-ness in Architecture” stiller Isozaki sig kritisk over for den stilisering, der er sket af den japanske kultur i arkitekturen og reflekterer over vigtigheden af ma i en universel kontekst. Begge argumenterer for at oversætte ma til sted til fordel for den klassiske oversættelse til rum. (Nitschke, 1933, s. 152).

MA Tegnet for ma består af det oprindelige tegn for måne og placeres under tegnet for port. Dette er på kinesisk og japansk et ideogram for det flygtige øjeblik, hvor måneskinnet lyser gennem en sprække i entreen (Nitschke, 1993, s. 49). Netop denne maleriske og atmosfæriske aflæsning af tegnet, er et eksempel på, hvordan

ma er udtryk for oplevelsen af sted. Det objektive; eksisterende og det subjektive; flygtige. Det udtrykker altså ikke kun sted som geografisk placering eller eksisterende objekt, men medregnet i udtrykket er oplevelsen og sansningen af sted. Det er i forlængelse af dette, at Nitschke beskriver ma, som en relation mellem det objektive domæne, det subjektive domæne og tid (figur 1). Isozaki oversætter også ma til sted, men argumenterer nærmere for, at ma indgår i definitionen af time og space (figur 2). Isozaki definerer ma som værende:” The natural interval between two or more things existing in a continuity…the natural pause or interval in which phenomena arise through time” (Oshima, 2009, s. 156). Ifølge Isozaki og Nitschke kan ma ikke ses i isolerede principper, men vil altid kun kunne opleves gennem de indbyrdes sammenhænge. Isozaki er dog af den personlige opfattelse, at det subjektive; det oplevede og flygtige er vigtigere end det objektive; eksisterende (Isozaki, 2006, s. 92). For begge er mennesket og sansning dog integreret i definitionen. Isozaki beskriver også ma som lived space og lived time, hvilket går i overensstemmelse med Nitschkes opfattelse, hvor det objektive; eksisterende, kun udgør en signifikans. når det mærkes og opleves. Det er gennem

Det objektive domæne Det objektive domæne kan, jævnfør Nitschke, brydes op i forskellige dimensioner. Her forsøger han at beskrive ma ud fra et en-, to-, tre- og fire-dimensionelt perspektiv. Isozaki (2006, s. 100) beskriver dette objektive aspekt af ma som ”…the materiality, the thingness. Det objektive domæne kan altså ses som et forsøg på at beskrive manifestation af ma ud fra de eksisterende fysiske rammer, særligt i forbindelse med kunst, design og arkitektur (Oshima, 2009, s. 156). Det skal understreges, at det objektive domæne er et forsøg på at beskrive manifestationen af ma, men ma ér ikke et objekt. Det er ikke en fysisk genstand. Det objektive domæne er nærmere en beskrivelse af, hvordan objekter i relation til hinanden, skaber eller manifesterer ma mellem sig. Tanizaki formulerer denne argu-

mentation meget billedligt: ”…we find beauty not in the thing itself but in the patterns of shadows, the light and the darkness, that one thing against another creates” (Tanizaki, 1933, s. 61). Nitschkes opdeling i dimensioner giver en bedre forståelse for de forskellige niveauer af, men også kompleksiteten af ma:Endimensionelt –Ma manifesterer sig i afstanden mellem; her eksempelvis stolperne (Figur 3). Todimensionelt – ma er her et udtryk for areal. Det manifesterer sig altså over en todimensionel flade som eksempelvis tatami måtter eller shōji i et traditionelt japansk hus (Figur 4). Tredimensionelt – ma er her et udtryk for et beriget mellemrum, der modsat Vestens mere statiske og definerede opfattelse af rum (The New York Times, 1979, s. 31) er varieret og foranderligt Firedimensionelt – ma sættes nu i direkte relation til tid, hvilket udgør den fjerde dimension.Tid er en abstrakt størrelse og i ma er det hverken defineret af en begyndelse eller slutning. Traditionelt er tid i Japan brugt

til at betegne en temporær eller rumlig udvidelse og altså ikke et konstant fænomen som i Vesten (Isozaki, 2006, s. 95). Nitchske konkluderer på baggrund af dette, at alle oplevelser og sansninger af tid er styret af rummet og omvendt er alle oplevelser og sansninger af rum, styret af tid. Dette underbygger yderligere den ubrydelige relation mellem det objektive- og subjektive domæne og tid. Manifesteringen af ma ud fra et fire-dimensionelt perspektiv i det objektive domæne ses tydeligt i tobi-ishi, der er kunsten at anlægge stier af trædesten i traditionelle japanske haver (Nitschke, 1993, s. 53). Her benyttes ma - en øget bevidsthed - i placeringen af stenene (figur 6).Placeringen kan få os til at sænke tempoet, stoppe op eller øge hastigheden (Se B. 1). Denne simple sænkning eller forøgning i vores tempo påvirker vores krop og vores bens hastighed. På den måde manipulerer kroppen vores øjne til nye visuelle input og oplevelse af fænomener over tid. Dette er en simpel metode, hvorpå ma kan ændre vores opfattelse af vores omgivelser

VOID

og dets rumlige kvaliteter. Ved bevidst at tilføje mellemrum, eller netop lade stenene skabe pausen, kan vi blive påvirket til at sænke tempoet og lade sansningen styre oplevelsen, hvilket leder over i det objektive domæne i relation til det subjektive domæne. Te rummet - cha no ma - er skelsættende for den japanske kultur og arkitektur. Sen no Rikyu revolutionerede i løbet af 1500-tallet den traditionelle japanske te ceremoni. Hans motivation kom ud fra et ønske om at bevæge sig væk fra de store og dekorerede tehuse, der havde gjort indpas med indflydelse fra det kinesiske Ming-dynasti. Han transformerede den overdådige ceremoni med afsæt i ma og wabi-sabi (Juniper, 2007, s. 31). Rummet blev transformeret til at bestå af to tatami, én kedel og teskåle. Kun det essentielle forblev, hvilket skabte et rituelt rum, der ikke var defineret af symboler eller ornamentering, men hvor skygger, mørket og den øgede opmærksomhed på den ceremonielle pause skabte en sanselig oplevelse af stedet.

119

Det subjektive domæne Hvor det objektive domæne forsøger at beskrive ma i kontekst til de fysiske rammer og manifesteringen af ma i disse, omhandler det subjektive domæne vores perception og oplevelse af denne verden omkring os. Mange haikudigte bruger ma til at beskrive en stemning eller en atmosfære. Ma ga warui er et udtryk for, at man er flov eller utilpas, hvilket direkte oversat fra japansk er ”dårligt tid og sted” (Nitscke, 1993, s. 55).

porære. En oplevelse der et tæt knyttet til vores perception af tid. I zen-buddhisternes kalligrafiske værker er der en øget bevidsthed på de mellemrum, der skabes i relation til det eksisterende. Prioriteringen af non-form over objekt er også tydelig. Her er penslen et simpelt værktøj til at fremkalde en højere spirituel helhed. I kalligrafien er det blanke lærred der står tilbage, lige så forherliget som det malede (PLANESITE, 2017). Men det essentielle er ikke at placere form i rummet,

teres i det skrevne og malede. Pausen mellem bevægelser og overgangen fra bevægelse til stilstand er essentielle aspekter af kalligrafien, hvilket også kan tydes i de spontane, men eftertænksomme penselstrøg af Ekaku (Se B. 2).

MA i Øst og Vest Ma en øget opmærksomhed på pausen og det tomrum, der skabes mellem og af det vi omgiver os med.

Her bruges, altså i vestlig forstand, en rumlig metafor til at beskrive en oplevelse eller sindstilstand. Det subjektive domæne af ma er en uadskillelig del af begrebet og omfavner den respons eller perception vi har af, og på, det objektive domæne. Dette ses som tidligere nævnt etymologisk i ideogrammet, der udgør ma. Det subjektive domæne kan også anskues som det fænomenologiske aspekt af ma. Nogle eksempler på den temporære manifestation af ma, der ikke er decideret rumlig funderet, kan findes i vores oplevelse af musikken og performativ kunst. Hvor der i det objektive domæne er et større fokus på forholdet mellem form og nonform, objekt og rum, er der i det subjektive domæne et øget fokus på oplevelsen af det tem-

120

hvilket ses i vores kontinuerlige tilføjelse af indtryk, både fysisk og digitalt, der konstant kræver vores opmærksomhed og afkodning. Hvis dette skulle anskues som problematisk og hvis ma øger intensiteten af vores oplevelse af verden, hvorfor er ma så ikke mere udbredt eller kendt ud over de japanske grænser? Ma er dybt funderet i en østlig opfattelse af tid og rum, hvilket ikke let lader sig oversætte til en vestlig kontekst. Vores opfattelse af rum udgår fra et tredimensionelt perspektiv med dybde, hvor det i Japan er relationen mellem todimensionelle flader, der skaber dybde. Dette kulturskel kan gøre det besværligt at oversætte til en vestlig rumlig kontekst, men kunne også byde på nye perspektiver, der kan udfordre og prikke til vores nysgerrighed – give et bevidsthedsskift i vores tilgang til verden.

men rettere skal kalligrafi ses som en spirituel kunstart, hvor poesi, dans og bevægelse går i ét. Kalligrafen indgår i en meditativ koreografi, hvor penslen efterlader spor af tid på lærredet og gengiver kalligrafiens rytme og bevægelse (Nitschke, 1993, s. 56). Det er kalligrafiens tanker og bevægelser, som reflekteres og manifes-

KÅRK #40

Det fremtræder som et oplevelsesforstærkende greb, der kan spores til alle aspekter af vores liv, men i Vesten vil det kræve et bevidst skift i vores perception og verdensanskuelse for at kunne opdage den iboende kvalitet. Vi er skolet til en diametralt modsat tilgang til omverdenen,

Ma – den øgede bevidsthed – ville kunne tilvejebringe pausen til refleksion og fordybelse som vi allerede i Vesten higer efter og søger udenfor vores egne grænser. Spørgsmålet er om det er for langt fra vores opfattelsesramme, da det endnu ikke er konceptualiseret og eksporteret som universel livsfilosofi som eksempelvis ikigai og wabi-sabi er det.

Referencer Isozaki, A., Mori, T., &amp; Stewart, D. B. (2006). Japan-ness in Architecture. Cambridge: MIT Press. Juniper, A. (2003). Wabi Sabi: the Japanese art of impermanence. North Clarendon: Tuttle Publishing. Lixiao, P. (2014). Daniel Libeskind, The Force of Perception. Urban Environment Design, 112-124. Nitschke, G. (1966). &#39;MA&#39; The Japanese Sense of Place. Architectural Design, 116-118+152-155. Nitschke, G. (1993). From Shinto to Ando, Studies in architectural anthropology in Japan. London: Academy Editions. Oshima, K. T. (2009). Arata Isozaki. London: Phaidon. PLAN-SITE. (2017, november 21). Arata Isozaki — TIME SPACE EXISTENCE. Retrieved from h t t p s : / / w w w. y o u t u b e . c o m / w a t c h ? v = E 5 4 K 8 w A C QRc&amp;t=113s PLAN-SITE. (2018, april 6). Daniel Libeskind — TIME SPACE EXISTENCE. Retrieved from https://www.youtube.com/watch?v=qEuUb2QEkIw&amp;t=166s Tanizaki, J. (1933). In Praise of Shadows. London: Vintage Classics.

VOID

121

LA- CUNA

Gertrud Rose Jensen Institut for Bygningskunst, by og landskab Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen

Lacuna refers to a gap or blank space that is not yet filled. Operative drawings is a technique used in the study of landscapes. Translating the blank space to an operative space. The act of filling the unfilled – A suggestion of a different perception of void as the opposite to “inoperative”.

122

KÅRK #40

DET VAGE RUM - det tomme, det vilde, den vandrende Rasmus Strange Thue arkitekt og studieadjunkt Institut for Bygningskunst, By og Landskab Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen

Vague (adj.) “uncertain as to specifics,” 1540s, from French vague “empty, vacant; wild, uncultivated; wandering” (13c.), from Latin vagus “strolling, wandering, rambling,” figuratively “vacillating, uncertain,”1 Ordet vag, stammer fra det franske ”vague”. Vague har flere betydninger afhængigt af hvilken kontekst det benyttes i. Det tomme, det vilde og det at vandre, danner grundlag for at undersøge det vage i en arkitektonisk kontekst. At noget er vagt, forbinder vi sjældent med noget godt. Det vages uklare karakter, er tvivlsom og diffus. De færreste stræber efter at være vag, eller skabe vage ideer, kommunikation eller koncepter, og det gør sig heller ikke gældende i arkitekturen. På trods af sine negative konnotationer, medfølger der en række interessante rumlige begreber, hvis man ser på vaghed med et arkitektonisk blik, som en beskrivelse af et rum, en form, en tilstand og en praksis.

DET TOMME

Det tomme rum er en svær størrelse at gribe. Hvis man kigger i retning af fysikken og matematikkens arbejde med tomrummet, falder man hurtigt over begrebet vakuum og tallet 0. Tidligere forståelser af disse begreber har været omgærdet af mystik og overtro. Det komplette tomrum var en Gudelig ting og tallet 0 har haft forbindelser til selve djævlen. Gennembrud indenfor disse videnskaber har dog vækket tomrummet til live, så man i dag opererer med tallet 0 og vakuum, hvilket har ledt til helt nye måder at forstå kosmos. Tallet 0 og vakuum, har måske ikke så meget at gøre med hinanden rent fysisk, men begge indeholder det potentialet som karakter. I det kvantemekaniske vakuum findes en konstant fluktuering af energi og partikler, der spontant har potentialet for at skabe masse, ud af ingenting.2 Mens tallet 0, sidestilles, i essayet ”Fravær”, af den amerikanske antropolog Terrence Deacon, med en tilstand af fravær (af mængde), som mest af alt er en potentialitet, en pladsholder.

Tomrummet defineres som et sted uden noget, men med potentialet for at noget kan opstå spontant. Karakterer som potentialet og det spontane, findes særligt i steder som Willy Ørskov kalder Terrain-vague. Disse steder karakteriseres som grænseområder, mellem by og land, der hverken er losseplads, legeplads eller offentlig plads, men er et sted hvor der er opstået et midlertidigt værdivakuum. Værdisætningen af rum, er måske det tætteste arkitekturen kommer på tomrummet. Her er masser af rum og materialitet, men vi tillægger det ingen betydning. Værdien og funktionen af disse steder er fraværende, hvilket medfører at her sker ting af spontan karakter. Fraværet af værdi, skaber et metafysisk tomrum på disse steder, der til gengæld får stor betydning for stedets fysiske udvikling og dets potentialer. Det metafysiske værditomrum, skaber rum for økonomiske og rumlige spekulationer, ukultiverede processor, spontane handlinger og bosætninger, samt rum for andre arter.

DET VILDE

”Skoven” på Refshaleøen, et forladt materialedeponi, er et vagt rum. Her er stumper af asfalt og mursten, i bunker, blandet med giftig jord og tid, og fremstår som ”rigtige” bakker og pukler i landskabet. Først ved nærmere syn, stikker lidt asfalt ud og afslører sig som et geologisk artefakt. Brombærhække spreder sig vildt og danner ufremkommelige rum, eller spiselige bær for dem som har lyst. Ballastklodser af beton danner tribuner og jordskredssikringer for ophobninger af artificielle forhøjninger. Efterladenskaber af glimmerpapir og festlige artefakter, blander sig med tiden ned i den mudrerede overflade og røres sammen til nye jordarter. ”Skoven” på Refshaleøen, er paradoksalt nok ikke en skov i en klassisk forstand. Over tid har området været et værdivakuum, og står og venter på sin klarhed. I mellemtiden er dette postindustrielle materialedeponi smeltet sammen med midlertidige events, ukultiveret beplantning og nomadiske bosætninger, og udsat for boligspekulation. Den manglende rengøring, eller kontrol, på stedet har medført at spor af aktivitet står tydeligere frem og sammenfiltres til et ”vildt” og rodet patchwork.

https://www.etymonline.com/search?q=vague

Yiu, Y. (2017) A Study About Nothing. Inside Science. Lokaliseret den 14/11/2021: https://www.insidescience.org/news/study-about-nothing

Deacon, T. Fravær i ”Ny Jord nr. 5”. København. Forlaget Virkelig. Oversat fra engelsk af Bror Axel Dehn.

Ørskov, W. (1992) Terrain-vague. u.s. Borgen

VOID

123

DEN VANDRENDE

At vandre, wandering, forstås umiddelbart lidt anderledes end det tomme og det vilde, som beskrivelser af rum og form, eftersom det peger på en fysisk aktivitet. Ordet er en bevægelse; langsomt og uden særligt formål. Når man vandrer, vader man rundt på må og få, måske hvileløst og på opdagelse, man finder andre veje end de tilrettelagte. Vandreren bevæger sig gennem rummets topografi og tilegner sig en kropslig erfaring af landskabets assemblage af ting, dufte, lys, vinde, materialer, organiseringer, planter, bygninger, skrald etc. Den som vandrer, er i direkte interaktion med landskabet og etablerer en kropslig hukommelse der knytter sig til det som er situeret. Nu går jeg ud ad en anden vej. En tanke har strejfet mig. Udtalelsen af ordet ”wander”, får mig til at tænke på ordet ”wonder” (forundring). Usikkerheden om hvilket ord der menes, synes at være en finurlig og passende forvirring i relation til de vage rum. Forundringen er en aktiv mental aktivitet. Her er nysgerrigheden og tvivlen aktører, for en produktiv tanke, der forsøger at arbejde med mening på nye måder. Det mentale og det fysiske mødes i en sproglig forvirring. Et sted mellem situeret kropslig viden og spekulativ forundring over fremtidige verdener, bliver aktiveret af disse vage landskaber.

PRAKSIS

Rum og steder, vi tænker som vage, aktiverer interfererende mønstre mellem det tomme, det vilde og spekulative mentale og fysiske vandringer. Nogle af disse steder, som eks. ”Skoven”, giver konkret indsigt i et antropocænt landskab. Det tomme rum, er svært at begribe men måske endnu sværere at opererer med. I essayet ”Fravær” som jeg tidligere refererede til, skriver Deacon: “I den forstand er vi lidt ligesom vores middelalderlige forfædre, som var bekendte med koncepter som fravær, tomhed og så videre, men kunne ikke forestille sig, hvordan repræsentationen af fravær kunne blive inkorporeret i operationer, der involverede mængder af nærværende ting.” Den amerikanske arkitekt Keller Easterling, er inde på nogle operationelle design-strategier i sin bog Medium Design: Knowing How to Work on the World. Her beskriver hun ”The Interplay of Active Forms”, hvor design er mere optaget af at arbejde med former som ikke fikserer tilstande, men udløser agens og får ting til at ske. ”.., forms orchestrate and interplay between forms. The form is interplay itself. The form is action. The action is form“ De vage rum, er via deres tomhed, en aktiv form der får andre former i spil, et ”interplay”, der både er form, tanke og aktion. Disse steder forsvinder langsomt ud af vores byer og landskaber, eftersom deres værdiløshed er for potent til ikke at spekulere i. Spekulationer afleder typisk en udfyldning af dets tomrum. I stedet for at tænke på de vage rum, som mulige byggegrunde, kunne man tænke dem som læringsrum, som aktive former, der genererer værdifulde nye modeller for at tænke fremtidige rum, og forstå de globale rum og forhold der fremstår fysisk tomme for os. -Essayet tager udgangspunkt i mit fortløbende KUV-projekt om vage rum. Researchen influerer samtidig semesteropgaven på bachelorprogrammet; Kompleksitetshåndtering i Praksis, hvor de studerende arbejder med vage rum, som rum og praksis.

Deacon, T. Fravær i ”Ny Jord nr. 5”. København. Forlaget Virkelig. Oversat fra engelsk af Bror Axel Dehn

Easterling, K. (2021) Medium Design: Knowing How To Work on the World. London. Verso. p. 38

124

KÅRK #40

UNFOLDING Gertrud Rose Jensen Institut for Bygningskunst, by og landskab Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen

How are we responding to void in architecture?

How do we perceive ‘voided space’ in architecture? When we mention “avoid” in a context of not getting involved with something, we tend to think of distance and being intangible. Somehow, we tend to be unwilling to contact a void as if the notation of it is clearly something that is associated with uncanniness or complete emptiness as a lack of pulse. On the other hand, void space is a chance for something to happen; there is an empty space available!

The act of drawing a plan of a building is to sit down and frame what soon will be filled with human actions. On an earlier stage of an architect’s fabrication, is an empty space. The void is in the blank paper before the thick lines outlining walls and opening in walls start the play of programming uses. Perhaps, you will place a table or a chair to fill out the void, symbol of the program of which the human user will be participating.

The act of avoiding the void is essential to all human interaction with the surroundings.

The void inevitably will take place in case of an absence of human interaction with the table or the chair. Unfolding, “a-void” is an action, it is something we do. Architecture influences the way we interact with the surroundings – designing a dancefloor invites people to dance. Architecture also has the ability to hold back all this fullness of activity and give space for something that is not yet present in

We tend to mention the void as the gap. The void is the empty space between the filled spaces. In that sense void spaces are part of the general breathing of architecture - like in croquis drawings are you drawing the silhouette surrounding an object or the carving of the body out of a black void.

Architecture balances the void with the devoid – the beauty of contrasts.

The void is present in the stillness, an absence of movements. Which anyone’s imagination.

is maybe why we fear it so much – the uncertainty.

VOID

125

Byens fortrængte Voids Akadamiets klimagruppe Skrevet af Matilde Lise Houmann, Anna-Therese Olrik og Clara Tarp Larson klimagruppen@kglakademi.dk

Uprogrammerede mellemrum i byen I byen findes forskellige uprogrammerede mellemrum, hvor liv kan få lov at udfolde sig ustyret. Brugerne af disse rum er alle slags organismer og objekter og rummet selv er et brugerstyret sammenstillingsrum, et åbent rum med mulighed for medskabelse. Det er et rum for potentiale. Mellemrummene vil vi her kalde voids. Ikke et tomrum, men et rum med fravær af synlig styring eller programmering. Vi oplever i København en stigende fortrængning af disse voids gennem en stadigt tættere programmering af byen. Byens void kan starte og slutte mange steder og kan findes i mange grader, størrelser og udformninger. Grænserne kan være hårde eller udflydende, livet i dem, tydeligt eller skjult. Vi starter med de af byens voids, der i længst tid har været uden programmering og derfor er blevet overtaget af planter og dyr: de grønne voids.

Man får mulighed for at indgå i en queer ecology* som nonhumansalleredeharetableretidegrønnevoids–mangeplanter og dyr har flere køn eller skifter køn, hver for sig eller sammen, som en del af en formering. Et seksuelt frirum for mennesker vil blot lægge sig i forlængelse af dette.

126

KÅRK #40

Det uprogrammerede og midlertidige i områderne gør, at vi kan bruge dem som frirum fra vores ellers programmerede liv og som ramme bliver de et sted, der inviterer til selvstyrede aktiviteter. Et meget anvendt, men også meget rammende, eksempel på sådanne områder i København er Amager Fælled. Andre eksempler kunne være Vestvolden vest for København, Hullet på Rovsingsgade, Stejlepladsen i Sydhavn. Alle er de grønne områder, der er overtaget af “natur” i større grad end andre steder i byen, og alle er de steder, der giver plads til det uprogrammerede ophold. Det møder vi mange eksempler på i teksten On the Commons*, hvor udvalgte skønlitterære værker, der beskriver Amager Fælled, optræder. Her møder vi blandt andet Niels H. Jensby med en tekst fra sin bog TECHNO*, som fortæller om Amager Fælled som et seksuelt frirum. Det er rummet, det uprogrammerede, uovervågede og frie, der åbner for fællesskabet; det er et sted, der gennem sit fravær af programmering bliver et rum, der virker tiltrækkende på- og opfordrende til aktivitetsformer, der ellers ikke er plads til i den

Det grønne void - “non-humans” og selvgroede økosystemer I de grønne voids får organismer andre end os selv (også kaldet “non-humans”) plads, og økosystemer kan opstå og vokse. Det er levet liv i en ikke-menneskelig form, hvor organismer skaber og dyrker egne såvel som hinandens rammer. Mennesker indgår i den sammenhæng som endnu en organisme, vores kroppe bliver handlende objekter på lige fod med andre kroppe og vi smitter af som alle andre. De grønne voids er områder i og omkring byen, hvor de små liv, som udelukkes i den programmerede og belagte by, kan vokse frem og få plads. Som mennesker er vores ophold i de grønne voids midlertidigt og vores aftryk minimeret gennem det uprogrammerede og kortvarige brug: vi er besøgende. Samtidig med at det giver nonhumans mulighed for at trives, åbner det også områderne som et frirum for os selv.

sneyB e tgnærtrof sdioV

Terrain Vague og feministisk byplanlægning En anden type voids, der også åbner for frirum for mennesker, er et terrain vague. Det er et sted, der tidligere har været indtaget, programmeret eller bebygget, men nu nedlagt eller efterladt og befinder sig i et midlertidigt stadie mellem forskellige, måske endda modstridende programmeringer. Det er et void, som den ordinære by og bebyggelse ikke har overtaget endnu, et urbant stykke land, der står tomt, udefineret og åbent for det, der falder uden for hvad byens øvrige rum og bebyggelse ellers kan tilbyde. København er en meget planlagt by, hvor udviklinger og forandringer i byen sker bevidst gennem lokalplaner og over flere år. Planlægningen af byen er med til at gøre den nemmere og bedre at befinde sig i for den enkelte beboer, men den tilgodeser i højere grad ikke-marginaliserede mennesker, der

Når byen planlægges til at være tilgængelig og inkluderende for nogle, vil den være ekskluderende for andre, for en programmering er også en udelukkelse af det, der ligger udenfor programmet. Der ligger et iboende paradoks i det – vores ønske om at planlægge til alle og vores manglende evne til samme. Der kan et terrain vague stå som et frirum, et mulighedsrum, et alternativ. Det uovervågede element i byens voids, herunder terrain vagues, gør det til et rum uden repressalier og begrænsninger, men også et rum uden sikkerhed og det kan gøre det til en utryg oplevelse at færdes i rummet for nogle, blandt andet som kvinde eller minoritet. Den mangel på sikkerhed og transparens, der kan gøre det utrygt at opholde sig i et void, kan blandt andet feministisk byplanlægning* afhjælpe i den omkringliggende planlagte by gennem mere planlægning og mere programmering. ”Harm reduction” er et eksempel på hvordan man kan planlægge til grupper i samfundet, som ikke bliver tilgodeset i planlægningen normalt, hvor NGO’er som ”The Red Van” arbejder for at skabe

VOID

Det er ikke inkluderende at gøre alt i byen til voids. I stedet må vi forstå, at hver gang vi planlægger til en gruppe, udelukkes en anden.

127

KAPITALISERING AF En meget stærk aktør i byudviklingen er økonomi og kapitalisering af det levede liv. I dag ses øget fortrængning af de omtalte voids, både gennem øget programmering og øget bygningsmasse, drevet af et ønske om en tættere by med flere boliger, men også drevet af bygherrer med kapitalinteresser, der maksimerer antallet af bebyggede kvadratmeter. Ofte vil et terrain vague være et sted man bliver presset ud, fordi man ikke tilgodeses eller accepteres i resten af byen. Det bliver ikke et sted man er helt frivilligt eller af lyst, men et nødvendigt rum for nogle at kunne eksistere i. Rummet er et sted, man kan gemme sig, mødes uden at blive set og bo, når der ikke er andre steder at tage hen. Hvis vi ikke planlægger rum til disse grupper og samtidig fjerner byens voids, vil vi miste disse former for levede liv i byen og menneskene vil blive presset ud. Fjernes ikke kun terrain vagues, men også de grønne voids, fortrænges ikke kun nogle former for menneskelige levede liv, men også nonhumans. Vi må som arkitekter spørge os selv: Hvilken by er det vi gerne vil have og hvad er det for en by København er ved at blive til? Som arkitekter bliver vi nødt til at tage stilling til hvem vi vil skabe rum til. Vi er aktører i byudviklingen og vi må erkende vores positionering og udvise forståelse for den effekt vores handlinger har.

128

KÅRK #40

DET LEVEDE LIV

VOID

129

SECTION

130

KÅRK #40

VOID

131

Unlearned maps Studenter fra kandidatprogram Arkitektur og Landskab (tekst: Torkild Helland Kleppe), Det Kongelige Akademi - Arkitektskolen

Jeg kjenner kartet så godt at jeg nærmest tar det for gitt. Når jeg undersøker et landskap ovenfra, eller forsøker å finne nærmeste supermarked, glemmer jeg at at det konvensjonelle kartet er en konstruksjon. En konstruksjon som bygger på det maskuline subjektets rasjonelle verdensforståelse. Kartene som følger med denne teksten tar utgangspunkt i Københavns hav, kyst- og øylandskap. De forsøker å utfordre våres syn på verden. Ikke bare ved å se kritisk på opplysningstidens arv, men også våres bias som det landbaserte vesen mennesket er. Her kartlegges havet som et tredimensjonalt rum, fuglenes flyktige tilværelse eller kroppens og algoritmens forståelse av et landskap. Det er noen merkelige tegninger. Men det er også en merkelig virkelighet. Kartene er tegnet som en del av Ph.D.-stipendiat Maja Zander Fiskers forskningsprosjekt.

132

KÅRK #40

Wet new world, Torkild Helland Kleppe

MASTER

133

jeg står på kanten og føler grænsen mellem dette sted, og stedet overfor er trukket op. jeg føler mig fanget.

jeg vakler mellem vand og land mens jeg opbygger ideer om deres virkelighed. ø’erne synker og forsvinder, vandkasteller der opløses og trigger et synsbedrag

på molen står jeg og spejder efter land der ikke kan ses, og forestiller mig livet et andet sted

Jeg står og kigger på et mikrokosmos der facinerer mig og vækker drømmesyn om magiske fænomener

positioner hvor utilgænglighed opleves 1. grænser 2. facination 3. vandkasteller 4. umuligheds rum 5. forestillinger

myten om tilgængelihed

i dybets mørke trækker jeg urealistisk vejret. i dette umulighedsrum føler jeg mig isoleret på trods af at livet svøber mig ind.

ødelægges mystikken når man betræder noget? bristes drømmen når det utilgængelige bliver tilgængeligt?

Positioner hvorfra utilgængelighed opleves, Anne Sofie Lok

134

KÅRK #40

Untitled, Hanna Ungar Felding

Ny jord på fredet land, kartografi over et konstrueret landskab, Josefine Bols

MASTER

135

MOTO

SK OV

SHELTER

Skrædderholmen 2.0, Amalie Rosenkrantz Hölmich

Flokke og huller, Esther Fröhlich

136

KÅRK #40

Kartografi af et Ocean, Sebastian Brix

MASTER

137

Play Fountain Hui-Yi Yang and Olga Karlander The Royal Danish Academy - School of Architecture master programme: Spatial Design

138

KÅRK #40

The play fountain. Here the plastic flowers grow.

Behind the hedges there are children playing by the fountain

In a backyard in Brøndby there is a fountain that is also a playhouse There the children are playing The parents are having hygge time Father is grilling Mother is making pandekager On their hygge porch Beneath them the children water the flowers They water each others rubber boots In fall they jump in the puddles and in spring they look at the flower buds and bumblebees They transport flowers in their little wheelbarrows In the garden they play by the swings They jump on the trampoline They climb the play fountain And they climb in underneath it and peep out at their parents sitting on top Tugging its plastic flowers The fountain is warm when the weather is cold. And when the weather is hot it cools them off from the radiant summer sun The fountain is shiny and has colours like a toy Inside there is water falling from one step to the other and in some of the steps filled with water there are little fishies swimming around They look at the fishies as they sit on the warm steps They enjoy their pandekage and the garden with its puddles and its secrets and its mysteries They enjoy their play fountain

Among the scattered toys the children are lying down on the fountain - they feel the warm temperature and looking at the fishies swimming in the tanks

MASTER

139

Holbæk Renseanlæg

I den moderne by har rensningsanlæg, en del af vores samfunds økøsystem, ingen plads tæt på menneskelig akitivitet. De ønskes lokaliseret i periferien af vores byer, og tilbyder ikke en æstetik der ønskes i en bymæssig kontekst. I takt med byers udvikling rykkes de kystnære rensningsanlæg, som tidligere befandt sig i et industrielt miljø, ud af byen, så der kan frigøres plads til boligspekulation. Eksisterende bygninger nedrives, fundamenter bankes i stykker og forurenet jord udgraves før et nyt fundament støbes. Dette er en meget omkostelig proces både penge- og miljømæssigt foruden omkostningerne ved at opføre et lignende anlæg et andet sted. Med projektet ønsker vi at afsøge potentialet i at bevare Holbæk Rensningsanlæg på sin nuværende placering begrundet af en lyst til at udfordre idéen om at en så nærværende og nødvendig teknik flyttes ud af sind og syne samt den potentielle klima mæssige gevinst ved en bevaring. Tillige skønner vi, at der findes en arkitektonisk kvalitet i at krydsprogrammere teknik og rekreation. Visionen om at omdanne rensningsanlægget til et rekreativt område som bliver en integreret del af byen, kan også danne præsedens for andre projekter i byer med samme udfordringer.

Frederik Lykkeberg Larsen og Sune Lund Bunke Det Kongelige Akademi - Arkitektskolen kandidatprogram: Bosætning, Økologi og Tektonik 2. semester

140

KÅRK #40

Plan

MASTER

141

Udsnit 1

142

Udsnit 3

KÅRK #40

Udsnit 3

MASTER

143

“(...) der fi krydspro

Renderinger

144

KÅRK #40

findes en arkitektonisk kvalitet i at ogrammere teknik og rekreation.”

MASTER

145

Rom for kontemplasjon og ritualer En transformasjon og reprogrammering av en festning på Vestvolden

Juliette Ringrose Kandidatprogrammet Arkitektur, Rom og Tid Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen Avgangsprosjekt

Et nytt underjordisk romforløp hekter seg på en eksisterende festning på Vestvolden. En hvit kuppel lander som en fremmed form på festningsøyen og henviser til et nytt program, et kapell, som inntar forsvarslandskapets klare linjer. Kapellet er en utvidelse og en nyfortolkning av de romlige og sanselige kvalitetene vi har arvet fra forsvarsarkitekturen. En tunnelbro skjærer gjennom vollen, lander på festningsøyen, snirkler seg ned til kuppelen og tilgjengeliggjør de seremonielle rommene. Festningsøyen er en lukket hjerteform som gjemmer seg vekk fra den bynære konteksten. Ved å skjule seg fra sine omgivelser kommer omgivelsene til syne på en ny måte. Øyen er omringet av høye trær som skyter opp i himmelen. Fra øyen kan man høre bilsusen fra veiene og skimte byen omkring, samtidig som man er godt gjemt vekk bak voll-landskapet i Husum. Den eksisterende festningen, Dobbeltkaponiere XXI kamuflerer seg i jord og busker og består av en punktert serie med små, mørke rom. Transformasjonen skaper nye forbindelser, og fremhever kontrasten mellom de mørke underjordiske rom og det lyse landskapet.

146

KÅRK #40

Bygning i fugleperspektiv

Vestvolden er et artifisielt landskap som strekker seg 14 km langt og omkranser København. Dengang festningsanlegget sto ferdig, hadde den allerede blitt utdatert av ny teknologi, og har på denne måten aldri kunne levd opp til sitt formål. De nye rom for kontemplasjon og ritualer kan forstås som en destinasjon på Vestvolden, men også som et fellesrom som kan aktiveres av lokale krefter. Det kan fungere som et festlokale for haveforeningen, et møtested for eldre og et klubbhus for unge fra Nørre gymnasium. Kapellet drives av en visevert og er åpent for alle former for tro. Kapellet streber etter å både rumme en hverdagslig stemning med plass til kaffe of kake, og en mere dramatisk stemning som kan romme seremonier som markerer viktige overganger i livet. Ritualet spiller en viktig rolle i programmeringen av kapellet. Ritualet forstås i en bred forstand, som en handling kroppen utfører som har en særlig betydning. Ritualet har evnen til å forene individet med noe større, særlig i dette tilfellet i form av et større

landskap. Ritualet kan også tenkes som en drivkraft for felleskap i en sammensatt bydel. Kontemplasjon innebærer de individuelle opplevelsene kapellet tilbyr. Sitet ble i første omgang undersøkt gjennom punkskyen og en lagdelt tegning. Punktskyen fungerer på flere plan: punktskyen differensierer ikke mellom materialer og hjelper oss med å lese og forstå det bygde og det grodde som et sammenhengende landskap. I dette tilfellet fungerer punktskyen også som en måte å tegne frem det som skjuler seg i mørket, og finne nye motiver og blikk. Den lagdelte tegningen er en kartlegging av sitet som beskriver og fletter sammen flere skalaer og undersøker relationer mellom kropp, bygning og landskap. Tegningen brukes som et verktøy til å finne nye lesninger av stedet ved å kombinere overblikket med det sansenære. “Rom for kontemplasjon og ritualer” er en stedsspesifikk undersøkelse av lys, mørke og landskap.

MASTER

147

148

KÅRK #40

Den lagdelte tegningen: Lag 1 og 2 Situasjonsplan

MASTER

149

150

KÅRK #40

Snitt

Oppstalt

MASTER

151

Visualisering av punktskyen

152

KÅRK #40

Visualisering av kuppel fra innsiden

MASTER

153

Dæmpegård Dæmpegård, en af Danmarks ældste skovridergårde fra 1788, står i fare for at blive nedrevet. Studerende og opmålingslærere på kandidatprogrammet Kulturarv, Transformation og Restaurering Det Kongelige Akademi - Arkitektskolen

1. Bygning VI, snit CC, 1:50 2. Bygning IV, snit AA, 1:50

154

KÅRK #40

I Efteråret 2021 skal 70 elever på kandidatlinjen Kulturarv, Transformation og Restaurering fra Det Kongelige Akademi have semesteropgave her. I en måned var klassen med lærere Thomas Kampmann og David Sture på gården for at registrere og måle op. Som en del af opmålingen blev der lavet 3D scanninger af alle bygningerne i plan, opstalt og snit, udført med en Leica BLK360 laserscanner. MASTER

155

Unlearned maps This is a sub heading

Torkild Helland Kleppe

3. Bygning I, snit CC, 1:50

156

KÅRK #40

MASTER

157

158

KÅRK #40

4. Bygning I, plan 2. etage, 1:50 5. Bygning I, plan 1. etage, 1:50 6. Bygning I, snit BB, 1:50 (udsnit)

MASTER

159

SECTION

160

KÅRK #40

MASTER

161

162

KÅRK #40

KÅRK ANBEFALER KÅRK har i denne udgave kuratert et utvalg anbefalinger fra oss i redaksjonen, samt venner og bekendte av KÅRK.

Lyt,

lær,

læs,

oplev!

Gå på opdagelse i noe nyt, og ikke glem nysgjerrigheden.

KÅRK ANBEFALER

163

«Norsken, svensken og dansken» og arkitektskolens pan-skandinaviske drøm Ilse Svortevik Hviding, kandidat studerende på Arkitektskolen Århus tidligere redaksjonsmedlem i KÅRK

Tilstrømmingen av nordmenn og svensker til Det Kgl Akademi og Aarhus arkitektskole har dannet grunnlag for en pan-skandinavisk utopi. I dette miljøet hvor ulike kulturelle utgangspunkt og konsensus møtes i en felles kontekst og med en felles form for tilpasset språk, kommer forskjellene mellom oss til uttrykk. Det er tross alt noen signifikante forskjeller, til tross for at de i et internasjonalt perspektiv virker ubetydelige. I dette miljøet har jeg blitt konfrontert med hvordan mine holdninger er farget av min oppvekst i Norge, dessuten hvordan noen av de holdningene nå har endret seg etter å ha bodd flere år i Danmark. Åsa Linderborg, Hilde Sandvik og Hassan Preisler representerer hvert sitt land, men også forskjellige bakgrunner, verdier og politiske standpunkt i deres podcast eller «pan-skandinaviske familieterapi». Gjennom å reflektere rundt og utfolde aktuelle debatter og saker fra de tre landene, konfronterer de også mange av de kulturforskjellene jeg har møtt på skolen, og jeg har nytt å høre dem utpensle, fordype seg i og le av dem. For eksempel i samtaler om hvorfor mange svensker er mer opptatt av å være politisk korrekte, eller hvorfor «me too» bølgen kom så sent til Danmark. Gjennom en bedre forståelse av nasjonale tendenser i Sverige og Danmark, og av hvordan dansker og svenskers kulturelle utgangspunkt er annerledes fra mitt eget, har jeg blitt mer reflektert rundt mitt eget utgangspunkt. Jeg vil anbefale denne podcasten ikke bare fordi det er en

164

KÅRK #40

Hvorfor et digt om brystmælk får mig at reflektere over økologier Beata Hemer Studieadjunkt ved PA:CS, Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi – Arkitektskolen

Jeg vil anbefale en digtsamling af den amerikanske forfattere Juliana Spahr - That Winter the Wolf Came. Det er en antikapitalistisk og økofeministisk bog der handler om politibrutalitet og demonstrationer, om kærlighed og fugle, om olie og brystmælk – og hvordan alt står i relation til hinanden. I flere af digtene findes en intim og hverdagslig version af katastrofen, f.eks. i digtet “Tradition”, hvor en mor ammer sit barn og digtet er optaget af brystmælken der er kontamineret af “engine oil additives” og “plasticizers”. At læse teksterne minder mig om hvordan begrebet natur er fuldstændigt ubrugeligt i en slags giftig økologisk intimitet, hvor alle dele af naturen – dens skønhed og dens giftstoffer – slipper ind i vores indre, og hvor disentanglement ikke er en mulighed. Jeg vil helt klart anbefale at teksterne læses højt, så at rytmen og orden kan mærkes. Og læs dem gerne sammen med nogen. Juliana Spahr er en af redaktørerne bag Commune Editions, der blandt andet publiceret That Winter the Wolf Came, og lagt den op til fri download: https://communeeditions. com/that-winter-the-wolfcame-juliana-spahr/

To anbefalinger til at lytte! Anne Pind Arkitekt MAA, ph.d.-stipendiat ved Institut for bygningskunst og kultur, Det Kongelige Akademi – Arkitektskolen

LYT TIL LAURIE! Hold pause i vintermørket i Laurie Anderssons eksperimenterende lydunivers. Lyt til Laurie, mærk hvordan hendes stemme folder sig ud mellem tekst, tale og sang. Når jeg trænger til energi, til at bevæge mig med lukkede øjne, så går jeg tur med Laurie.

Jordforbindelse Nicolai Bo Andersen, Professor MSO, Arkitekt MAA, programleder Kultur, Transformation og Restaurering, Det Kongelige Akademi - Arkitektskolen

“You’re walking. And you don’t always realize it, but you’re always falling. With each step you fall forward slightly. And then catch yourself from falling. Over and over, you’re falling. And then catching yourself from falling. And this is how you can be walking and falling at the same time.” - Fra Walking and falling, Big Science, 1982

Planeten lider og det samme gør dens beboere. Hvis verdens befolkning på knap 8, snart 9 milliarder mennesker skal have samme levestandard som danskerne er der behov for ikke blot en, men hele fire jordkloder. Alligevel bliver vi ved med at købe flere ligegyldige ting og konstruere flere spektakulære bygnings-koncepter i en stadig ringere kvalitet. Det er som om menneskene som bevidstløse medløbere i den konstant accelererende brug-og-smidvæk-kultur har mistet jordforbindelsen i en rastløs jagt på øjeblikkelig nydelse. I stedet for at efterstræbe ting vi alligevel ikke rigtig har brug for foreslår jeg at vi investerer i smukke og holdbare ting der gør os klogere og skynder til omsorg. Jeg vil anbefale bogen ”Jordbo: En ledsager i uregerlige tider” skrevet af kultur-geografen Emmy Laura Perez Fjalland. Bogen handler om at vække nysgerrigheden for vores omgivelser og indeholder kapitler med f.eks. refleksioner over stedsans, en opskrift på brændenældeminestrone og anbefalinger af relevant litteratur. Tjek også Emmy Lauras ugebrev ”Jordbo” der udgives hver søndag af Føljeton.

TEKSTØKOLOGI Hvordan er en tekst også økologi? Og stopper en tekst nogensinde? Det er et spændende spørgsmål når man læser tekster rumligt og analyserer dem på kort afstand. Det gør Timothy Morton sammen med en gruppe litteraturstuderende i den fremragende podcast Litterature and Ecology fra 2008.

KÅRK ANBEFALER

165

166

KÅRK #40

Romanens mørke bliver, om jeg så må sige, oplyst indefra af McCarthys utrolige beskrivelser af den naturlige verden, som Glantons bande bevæger sig igennem. Af landskabernes

Bogen, som er McCarthys hovedværk, følger den rastløse strejfer The Kid, som i midten af 1800-tallet slutter sig til The Glanton Gang, en bande regeringsudsendte skalpejægere omkring den amerikansk-mexikanske grænse. Snart jager de imidlertid alt, der bevæger sig, opslugt i en blodrus med den elskværdigt smilende dommer som det naturlige centrum.

Den slags lejrbålstaler holder dommer Holden, skurken over dem alle i Cormac McCarthys episke western-roman Blood Meridian or The Evening Redness in the West. Dommeren er stor, hårløs, med barneansigt, udsøgt dannet, veltalende, en fantastisk danser og har en tilsyneladende endeløs viden om alt i denne verden. Læg dertil hans forsmag for meningsløs vold, og du har én af de mest djævelske karakterer, denne anbefaler nogensinde er stødt på. Og måske aner du endda, hvis du har den slags tilbøjeligheder, i dommeren en uncanny inkarnation af hele det vestlige, fremskridtsmoderne projekt.

Sandheden om verden er, at alt er muligt. Havde vi ikke set det hele fra fødslen og dermed drænet verden for sin særhed, ville vi se den som det, den er: Et hatte-trick, en feberdrøm, en trance fyldt med kimærer, et omrejsende karneval, et cirkus, hvis endelige destination, efter mangt et stop på mangt en mudret mark, er ubeskrivelig og katastrofal uden grænser.

Petr Møller Rasmussen Arkitekt MAA, ph.d.-stipendiat ved Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi – Arkitektskolen

Cormac McCarthy: Blood Meridian or The Evening Redness in the West

McCarthy, Cormac. 1985. Blood Meridian or The Evening Redness in the West. New York: Random House.

Og i den forstand er bogen, trods al håbløsheden og mørket, en relevant og kritisk manifestation af modstand. Mod hvad? Mod kollapset af en etisk dimension til simple moralske modsætningsforhold, klar til at blive pakket, kommunikeret, markedsog gennemført. Og mod den dræning af verdens særhed, som alt for ofte følger med sådan en praksis, også i arkitekturen. Læs den, hvis du tør.

Det kræver således ikke meget fantasi at se romanens relevans i dag: Som et dokument af - og netop ikke om - økologisk tænkning, som en elegi, som en tabs- og taberhistorie, der aldrig belærer eller dømmer, og som måske netop derfor viser os muligheden af en alternativ menneskelig forholden-sig, hvis eneste, skrøbelige belønning er resonans, hvis betingelse er sårbarhed og hvis midler er poetiske.

Romanen er allegorisk og trækker tungt på især Dantes Guddommelige Komedie, Miltons Paradise Lost og Melvilles Moby Dick. Hvis sidstnævnte kan tages til indtægt for den tanke, at Amerika er bygget på et fundament af blodtørst, grådighed og ødelæggelse, så udvider McCarthy tilsyneladende argumentet til at omfatte hele det menneskelige projekt.

geologiske dybde, af deres alder, som vi fornemmer i teksten, af deres indifferens over for det menneskelige, af deres summen af mysterier. Og af romanens beskrivelser af menneskers relationer til dyr, af dyrenes egen skønhed i landskaber, a resonance like music, som det hedder et andet sted hos McCarthy. Følelsen af resonans - det at berøre og berøres på tværs af en afstand - er romanens store forsvar for en udsat, relationel og poetisk modus af historiefortælling i en organisk verden, der aldrig virkelig kan, og endnu mindre bør, drænes for sin særhed.

Jesper Dalgaard: Kandis For Livet Petr Møller Rasmussen Arkitekt MAA, ph.d.-stipendiat ved Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi – Arkitektskolen

Hvis nogen går og bekymrer sig om, hvorvidt arkitektfaget bliver reduceret til ejendomsmægler-drevet cateringvirksomhed for konformitetssøgende luksusforbrugere - og om det vigtige arkitekt-krydderi i den forbindelse har suspekte noter af dannet elegance, raffinerede materialeholdninger og en vis asketisk ægthed i stemning og atmosfære - ja så kan det være forfriskende at tage a walk on the wild side med Kandis-Johnny og hans brogede entourage. Det er en wild side, hvor autenticitetsbegrebet er imploderet og hvor heste, pools, cowboystøvler, merchandise (og rigeligt af det), bål, traktorer, karruseller og lastbiler findes mellem hinanden uden nogen særlig ambition om at samle sig til en helstøbt eller ægte (i forstanden grundlæggende, autentisk) æstetisk kultur. Filmen er cinematografisk ambitiøs og tilsvarende smukt filmet og klippet, den er med andre ord en slags kunstdokumentar, og den er ægte rørende. Ikke alene kommer vi forbi opløftende locations som omrejsende tivolier, en landbrugsbedrift, havnefester i provinsen og et bryllup i et autoværksted. Vi kommer også i kontakt med måder, mening og tankemønstre, som er langt fra det privilegerede samfunds midterspor. Ultimately, our real home is our life, skriver digteren Etel Adnan. Når Kandis er for livet, er Kandis også en foruroligende udgave af hjemme, som aldrig kan styres helt i mål, fordi det - måske tvunget af nødvendighed - overskrider en indskrænket, designet og komfortabel reduktion af ‘hjem’ til

de fysiske rammer om det gode - og evindeligt optimerbare - liv. Hjemme er det sure og det hvinende søde, det længselsfulde, dekoration og effekter, glitter, røg og spejle: Hjemme er udsat, fordi livet er udsat. Det er hjemme uden design-anæstesi, liv uden den emotionelle stabilitet, som æstetisk, økonomisk og social sikkerhed giver. Og det er liv udsat for følelser, gerne så pompøse som muligt, kitsch eller ej. Og er der ikke en fantastisk økonomi i dette? I at kunne stille sig tilfreds og sige, Kandis har fuldendt mit liv, det kan simpelthen ikke blive bedre. I at sangen og den glæde, den ankommer med, kan lyse vores materielle vilkår op, selv hvis de er beskedne, gøre dem sekundære i en vis forstand, gøre dem til baggrund eller soundtrack for det, som egentlig er livet? Og måske forklarer det forkærligheden for det dekorative: De fysiske rammer er alligevel kun til pynt, så hvorfor så seriøs? Vi har alle sammen brug for at udvide hjemmezonen, brug for alternativer til at polstre os. Vi har brug for at lære at være hjemme i de mindste ting, i de omkvæd vi nynner, af lyst eller af nød, i musikken fra bilradioen, i LED lyset fra forlystelserne, cause you and I / we were born to die. Så lyt til kaldet fra skyggerne og vær solidarisk med det: Vi, arkitekterne, har mest af alt brug for at lære, hvad det vil sige ikke at have styr på det hele. Vi, jeg, du som læser dette, tabere eller vindere, sad girls, fans, de trofaste, de sørgmodige, de enfoldige, de tillidsfulde og de bedrøvede, selv ejendomsmæglere, et broget entourage, vi har mere tilfælles end du kan lide at forestille dig. Så spørg ikke, hvem spiller Kandis for, de spiller for dig.

KÅRK ANBEFALER

167

asBUILT

Delta i EASA Summer School!

Mia Christina Forslund, bachelor i arkitektur fra Det Kgl Akademi tidligere redaktør i KÅRK

Kaja Dons Petrusson, bachelor studerende på Det Kongelig Akademi nåværende redaktør i KÅRK

asBUILT serien fra Pax forlag slår et slag for den fælles arkitektur. Vi som arkitekter og arkitekturstuderende skal blive bedre til at dele erfaringer og derved afmystificere den kreative proces i faget. asBUILT giver et komplet indblik i tilblivelsen af en række udvalgte værker. Ved at fremhæve oversættelsen fra koncept til fysisk objekt, og fra tegninger til færdig bygning, etablerer bøgerne et rum for udveksling af erfaring. Et transparent indblik i tegnestuernes processer. Hver udgivelse fokuserer på et værk som har haft betydning for norsk samtidsarkitektur. Tegnestuerne laver deres egen udgave af bogen på baggrund af Pax formatet.

Hvis man er nysgjerrig på hva som rører seg blant andre arkitektstudenter utenfor Skandinavia, er muligheten for å delta på sommerskole arrangert av EASA - European Architecture Student Assembly, noe man burde notere seg. En helt spesiell opplevelse!

Under normale omstendigheter arrangerer EASA en sommerskole med 500 arkitektstudenter fra hele Europa. Det lyder vildt. men det planlegges i to år av frivillige, og går på rundgang mellom landene som finner et spennende sted å samles og avvikle workshops. I år, på grunn av Covid-19 ble det arrangert flere mindre “satelitt”-workshops rundt omkring i Europa. Engasjerte studenter fra de baltiske og skandinaviske landene planla å møtes på den gamle militærøyen Isosaari i skjærgården utenfor Helsinki. Det var en uke fylt med mange inntrykk, sauna, foredrag, performances, spennende

asBUILT gør arkiverne offentlige og giver os mulighed for at dyrke tegningens sprog. D. 21. december udkommer tre nye udgaver og serien runder dermed sin femogtyvende udgivelse.

workshops og mange gode, lange måltider sammen på langbord . Et sted hvor fellesskapet fikk plass og nye erfaringer og refleksjoner oppstod simultant. EASA bringer med seg noe helt spesielt. Det er en gyllen mulighet til å stifte kjennskap til andre arkitektstudenter på tværs av landegrensene, og få inntrykk av hva som rører seg utenfor sin egen skole, samt utveksle faglig erfaring og interesse. Et sted for nysgjerrighet, engasjement og åpenhet.

asBUILT 23, Nipe Summerhouse, Carl-Viggo Hølmebakk, essay Willfried Wang. asBUILT 24, Stormen Bodø, DRDH Architects, essay Knut Longva. asBUILT 25, Finansparken, Helen og Hard, Saaha, essay Thomas McQuillan.

EASA beskriver følgende: Organized by students for students EASA offers a unique framework for education, accommodating a non institutionalized form of teaching, learning and exchange. A horizontal learning process where decisions are made upon consensus, EASA gives a chance to experience architecture in a way that universities are yet not providing. Bringing students to a certain context, defined by the location and theme of the assembly, where they have to raise architectural questions themselves and investigate them through the eyes of all European cultures simultaneously.

Alle bøgerne er engelsksprogede.

Hvert forår er det påmelding for det kommende års workshop.

168

KÅRK #40

Les mer om EASA:

https://www.easanetwork.org/faq @easadenmark

Foto fra EASA Summer School på Isosaari, Helsnki i juli 2021

EASA - European Architecture Student Assembly er en plattform for kulturell og faglig utveksling, bestående av 49 land i Europa. Et non-profit initiativ som oppstod i 1981 i Liverpool, England, etter ønske om en alternativ utudannelsesplattform i kontrast til de statlig, tradisjonelle arkitektskolene.

Davids Samling ligger lige ved Kongens Have, på Kronprinsessegade 30-32 og der er gratis entre. Det er i sig selv et lille vidnesbyrd om det særlige ved dette sted – en tidligere højesteretssagfører og erhvervsmands kunstsamling i et finere byhus i det centrale København, nu drevet af en erhvervsdrivende fond stiftet af C.L. David femten år før hans død. Så snart man træder ind, er man i en verden hvor kvalitet er en selvfølge, og omhyggelighed og ro er en dyd. Her er ingen kedsomhedsknap og oplevelsesøkonomi, men viden og indsigt stillet gratis til rådighed for den, som har tålmodighed til at fordybe sig. Museet er netop hvad det lover: en samling. Gennem en elegant trappeopgang med en overdådig opsats af blomster og fornemmelsen af at være på besøg i et privat hjem, kan man gå på opdagelse på de 4 etager. Min grund til at skrive denne anbefaling er de øverste etager, men det giver en særlig kontrastfyldt oplevelse at besøge etagerne med den ældre europæiske samling af møbler, fajance, skulpturer og malerier inden man forsvinder op og ind i de labyrintiske rum, som udgør den islamiske samling. Den islamiske samling, der i en international sammenhæng er museets vigtigste, udgøres af udsøgt kunsthåndværk fra det 7. århundrede og frem til midten af det 19. århundrede fra et område, der strækker sig fra Spanien i vest til Kina i øst og fra Usbekistan i nord til Yemen i syd.1 Og det er ikke så lidt. Overvældet af den store rigdom af objekter og

Til gengæld finder man så af og til et objekt, som tryllebinder og fastholder opmærksomheden. Personligt er jeg vild med miniaturesamlingen hvor elegant detaljerede3 montre og skuffer gemmer på små overdådige og uhyre detaljerige malerier og illustrationer. Her skal man selv tænde et sparsomt, fokuseret lys på hvert lille værk, og man står således i sin helt egen fortættede verden. På ganske få kvadratcentimeter fortælles der om arkitektur, rum, haver, levede og opdigtede liv i en historisk tid og kulturkreds, som er så vigtigt at kende til, hvis man vil forstå vores egen historie og kultur. Selvom Davids Samling ikke direkte handler om arkitektur, finder man detaljer, fragmenter og geometrier nok til at fylde mange sider i skitsebogen eller det mentale inspirationsrum. Varmt anbefalet! 1

https://www.davidmus.dk/samlingerne

“in a state of distraction” kan man læse mere om i Walter Benjamin’s

Islamisk samling, Mogulernes Indien,

Anne Romme, Arkitekt M.Arch. Ph.D., lektor, programleder på Finder Sted ved Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelig Akademi - Arkitektskolen

grundig information om dem alle sammen, bliver man næsten nødt til at besøge samlingen in a state of distraction.2

berømte beskrivelse af den moderne oplevelse af kunst i essayet ”The Work Of Art In The Age Of Mechanical Reproduction” fra 1935 3

Indretningsarkitekturen af miniaturesamlingen er tegnet af Wilhelm Wohlert (1920-2007)

Corpus podcast Selma Levinsen Bachelorstuderende ved Institut for Bygningskunst og Kultur, Det Kongelige Akademi – Arkitektskolen

Corpus podcast #12: I denne podcast om kunst og kunstprocesser lytter vi til en

for følsomhed.

samtale mellem Corpus og koreograf Tina Tarpgaard om

Man har tid til at

danseforestillingen Corpus Dogma #2 - On The Other Hand. De

bemærke

taler om sansning, tilstedeværelse og tomrum. I forestillingen var

andet, det som

scenografien defineret på forhånd, og Tina Tarpgaard arbetjdede

ikke

med kroppens placering i rum og tid. “Rummet har talt til [hende]

siger hun.Lyt til denne podcast for at høre mere om koreograf

som en krop, som en sjette krop”. En del af forestillingen var

Tina Tarpgaards arbejde med Void, og om hvordan Void i en

usynlig for publikum, og Tina Tarpgaard arbejdede nøje med,

forestilling kan vække sanser og opmærksomhed og skabe et

hvornår danserne skulle fylde eller ikke fylde tomrummet ud.

nyt blik på menneskekroppen og verden omkring os.

det der”,

“Når man lader sig falde hen i det Void, findes en anden form

KÅRK ANBEFALER

169

Foto: Pernille Klemp

Davids samling

170

KÅRK #40

MASTER

171

Internship Would you like to make a positive impact on the world – through architecture?

If so, here is an opportunity for you to join our team. You will get to work on high-profile projects across Scandinavia and experience what it means to create a measurable and discernible impact through architecture. Because, for more than 20 years, we have worked with architecture, not just to create beautiful buildings but to improve how we all live, learn and work – and all the things in between. Check out our internship programme and see what we have on offer at aart.dk/karriere

172

KÅRK #40

ANARK tilbyder desuden aftenkurser med fokus på kreativ udvikling. Besøg www.anark.dk for mere info eller kontakt os på anark@anark.dk

ANARK BYGGEWORKSHOP SOMMEREN 2022 Kom med ANARK på et konkret byggeprojekt, hvor du introduceres til direkte rumlig skitsering i 1:1. Kom helt tæt på arkitektfagets grundlæggende praktiske discipliner og primære problemstillinger. Du vil komme til at bo og arbejde på stedet sammen med dygtige håndværkere.

SKOLE FOR ARKITEKTONISK OG KUNSTERISK UDVIKLING MASTER

ANARK 173

174

Det lønner seg å være fagorganisert under studietiden Det er ingen tvil om at det lønner seg å være organisert i Arkitektenes fagforbund (AFAG) som arkitektur- eller designstudent. I tillegg til å tilby markedets billigste studentforsikring, får du som studentmedlem tilgang på gratis rådgivning innen jus og karriere, invitasjoner til relevante kurs og sosiale arrangementer og tilgang på årlig lønnsstatistikk med lønnsanbefalinger for studenter. På toppen av det hele kan du søke om reisestipend i forbindelse med diplomarbeid. Studentmedlemskapet i AFAG koster fra 400 kr i året inkludert forsikring. Du kan lese mer om Arkitektenes fagforbund og dine medlemsfordeler på www.afag.no

Gjør som 5400 arkitekter før deg - meld deg inn i Arkitektenes fagforbund

Arkitektenes fagforbund (AFAG) er et fagforbund for personer med mastergrad eller tilsvarende innen arkitektur, planlegging, kunsthistorie og design. Forbundet organiserer også de som driver egen virksomhet samt studenter. AFAG har over 5400 medlemmer og er tilsluttet hovedorganisasjonen Akademikerne. AFAG har som mål å arbeide for gode lønns- og arbeidsforhold gjennom ordnede avtaleforhold, å yte medlemmene bistand i tvister med arbeidsgiverne og å arbeide for full sysselsetting.

BACHELOR

175

inde

index

dex

Editors: Christoffer Gert Gertrud Rose Jensen Karoline Haugaard Kaja Dons Petrusson Sarah Smidt Martinez Layout: Amanda Floer Christoffer Gert Freja Lassen Frida Ravn Abildgaard Gertrud Rose Jensen Irja Liese Planck Henning Isabel Frølund Jennings Kaja Dons Petrusson Laurits Thingholm Olivia Tofte Abelin Sissel Højmark Esbensen

Format: 200x265 mm Paper: 120 g multioffset, 130 g multiart silk Cromocarton Invercoate Ceato Font: Space Mono (https:// velvetyne.fr/) Times New Roman IvyPresto Neue Haas Grotesque Print:

Editorial Team: Anders Rovsing Andreas Dahlgaard Andreas Roald Amanda Floer Caroline Hjort Lehmann Christopher Akerman Freja Lassen Frida Ravn Abildgaard Gustav Heltoft Helena Bjørn Aaskov Irja Liese Planck Henning Isabel Frølund Jennings Jakob Ravn Abildgaard Karoline Mutinta Karen Møller Rasmussen Laurits Thingholm Lukas Høye Hammerlin Laura Emilia Tyrrestrup Laura Bøgesvang Sørensen Mathea Louise Rognerud Mohammed Sbeih Olivia Tofte Abelin Rebecca Lund Sørensen Sissel Højmark Esbensen Selma Lindholm Levinsen Sofie Amalie Christensen

176

Mediagraphic Aps. Cvr. nr. 37108030 +45 60 57 88 14 info@mediagraphic.dk Merkurvej 2, 4200 Slagelse Danmark

KÅRK #40 December 2021

Contact: kaark@stud.aarch.dk Social Media: @kaark_magasin issuu.com/kaark facebook/kaark

Send your thoughts and contributions to: kaark@stud.aarch.dk We are looking for contributions related to the theme, but also for the bachelor- and masters section outside of the theme. It can be anything from thoughts, a single photo to full projects and articles or critical essays. Please send selections of your work as pictures as JPG / PNG and text and captions as word files, along with full name, school, teaching programme, semester etc.

Thanks to: Aarhus School of Architecture Exners Plads 7 Aarhus C Royal Academy - School of Architecture Phillip De Langes Allé 10 1432 København K

177

178

KÅRK #40

MASTER

179

KÅRK 40

KÅRK