42 | Efterårsbøger | Udenlandsk litteratur
Kristeligt Dagblad Lørdag 30. oktober 2021
Du skal fortælle historien videre Bøger forbinder mennesker på tværs af tid og sted – som både ”tidsmaskiner” og en god træning i empati, mener den amerikanske bestsellerforfatter Anthony Doerr, der har dedikeret sin nye store roman ”Byen i skyerne” til bibliotekarer gennem tiden
interview DANIEL ØHRSTRØM ohrstrom@k.dk
Alt kan lade sig gøre i romaner, men sommetider kan de nærmest også virke profetiske. Da coronakrisen – til overraskelse for de fleste – brød ud sidste år, sad den amerikanske bestsellerforfatter Anthony Doerr på sit arbejdsværelse i delstaten Idaho i USA og så forbløffet til, mens hans romanmanuskript og dagens friske avishistorier lod til at flyde sammen. For på det tidspunkt var han allerede ved at færdiggøre sin nye store roman ”Byen i skyerne”, der blandt andet handler om den 14-årige pige Konstance, der godt 100 år ude i fremtiden sidder i isolation i et rumskib på grund af smittefare fra en global pandemi på jorden. Doerrs nye fabulerende roman trækker faktisk også tråde tilbage til antikken, men det var en fagbog om blandt andet fugleinfluenza, der inspirerede ham til den dystopiske del af den nye roman. For Doerr blev både skræmt og inspireret, da han for nogle år siden læste den amerikanske videnskabsjourna-
list David Quammens bog ”Spillover” (2014), der advarer om risikoen for globale pandemier i fremtiden som følge af klimakrisen og overbefolkningen på jorden, hvor mennesker og dyr lever stadig tættere på hinanden, så infektionssygdomme nemt hopper over i mennesker som legesyge lopper. Og det måtte gå galt på et tidspunkt, mente også Anthony Doerr. ”Men jeg havde nu ikke forestillet mig, at det skulle ske så hurtigt. Pludselig var mine egne teenagesønner også isoleret herhjemme – lidt ligesom Konstance i romanen, mens de sætninger, jeg havde siddet og skrevet om, hvordan en virus kan blive på en overflade i 14 dage, blev hverdagsstof i alle aviser,” siger Anthony Doerr fra sit arbejdsværelse i Idaho, hvor bagvæggen er fyldt med fotografier af hans smilende sønner. Men han kunne næsten lige så godt selv sidde på et rumskib, for interviewet med Kristeligt Dagblad foregår med 8000 kilometers afstand via en skypeforbindelse sent fredag aften på grund af tidsforskellen. ”Jeg ville ønske, at vi sad over for hinanden i København ligesom sidst (da han udgav bestselleren ’Det lys vi ikke ser’, red.). Jeg husker København som en dejlig by, og jeg savner at rejse. Der er sikkert heller ikke så skørt i Danmark som her,” siger han og griner, så den skaldede isse ryster, inden han vender tilbage til sine amerikanske børn. ”Mine egne sønner er nu 16 år, og de har mistet mindst et af deres dyrebare teenageår, hvor de burde have festet, fået deres første kys og nydt at frigøre sig fra os forældre. Jeg tror ikke, at de så en eneste pige i de 12 måneder, hvor vi sad i coronakarantæne. De havde fjernskole på deres værelser, og i den alder vil hele ens væsen jo netop gerne være væk fra ens forældre. Men vi var sammen konstant sidste år, og på mange måder føler jeg
0 ”Det er ikke en selvfølgelighed, at nogen indsamler og beskytter viden og fortællinger. Og jeg ser bibliotekarer og arkivarer som vores civilisations helte,” siger Anthony Doerr. –Foto: Leif Tuxen.
mig heldig som far, fordi vi kom til at få ekstra tid sammen med dem, men lige nu er de nok lidt bagud. Jeg tror ikke, at nogen har dem har kysset en pige endnu,” siger Anthony Doerr med endnu et grin. Romanen ”Byen i skyerne” er også befolket med børn, der må vokse op under dramatiske forhold – i både fortiden, nutiden og fremtiden. Og den næsten 700 sider lange roman, som udkom fornylig i en dansk udgave på næsten samme tid som den amerikanske, kommer mildt sagt vidt omkring i både tid og rum. Titlen refererer til en historie, som Anthony Doerr godt nok selv har digtet, men i romanen tillægger den antikke græske forfatter Antonius Diogenes. Det meste af Diogenes’ forfatterskab er i virkeligheden gået tabt, men i Doerrs roman bliver Diogenes’ manuskript til ”Byen i skyerne” først (påstået) fundet i en grav og dernæst genopdaget i 1400-tallets Konstantinopel, inden det bliver oversat til amerikansk i 2020 af bibliotekaren Zeno, der både er god til børn og oldgræsk. Og engang ude i fremtiden sidder Konstance altså i sit rumskib uden biblioteksadgang fra sit eget værelse og prøver at sammenstykke Diogenes’ eventyrlige historie (som hun selv har fået fortalt af sin far) om en hyrde, der besøger en utopisk by i himlen. Sådan bliver ”Byen i skyerne” til en bog i bogen og en slags metafor for værdien af overleverede fortællinger.
”Måske kan man læse romanen her som min midtvejskriseerkendelse af, at jeg selv skal dø og kun er et led i en kæde. Når man bliver far, opdager man jo også, at man ikke længere er centrum i sit eget liv. Nu handler det mere om mine sønner, som jeg gerne vil have får lov til at opleve den frihed og uskyld, som jeg selv oplevede som ung. Men jeg tror, at vores pligt her på Jorden, ud over at efterlade en klode, der er beboelig for vores efterkommere, er at videregive vores fortællinger.” Er det derfor, du dedikerer din roman til ”alle verdens bibliotekarer før, nu og i fremtiden”? ”Ja, netop, det er måske lidt sent gået op for mig, hvor meget jeg har taget biblioteker for givet. Men det er ikke en selvfølgelighed, at nogen indsamler og beskytter viden og fortællinger. Og jeg ser bibliotekarer og arkivarer som vores civilisations helte.” Anthony Doerr voksede selv op i et katolsk hjem med både bibellæsning og flittige biblioteksbesøg. Moderen var naturvidenskabslærer og så ingen modsætning mellem tro og videnskab. Og det farver stadig Anthony Doerrs forfatterskab, som kredser meget om både tro, teknologi og filosofi. Men hurtigt begyndte Anthony Doerr at fatte interesse for andre bøger end Bibelen. ”Min mor brugte biblioteket som en slags sfo for mine to ældre brødre og mig, så når hun
havde brug for ro til at forberede sig som high school-lærer, satte hun bare os af på biblioteket. Det blev mit andet hjem. Det var et meget sikkert sted. Dengang fik vi også bare lov til at læse, hvad vi ville. I dag er man nok mere opmærksom på, at børn kun bør læse det, der er beregnet til deres egen aldersgruppe. Men jeg tog bare de bøger ned fra reolerne, som jeg havde lyst til at læse, så det gav mig fri adgang til bøger, der var fyldt med sex eller vold.” Nu har vores børn jo til gengæld fri adgang til voldelige film og porno på nettet? ”Ja, så det er nok trods alt sundere at få dem til at læse. Men jeg tænker egentlig på teknologi som ret værdineutrale ting. Bogtrykkerkunsten i 1400-tallet blev jo også hurtigt et middel til at sprede både viden og propaganda. Min tidligere roman ’Alt det lys vi ikke ser’ handler om, hvordan radioen både var et dannelsesværktøj og et propagandaredskab under Anden Verdenskrig, og sådan tror jeg, at historien gentager sig med internettet. Under pandemien har man kunnet bo i Mongoliet og studere fransk. Det er jo glimrende, og internettet hjalp os også til at kommunikere med hinanden i en tid, hvor vi ellers var adskilte. Se bare, hvordan vi to nu sidder og taler med hinanden her på 5000 mil afstand. Det er da en praktisk opfindelse. Men samtidig er internettet også et redskab til at sprede konspirationsteorier og løgne, så de virker plausi-
