3 minute read

Nu kan du få rådgivning om faciliteter

Driller låsesystemet, bliver klubhuset oversvømmet i stormvejr? Er der for højt til den øverste hylde i kajakstalden, eller er naboens bådebro gået i stykker og er til fare for alle i en glasfiberbåd?

DKF har sammen med DFfR (Dansk Forening for Rosport) ansat facilitetskonsulent Kamilla Ryding, der kan hjælpe dig med spørgsmål af denne type og meget mere.

Står I f.eks. over for at skulle have et nyt klubhus eller renovere det gamle? Mangler I gode løsninger til opbevaring af jeres kajakker? – Uanset hvad, så vil jeg forsøge at rådgive jer på bedste vis, f.eks. ved at give råd og vejledning til hvilke puljer og fonde, der er gode at søge, hvad man med fordel kan fokusere på i en fondsansøgning, og hvordan man søger tilladelser til byggeri, forklarer Kamilla Ryding. Hun fortsætter: – Vi vil også gerne støtte jer i kontakten med f.eks. jeres kommune, hvis dialogen er gået i hårdknude eller, hvis I har brug for vores støtte for at give jeres henvendelse mere tyngde.

Smart kano- og kajakopbevaring I DKF har vi været i kontakt med flere klubber, som har udfordringer ift. opbevaring af deres kanoer og kajakker. Vi har derfor fokus på at kunne rådgive omkring, hvordan man som klub bedst og smartest kan opbevare kajakker, pagajer og øvrigt udstyr. Det gælder både, hvis klubben har egen bygning eller lignende til rådighed, og hvis klubben ikke har egne faciliteter og derfor skal låne eller leje plads andre steder, hvis der er udfordringer med at få plads på havnearealer osv.

– Har din klub fundet frem til en god og smart løsning på opbevaring af kajakker og øvrigt udstyr, hører vi derfor meget gerne fra jer, siger Kamilla, der også gerne vil kontaktes, når klubber oplever udfordringer med at få opbevaret kajakker, ikke får stillet opbevaringsplads til rådighed af kommunen eller har problemer med at få tilladelser fra myndigheder.

Klimasikring af klubhuse, kyststrækninger, havne og vandløb Et andet område, som Kamilla også har fokus på, er klimasikring.

Alt tyder på, at klimasikring i form af nye diger langs kyststrækninger, havne, vandløb og klubhuse kommer til at fylde meget fremover.

– I DKF er vi derfor meget opmærksomme på denne problematik, og vi er aktive på området. Vi har derfor fokus på at kunne give klubberne rådgivning om, hvad de skal gøre for at klimasikre deres klubhus, siger Kamilla og uddyber: – Vi vil gerne være til stede over for kommuner, arkitekter og andre, når der skal laves klimasikringsprojekter, så mulighederne for at ro i området så vidt muligt ikke forringes.

Flere kajakpolobaner, tak Politisk har Kamilla blandt andet fokus på, at der også i fremtiden er plads til kanoer og kajakker.

Hun siger: – Vi vil gerne understøtte kajakpolosporten endnu mere. En af forudsætningerne for at kunne dyrke sporten, både for nybegyndere og eliten er, at der er faciliteter til det.

DKF arbejder derfor på at få flere permanente kajakpolobaner i landet. Det gælder både lokalt i f.eks. havne, hvor der alligevel bliver lavet havneprojekter, men også på nationalt plan, hvor vi ønsker, at der bliver etableret et kajakpoloanlæg i Vestdanmark, som er på niveau med anlægget i Skovshoved.

Det var nogle eksempler på, hvordan vi nu, i 2020 og fremover, vil arbejde for at forbedre faciliteterne til kano, kajak og roning. Hvis du ønsker at høre mere om vores arbejde på området, eller hvis du har forslag til, hvordan DKF ellers kan arbejde med forbedringer af faciliteter, kan du kontakte facilitetskonsulent Kamilla Ryding på kry@kano-kajak.dk eller tlf.: 2444 2931.

Uanset hvad, så vil jeg forsøge at rådgive jer på bedste vis, f.eks. ved at give råd og vejledning til hvilke puljer og fonde, der er gode at søge, hvad man med fordel kan fokusere på i en fondsansøgning, og hvordan man søger tilladelser til byggeri.

Kamilla Ryding

Vores strategi

DKF arbejder for bedre faciliteter til kano, kajak og roning

I DKF ønsker vi at forbedre faciliteterne til kano- og kajakroning i hele landet. Det gælder både den enkelte klubs faciliteter, konkurrencerobaner, kajakpolobaner og White Water-baner, og andre faciliteter, som blå støttepunkter, der kan gøre det lettere at være kajakroer på tur.

I 2019 udarbejdede vi en strategi som beskriver, hvordan vi vil arbejde for bedre faciliteter samt de konkrete indsatser, vi allerede er i gang med, eller har planer om, at fokusere på i 2020 og frem.

I strategien har vi også et indsatspunkt om at skabe endnu mere synlighed omkring de blå støttepunkter. Kontakt Kamilla Ryding på tlf.: 2444 2931 eller på kry@kano-kajak.dk i alle spørgsmål om faciliteter.

This article is from: