5 minute read

Stærkt netværk bag kano-drengene fra Nybro-Furå

Stærkt netværk

bag kano-drengene fra Nybro-Furå

Vejen til succes for de fire guld-kanodrenge fra Nybro-Furå Kano og Kajakklub har de ikke betrådt alene. De har fået stor opbakning og support fra klubben, deres trænere og familier.

Tekst: Ann Kerol | Foto: Kano-moms

Ja, hvem skulle have troet, at kanodrengene fra Nybro-Furå skulle ende på landsholdet og øverst på præmiepodiet i dag, da Carsten Anker Scales i 2013 oprettede holdet ”Kanodrengene” i Nybro-Furå Kano- og Kajakklub.

Men gennem ihærdig træning og stort engagement er de fire kanodrenge, Kristoffer Ravn Neve, William Anker Scales, Daniel Møller og William Birch Johansson nu med på juniorlandsholdet og blandt flere store resultater sammen og hver for sig, vandt et historisk guld i firerkano ved sidste års Olympic Hopes Regatta i Bratislava.

Guldet og de mange andre medaljer til store internationale mesterskaber er billedlig talt den gyldne historie om en gruppe glade drenge, som gik i klasse sammen og meldte sig på holdet ”kanodrengene” da de gik i 6.-7. klasse. Dengang var det leg, sjov og sammenhold i klubben, der drev dem, men for omkring fem år siden tog tingene en drejning for de fire drenge, da Sofie Aastrand Jørgensen blev medtræner for holdet i klubben.

Hun introducerede drengene for en mere elitær måde at træne på – og det gav hurtigt resultater. Sofie havde på det tidspunkt selv skiftet fra kajaksprint til kano og har blandt andet deltaget ved VM i kano. Et stærkt netværk Men drengene er nu ikke kommet så langt med elitær træning alene. De møder stor opbakning fra klubben, som giver god plads og support til drengene, siger en af mødrene, Anett Ravn Neve. Men mere end det. For mødrene har alle årene bakket drengene op i tykt og tyndt – og de har nu stiftet gruppen Kano-moms. – Derudover møder drengene stor opbakning fra klubben, som giver god plads og support til drengene. Det er vi meget taknemmelige for, siger en af mødrene, Maria Anker Scales og fortsætter: – Uden opbakning fra klubben, det gode klubliv og NFKK´s vilje til at ville fremme kanosporten i Danmark, havde det

Kano-moms på plads til stævne

ikke været muligt for drengene at træne på eliteplan. Klubben er drevet af ildsjæle, og man mærker tydeligt opbakningen til drengene fra de mange medlemmer. – Det sociale liv i klubben er stærkt. For vores vedkommende begyndte det jo i det små med, at vi kom i klubben og bagte pandekager og hjalp til ved stævner. Men som tingene tog fart for min og de tre andre drenge, som nu er kommet på landsholdet, så er vi som familier også blevet mere og mere involveret i klublivet, stævner og alt det ind imellem, fortæller Anett Ravn Neve.

Drengenes mødre har i samarbejde med trænerne fået sat opgaverne i system og koordinerer kørsel og andre praktiske opgaver mellem sig. – På den måde kan vi altid sætte et ”hold”, der kører og udfører andre praktiske opgaver, når drengene skal til stævne eller træne i både ind- og udland med landsholdet. F.eks. kræver det en del forplejning til de unge mennesker som skal købes, tilberedes og anrettes til stævner og samlinger, samtidig er det ofte fædrene der sørger for transport af kanoer land og rige rundt, siger Maria Anker Scales.

Kano-moms Udover at stå side om side på stævnepladsen begyndte kanomødrene også at ses i mere private sammenhænge. Det var til at starte med blot en fælles Q&A sms-tråd med overskriften ”Kano-moms”, efterfølgende er det blevet til regelmæssige middage, koncerter og andet. – Og vi tror det er en styrke, at vi også ses privat, Maria Anker Scales.

Det er også Kano-moms, der i dag har oprettet en Messenger-gruppe, som de åbner, når de er til stævner i udlandet, hvor de lægger videoer, billeder og opdateringer ud, så man herhjemme kan følge med. – Drengene får også stor opmærksomhed fra kano-entusiasten, Søren Kildemoes fra naboklubben 316. Han står bag facebooksiden ”Kano Danmark”, hvor han lægger videoer ud af drengene, som han følger i tykt og tyndt. Det synes drengene og vi jo er rigtigt spændende, siger Anett Ravn Neve.

Det er dog ikke kun mødrene, der er involveret i drengenes sportslige karriere på landsholdet – det er nu blevet noget, som griber ind i alle familiernes planlægning af ferier og weekender. Drengene er Team Danmark-elever på Virum Gymnasium, de har en travl hverdag, og det er ”et must” at tilrettelægge hverdagen sådan, at det kan fungere med lektier, træning og spisetider. – Vi har simpelthen i vores familier vedtaget, at vi går all in i engagementet omkring vores drenge. Det betyder blandt andet, at drengenes stævnekalender bliver lagt ind i familie-kalenderne. Så lægger vi vores ferier sådan, at vi kan tage med drengene til stævne. Sidste år til Olympic Hopes var vi f.eks. afsted med både mormor, farmor, lillebror samt fætre og kusiner. De seneste år er det blevet til mange sjove ture til Østeuropa, siger Maria Anker Scales og Anett Ravn Neve.

Kanodrengene har også fået en sponsor; Nemlig Svømmeskolen ved Ole og Christina Anker Scales, som ved flere lejligheder har støttet kanodrengene økonomisk, hvilket har været meget kærkomment, da det indimellem har været omkostningstungt at sende drengene til stævne i udlandet. – Vi er rigtig stolte af vores drenge og hvor langt, de er nået gennem ihærdig træning. Vi oplever også, at der er en utrolig god energi og et godt sammenhold blandt drengene – de er fire kammerater, som bakker op om hinanden, og det er så dejligt at se, siger Anett Ravn Neve.

Hun peger blandt andet på situationen til DM ergometer for et par måneder siden, hvor William Birch havde de bedste odds, og hvor det for hele gruppen af drenge faktisk var mere vigtigt for dem, at han tog sejren, end hvordan det gik dem selv. – De heppede og bakkede fuldt ud op omkring ham – og ikke mindst glædede de sig på hans vegne, da han sensationelt vandt. På samme vis er drengene gode til at give hinanden et ekstra skulderklap, hvis det mod forventning ikke går, som de ønsker, tilføjer Maria Anker Scales.

Kanomødrene retter også en stor ros til Sofie, som virkelig har været et forbillede for drengene. Hun er en super dygtig træner, som forstår at fastholde drengenes passion for sporten. Denne vinter har hun blandt andet planlagt en spændende træning for drengene med Cross-Fit, som noget nyt. – Drengene kan takke hende for rigtigt meget – og det gør de også. Og så har de jo en dyb respekt for hende samtidig med, at de har et rigtig godt forhold til hende. Hun går forrest og viser vejen, siger Anett Ravn Neve, der sammen med de andre mødre er rigtig spændt på at se, hvor langt det kan strække sig for drengene, som alle fire fylder 18 år i år.

This article is from: