5 minute read

To forskellige landshold til EM og VM

To forskellige landshold til U-EM og U-VM

Med blot 10 dage fra EM slutter til VM begynder, stiller talentchef og U-landstræner Finn Pape med to forskellige landshold til de to mesterskaber.

Tekst: Lars Bo | Foto: Lars Bo

Et landshold kommer til Moskva, et andet til Tyskland.

Sådan bliver forudsætningerne for talentchef og U-landstræner Finn Pape, når landsholdene til årets to største mesterskaber, EM og VM for U18 og U23, skal sættes.

Mellem de to store mesterskaber er der nemlig kun 10 dage.

EM i Moskva slutter 5. juli, mens VM i Brandenburg an der Havel begynder 16. juli. – Med så kort tid mellem de to mesterskaber, kan vi ikke bruge de samme roere. Derfor stiller vi med vores bedste hold til VM, mens EM bliver med et hold, der får karakter af udviklingshold. I 2016 stod vi overfor samme opgave og løste den på bedste måde. Dengang kunne vi også se, at mange nationer, som vi sammenligner os med, prioriterede på samme måde, som os, siger Finn Pape.

Det første indtryk af de roere, som kæmper for en plads på U-landsholdene, får han til sæsonåbneren Spring Regatta i april. Ud over EM og VM, stiller Dansk Kano og Kajak Forbund traditionen tro også med et hold til nordiske ungdomsmesterskaber, i år i Tampere i Finland i august og til Olympic Hopes Regatta i september i ungarske Szeged. – Til Spring Regatta får jeg mulighed for at se roerne i konkurrence for første gang i sæsonen og se de nye i U18 nærmere an. Samtidig er det altid spændende at se, hvordan roerne har udviklet sig hen over vinteren, siger Finn Pape.

Opbakning Til de roere hører også de U23-roere, der hen over vinteren har trænet med seniorlandsholdet med sigte på OL i Tokyo. De roere, som ikke kvalificerer sig til Japan, kan herefter kvalificere sig til U-VM. – Efter Spring Regatta sætter vi et bruttolandshold. De endelige hold til EM og VM selekterer vi så til Bagsværd Regatta i juni, hvor vi ved, hvilke U23-roere vi kan disponere over, siger Finn Pape.

For holdet, der skal til Moskva, bliver det på et rostadion, som kun seniorlandsholdet tidligere har stiftet bekendtskab med. Til gengæld bliver VM i Tyskland i kendte rammer.

– Vi ser frem til begge mesterskaber og til at gøre det godt. Desuden håber vi på stor opbakning fra danske tilskuere, nok mest i Tyskland. Brandenburg ligger tæt på Danmark. Derfor håber jeg, at mange vil tage færgen fra Rostock og derefter køre de 250 kilometer for at støtte op om vores roere, siger Finn Pape.

Sammen med sit team, roerne, kraftcentre og klubber kan han se frem til årets mesterskaber med vished for, at talentudviklingen på ungdomslandsholdene holder højt internationalt niveau. Et godt eksempel var sidste års nordiske ungdomsmesterskaber, hvor danskerne vandt 58 ud af 59 mulige mesterskaber.

Til Spring Regatta får jeg mulighed for at se roerne i konkurrence for første gang i sæsonen og se de nye i U18 nærmere an.

Finn Pape

Vinderkultur – Det kan godt være, at vores nordiske naboer er lidt trætte af, at vi ror med det hele. Men vi har ikke tænkt os at give ved døren, for de nordiske ungdomsmesterskaber er et vigtigt fundament for os for at udvikle den vinderkultur, som de helt unge roere får lært af at være på landsholdet sammen med de ældre og etablerede landsholdsroere. Til de nordiske ungdomsmesterskaber har vi mulighed for at stille med et stort hold, hvor mange er med for at lære samtidig med, at de gennem deres præstationer har gjort sig fortjent til at være på landsholdet sammen med dem, som de ser op til. Her kan de suge erfaring til sig fra de ældre og etablerede landsholdsroere og blive en del af den vinderkultur, som de ældre og etablerede landsholdsroere har med sig og gerne deler ud af. Den lære og erfaring, de helt unge får, kan de så tage med sig og få god brug for, når de bliver lidt ældre og skal prøve kræfter med de helt store, internationale mesterskaber, siger Finn Pape.

At den skole virker, vidner sidste års store mesterskaber om. Her præsterede U-landsholdene historisk gode resultater, både ved EM, VM og Olympic Hopes Regatta. – Selv om vi endnu ikke kender navnene på dem, der kommer med til EM og VM, så har vi tradition for at vinde medaljer ved de store mesterskaber. Det tror jeg naturligvis også på, at vi gør i år, både i kajak og kano. Vi har potentialet til både VM og EM, men bestemt også til Olympic Hopes Regatta. Sidstnævnte har det med at bringe positive overraskelser med sig. Som sidste år, hvor kanodrengene blandt andet imponerede ved at vinde guld i firerkano. Olympic Hopes Regatta er det tætteste, man kommer på atmosfæren og deltagertal til EM og VM. Sidste år var 36 nationer med, så på den baggrund bliver det spændende at følge kanodrengene til VM for U18 i år, hvor jeg håber de kan fortsætte de gode takter og måske blande sig i medaljekampen, siger Finn Pape.

DKF-medlemmer: Få et godt tilbud fra TRYG på dine private forsikringer

Af: Klaus Kristiansen

DKF har allerede i dag et samarbejde med TRYG forsikring omkring de kollektive fælles klub-forsikringer, som udbydes gennem DIF/DGI aftalen.

Aftalen er nu udvidet til også at gælde et samarbejde omkring de enkelte medlemmers private forsikringer, hvor du har mulighed for at få et godt tilbud fra TRYG som giver dig en række fordele på pris og produkter.

Det eneste du skal gøre, er at give DKF tilladelse til at videregive dit navn og mobilnummer til TRYG.

Rent praktisk giver du din tilladelse ved at gå ind på din side i iPaddle (www.ipaddle.dk) og swipe ja til TRYG under dine abonnementer.

Blandt de gode forsikringstilbud, som TRYG og DKF har udviklet sammen, er en helt ny TRYG Kano/Kajak-bådforsikring, som giver alle i vores sport en række unikke fordele.

Vil du vide mere

Vil du vide mere om den nye aftale med TRYG, eller har du spørgsmål til den tilladelse, du giver DKF, så er du velkommen til at kontakte DKF`s partneransvarlige Klaus Kristiansen på kkr@kano-kajak.dk eller mobil 31211961.

This article is from: