5 minute read

Intet er for småt

KLUMME

Intet er for småt

Tekst: Anders Krintel

I takt med, at de såkaldte sociale medier med Facebook i front er vokset, er antallet af alverdens små interessefællesskaber vokset med. Tænk sig, at der findes en gruppe for vandstære i Danmark og en gruppe for knæoperationer. Der findes en side for kapgang og en for dårligt udstoppede dyr. En for hestekød og en for kunstige negle. Nuvel, der findes dog ingen sider om fedtstensdyr eller forsvundne kundevogne, men det er alligevel som om, intet er for småt eller for besynderligt derinde på Facebook.

I vores egen boldgade, eller eget rovand, er det også perifert, småt, nørdet og løjerligt. Jeg er selv en af dem, der har været med til at skabe et lille hjørne af den digitale verden, som man har svært ved at redegøre for ude i det virkelige liv. Altså derude i den analoge verden, hvor folk ikke kender forskel på en kano, en kajak og en robåd. Hvis man prøver at forklare en vilkårlig kollega, hvad vi har gang i på Kajakergometersiden, så går der mellem 15 og 20 sekunder, før hans eller hendes blik slører til, og fokus flakser bort. De hører efter, når jeg fortæller, at vi f.eks. deler træningsprogrammer, men der er aldrig nogen, der er nået til at opfatte, at vi også har en julekalender og, at vi deler billeder af, når vi har fået nye snore på maskinen eller, at folk stolt viser frem, hvor meget de har svedt. Mine lamme ergometerdigte og de utallige billeder folk har taget af maskinens skærm efter et træningspas, bliver også bare derinde sådan lidt hemmeligt gemt af vejen. Det er helt fint, at verden er ligeglad og uvidende. Jeg, og de 519 andre medlemmer, hygger os med vores pjat og nørderi.

Nå, men vidste du så, at der også findes en fantastisk gruppe for kapkanoroning, Kano Danmark (349 medlemmer)? Den er ligeså nørdet. Her er der selvfølgelig masser af billeder og resultater, og her kan du spørge om knæklodser og paddellængder, og du kan blive klogere på, hvad et styretag er. Her skulle du tage at melde dig ind. Måske kunne du få lyst til at prøve kræfter med kapkano!?

For ikke længe siden dukkede der en dejlig gruppe op med kano- og kajaknostalgi (311 medlemmer). Også her er der hygge og sær viden i spil. Gamle billeder og resultatlister. Læg et billede op af en kanoroer fra 1972, og der er med garanti, en, der ved, hvem det forestiller. Lægger man en resultatliste op fra Tour de Gudenaa i 1978, er der også altid en, der kan huske, hvordan vejret var på førstedagen og, at en eller anden blev snydt for 10 minutter ved Tangeværket. Jeg elsker det. Det er ikke bare en masse gode minder. Det er også en fri fornemmelse af, at intet er for nørdet eller for småt og, at alt er tilladt indenfor gruppens formålsramme.

Hvis du vil tæppebombes med alverdens links, skal du følge Maribo Kajakklub (5067 følgere). Her bliver alt, hvad der kan deles, delt i en ustandselig strøm, og derfor er denne side måske den mest levende af alle overhovedet eller, hvis du slet ikke orker sociale medier, eller bare ikke kan få nørderi nok, ja så kan du nu nyde at høre noget så moderne som podcast på www.kajaksnak.nu

I forbindelse med denne klumme opdagede jeg en kæmpegruppe, SUPforum.dk (2412 medlemmer). Jeg padler ikke SUP, men det er superfedt nu at kunne følge med i, hvad der rører sig i dette hjørne af sporten, og det vedkommer i høj grad os alle i hele padlekonglomeratet DKF.

Du kan også følge dame- eller herrelandsholdene i kajakpolo eller bliver inspireret til sommerens ture i gruppen ”For os der elsker kajakture” (1899 medlemmer).

Nogle nævnt og mange glemt, men alle disse sider og grupper udgør i virkeligheden noget af det, der styrker hele forbundets fundament. De er det nederste af piloteringen. Det hører ikke til på forbundets Facebookside eller her i magasinet, at jeg har monteret julelys på mit ergometer, men gruppernes virke er ”grundforskningen”, neden under hele det, vi er sammen om, nemlig forbundet. Få dig meldt ind i dem alle og bliv endnu klogere på din sport i meget bred forstand, og står du bag en gruppe eller en side, så skal vi med glæde henvise fra forbundets Facebookside. Det må være til gavn for alle, og intet er for småt.

Kort & godt

Hav-netværk fredag d. 24. april i Kerteminde: Flere børn i havkajakker!

Vi mødes fredag d. 24. april i Kerteminde, hvor vi tager en pause fra Instruktørsamlingen og planlægger klubbernes Ungdomstræf for havbørn i Marstal til september.

Der var stor interesse i 2019 for at tale om, hvordan man få flere børn i klubben, så vi har også erfaringsudveksling og nye idéer på dagsordenen.

For tilmelding eller mere information om netværket, send en e-mail til il@kano-kajak.dk

For 45 millioner kroners pengeregn over klubberne

• Mangler I midler til idrætsmateriel i jeres forening? • Vil I lave en særlig indsats for at få flere medlemmer? • Har I lyst til at prøve at komme ud til helt nye målgrupper? • Vil I afprøve nye idrætsinitiativer, eller vil

I udvikle jeres forening ved at tilegne jer nye kompetencer?

Folketinget har sat DIF og DGI til at administrere en foreningspulje, hvorfra der hvert år uddeles cirka 45 millioner kroner til de lokale idrætsforeninger, der er organiseret i DIF eller DGI.

Midlerne skal gå til initiativer, som er med til at sikre idrætsforeningernes daglige virke, og som understøtter strategien om, at flere danskere skal være medlem af en idrætsforening.

Du kan læse mere om DIF´s og DGI´s foreningspulje på dif.dk/da/forening/stoette

Kajaksnak med Kraul og Licht

Nogen har allerede bemærket, at der i podcast-landskabet er dukket en ny spiller op. Det er “Kajaksnak med Kraul og Licht”. Du finder den på www.kajaksnak.nu. Den er produceret af Silas Kraul og Casper Licht, der ved siden af deres arbejde i Dansk Kano og Kajak Forbund i deres fritid finder tid til at udvikle denne podcast.

Emnerne er alt om konkurrence i kano og kajak, uanset bådtype.

På hjemmesiden www.kajaksnak.nu kan du læse følgende: “Vi laver denne podcast som et forsøg. Vi vil se, om der er interesse for en podcast omkring kajaksport. Vi ønsker at lave spændende og aktuelle episoder, og vi inviterer relevante gæster ind til at fortælle om de forskellige emner. Er der interesse for konceptet og vores indhold, så forsætter vi og laver flere, men det kræver, at I støtter op. Like os på Facebook og støt os på 10er.dk”

This article is from: