Interview Fra Bomholt til

Kristeligt Dagblad Lørdag 30. oktober 2021 Fra Bomholt til håndbold. Forfatter fortæller Kulturministeriets historie

Der er sket meget, siden Kulturministeriet blev oprettet i 1961. Men Danmarks første kulturminister Julius Bomholts kulturstøttesystemer er stadig forbløffende levedygtige, mener forfatter

interview

DANIEL ØHRSTRØM

ohrstrom@k.dk I morgen er det 60 år siden, at Danmarks første og måske største kulturminister Julius Bomholt (S) for alvor kunne gå i gang med at danne danskerne, da han havde sin første arbejdsdag i det dengang nyoprettede kulturministerium.

Den ikoniske murstensbygning på Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum og med kig til Christiansborgs spir kender Poul Bache særdeles godt indefra.

For han havde fra 1993 til 2003 som afdelingschef, lige under departementschefen og de skiftende kulturministre, en central rolle i udformningen af blandt andet en ny bibliotekslov, som omfavnede den nye digitale virkelighed med oprettelsen af bibliotek.dk og en ligestilling af digitale og fysiske medier på landets biblioteker. Men nu har han selv skrevet en stor bog, som utvivlsomt vil finde vej til mange af landets folkebiblioteker, som blev oprettet som en del af en kulturoffensiv, han nu har beskrevet.

I ”Finkultur og mangfoldighed” skriver han nemlig om de seneste 60 års kulturpolitik herhjemme – og lidt til. For allerede fra afslutningen af Anden Verdenskrig fandtes der et stort ønske om at styrke kulturpolitikken i Socialdemokratiet, forklarer han. ”Kulturministeriet blev skabt på den ideologiske baggrund, at Socialdemokratiets kulturpolitik skulle være med til at fremme ligheden i samfundet og nedbryde klasseskel. Julius Bomholt talte ligesom de svenske socialdemokrater om, at man først havde det, man kunne kalde det politiske demokrati, så kom det sociale demokrati med sociale rettigheder og næste skridt i udviklingen af det socialdemokratiske velfærdssamfund skulle så være det kulturelle demokrati, hvor kulturen blev alles eje,” siger Poul Bache, da han i sit hjem i Valby tager fat på de seneste 60 års kulturpolitik.

Disse ideologiske argumenter var fraværende, da Kulturministeriet blev oprettet. Statsminister Viggo Kampmann (S) brugte i Folketinget administrative argumenter om, at undervisningsministeriet var blevet for stort til også at kunne rumme de kulturelle anliggender, og da den nye kulturminister Julius Bomholt, som tidligere havde været både socialminister og undervisningsminister, fremlagde loven om Statens Kunstfond, lagde han ifølge Bache ideologien til side. ”I stedet argumenterede han med, at kulturen skulle kaste glans over riget, som man kunne have sagt på enevældens tid, og det kunne næsten alle være enige i. Kun det daværende liberale parti De uafhængige stemte imod, fordi de ikke mente, at staten skulle bruge penge på kunst og kultur,” siger Poul Bache og understreger, at det nok også gik så nemt igennem, fordi der var råd til at udvide de offentlige udgifter i de år. ”Da Kulturministeriet blev oprettet i 1961, var man på vej ind i en af de mest heftige højkonjunkturer i dansk økonomis historie, så det var en periode, hvor der i forvejen var vækst i økonomien og en voldsom vækst i de offentlige udgifter.”

Samme tendenser så man i mange andre lande i de år, forklarer han. ”I vores nabolande blev kulturpolitikken også opprioriteret som et led i den almindelige velstandsstigning. Franskmændene oprettede således allerede et kulturministerium i 1959, og svenskerne talte også meget om kulturpolitik i de år. Det, der skete i Danmark, var altså meget parallelt med det, der skete andre steder. Det var en del af tidsånden understøttet af nogle gunstige økonomiske omstændigheder. Og skal man være ærlig, har de økonomiske konjunkturer nok betydet mere for den førte kulturpolitik end hvilke kulturministre, der senere har siddet i kulturministeriet,” siger den erfarne embedsmand og tilføjer: ”Den løbende kulturpolitik handler utroligt meget om penge. En ny kulturminister bliver altid spurgt til hans eller hendes visioner, men først og fremmest står hele kulturlivet jo med hatten i hånden. Det er kulturlivet, der skal skabe visionerne, ministeren skal finde pengene. Det kan selvfølgelig blive lidt trivielt, så skiftende ministre har også brugt Kulturministeriet til at rejse debatter. Brian Mikkelsen (K) fik for eksempel sat gang i kanondiskussionen, og Bertel Haarder (V) fortsatte med sin Danmarkskanon, der rakte langt udenfor Kulturministeriets område.”

Men selv Bertel Haarder skrev for nyligt et avisindlæg om, hvor skuffet han havde været over, at alt handlede om penge som kulturminister, hvor han havde glædet sig til en masse åndfulde dannelsessamtaler… ”Fuldstændig rigtigt. Men til gengæld har det ofte været kulturministrenes argument for, at staten skal bruge penge på kultur, at kulturen højner den demokratiske og kulturelle dannelse i befolkningen. I 1990’erne begyndte man så også at bruge økonomiske argumenter med, at kunsten var med til at fremme vækst og beskæftigelse, men specielt efter årtusindskiftet er det i meget høj grad blevet et hovedargument, at kulturpolitikken skal være med til at styrke den nationale identitet og sammenhængskraft i takt med, at udlændingedebatten også har øget fokus på vores egen kultur og identitet.”

Ifølge Poul Bache er Mette Frederiksens (S) regering den første regering siden 1993, der ikke har fremlagt et bud på en kulturpolitik, da den tiltrådte. ”Siden Nyrup (S) blev statsminister i 1993 er alle nye regeringer kommet med et regeringsgrundlag, hvori der var en side om kulturen. Mette Frederiksen valgte i stedet sammen med støttepartierne at lave et forståelsespapir, hvor der ikke var plads til kulturpolitikken. Og Joy Mogensen (S) nåede ikke at komme med et kulturpolitisk udspil, før dagsordenen blev overtaget af coronakrisen.”

Andre ledende socialdemokrater havde dog forinden udtalt sig i nye toner om kulturpolitik, påpeger han og sigter blandt andet til den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen, der før valget i 2019 sagde om finkultur som ballet og teater, at ”desto snævrere det er, desto flere penge bruger man på det, lader det til”. ”Han talte den folkelige kultur op på bekostning af finkulturen. På samme måde kan man se et slags opgør med det elitære i Kaare Dybvads (S) bog ’De lærdes tyranni’, ligesom Mattias Tesfaye (S) har været ude i det samme ærinde i sine bøger. Jeg er ikke sikker på, at de svære prioriteringer i coronanedlukningerne var udtryk for kulturpolitik, men det var påfaldende, at man gav fri adgang til Brøndby Stadion, mens der stadig var strenge restriktioner på at gå til ballet eller i kirke. Det var tydeligt, at Joy Mogensen havde meget lidt gennemslagskraft i regeringen. Det bliver spændende at følge Ane Halsboe-Jørgensens (S) linje,” siger Poul Bache og tilføjer, at man også hurtigt kan blive misforstået som minister. ”Jytte Hilden (S) lagde for eksempel meget vægt på finkulturen, men hun blev ret urimeligt hånet for et citat i et tiltrædelsesinterview om, at kultur også er morgenbajere og mågestel, som om det var hele hendes kulturbegreb. Hun satte også fokus på madkultur, men havde nok et særligt hjerte for finkulturen. Men der er ikke nogen kulturminister, som ikke har fået tæsk undervejs.”

Gennem skiftende ministre har Bomholts støttesystemer dog vist sig at være ”forbløffende levedygtige”. ”Da Per Stig Møller (K) som ny kulturminister blev spurgt, om han ville komme med store systemforandringer, svarede han, at han syntes, at Bomholt havde skruet et gedigent system sammen. Og det holder altså også stadig.”

Til gengæld skriver du jo, at kulturbegrebet er blevet voldsomt udvidet? ”Ja, man havde utvivlsomt et mere elitært kultursyn på Bomholts tid. I dag kan man undre sig over, hvor åbenlyst elitært man udtrykte sig dengang. Da man traf beslutningen om at lukke Radio Mercur, talte Bomholt om den ’afskyelige popmusik, som henvendte sig til folk med intelligenskvotient væsentligt under 100’. Sådan ville man jo ikke kunne tale i dag. Tværtimod.”

Var det med til at rejse oprøret med rindalismen mod Bomholt og finkulturen? ”Det er klart, at arrogancen over for populærkulturen gødede en folkelig modstand mod finkulturen. Dengang brugte DR sit monopol til at bringe for eksempel uformidlet avantgardeteater eller britisk avantgardemusik i den bedste sendetid i fjernsynet. Siden er rytmisk musik, tegneserier og børnekultur blevet støtteberettiget og kanoniseret som en del af finkulturen, så i dag opfattes finkultur meget bredere end på Bomholts tid.” J

0 ”Den løbende kulturpolitik handler utroligt meget om penge. En ny kulturminister bliver altid spurgt til hans eller hendes visioner, men først og fremmest står hele kulturlivet jo med hatten i hånden,” siger Poul Bache. – Foto: Leif Tuxen.

Poul Bache

Født i 1947.

Har i mange år

arbejdet med praktisk kulturpolitik, først som afdelingschef i Kulturministeriet fra 1993 til 2003, derefter som direktør i Kunststyrelsen og siden i Kulturstyrelsen, som han forlod i 2015.