Interview Du skal fortælle

Du skal fortælle historien videre

Bøger forbinder mennesker på tværs af tid og sted

– som både ”tidsmaskiner” og en god træning i empati, mener den amerikanske bestsellerforfatter Anthony Doerr, der har dedikeret sin nye store roman ”Byen i skyerne” til bibliotekarer gennem tiden

interview

DANIEL ØHRSTRØM

ohrstrom@k.dk Alt kan lade sig gøre i romaner, men sommetider kan de nærmest også virke profetiske. Da coronakrisen – til overraskelse for de fleste – brød ud sidste år, sad den amerikanske bestsellerforfatter Anthony Doerr på sit arbejdsværelse i delstaten Idaho i USA og så forbløffet til, mens hans romanmanuskript og dagens friske avishistorier lod til at flyde sammen. For på det tidspunkt var han allerede ved at færdiggøre sin nye store roman ”Byen i skyerne”, der blandt andet handler om den 14-årige pige Konstance, der godt 100 år ude i fremtiden sidder i isolation i et rumskib på grund af smittefare fra en global pandemi på jorden.

Doerrs nye fabulerende roman trækker faktisk også tråde tilbage til antikken, men det var en fagbog om blandt andet fugleinfluenza, der inspirerede ham til den dystopiske del af den nye roman. For Doerr blev både skræmt og inspireret, da han for nogle år siden læste den amerikanske videnskabsjournalist David Quammens bog ”Spillover” (2014), der advarer om risikoen for globale pandemier i fremtiden som følge af klimakrisen og overbefolkningen på jorden, hvor mennesker og dyr lever stadig tættere på hinanden, så infektionssygdomme nemt hopper over i mennesker som legesyge lopper. Og det måtte gå galt på et tidspunkt, mente også Anthony Doerr. ”Men jeg havde nu ikke forestillet mig, at det skulle ske så hurtigt. Pludselig var mine egne teenagesønner også isoleret herhjemme – lidt ligesom Konstance i romanen, mens de sætninger, jeg havde siddet og skrevet om, hvordan en virus kan blive på en overflade i 14 dage, blev hverdagsstof i alle aviser,” siger Anthony Doerr fra sit arbejdsværelse i Idaho, hvor bagvæggen er fyldt med fotografier af hans smilende sønner. Men han kunne næsten lige så godt selv sidde på et rumskib, for interviewet med Kristeligt Dagblad foregår med 8000 kilometers afstand via en skypeforbindelse sent fredag aften på grund af tidsforskellen. ”Jeg ville ønske, at vi sad over for hinanden i København ligesom sidst (da han udgav bestselleren ’Det lys vi ikke ser’, red.). Jeg husker København som en dejlig by, og jeg savner at rejse. Der er sikkert heller ikke så skørt i Danmark som her,” siger han og griner, så den skaldede isse ryster, inden han vender tilbage til sine amerikanske børn. ”Mine egne sønner er nu 16 år, og de har mistet mindst et af deres dyrebare teenageår, hvor de burde have festet, fået deres første kys og nydt at frigøre sig fra os forældre. Jeg tror ikke, at de så en eneste pige i de 12 måneder, hvor vi sad i coronakarantæne. De havde fjernskole på deres værelser, og i den alder vil hele ens væsen jo netop gerne være væk fra ens forældre. Men vi var sammen konstant sidste år, og på mange måder føler jeg

0 ”Det er ikke en selvfølgelighed, at nogen indsamler og beskytter viden og fortællinger. Og jeg ser bibliotekarer og arkivarer som vores civilisations helte,” siger Anthony Doerr. –Foto: Leif Tuxen. mig heldig som far, fordi vi kom til at få ekstra tid sammen med dem, men lige nu er de nok lidt bagud. Jeg tror ikke, at nogen har dem har kysset en pige endnu,” siger Anthony Doerr med endnu et grin.

Romanen ”Byen i skyerne” er også befolket med børn, der må vokse op under dramatiske forhold – i både fortiden, nutiden og fremtiden. Og den næsten 700 sider lange roman, som udkom fornylig i en dansk udgave på næsten samme tid som den amerikanske, kommer mildt sagt vidt omkring i både tid og rum.

Titlen refererer til en historie, som Anthony Doerr godt nok selv har digtet, men i romanen tillægger den antikke græske forfatter Antonius Diogenes. Det meste af Diogenes’ forfatterskab er i virkeligheden gået tabt, men i Doerrs roman bliver Diogenes’ manuskript til ”Byen i skyerne” først (påstået) fundet i en grav og dernæst genopdaget i 1400-tallets Konstantinopel, inden det bliver oversat til amerikansk i 2020 af bibliotekaren Zeno, der både er god til børn og oldgræsk. Og engang ude i fremtiden sidder Konstance altså i sit rumskib uden biblioteksadgang fra sit eget værelse og prøver at sammenstykke Diogenes’ eventyrlige historie (som hun selv har fået fortalt af sin far) om en hyrde, der besøger en utopisk by i himlen. Sådan bliver ”Byen i skyerne” til en bog i bogen og en slags metafor for værdien af overleverede fortællinger.

”Måske kan man læse romanen her som min midtvejskriseerkendelse af, at jeg selv skal dø og kun er et led i en kæde. Når man bliver far, opdager man jo også, at man ikke længere er centrum i sit eget liv. Nu handler det mere om mine sønner, som jeg gerne vil have får lov til at opleve den frihed og uskyld, som jeg selv oplevede som ung. Men jeg tror, at vores pligt her på Jorden, ud over at efterlade en klode, der er beboelig for vores efterkommere, er at videregive vores fortællinger.”

Er det derfor, du dedikerer din roman til ”alle verdens bibliotekarer før, nu og i fremtiden”? ”Ja, netop, det er måske lidt sent gået op for mig, hvor meget jeg har taget biblioteker for givet. Men det er ikke en selvfølgelighed, at nogen indsamler og beskytter viden og fortællinger. Og jeg ser bibliotekarer og arkivarer som vores civilisations helte.”

Anthony Doerr voksede selv op i et katolsk hjem med både bibellæsning og flittige biblioteksbesøg. Moderen var naturvidenskabslærer og så ingen modsætning mellem tro og videnskab. Og det farver stadig Anthony Doerrs forfatterskab, som kredser meget om både tro, teknologi og filosofi. Men hurtigt begyndte Anthony Doerr at fatte interesse for andre bøger end Bibelen. ”Min mor brugte biblioteket som en slags sfo for mine to ældre brødre og mig, så når hun havde brug for ro til at forberede sig som high school-lærer, satte hun bare os af på biblioteket. Det blev mit andet hjem. Det var et meget sikkert sted. Dengang fik vi også bare lov til at læse, hvad vi ville. I dag er man nok mere opmærksom på, at børn kun bør læse det, der er beregnet til deres egen aldersgruppe. Men jeg tog bare de bøger ned fra reolerne, som jeg havde lyst til at læse, så det gav mig fri adgang til bøger, der var fyldt med sex eller vold.”

Nu har vores børn jo til gengæld fri adgang til voldelige film og porno på nettet? ”Ja, så det er nok trods alt sundere at få dem til at læse. Men jeg tænker egentlig på teknologi som ret værdineutrale ting. Bogtrykkerkunsten i 1400-tallet blev jo også hurtigt et middel til at sprede både viden og propaganda. Min tidligere roman ’Alt det lys vi ikke ser’ handler om, hvordan radioen både var et dannelsesværktøj og et propagandaredskab under Anden Verdenskrig, og sådan tror jeg, at historien gentager sig med internettet. Under pandemien har man kunnet bo i Mongoliet og studere fransk. Det er jo glimrende, og internettet hjalp os også til at kommunikere med hinanden i en tid, hvor vi ellers var adskilte. Se bare, hvordan vi to nu sidder og taler med hinanden her på 5000 mil afstand. Det er da en praktisk opfindelse. Men samtidig er internettet også et redskab til at sprede konspirationsteorier og løgne, så de virker plausi-

ble. Man kan hurtigt lave en graf, der ser pålidelig ud, hvad enten man prøver at bilde folk ind, at corona skyldes magnetisme eller andre skøre teorier. Teknologien er i den forstand neutral, så det hele handler om, hvordan vi lærer vores børn at bruge teknologien. Men internettet har også øget behovet for dygtige bibliotekarer, der kan sortere i information og misinformation, ligesom de sociale medier har øget behovet for kildekritik og pålidelige historiefortællere.”

Den amerikanske forfatter tænker her ikke kun på god journalistik, men også forfattere, der ellers lever af deres løgne. ”Skønlitterære forfattere er jo i princippet løgnere, men jeg synes, at vi har en moralsk forpligtelse til at sige sandheden, selvom vi bruger opdigtede rammer til at fortælle den. Der er en ironi i det. Men god litteratur kan udvide vores forståelse, fordi vi pludselig kan sætte os ind i, hvordan andre føler og tænker.”

Det er der ikke mindst brug for i dag, hvor de sociale medier har været med til at styrke stammetænkningen i samfundet. Men gode bøger er mere nuancerede end Facebook, mener han. ”Gode forfattere har det med at fremkalde en vis form for sympati for selv dem, vi ellers betragter som skurke og modstandere. Sådan tror jeg faktisk, at fiktion kan træne vores empati og medfølelse, ligesom fiktion kan bruges som et spejl, når man som læser føler sig genkendt,” siger han og smiler nærmest undskyldende. ”Jeg vil ikke overdrive romanforfatteres betydning. Men jeg mener, at god litteratur både kan trøste og opdrage os. Selv som læser af en fiktiv fortælling kan det jo være trøstende at opdage, at andre mennesker også oplever sorger, ligesom andre også kan føle sig alene og isolerede, som så mange har gjort under pandemien. Og på den anden side kan litteraturen give os et indblik i, hvordan helt andre tænker og føler. Derfor kræver det selvfølgelig også empati at skrive bøger, fordi man et eller andet sted skal elske alle sine karakterer, ligesom Gud uden sammenligning elsker alle sine skabninger. For en god forfatter skal have medfølelse med alle sine karakterer, ellers kan læseren straks mærke det, så historien kommer til at virke falsk.”

Bibliotekerne er dog stadig fyldt med fortællinger, der stadig holder, selvom mange af dem er skrevet for længe siden. Anthony Doerr husker stadig barndommens glæde ved at læse en ny god bog på biblioteket. ”Og det bedste var, at jeg kunne tage dem med hjem gratis,” siger han med et nærmest forelsket udtryk i øjnene. ”Min roman er et kærestebrev til biblioteker og bibliotekarer. Man tror måske, at biblioteker eksisterer lige så naturligt som bladene på træerne, men når man bliver ældre, går det op for en, at det er mennesker, der skaber biblioteker. Og der er mennesker, der har gjort det til deres liv at beskytte bøger. Det er hædersfolk, man bør sætte pris på, så det prøver jeg at gøre i bogen.”

I romanen bliver historien om den gamle røverhistorie om byen i skyerne en måde at overleve for Konstance, men for Anthony Doerr er selve forestillingen om en utopisk by i himlen også et billede på, at man skal glæde sig over det liv, man har, i stedet for at drømme om et andet liv i skyerne. Alligevel kalder han den kristne forestilling om et efterliv i Himlen for smuk. ”Himlen er måske også en historie, vi fortæller os selv for at komme igennem midlertidige lidelser. Det er en stærk forestilling, at livet kun er en midlertidig lidelse, for så kan man udholde hvad som helst, fordi man ved, at det hele ender godt. Det er lidt ligesom med pandemien. Hvis man ved, at vi kommer ud til et bedre sted, så er man villig til at gå meget igennem.”

Anthony Doerr kan også godt lide de gamle gospelsange, der indgyder håb om et evigt liv, så man kan udholde sine trængsler her og nu. ”Men,” siger han, ”det, jeg prøver at sige med bogen, er, at det uperfekte nu er nok for mig. Til sidst i bogen siger en pige endda, at ’verden, som den er, er nok for mig’. Jeg har selv svært ved at begribe tanken om et evigt efterliv, men jeg synes også, at der er en skønhed i at gribe det, vi har fået givet lige nu og her,” siger han og tilføjer:

”Reklamebranchen har på sin vis overtaget kirkens gamle himmelfortællinger, for de kommercielle reklamer lover altid en et bedre liv, hvis man bare køber deres produkt. ’Drik denne drik, og du vil blive gladere eller en bedre version af dig selv.’ Især vores børn vokser jo op omringet af netreklamer, som fortæller dem, at de kan klare sig bedre og føle sig lykkeligere. Men jeg prøver at sige: ’Se, hvad vi har lige nu.’ Vi får aldrig alting, men lige nu har vi noget, som det er værd at være taknemmelig over,” siger den amerikanske forfatter, som om han er ved at indlede en bordbøn, inden han vender tilbage til vor tids medievirkelighed. ”Internettet minder os også hele tiden om andre steder og andre ting, som du kunne lære eller gøre. Men jeg er ikke sikker på, at det gør os hverken klogere eller gladere. Livet handler ikke altid om at jagte det, man ikke har. Sommetider findes den største lykke i at tænde et bål med sine børn i haven, man behøver ikke drikke tequila med George Clooney for at have det sjovt.”

Den amerikanske forfatter har tydeligvis talt sig varm på den anden side af Atlanterhavet. ”Du ser måske kun 70 efterår eller 70 vintre. Derfor må du hellere være opmærksom på hver eneste af dem. Hvis jeg virkelig er heldig, er jeg kun her i 4000 uger. Det er jo ingenting, så jeg prøver at være så nærværende i nuet, som jeg kan. Men jeg fejler hele tiden i det. Jeg er elendig til at være i nuet. Jeg tænker konstant på fremtiden, så jeg ikke lever lige nu og her i mit hoved, men altid tænker frem til mine pligter og gøremål i næste uge, men jeg prøver at minde mig om, at tiden er kostbar. Og en måde at minde mig selv om det er at tænke på mine afdøde venner, for hvad ville de ikke give for at være her nu, selvom det bare er en almindelig hverdag, som kan være træls med trafikpropper og pligtopgaver. For selv når livet virker surt – som i en trafikprop, så kan man bruge øjeblikket til at mærke Guds kærlighed. Og når man tænker over det, er selv små, sure scener en stor sensation.”

Det opdager Konstance – uden at afsløre for meget – også i romanen, da hun finder livsglæde i de små ting og de store fortællinger. J

Anthony Doerr

0 ”Det, jeg prøver at sige med bogen, er, at det uperfekte nu er nok for mig,” siger Anthony Doerr, der er aktuel med romanen ”Byen i skyerne”. – Foto: Leif Tuxen.

3 Født i 1973. 3 Amerikansk forfatter. Har prisvindende forfatterskab bag sig. ”Alt det lys vi ikke ser” blev hans store gennembrud og sikrede ham Pulitzer-prisen. 3 Bor i Boise, Idaho, med sin hustru og to sønner.