Anmeldelse ”Man bliver

Kristeligt Dagblad Lørdag 30. oktober 2021 ”Man bliver glad af den bog”

Historikeren Jes Fabricius Møller har skrevet en finog afbalanceret bog

om Kristeligt Dagblads livtag med tidsånden fra 1896 til i dag. Bogen er udkommet i anledning af avisens 125-årsjubilæum

anmeldelse

5 stjerner

BO LIDEGAARD

kultur@k.dk Det er bladet selv, der har pudset den kyndige Jes Fabricius Møller på sagen. Ikke med ført hånd, men frit stillet, som det skal være. Forfatteren er ikke tilfældigt valgt. Dels er han avisens læsere vel bekendt som flittig anmelder og skribent, dels er han en produktiv universitetsansat forsker og forfatter med hang til velskrevne bøger om dansk åndsliv, senest blandt andre om Grundtvig og Hal Koch.

Samtidig har Møller siden 2018 beklædt den betroede stilling som kongelig ordenshistoriograf, det vil sige den, der forvalter Ordenskapitlets arkiv, og som fungerer som historisk rådgiver for vores ældgamle kongehus.

Jes Fabricius Møller gør præmissen klar fra begyndelsen: Det er avisens egen historie, det handler om, ikke landets og rigets. Han bruger de ledende artikler om tidens store temaer som hovedkilde til, hvad bladet har stået for, men er nok så meget optaget af alt det andet, der har stået i avisen, og som afspejler, hvor den selv stod i tidens strøm – især der, hvor strømmen bliver stridbar.

Det sker tit. For avisen har med forfatterens ord ”fra begyndelsen kæmpet og arbejdet med, hvad det vil sige at være et kristeligt dagblad i en åben og kritisk dialog med den øvrige presse”.

Bogen udgør et bud på et svar på det spørgsmål, vel at mærke ikke som Jes Fabricius Møllers mening om, hvad det burde sige, endsige burde have sagt, men som hans fortælling om den brydning, der i og omkring avisen har fundet sted gennem 125 års kamp om, hvad svaret er. Hans underforståede pointe er, at den kamp i sig selv udgør svaret.

Det var fra begyndelsen meningen, at avisen skulle være uafhængig af partipolitik, hvilket lyder mere indlysende i dag, end det var, da næsten alle andre dagblade bekendte sig til det ene eller det andet politiske parti – med deraf følgende konservativ, liberal eller social livsanskuelse. Kristeligt Dagblad ville være noget andet: en holdningsavis, der byggede på en idé, men som var uden fast politisk ståsted.

Holdningen var – og er – defineret af det kristelige afsæt, måske endda af troen selv. Så har vi straks balladen, der sætter historien i gang, for er troen en holdning? Og kan der udledes en holdning af den kristne tro? Der var nok at skrive om til 125 år.

Selvom Kristeligt Dagblad udsprang af provinsen, var den fra begyndelsen en københavneravis. Idéen var at gå op mod københavneravisernes livs- og verdensopfattelse. Det gjaldt især i forhold til Politiken, der siden sin grundlæggelse 12 år tidligere havde udviklet en særlig evne til at bringe sindene i kog med radikale holdninger og skarpe vinkler, herunder også om skæbnesvangre begivenheder i den jyske provins, hvor mange havde svært ved at genkende sig selv i Politikens ugudelige spalter.

Kristeligt Dagblad skulle tage kampen op og skulle netop derfor ikke være et kristeligt menighedsblad.

Tværtimod skulle det handle om alt det, også de andre aviser skrev om, bare skulle det ikke ”skrives med fede typer”, som Johannes Møllehave udtrykte det i en kærlighedserklæring, da avisen fyldte 100 år.

Det var Indre Mission, der først tøvende og siden beslutsomt lyste Kristeligt Dagblad i kuld og køn, og Vilhelm Beck, missionens – og siden også avisens – mangeårige formand, forklarede hvorfor: ”Længe har vi maattet finde os i at holde og læse Blade, hvoraf den største Del haane det, som er os helligt og dyrebart. Det er paa Tide, at vi lade Verden beholde deres Blade og selv have et Blad, som vi kunne modtage dagligt og hilse som en god Ven.”

Den 1. oktober 1896 udkom Kristeligt Dagblad første gang, og efter de tøvende børneskridt er den siden trofast udkommet i en landsdækkende udgave – med redaktionelt hovedsæde i København. Det var ikke fredens sag, der var avisens anliggende. Tværtimod: ”Der var lagt op til kamp, for Kristeligt Dagblads neutralitet bestod i, at bladet ikke var knyttet til noget bestemt politisk parti, ikke at den ikke havde holdninger.”

Holdningerne handlede typisk mere om politik end om tro, selvom kirkelige forhold fra første færd har nydt særlig redaktionel opmærksomhed. Som meningsavis var Kristeligt Dagblad tidligt ude med støtte til kvinders deltagelse i typiske mande-erhverv og var blandt de aviser, der i begyndelsen af 1900-tallet ivrede for kvinders valgret. På andre felter var Kristeligt Dagblad bestemt ikke på den liberale fløj. Avisen spillede en aktiv rolle i de store sædelighedssager i begyndelsen af det nye århundrede og førte blandt andet an i anklagerne mod prins Harald – der var Frederik den Ottendes søn – for at have homoseksuelle tilbøjeligheder. Det kom til at koste chefredaktøren en tur i fængslet. Omvendt lykkedes det i 1918 avisen at forhindre, at forfatteren Agnes Henningsen skulle modtage en velfortjent livsvarig ydelse på finansloven. Hun blev anset for uværdig, fordi hun førte et usædeligt levned. Man kan ikke anbefale ”en Belønning for Perversitet og Blasfemi”, som en af bladets medarbejdere udtrykte det. nes Nazityskland, der tåler genlæsning. Jes Fabricius Møller tager kritisk fat på Kristeligt Dagblads pænt sagt tvetydige holdning, som på samme tid fordømmer nazisternes antisemitisme og gør en stor del af dens tankegods til sit eget, blandt andet racetænkningen og sammenkædningen af det jødiske med den kommunistiske fare.

Det er ikke noget tilfælde, og man savner gennem læsningen af de mange problematiske citater fra skribenter på Kristeligt Dagblad, at der knyttes en forbindelse til Indre Missions Tidende, som var et af de få steder, hvor mere udbredt ideologisk antisemitisme trivedes i Danmark i begyndelsen af 1930’erne, sådan som Fabricius Møllers kollega Sofie Lene Bak har påvist i sin bog ”Dansk antisemitisme 1930-1945”.

I takt med uhyrlighederne syd for grænsen greb om sig, blev holdningen på Kristeligt Dagblad dog klarere. Det var avisens kristelige livssyn og underliggende humanisme, der slog igennem, og efter Krystalnatten i november 1938 organiserede bladet en landsindsamling til fordel for de forfulgte tyske jøder. Herfra gik det i klar anti-nazistisk retning, og under Besættelsen blev Kristeligt Dagblad med tiden en af de skarpeste kritikere af de tilbagevendende knæfald for besættelsesmagten, så skarp det nu lod sig gøre med respekt for censuren.

”Under Besættelsen blev Kristeligt Dagblad med tiden en af de skarpeste kritikere af de tilbagevendende knæfald for besættelsesmagten.

Bogens tyngdepunkt ligger i tiden frem til 1945. Fra Befrielsen går det raskt fremad mod den avis, også nutidens læsere kender og holder af. I Fabricius Møllers fremstilling er ringen sluttet med Erik Bjeragers lange virke som avisens holdningsfaste chefredaktør, der falder sammen med en voksende erkendelse i tiden af, at ”det politiske og det religiøse er to elementer af det samme spørgsmål”.

Det har gjort det lettere for Kristeligt Dagblad at bære sit navn, mener Møller, der også peger på avisens imponerende oplagsfremgang de seneste 25 år, der falder sammen med Bjeragers tid og et dramatisk opbrud i mediemarkedet med digitale og sociale medier – for ikke at tale om det helt forandrede medieforbrug.

Det er svært at overse Bjeragers rolle, og et herligt billede fra 1994 af den unge chefredaktør halvt ude af vinduet illustrerer i et enkelt blik Bjeragers svar på spørgsmålet om, hvad et Kristeligt Dagblad er og skal være for en størrelse. Man kan godt lave pr for kirken, men man kan ikke lave pr for kristendommen, skriver han omtrent på den tid i en skjult polemik mod højskole- og tv-manden Niels Højlund, der i en kronik har rejst spørgsmålet, om ”der overhovedet bør være et kristeligt dagblad?”. ”Det er der mange gode grunde til at sige nej til,” svarer Højlund og opsiger avisen.

Men Bjeragers svar er et andet. Han laver gerne pr for Kristeligt Dagblad. Men det får ham ikke til at mene, at han kan lave pr for kristendommen. Den kommer nemlig indefra, og brænder den dér, kan den også brænde igennem – eller tænde ild, som unge Bjerager udtrykte det i nævnte programerklæring.

2 Jes Fabricius Møller er sympatisk indstillet, men på ingen måde ukritisk over for Kristeligt Dagblad anfører Bo Lidegaard i sin anmeldelse af ”Livtag med tidsånden”. Bogens forside er illustreret af Morten Voigt. – Foto: Kristeligt Dagblads Forlag.

Jes Fabricius Møllers håndelag fornægter sig ikke. Han får os til at leve med i historien gennem nedslag i principielle sager, hvor Kristeligt Dagblad har taget stilling på en måde, der har været med til at sætte præg på tidsånden. Ikke altid på det vindende hold, typisk tværtimod, men ofte som modpol til den ukristelige kulturradikalisme. Alligevel slet ikke til at sætte i snæver eller konservativ bås, trods kritik af fri abort og vielser af homoseksuelle i kirken. Der er noget andet på spil i avisen, og det har der – som vi forstår efter endt læsning – altid været.

Fabricius Møller er sympatisk indstillet, men på ingen måde ukritisk. Hans bog er ingen anmeldelse af avisen, endsige af dens synspunkt. Det er en ægte fødselsdagshyldest, som hverken handler om alle de andre eller om den historie gennem de seneste 125 år, som vi alle har tilfælles. Det er avisen, der er i centrum, dens redaktionelle valg, dens ledere, dens idé og holdning.

Der skal nok være svage sjæle i de store mediehuse, der mener, at Kristeligt Dagblad – ligesom fætter Information – er lidt for forkælede, lidt for uafhængige, og måske også lidt for dygtige til at udnytte deres privilegerede situation med forholdsmæssigt størst mediestøtte. Men der er ingen grund til at være jaloux. Hvis nogen har fortjent støtten, er det sådanne aviser, og vigtigheden af, at de findes, bliver kun større med konsolideringen af store, magtfulde private mediekoncerner.

Kristeligt Dagblad kan noget særligt. Det er det ”noget”, Jes Fabricius Møller får indkredset. Man bliver glad af den bog og glad for avisen, hvis historie den fortæller. Glad for, at der fandtes og stadig findes et Kristeligt Dagblad, der mener, tænker og tror, uden at lukke sig om sin egen mening, bruge troen som slagvåben eller skabe sin egen menighed. Det er Jes Fabricius Møllers store fortjeneste at skrive den historie frem, helt i avisens ånd. J

Gæsteanmelder Bo Lidegaard er forfatter, historiker, dr.phil. og tidligere ansvarshavende chefredaktør for dagbladet Politiken.

Jes Fabricius Møller: Livtag med tidsånden. Kristeligt Dagblad gennem 125 år. 288 sider. 249,95 kroner. Kristeligt Dagblads Forlag.