6 minute read

Baggrund Mumiernes mor insisterede på det mysti- skes plads i verden

Kristeligt Dagblad Lørdag 30. oktober 2021 Mumiernes mor insisterede på det mystiskes plads i verden

Mumitroldene og de andre væsener i

Advertisement

Mumidalen får stadig mere opmærksomhed. I de senere år er blikket især rettet mod den bærende idé om tilværelsens gådefuldhed, som går igen i Tove Janssons værker

BJØRG TULINIUS

tulinius@k.dk ”Her skal vi leve godt – og besværligt.”

Sådan lyder det motto, som dramatiker Anna Bro og hendes mand, skuespilleren Pilou Asbæk, har hentet direkte ud fra Mumidalen og gjort gældende i deres eget liv. ”Præcis som det er hos mumierne, så vil vi på den ene side selvfølgelig gerne hygge os og have det mageligt. Men på den anden side er der jo altid et eventyr, der lokker. Og som det er med eventyr, så ved man aldrig, hvad de bringer – der er noget i tilværelsen, vi ikke selv styrer,” siger Anna Bro.

For den danske dramatiker er Tove Janssons særlige univers med mumitroldene og alle de andre væsener i Mumidalen en kæmpestor inspiration. Hun kalder fortællingerne for en slags klangbund i sit liv, som noget hun altid har med sig, ”præcis som salmer også kan være det”, siger Anna Bro.

Hun er langtfra den eneste, der har en stor kærlighed til fortællingerne. Selvom Tove Janssons første bog om mumierne udkom i 1945 og den sidste i 1971, er hendes og mumiernes popularitet på ingen måde blevet mindre i de senere år.

Hvert år bliver flere japanske par for eksempel viet af en mumikarakter i den finske temapark Moomin World, og flere steder i verden findes endda særlige mumiforretninger, ligesom man i London kan besøge en mumicafé, der blandt andet serverer pandekager, der er pyntet med det blå mumihus.

Herhjemme behøver man heller ikke at lede længe efter butikker med et kæmpe udvalg af for eksempel kopper og tallerkener, babytøj og puslespil med de kendte mumifigurer på. Og ikke kun karaktererne og universet møder i disse år stigende opmærksomhed. Det samme gør deres skaber, Tove Jansson (1914-2001).

I sommer kunne man for eksempel se den finske film ”Tove” i de danske biografer, og for nylig udkom en helt ny biografi på dansk, ”Tove Jansson. Arbejde og kærlighed”, hvor Tuula Kar-

Tove Jansson

Finsk kunst-

ner, der levede fra 19142001. Ud over forfatterskabet var Jansson også billedkunstner, illustrator og manuskriptforfatter. Hendes bøger er oversat til mere end 40 sprog. Jansson bliver ofte omtalt som ”Mumitroldenes mor”. Hendes første bog om Mumidalen og dens beboere udkom i 1945 og kan læses af både børn og voksne.

jalainen tegner et portræt af den finske multikunstner, der ud over at skrive også var en fremragende billedkunstner og illustrator.

Sidste år var der for første gang en hel festival i Stockholm dedikeret til Tove Janssons liv og værk, og i år afholdes den netop i dag, lørdag den 18. september, i Helsingfors, i Toves hjemland, Finland. Temaet er ”Nye måder at tænke på, nye indsigter”.

Og det er netop Tove Janssons blik på tilværelsen, på det at være menneske, der især har gjort hendes værker så enestående, og som gør, at Anna Bro også bliver ved med at vende tilbage til dem. ”Jeg var nok tre år, da jeg første gang hørte fortællingerne. Vi havde et kassettebånd, hvor datidens store danske skuespillere lagde stemme til de forskellige karakterer som Mumitrolden, Lille My og Snorkfrøkenen. Jeg var ret gammel, før jeg opdagede, at der også var tegninger af de mange væsener, så det siger noget om, hvor stor en litterær begavelse Tove Jansson var. Jeg har derfor haft mange af replikkerne kørende i mit hoved lige siden,” fortæller Anna Bro, der tidligere har skabt teaterstykket ”Mumin” på Mungo Park Kolding og skrevet forord til den samlede udgave af Tove Janssons tre sidste bøger om mumiverdenen.

En af sætningerne, der bliver ved med at dukke op, stammer fra bogen ”Troldvinter”, hvor mumitrolden pludselig vågner fra sit vinterhi. Før foråret er kommet, og mens alle andre stadig sover. Han forsøger uden held at vække mumimor, og da han senere bevæger sig ud i det ukendte snelandskab, går han ned til badehuset, som om sommeren tilhører mumifamilien. Men nu bor vennen Too-ticki der. Hvad sker der lige med den verden, han troede, han kendte? ”Hele verden er blevet væk,” siger mumitrolden. ”Tove Jansson insisterer på at vise os, at verden ikke altid er, som vi umiddelbart forestiller os den. For der er altid mere og andet at sige, og det foranderlige sker hele tiden. Hvis du for eksempel løfter en sten, dykker ned i vandet eller bevæger dig ind i et krat, ser du en anden verden. Den, der ellers ikke er synlig,” siger Anna Bro og uddyber: ”På den måde kommer hendes fortællinger altid med en undren og en plads for det mystiske. Og Tove Jansson gør så det geniale, at hun lader det blive der. Hun går ikke ind med en tydelig forklaring eller åbenlys morale – det er op til læseren, barnet eller den voksne selv at tænke videre. Selv at undre sig,” siger Anna Bro, der oplever det som en af de helt store gaver i Janssons bøger, der ifølge hende adskiller sig fra meget af den børnelitteratur, der udkommer i de her år, ”hvor man får hele moralen skåret tydeligt ud i pap. Det gør man aldrig i mumifortællingerne”.

At vi i dag har større fokus på Janssons filosofi og menneskesyn er forholdsvis nyt. Den svenske professor emeritus i litteraturvidenskab, Boel Westin, mødte ikke den store forståelse, da hun som den første forsker nogensinde fik adgang til Janssons private arkiv og på den baggrund skrev en doktorafhandling om netop den dybere filosofi og det livssyn, man finder i Janssons værker.

Westins doktorafhandling ”Familien i dalen. Tove Janssons mumiverden” er fra 1988, og her var det blandt andet forskerens anliggende at vise, at det netop er på grund af filosofien i bøgerne, at de er så evigtgyldige og kan læses af både børn og voksne. ”Tove Jansson var selv meget optaget af filosofi og læste mange filosofiske værker. Men dengang jeg skrev om filosofien og det bagvedliggende livs- og menneskesyn i hendes bøger, var der mange, der syntes, det var en underlig måde at tolke dem på. Det var jo ’bare børnebøger’. Senere er det blevet mere udbredt, ” siger Boel Westin i telefonen fra sit hjem i Stockholm.

ILLUSTRATION: MORTEN VOIGT Et eksempel er Jukka Laajarinnes bog ”Mumitroldene og tilværelsens gåde”, der udkom på dansk i 2012. Her tager forfatteren, præcis som Westin gjorde tidligere, læseren med på en filosofisk opdagelsesrejse ind i Mumidalen.

Han refererer da også til Westins doktorafhandling, og hun betragtes i dag som en af de mest kyndige Jansson-forskere og har siden skrevet flere bøger om det finske multitalent – blandt andet ”Ord, bild, liv” fra 2007, den allerførste biografi om Tove Jansson, som Westin selv nåede at møde flere gange og blev gode venner med.

Hvis Boel Westin skal prøve at sætte ord på noget af den tænkning, vi kan finde i Mumidalen, ”kan man sige, at Jansson altid giver plads til det, der er svært i eksistensen. For godt nok er der masser af kærlighed og tryghed i mumifamilien, og venskaberne står stærkt.

This article is from: